USA's historie

Det præcolumbianske Amerika

Se også: Historie i Nordamerika

Den præcolumbianske æra er tiden før Christoffer Columbus rejste til Amerika i 1492. På det tidspunkt boede indianerne på det land, der nu kontrolleres af USA. De havde forskellige kulturer: De indfødte amerikanere i de østlige skovområder jagede vildt og hjorte, de indfødte amerikanere i det nordvestlige område fiskede, de indfødte amerikanere i det sydvestlige område dyrkede majs og byggede huse kaldet pueblos, og de indfødte amerikanere på de store sletter jagede bisoner. Omkring år 1000 besøgte vikingerne Newfoundland. De bosatte sig dog ikke der.

 
Young Omahaw, War Eagle, Little Missouri og Pawnees  

Koloniens Amerika

Englænderne forsøgte at slå sig ned på Roanoke Island i 1585. Bosættelsen varede ikke længe, og ingen ved, hvad der skete med befolkningen. I 1607 blev den første varige engelske bosættelse etableret i Jamestown, Virginia, af John Smith, John Rolfe og andre englændere, der var interesseret i guld og eventyr. I de første år døde mange mennesker i Virginia af sygdom og sult. Kolonien i Virginia varede ved, fordi den tjente penge ved at plante tobak, ris og bomuld.

I 1621 slog en gruppe englændere, kaldet pilgrimmene, sig ned i Plymouth, Massachusetts. En større koloni blev bygget i Massachusetts Bay af puritanerne i 1630. Pilgrimmene og puritanerne var interesserede i at skabe et bedre samfund og ikke i at lede efter guld. De kaldte dette ideelle samfund for en "by på en bakke". En mand ved navn Roger Williams forlod Massachusetts efter at have været uenig med puritanerne og startede kolonien Rhode Island i 1636.

Storbritannien var ikke det eneste land, der bosatte sig i det, der skulle blive til USA. I 1500-tallet byggede Spanien et fort i Saint Augustine i Florida. Frankrig bosatte sig på Louisiana og i området omkring de store søer. Hollænderne bosatte sig i New York, som de kaldte New Netherland. Andre områder blev bosat af skotsk-irere, tyskere og svenskere. Med tiden kontrollerede Storbritannien dog alle kolonierne, og de fleste amerikanske kolonister overtog den britiske livsstil. Koloniernes vækst var ikke god for de indfødte amerikanere. Mange af dem døde af kopper, en sygdom, som europæerne bragte til Amerika. De, der overlevede, mistede deres land til kolonisterne.

I begyndelsen af 1700-tallet var der en religiøs bevægelse i kolonierne, som blev kaldt den store vækkelse. Prædikanter som Jonathan Edwards holdt prædikener. En af dem hed "Sinners in the Hands of an Angry God" (Syndere i hænderne på en vred Gud). Den store vækkelse kan have ført til den tankegang, der blev brugt i den amerikanske revolution.

I 1733 var der tretten kolonier. New York City, Philadelphia, Boston og Charleston var de største byer og hovedhavne på det tidspunkt.

Fra 1756 til 1763 udkæmpede England og Frankrig en krig om deres landområder i Amerika kaldet Syvårskrigen eller Fransk og Indisk Krig, som briterne vandt. Efter krigen sagde den kongelige proklamation fra 1763, at kolonisterne ikke måtte bo vest for Appalacherne. Mange kolonister, der ønskede at flytte til grænsen, brød sig ikke om proklamationen.

 
De tretten kolonier (rød) før den amerikanske revolution  

Den amerikanske revolution

Efter den franske og indianske krig begyndte kolonisterne at synes, at de ikke fik deres "rettigheder som frit fødte englændere". Det betød, at de ønskede at blive behandlet retfærdigt af den engelske regering. Dette skyldtes især de nye skatter, som englænderne lod kolonierne betale for at betale for krigen. Amerikanerne kaldte dette "No taxation without representation", hvilket betød, at kolonisterne ikke skulle betale skat, medmindre de havde stemmer i det britiske parlament. Hver skat blev misbilliget og erstattet af en anden, hvilket førte til større enhed mellem kolonierne. I 1770 kom kolonister i Boston, kendt som frihedssønnerne, i kamp med britiske soldater. Dette blev kendt som Bostonmassakren. Efter te-loven dumpede Frihedssønnerne hundredvis af kasser med te i havet. Dette blev kendt som Boston Tea Party (1773). Dette førte til, at den britiske hær indtog Boston. Herefter dannede lederne af de 13 kolonier en gruppe kaldet Kontinentalkongressen ( 1774 ). Mange mennesker var medlemmer af Kontinentalkongressen, men nogle af de vigtigste var Benjamin Franklin, John Adams, Thomas Jefferson, John Hancock, Roger Sherman og John Jay.

I 1776 skrev Thomas Paine en pamflet med titlen Common Sense. Den argumenterede for, at kolonierne skulle være fri for engelsk styre. Dette var baseret på de engelske idéer om naturlige rettigheder og social kontrakt, som bl.a. John Locke havde fremsat. Den 4. juli 1776 blev folk fra de 13 kolonier enige om USA's uafhængighedserklæring. Heri blev det sagt, at de var frie og uafhængige stater og ikke længere var en del af England. Kolonisterne kæmpede allerede på dette tidspunkt mod Storbritannien i revolutionskrigen. Revolutionskrigen startede i 1775 ved Lexington og Concord. Selv om amerikanske soldater under George Washington tabte mange slag til briterne, vandt de en stor sejr ved Saratoga i 1777. Dette førte til, at Frankrig og Spanien gik ind i krigen på amerikanernes side. I 1781 fik en amerikansk sejr ved Yorktown med hjælp fra franskmændene Storbritannien til at beslutte at stoppe kampene og opgive kolonierne. Amerika havde vundet krigen og sin uafhængighed.

 
Fremlæggelse af uafhængighedserklæringen. Tre af de stående mænd er John Adams, Benjamin Franklin og Thomas Jefferson.  

Den føderale periode (1781-1815)

Se også: USA's forfatning og 1812-krigen

I 1781 dannede kolonierne en konføderation af stater i henhold til konføderationsartiklerne, men den varede kun seks år. Den gav næsten al magt til staterne og kun meget lidt til centralregeringen. Konføderationen havde ingen præsident. Den kunne ikke fjerne indianerne eller briterne fra grænsen, og den kunne heller ikke stoppe pøbelopstande som Shays' oprør. Efter Shays' oprør mente mange mennesker, at konføderationsartiklerne ikke fungerede.

I 1787 blev der skrevet en forfatning. Mange af de personer, der var med til at skrive forfatningen, f.eks. Washington, James Madison, Alexander Hamilton og Gouverneur Morris, var blandt de store tænkere i USA på det tidspunkt. Nogle af disse mænd skulle senere få vigtige poster i den nye regering. Forfatningen skabte en stærkere national regering, der havde tre grene: den udøvende magt (præsidenten og hans stab), den lovgivende magt (Repræsentanternes Hus og Senatet) og den dømmende magt (de føderale domstole).

Nogle stater tilsluttede sig forfatningen meget hurtigt. I andre stater var der mange, der ikke brød sig om forfatningen, fordi den gav mere magt til centralregeringen og ikke indeholdt nogen erklæring om rettigheder. For at forsøge at få forfatningen vedtaget skrev Madison, Hamilton og Jay en række avisartikler, der blev kaldt Federalist Papers. Meget snart efter blev Bill of Rights tilføjet. Det var et sæt af 10 ændringsforslag (ændringer), der begrænsede regeringens magt og garanterede borgerne rettigheder. Ligesom Uafhængighedserklæringen er forfatningen en social kontrakt mellem folket og regeringen. Hovedidéen i forfatningen er, at regeringen er en republik (et repræsentativt demokrati), der vælges af folket, som alle har de samme rettigheder. Dette var dog ikke sandt i begyndelsen, da kun hvide mænd, der ejede ejendom, kunne stemme. På grund af delstatslove samt det 14., 15., 19., 24. og 26. ændringsforslag kan næsten alle amerikanske borgere, der er mindst 18 år gamle, stemme i dag.

I 1789 blev Washington valgt som den første præsident. Han definerede, hvordan en person skulle optræde som præsident, og trak sig tilbage efter to perioder. I Washingtons embedsperiode var der et Whiskey-oprør, hvor landbønder forsøgte at forhindre regeringen i at opkræve skatter på whisky. I 1795 vedtog kongressen Jay-traktaten, som gav mulighed for øget handel med Storbritannien til gengæld for, at briterne opgav deres forter ved de store søer. Storbritannien gjorde dog stadig ting, der skadede USA, som f.eks. indpresning (at få amerikanske søfolk til at gå med i den britiske Royal Navy).

John Adams besejrede Thomas Jefferson ved valget i 1796 og blev USA's anden præsident. Dette var det første amerikanske valg, der stod mellem to politiske partier. Som præsident gjorde Adams hæren og flåden større. Han fik også vedtaget Alien and Sedition Acts, som var meget utilfredse.

Ved valget i 1800 besejrede Jefferson Adams ved valget. En af de vigtigste ting, han gjorde som præsident, var at foretage Louisianakøbet fra Frankrig, hvilket gjorde USA dobbelt så stort. Jefferson sendte Lewis og Clark ud for at kortlægge Louisiana-købet. Jefferson forsøgte også at stoppe handelen med England og Frankrig, så USA ikke blev involveret i en krig, som de to lande var i gang med at føre. Der udbrød kampe mellem USA og England i 1812, da James Madison var præsident. Dette blev kaldt krigen i 1812.

 
De Forenede Staters forfatning  

Ekspansion Industrialisering og slaveri (1815-1861)

Et af problemerne i denne periode var slaveriet. I 1861 var over tre millioner afroamerikanere slaver i Sydstaterne. Det betyder, at de arbejdede for andre mennesker, men de havde ingen frihed og fik ingen penge for deres arbejde. De fleste arbejdede med at plukke bomuld på store plantager. Bomuld blev den vigtigste afgrøde i Sydstaterne, efter at Eli Whitney opfandt bomuldscentrifugen i 1793. Der var et par slaveoprør mod slaveriet, bl.a. et oprør ledet af Nat Turner. Alle disse oprør mislykkedes. Sydstaterne ønskede at bevare slaveriet, men ved borgerkrigen ønskede mange mennesker i Nordstaterne at gøre en ende på det. En anden diskussion mellem nord og syd handlede om regeringens rolle. Sydstaterne ønskede stærkere delstatsregeringer, men nordstaterne ønskede en stærkere centralregering.

Efter krigen i 1812 forsvandt det føderalistiske parti og efterlod en "æra af gode følelser", hvor kun ét parti var vigtigt, nemlig under præsidenterne James Madison og James Monroe. Under Monroe var USA's politik i Nordamerika Monroe-doktrinen, som foreslog, at Europa skulle holde op med at forsøge at kontrollere USA og andre uafhængige lande i Amerika. Omkring denne tid opfordrede kongressen til noget, der blev kaldt det "amerikanske system". Det amerikanske system betød, at man skulle bruge penge på bankvæsen, transport og kommunikation. På grund af det amerikanske system blev der bygget større byer og flere fabrikker. Et af de store transportprojekter på dette tidspunkt var Erie-kanalen, en kanal i staten New York. I 1840'erne blev der bygget både jernbaner og kanaler. I 1860 var der blevet bygget tusindvis af kilometer jernbaner og telegraflinjer i USA, mest i det nordøstlige og midtvestlige USA.

I begyndelsen af det 19. århundrede kom den industrielle revolution til Amerika. Der blev bygget mange fabrikker i byer i det nordlige USA, f.eks. i Lowell, Massachusetts. De fleste af dem fremstillede tøj. Mange fabriksarbejdere var kvinder, og nogle var børn eller folk fra Irland eller Tyskland. På trods af denne industrialisering var Amerika stadig en nation af landmænd.

I begyndelsen og midten af 1800-tallet var der en religiøs bevægelse, der blev kaldt den anden store vækkelse. Tusindvis af mennesker samledes til store religiøse møder, der blev kaldt vækkelser. De troede, at de kunne skabe en guldalder i Amerika gennem religion. Nye religiøse bevægelser som Holiness-bevægelsen og mormonerne startede, og grupper som metodistkirken voksede. Den anden store vækkelse førte til to reformbevægelser, dvs. ændring af love og adfærd for at gøre samfundet bedre. En af disse var temperancebevægelsen, som mente, at det var ondt at drikke alkohol. Den anden var abolitionismen, som forsøgte at gøre en ende på slaveriet. Folk som Harriet Beecher Stowe og William Lloyd Garrison skrev bøger og aviser om, at slaveriet skulle ophøre. De dannede også politiske bevægelser, som omfattede Liberty Party, Free Soil Party og det republikanske parti. Nogle abolitionister, såsom Frederick Douglass, var tidligere slaver. I 1820 var slaveriet meget sjældent i Norden, men fortsatte i Syden.

I det 19. århundrede var der noget, der blev kaldt "husholdningskult" for mange amerikanske kvinder. Det betød, at de fleste gifte kvinder forventedes at blive i hjemmet og opdrage børn. Ligesom i andre lande var amerikanske hustruer i høj grad underlagt deres mands kontrol og havde næsten ingen rettigheder. Kvinder, der ikke var gift, havde kun få job til rådighed, f.eks. arbejde på tøjfabrikker og som tjenestepiger. I det 19. århundrede mente kvinder som Lucretia Mott og Elizabeth Cady Stanton, at kvinderne burde have flere rettigheder. I 1848 mødtes mange af disse kvinder og blev enige om at kæmpe for flere rettigheder for kvinder, herunder stemmeret. Mange af de kvinder, der var involveret i bevægelsen for kvinders rettigheder, var også involveret i bevægelsen for at gøre en ende på slaveriet.

I 1828 blev Andrew Jackson valgt til præsident. Han var den første præsident, der blev valgt fra det demokratiske parti. Han ændrede regeringen på mange måder. Da mange af hans tilhængere var fattige mennesker, som ikke havde stemt før, belønnede han dem med job i regeringen, hvilket kaldes "spoils" eller "patronage". På grund af Jackson blev der dannet et nyt parti for at stille op imod ham, kaldet Whigs. Dette blev kaldt "det andet partisystem". Jackson var meget imod nationalbanken. Han så den som et symbol på Whigs og på magtfulde amerikanske forretningsmænd. Jackson opfordrede også til en høj importskat, som sydstaterne ikke brød sig om. De kaldte den "Tariff of Abominations". Jacksons vicepræsident, John C. Calhoun, var fra sydstaterne. Han skrev, at Sydstaterne burde stoppe tolden og måske forlade Unionen (løsrivelse). Disse ord skulle blive brugt igen under borgerkrigen.

Folk begyndte at flytte vest for Mississippi-floden og Rocky Mountains på dette tidspunkt. De første mennesker, der flyttede vestpå, var folk, der fangede og solgte dyreskind, som f.eks. John Colter og Jim Bridger. I 1840'erne flyttede mange mennesker til Oregon i vogn, og endnu flere mennesker drog vestpå efter guldfeberen i Californien i 1849. Mange nye stater blev føjet til de første tretten, hovedsagelig i Midtvesten og Sydstaterne før borgerkrigen og i Vesten efter borgerkrigen. I løbet af denne periode mistede de indfødte amerikanere meget af deres land. De havde tabt militære kampe mod amerikanerne ved Tippecanoe og i Seminole-krigen. I 1830'erne blev indianerne fordrevet fra Midtvesten og Sydstaterne ved begivenheder som Trail of Tears og Black Hawk War. I 1840'erne var de fleste indianske indianere blevet flyttet vest for Mississippi-floden.

Den mexicansk-amerikanske krig ( 1846-1848 )

I 1845 blev Texas, som var en nation efter at have forladt Mexico, medlem af USA. Mexico brød sig ikke om dette, og amerikanerne ville have det land, som Mexico havde på vestkysten ("Manifest Destiny"). Dette førte til, at USA og Mexico udkæmpede en krig, der blev kaldt den mexicansk-amerikanske krig. I løbet af krigen erobrede USA byerne San Francisco, Los Angeles, Monterrey, Veracruz og Mexico City. Som følge af krigen vandt USA land i Californien og store dele af det amerikanske sydvestlige USA. Mange mennesker i Norden brød sig ikke om denne krig, fordi de mente, at den kun var god for sydlige slavestater.

 
Alamo var stedet for et slag mellem texanere og mexicanere i 1836.  


Jackson var den første demokratiske præsident  


Francis Preston Blair grundlagde det republikanske parti for at hjælpe med at befri slaver  


Erie-kanalen  


James Monroe fik amerikanerne til at føle, at det var "de gode følelsers æra".  

Borgerkrig

I 1840'erne og 1850'erne var folk i de nordlige stater og folk i de sydlige stater ikke enige om, hvorvidt slaveri var rigtigt eller forkert i territorierne - de dele af USA, der endnu ikke var stater. Folk i regeringen forsøgte at indgå aftaler for at stoppe en krig. Nogle af aftalerne var Kompromiset af 1850 og Kansas-Nebraska-loven, men de fungerede ikke rigtig til at holde unionen samlet. Folk i Sydstaterne var vrede over bøger som Onkel Toms hytte, der sagde, at slaveri var forkert. Folk i Nord kunne ikke lide en afgørelse fra Højesteret ved navn Dred Scott, som beholdt Scott som slave. Folk fra syd og folk fra nord begyndte at dræbe hinanden i Kansas på grund af slaveriet. Dette blev kaldt "Bleeding Kansas". En af folkene fra Bleeding Kansas, John Brown, overtog en by i Virginia i 1859 for at gøre opmærksom på, at slaveri var forkert, og for at forsøge at få slaverne til at kæmpe mod deres ejere.

Ved valget i 1860 splittede det demokratiske parti sig, og den republikanske præsidentkandidat, Abraham Lincoln, blev valgt. Efter dette forlod mange sydstater Unionen. Til sidst forlod 11 stater unionen. De forsøgte at starte et nyt land kaldet Confederate States of America, eller "Konføderationen". En krig startede mellem Unionen (nord) og Konføderationen (syd). Da der ikke var fabrikker, var det sværere for soldaterne fra Sydstaterne at få våben eller uniformer. Sydstaterne kunne ikke få forsyninger, fordi skibe fra Nordstaterne blokerede Sydstaternes kyst.

Tidligt i krigen vandt konfødererede generaler som Robert E. Lee og Stonewall Jackson kampe over unionsgeneraler som George B. McClellan og Ambrose Burnside. I 1862 og 1863 forsøgte Unionens hær flere gange at indtage konføderationens hovedstad Richmond i Virginia, men det mislykkedes hver gang. Lees hær invaderede Norden to gange, men blev slået tilbage ved Antietam og Gettysburg. Midt under krigen udstedte Lincoln Emancipationsproklamationen, som befriede alle slaver i Konføderationen, og begyndte at lade sorte mænd kæmpe i Unionens hær. Krigen begyndte at gå Unionens vej efter slagene ved Gettysburg og Vicksburg i 1863. Gettysburg forhindrede Lee i at invadere Norden, og Vicksburg gav Unionen kontrol over Mississippifloden. I 1864 marcherede en unionshær under William T. Sherman gennem Georgia og ødelagde en stor del af det. I 1865 havde Unionens general Ulysses S. Grant indtaget Richmond og tvunget Lee til at opgive kampen ved Appomattox.

 
Lincoln, Grant, Sherman og Porter diskuterer om borgerkrigen  


Slaget ved Antietam var et blodigt slag under borgerkrigen.  

Genopbygningen og den gyldne tidsalder

Se også: Genopbygning af USA

I april 1865 blev Lincoln skudt og dræbt, mens han så et teaterstykke. Den nye præsident, Andrew Johnson, skulle gennemgå processen med genopbygning, som gik ud på at samle USA igen efter borgerkrigen. I løbet af denne tid blev det 13., 14. og 15. forfatningsændringsforslag vedtaget, hvorved slaver blev befriet, gjort til borgere og fik lov til at stemme. Kongressen blev ledet af "radikale republikanere", som ønskede at straffe sydstaterne efter borgerkrigen. De kunne ikke lide Johnson og var tæt på at afsætte ham fra embedet. De sendte også mange soldater til Sydstaterne, indsatte upopulære "scalawag"-regeringer og fik Sydstaterne til at vedtage det 14. og 15. tillæg. Sydstaterne kunne ikke lide dette, så de lavede "Jim Crow"-love, der placerede de sorte i lavere stillinger. Hvide sydstatsdemokrater startede en gruppe kaldet Ku Klux Klan, som angreb sorte og forhindrede dem i at stemme.

I denne periode flyttede mange mennesker til USA fra andre lande, f.eks. Irland, Italien, Tyskland, Østeuropa og Kina. Mange af dem arbejdede på store fabrikker og boede i storbyer som New York, Chicago og Boston, ofte i små, fattige, tætliggende lejligheder kaldet "tenements" eller "slumkvarterer". De blev ofte udnyttet af "politiske maskiner", som gav dem job og penge i bytte for stemmer.

De store politikere blev valgt af politiske maskiner og var korrupte. Regeringen kunne ikke gøre meget, og lederne af store virksomheder havde ofte mere magt end regeringen. På dette tidspunkt var der flere meget store virksomheder, der blev kaldt trusts. Folk, der ledede trusts, tjente millioner af dollars, mens de betalte deres arbejdere lave lønninger. Nogle af disse mennesker var John D. Rockefeller, Andrew Carnegie og J.P. Morgan.

Efter borgerkrigen fortsatte folk med at flytte mod vest, hvor der blev dannet nye stater. Folk kunne nu få gratis jord i Vesten på grund af en lov fra 1862 kaldet Homestead Act. Det meste af jorden i Vesten var ejet af staten, jernbaner eller store landbrugere. Den transkontinentale jernbane, der stod færdig i 1869, hjalp med at få folk og varer fra vest til resten af landet. Chicago blev centrum for handel mellem vest og øst, fordi mange jernbanelinjer mødtes der. Der var problemer mellem de hvide bosættere og de indfødte indianere, efterhånden som flere mennesker begyndte at flytte mod vest. På grund af dette blev mange flere indianere dræbt i slag som f.eks. ved Wounded Knee. Næsten al indianernes jord blev taget fra indianerne ved love som Dawes-loven.

Mange amerikanere mente, at jernbanerne opkrævede så mange penge af landmændene, at det gjorde dem fattige. Arbejderne gennemførte flere strejker mod jernbanerne, som blev nedkæmpet af hæren. Landmænd startede også grupper for at bekæmpe jernbanen, f.eks. Grange. Disse grupper blev til den populistiske bevægelse, som næsten vandt præsidentposten under William Jennings Bryan. Populisterne ønskede reformer som f.eks. en indkomstskat og direkte valg af senatorer. Populistpartiet døde ud efter 1896. Mange af de ting, som populisterne ønskede, ville ske i løbet af den progressive æra.

 
Den skotske forretningsmand Andrew Carnegie gjorde Amerika til et "stålimperium"  


Home Insurance Building i Chicago var den første skyskraber i verden  

Den progressive æra og imperialismen

I USA er progressivisme en overbevisning om, at regeringen bør spille en større rolle i amerikanernes hverdag for at sikre en god levestandard for folk, især for arbejdere. Imperialisme var troen på, at USA skulle opbygge en stærkere flåde og erobre landområder.

I slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede begyndte USA at være mere aktiv i udenrigsanliggender. I 1898 udkæmpede USA en krig med Spanien kaldet den spansk-amerikanske krig. USA vandt og fik Puerto Rico, Guam, Guantanamo og Filippinerne. Sammen med købet af Alaska og overtagelsen af Hawaii havde USA fået alle de territorier, som det har i dag, plus nogle, som det senere skulle miste efter Anden Verdenskrig. Omkring dette tidspunkt åbnede USA og de europæiske lande for handel med Kina. Det skyldtes, at de havde slået Kina i Opiumkrigene og Boxeroprøret. USA og Europa var i stand til at handle med Kina gennem den åbne dør-politik.

I 1901 blev republikaneren Theodore Roosevelt præsident. Han havde været soldat i den spansk-amerikanske krig. Han opfordrede til en udenrigspolitik, der var kendt som "den store stok". Det betød, at han skulle have en stor flåde og udøve kontrol over Latinamerika. Mellem 1901 og 1930 sendte USA flere gange soldater ind i Latinamerika. Da Roosevelt var præsident, blev arbejdet på Panama-kanalen påbegyndt, en forbindelse mellem Stillehavet og Atlanterhavet, som gjorde det meget hurtigere at rejse rundt i verden.

I løbet af denne tid begyndte folk at lægge mærke til de amerikanske byers dårlige tilstand. En gruppe mennesker, der blev kaldt "muckrakers", skrev bøger og avisartikler om emner som storkapitalens magt, urent praksis på fabrikkerne og de fattiges vilkår. Roosevelt og Kongressen besvarede deres bekymringer med love som f.eks. loven om rene fødevarer og lægemidler. Loven kontrollerede den måde, som fødevarer blev fremstillet på, for at sikre, at de var sikre. Et andet svar på muckrakers var noget, der blev kaldt "trust-busting", hvor store virksomheder blev opdelt i mindre virksomheder. Den største virksomhed, der blev opdelt på denne måde, var Standard Oil Company i 1911.

I 1912 blev Woodrow Wilson præsident. Han var progressiv, men ikke helt den samme som Roosevelt. Han bekæmpede "privilegiernes tredobbelte mur", som bestod af store virksomheder, skatter og afgifter på varer, der kom ind i USA. I denne periode blev det sekstende og syttende tillæg til den amerikanske forfatning vedtaget. De gav mulighed for en føderal indkomstskat og direkte valg af amerikanske senatorer.

 
Theodore Roosevelt var præsident i det meste af 1900-tallet  


Slaget ved Manilabugten i den spansk-amerikanske krig  

Første Verdenskrig

USA ønskede ikke at deltage i Første Verdenskrig, men ønskede at sælge våben til begge sider. I 1915 sænkede en tysk ubåd et amerikansk skib, Lusitania, med amerikanere om bord. Dette gjorde amerikanerne vrede, og Tyskland holdt op med at angribe passagerskibe. I januar 1917 begyndte Tyskland at angribe dem igen og sendte Zimmerman-telegrammet til Mexico om at invadere USA. USA gik med i krigen mod Tyskland, og den sluttede et år senere. Wilson arbejdede på at oprette en international organisation kaldet Folkeforbundet. Forbundets hovedmål var at forhindre krig. USA gik dog ikke med, fordi isolationisterne afviste fredstraktaten. Ved slutningen af Første Verdenskrig dræbte en influenzapandemi millioner af mennesker i USA og Europa. Efter krigen var USA en af de rigeste og mest magtfulde nationer i verden.

 
Amerikanerne i Første Verdenskrig  

Boom og nedtur (1919-1939)

De "brølende tyvere"

1920'erne var en æra med vækst og øget velstand i USA. Mange amerikanere begyndte at købe forbrugsgoder som f.eks. model T Ford'er og hvidevarer. Reklame blev meget vigtig for amerikanerne. I denne periode flyttede mange sorte mennesker ud af Syden og ind i storbyer som New York, Chicago, St. Louis og Los Angeles. De bragte jazzmusik med sig, og derfor kaldes 1920'erne for "jazzalderen". 1920'erne var også forbudstiden, efter at det 18. tillæg blev vedtaget. I 1920'erne var det ulovligt at drikke alkohol, men mange amerikanere drak det alligevel. Det førte til mange rom-running og voldskriminalitet.

Racismen var stærk i 1920'erne. Ku Klux Klan var igen stærk og angreb sorte, katolikker, jøder og indvandrere. Folk gav immigranter og fagforeningsledere, som de sagde var bolsjevikker (russiske kommunister), skylden for krigen og problemerne i erhvervslivet. Mange mennesker mente også, at USA havde mistet forbindelsen med religionen. Det håndterede de ved at ændre religionen, og nogle af dem ved at angribe videnskaben.

Efter Første Verdenskrig førte USA en isolationistisk udenrigspolitik. Det betød, at det ikke ønskede at gå ind i endnu en global krig. De vedtog love og traktater, der angiveligt ville gøre en ende på krigen for altid, og nægtede at sælge våben til deres tidligere allierede.

I 1921 blev Warren G. Harding præsident. Han mente, at den bedste måde at gøre økonomien god på var, at regeringen var venlig over for store virksomheder ved at sænke skatterne og regulere mindre. Selv om økonomien klarede sig meget godt under denne politik, havde USA den største forskel mellem hvor mange penge de rige havde og hvor mange penge de fattige havde. Hardings præsidentskab havde flere problemer. Det største var Teapot Dome over olieboringer i Navy Oil Reserve. Harding døde i 1923, og Calvin Coolidge blev præsident. Coolidge mente, at regeringen skulle holde sig ude af erhvervslivet, ligesom Harding, og fortsatte mange af Hardings politikker. Coolidge valgte ikke at søge præsidentposten i 1928, og Herbert Hoover blev præsident.

Den store depression

Se også: Den Store Depression og New Deal

I 1929 blev USA ramt af den store depression. Aktiemarkedet styrtede sammen (mistede en stor del af sin værdi). Mange banker løb tør for penge og lukkede. I 1932 var over en fjerdedel af landet uden arbejde, og en stor del af landet var fattige eller arbejdsløse. Mange mennesker blev drevet væk fra deres landbrug, ikke kun på grund af depressionen, men også på grund af en storm, der blev kendt som "Dust Bowl", og fordi landbrugerne ikke havde haft det godt i 1920'erne.

Præsident Hoover forsøgte at gøre noget ved depressionen, men det lykkedes ikke. I 1932 blev han besejret, og Franklin D. Roosevelt blev præsident. Han skabte New Deal. Det var en række regeringsprogrammer, som skulle give lindring (til de mennesker, der blev ramt af den dårlige økonomi), genopretning (for at gøre økonomien bedre) og reformer (for at sikre, at en depression aldrig sker igen).

New Deal havde mange programmer såsom Social Security, National Recovery Administration (regulerede lønningerne), Works Progress Administration (byggede tusindvis af veje, skoler, regeringsbygninger og kunstværker), Civilian Conservation Corps (gav unge mennesker arbejde for at hjælpe miljøet) og Tennessee Valley Authority (byggede dæmninger og el-ledninger i Syden). Disse programmer satte millioner af amerikanere i arbejde, men ofte til lav løn. Mange af disse programmer blev startet tidligt i Roosevelts embedsperiode i en tid, der blev kaldt "Hundred Days" eller i 1935 i en tid, der blev kaldt "Second New Deal". Programmer som Social Security voksede ud af populistiske bevægelser af folk som Huey Long, der blev kaldt "Share Our Wealth" og "Ham and Eggs". New Deal førte også til fremkomsten af arbejdernes fagforeninger som Congress of Industrial Organizations.

New Deal bliver ofte kaldt den periode, der "reddede kapitalismen" og forhindrede USA i at blive en kommunistisk eller fascistisk stat. Selv om New Deal forbedrede økonomien, gjorde den ikke en ende på den store depression. Den Store Depression blev afsluttet med Anden Verdenskrig.

 
Roosevelt lancerede New Deal for at hjælpe den amerikanske økonomi  


"Dust Bowl" i Oklahoma  


Model-T's blev opfundet af Henry Ford og ændrede den amerikanske transport  


Coolidge: Coolidge: "Amerikas forretning er forretning".  

Anden Verdenskrig

Da Anden Verdenskrig begyndte, sagde USA, at de ikke ville blive inddraget i den. De fleste amerikanere mente, at USA skulle forblive neutralt, og nogle mente, at USA skulle gå ind i krigen på tyskernes side. Til sidst forsøgte USA dog at hjælpe de allierede magter (Sovjetunionen, Storbritannien og Frankrig) med Lend Lease Act. Den gav de allierede en masse penge og våben i bytte for brug af luftbaser i hele verden.

Den 7. december 1941 angreb Japan Pearl Harbor, en amerikansk flådebase på Hawaii. USA var ikke længere neutralt og erklærede krig mod Aksemagterne (Tyskland, Japan og Italien). USA's indtræden i Anden Verdenskrig gjorde en ende på den store depression, fordi krigen skabte mange arbejdspladser. Selv om nogle af de kampe, som USA kæmpede i, var luft- og søslag med Japan, kæmpede USA hovedsageligt i Europa og Afrika. USA åbnede flere fronter, bl.a. i Nordafrika og Italien. USA bombede også Tyskland fra flyvemaskiner og sprængte tyske byer og fabrikker i luften. Den 6. juni 1944 (D-dag) invaderede amerikanske og britiske styrker Normandiet. Et år senere havde de allierede befriet Frankrig og indtaget Berlin. I 1945 døde Roosevelt, og Harry Truman blev præsident. USA besluttede at kaste to atombomber over Japan. Japan gav op kort efter, og krigen sluttede.

Krigen betød forskellige ting for kvinder og minoriteter. Under krigen arbejdede mange kvinder på våbenfabrikker. De blev symboliseret af en figur kaldet "Rosie the Riveter". Mange afroamerikanere tjente i hæren, men ofte i segregerede enheder med hvide officerer. Japansk-amerikanere på vestkysten blev tvunget til at bo i interneringslejre, selv om nogle få af dem også tjente i hæren.

 
Atombomben over Nagasaki, den 9. august 1945  

Efterkrigstiden (1945-1991)

Den kolde krig

Se også: Koreakrigen, Vietnamkrigen, Cuba-krisen, rumkapløbet og Reagan-æraen

Efter Anden Verdenskrig var Sovjetunionen og USA de to mest magtfulde lande, der var tilbage i verden. Den kolde krig var en periode med spændinger mellem de to lande på grund af forskellige måder at leve på. De to lande forsøgte at få andre lande på deres side. Sovjetunionen forsøgte at få lande til at blive kommunistiske, og USA forsøgte at forhindre dem i at blive kommunistiske. Amerikanske og sovjetiske soldater kæmpede aldrig i kampe, men de kæmpede indirekte i Koreakrigen (1950'erne) og Vietnamkrigen (1950'erne-1970'erne).

Koreakrigen varede kun nogle få år, men førte til, at amerikanske soldater har været i Korea siden da. Vietnamkrigen varede meget længere. Den startede med nogle få amerikanske tropper i Vietnam, men i 1960'erne blev tusindvis af amerikanere sendt til Vietnam. Begge krige stod mellem en nordlig kommunistisk regering, der fik hjælp fra Sovjetunionen og det kommunistiske Kina, og en sydlig regering, der fik hjælp fra USA. Koreakrigen resulterede i et splittet Korea, men Vietnamkrigen resulterede i et kommunistisk Vietnam, efter at USA forlod landet, fordi amerikanerne ønskede at afslutte krigen. Over en kvart million amerikanere døde eller blev såret i Vietnam, som i høj grad var en militær fiasko. USA og Sovjetunionen skændtes om, hvor de kunne placere atomvåben. En af disse diskussioner var Cubakrisen. Under Cubakrisen var USA og Sovjetunionen meget tæt på at angribe hinanden med atomvåben.

Under den kolde krig havde USA en "Red Scare", hvor regeringen forsøgte at finde folk, som den troede var kommunister. Repræsentanternes Hus havde en gruppe kaldet House Un-American Activities Committee til at tage sig af dette, og Joseph McCarthy ledede høringer i Senatet. Den røde skræk førte til, at folk mistede deres job, kom i fængsel og endda blev henrettet. Mange skuespillere og forfattere blev sat på sorte lister, hvilket betød, at de ikke kunne få job i film eller få kredit for deres forfatterskaber.

Den kolde krig begyndte med et våbenkapløb mellem USA og Sovjetunionen for at se, hvem der kunne få flere og bedre våben. Det startede, efter at Sovjet var det andet land, der udviklede en atombombe. I USA startede dette noget, der blev kaldt det "militærindustrielle kompleks", hvilket betød, at erhvervslivet og regeringen arbejdede sammen om at bruge mange penge på store våbenprojekter. Erhvervslivet og regeringen hjalp hinanden for at få flere penge og mere magt. En del af komplekset var noget, der blev kaldt Marshallplanen, som genopbyggede Europa og samtidig fik dem til at købe amerikanske varer. Komplekset gav mulighed for en voksende middelklasse, men holdt også den kolde krig i gang.

Ud over våbenkapløbet var en anden del af den kolde krig "rumkapløbet". Det begyndte, da Sovjet sendte en satellit kaldet Sputnik ud i rummet i 1957. Amerikanerne blev bekymrede for, at USA var ved at sakke bagud i forhold til Sovjetunionen, og fik deres skoler til at fokusere mere på matematik og naturvidenskab. I løbet af få år havde både USA og Sovjetunionen sendt satellitter, dyr og mennesker i kredsløb. I 1969 sendte Apollo 11-missionen Neil Armstrong og Buzz Aldrin op på Månen.

USA's udenrigspolitik ændrede sig i 1970'erne, da USA forlod Vietnam, og Richard Nixon forlod sit embede på grund af en politisk skandale kaldet Watergate. I 1970'erne og 1980'erne førte USA en "afspændingspolitik" over for Sovjetunionen. Det betød, at de to lande underskrev traktater om at stoppe brugen af våben. Under Nixon og Reagan sendte USA tropper og penge til mange latinamerikanske regeringer for at forhindre dem i at blive kommunistiske. Dette førte til vold i Latinamerika. Omkring denne tid led økonomien, fordi USA ikke fremstillede så mange ting som tidligere, og fordi nogle lande i Mellemøsten ikke gav USA så meget olie, som de ønskede (dette blev kaldt en "olieembargo"). Mellemøsten blev meget vigtig i amerikansk udenrigspolitik, efter at flere amerikanere blev kidnappet i Iran i 1979. I 1980'erne solgte folk i den amerikanske regering våben til folk i Iran og gav pengene til "contra"-soldater i Nicaragua. Dette blev kaldt "Iran-Contra-affæren". I 1970'erne og 1980'erne normaliserede USA forbindelserne med Kina. Den kolde krig sluttede, da de kommunistiske regeringer i Sovjetunionen og andre lande faldt fra hinanden.

Indenlandske og sociale spørgsmål

USA havde igen velstand. Millioner af hvide mennesker flyttede ud af byerne og ind i forstæderne og ind i sydlige og vestlige stater, der er kendt som "Sunbelt". De købte nye biler og tv-apparater. Fødselstallet steg i 1940'erne og 1950'erne i det, der blev kaldt "Baby Boom". "Space Age" inspirerede kunst og arkitektur i "Googie"-stil. Mange flere mennesker blev en del af middelklassen, men der var stadig mange fattige mennesker.

Fattigdom var mest udbredt blandt afroamerikanere. De fleste boede i fattige kvarterer i de nordlige byer eller i sydstaterne, hvor de blev udsat for racisme og "Jim Crow"-segregation. Disse forhold førte til borgerrettighedsbevægelsen i 1950'erne, som blev ledet af Martin Luther King Jr. og andre. I 1954 erklærede Højesteret i sagen Brown v. Board of Education skolernes segregation for ulovlig, men der skulle gå adskillige år, før skolernes segregation blev ophævet. I 1955 ledede King en busboykot i Montgomery, Alabama. I slutningen af 1950'erne og 1960'erne fik King hjælp fra præsidenterne John F. Kennedy, som blev skudt, og Lyndon B. Johnson. I 1963 ledede han en march mod Washington, hvor han krævede borgerrettigheder. Kort efter vedtog Kongressen love, der gjorde det meste af segregationen ulovlig. Johnson vedtog også et program kaldet Great Society, der hjalp fattige og minoriteter.

Bøsser og lesbiske, som ofte havde været forfulgt, begyndte også at kræve rettigheder, begyndende med Stonewall-optøjerne i 1969. Chicanos, indianere, gamle mennesker, forbrugere og handicappede kæmpede også for rettigheder, og det samme gjorde kvinder. Selv om kvinderne havde haft arbejde under Anden Verdenskrig, gik de fleste af dem tilbage til hjemmet efter krigen. Kvinderne brød sig ikke om, at de ofte havde job, der var dårligere betalt end mænds, eller at der var færre muligheder for dem. Folk som Betty Freidan og Gloria Steinem grundlagde grupper som National Organization for Women for at forsøge at løse disse problemer. NOW og andre grupper ønskede et ændringsforslag om lige rettigheder, der skulle sikre dem ligestilling på alle områder. I 1970'erne og 1980'erne blev der åbnet mange flere job og muligheder for kvinder. Der var nogle kvinder som Phyllis Schlafly, der var imod Freidan og Steinem, og som blev kendt som "antifeminister". Det var til dels på grund af antifeministerne, at ændringsforslaget om lige rettigheder blev nedstemt, men også fordi kvinderne allerede havde opnået ligestilling på mange områder, og de ønskede ikke at blive indkaldt til hæren.

I 1960'erne blev modkulturen skabt. Nogle af modkulturens tilhængere blev kaldt hippier. De havde langt hår og levede i fællesskab, røg marihuana og praktiserede fri kærlighed. Modkulturen var sammen med universitetsstuderende de grupper, der var mest imod Vietnamkrigen. De var også de grupper, der lyttede til ny musik, kendt som rock and roll.

I 1973 afsagde Højesteret en dom kaldet Roe v. Wade, som gjorde mange aborter lovlige. De mange ændringer førte til en reaktion fra Jerry Falwell og andre konservative, som kaldte sig "det religiøse højre" og "den moralske majoritet".

Reagan-æraen

Ronald Reagan blev valgt til præsident i 1980. Han besejrede den siddende præsident Jimmy Carter ved at vinde 44 ud af de 50 amerikanske stater. I Reagan-æraen var landet ramt af inflation og dårlig økonomi, og den amerikanske udenrigspolitik var ikke så god. Da Ronald Reagan blev præsident, underskrev han Economic Recovery Tax Act of 1981, som sænkede skatterne for virksomheder, angiveligt for at de kunne geninvestere overskuddet tilbage i erhvervslivet. Under Reagans præsidentperiode udvidede han det amerikanske militær, hvilket skabte flere arbejdspladser, men øgede også underskuddet på grund af overforbrug. I løbet af hans første embedsperiode steg økonomien fra 4,5 % til 7,2 %.

I 1984 vandt Reagan i et stort jordskred ved at vinde 49 ud af de 50 amerikanske stater. I sin anden periode fokuserede Reagan på at afslutte den kolde krig. Han holdt mange møder mellem Margaret Thatcher, pave Johannes Paul II og den sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov. De mødtes første gang på topmødet i Genève i 1985. Senere opdagede de begge deres passion for at afslutte krigen. Reagan mødtes fire gange med den sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov, som kom til magten i 1985, og deres topmøder førte til underskrivelsen af traktaten om atomvåben med mellemlang rækkevidde.

Også i sin anden periode var Reagans invasion af Grenada og bombning af Libyen populær i USA, selv om hans støtte til Contras-oprørerne blev opslugt af kontroversen om Iran-Contra-sagen, der afslørede Reagans dårlige ledelsesstil.

Siden han forlod sit embede i 1989 blev Reagan en af de mest populære præsidenter i USA.

 
Præsident Reagan sagde, at "Regeringen er ikke en løsning på vores problemer, regeringen er problemet".  


Marchen i Washington for job og frihed, hvor Martin Luther King Jr. holdt "I Have a Dream"-talen.  


Nixon holdt sin afskedstale på sin sidste dag som præsident, 9. august 1974  


Neil Armstrong lander på Månen.  

Efter den kolde krig og derefter (fra 1991 til i dag)

Tiden efter den kolde krig

I slutningen af 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne bragte den republikanske præsident Ronald Reagan den kolde krig til ophør. Det skyldtes, at den russiske leder Mikhail Gorbatjov indledte en politik kaldet perestrojka, Berlinmurens fald og Sovjetunionen blev opdelt i forskellige lande. Omkring dette tidspunkt skar USA ned på sin produktion af billige varer og fik mange mennesker til at arbejde i servicejobs. En del af disse servicejobs var inden for computere og internettet, som blev taget i stor brug i 1990'erne. På dette tidspunkt havde USA et meget stort handelsunderskud, hvilket betyder, at landet modtog flere varer fra andre lande, f.eks. Kina, end det sendte til andre lande.

Mellemøsten blev hovedfokus for USA's udenrigspolitik. I 1991 udkæmpede USA en krig mod Irak kaldet den første Golfkrig eller Operation Desert Storm. Formålet var at forhindre den irakiske leder Saddam Hussein i at besætte Kuwait, et lille olieproducerende land.

I 1992 blev Bill Clinton præsident. Under Clinton sendte USA soldater til Bosnien som en del af en FN-mission. USA indvilligede også i en handelspagt kaldet den nordamerikanske frihandelsaftale (og ophævede Glass-Steagall-lovgivningen). Clinton blev anklaget for at have løjet i retten om sit forhold til Monica Lewinsky, men Senatet stemte imod at afsætte ham som præsident.

21. århundrede

Bush-formandskabet

I 2000 blev George W. Bush valgt til præsident. Terrorister angreb World Trade Center den 11. september 2001. Tusindvis af mennesker døde. Kort efter angrebene tog USA og NATO til Afghanistan for at finde Osama bin Laden og andre, som de mente, at de havde planlagt angrebene den 11. september. I 2003 invaderede USA Irak. Krigene i Irak og Afghanistan har varet i mange år. I 2011 havde de fleste amerikanske soldater forladt Irak, og kampene i landet var slut.

I 2005 blev det sydlige USA ramt af orkanen Katrina. En stor del af byen New Orleans blev ødelagt. I 2006 vandt Demokraterne Kongressen tilbage, fordi amerikanerne ikke kunne lide den måde, Bush håndterede krigen i Irak eller Katrina på.

Obama-formandskabet

Barack Obama blev valgt til præsident i 2008. Kort tid efter gik USA ind i den værste recession siden den store depression. Barak Obama var den første afroamerikanske præsident i USA. I løbet af sine første år i embedet vedtog Obama og Kongressen reformer af sundhedsvæsenet og bankvæsenet, hvilket fik udgifterne til sundhedsforsikringer til at stige voldsomt. De vedtog også en stor stimulanslov for at forsøge at hjælpe økonomien under recessionen, men den forlængede i sidste ende kun dens varighed. Under recessionen brugte regeringen store mængder penge til at forhindre bank- og bilindustrien i at bryde sammen. Der var også et stort olieudslip i Den Mexicanske Golf. I 2010 vedtog Kongressen Patient Protecton and Affordable Care Act, en omfattende revision af sundhedssystemet. Den blev døbt "Obamacare" og mødte voldsom kritik fra konservative medier, da den øgede udgifterne til sundhedspleje eksponentielt.

En "Tea Party-bevægelse" startede under Obamas præsidentperiode. Denne gruppe er imod Obamas sundhedsplan og andre politikker, som de betragter som "big government". På grund af recessionen, Tea Party og en uvilje mod det, Obama gjorde, vandt republikanerne et stort antal pladser i Repræsentanternes Hus og Senatet ved valget i 2010. I 2011 var Tea Party-medlemmer af Kongressen tæt på at lukke regeringen og sende USA i betalingsstandsning (ikke være i stand til at betale folk, som regeringen skylder penge). Få måneder senere protesterede mange unge mennesker mod organiseret og koncentreret rigdom under Occupy-bevægelsen. I 2012 blev Obama genvalgt til en anden periode. Efter genvalget stod Obama over for stor obstruktion fra republikanerne i Kongressen. Denne polarisering i den politiske atmosfære og i medierne førte til begivenheder som f.eks. den føderale regeringslukning i 2013 og forhalingen af Obamas valg af dommer Merrick Garland til Højesteret som erstatning for dommer Antonio Scalia. I 2014 overtog republikanerne kontrollen med begge kongressens kamre, hvilket bidrog yderligere til fastlåste situationer. På det udenrigspolitiske område var præsident Obama med til at udforme klimaaftalen fra Paris, som er en vigtig global forpligtelse til at bekæmpe "klimaforandringer". Han smedede også atomaftalen med Iran, som blev bredt set som en enorm fiasko. Han åbnede også forbindelserne med Cuba for første gang i 50 år.

Trump-formandskab

Det amerikanske præsidentvalg i 2016 tiltrak sig megen opmærksomhed. De mest populære kandidater ved valget var republikanerne Donald Trump og senator Ted Cruz og demokraterne Hillary Clinton og senator Bernie Sanders. Trump og Clinton vandt deres respektive primærvalg. Den 9. november 2016 besejrede Trump Clinton. Trump blev indsat den 20. januar 2017. Efterfølgende var der mange protester mod Trump i hele landet.

Den 27. januar underskrev præsident Trump en bekendtgørelse, der forhindrede flygtninge i at komme ind i landet i 120 dage og nægtede borgere fra Irak, Iran, Libyen, Somalia, Sudan, Syrien og Yemen indrejse i 90 dage med henvisning til sikkerhedshensyn om terrorisme. Den næste dag samledes tusindvis af demonstranter i lufthavne og andre steder i USA for at protestere mod underskrivelsen af bekendtgørelsen og tilbageholdelsen af de udenlandske statsborgere. Senere syntes administrationen at omgøre en del af en del af ordren, så besøgende med et green card effektivt blev undtaget.

Den 3. maj 2017 indgav Puerto Rico en konkursbegæring efter en massiv gæld og en svag økonomi. Det er den største konkurssag i amerikansk historie.

Den 24. september 2019 meddelte formanden for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, at Repræsentanternes Hus ville indlede en undersøgelse af en rigsretssag mod Trump. Den 31. oktober 2019 stemte Huset 232-196 for at skabe procedurer for offentlige høringer. Den 16. december offentliggjorde husets retsudvalg en rapport, der specificerede anklager om bestikkelse og telesvig som en del af anklagerne om magtmisbrug. Huset stemte for at anklage Trump den 18. december 2019, hvilket gør ham til den tredje præsident i amerikansk historie, der bliver anklaget. Der er aldrig blevet fundet eller fremlagt afgørende beviser for kriminelle forseelser vedrørende præsident Trump.

I det meste af 2020 blev USA ramt af COVID-19-pandemien, der har ramt hele verden. Landet blev det højest smittede og flest mennesker døde af infektionen, selv om der er meget kritik af, hvordan dataene blev indsamlet. Trump-administrationen fik negative reaktioner for deres håndtering af viruset, på trods af den meget vellykkede Operation "warp speed", der producerer den første vaccine til bekæmpelse af viruset. Nogle mennesker nægter at bære kirurgiske masker for at hjælpe med at stoppe overførslen af virussen. I nogle stater har guvernørerne lukket deres stater ned i et forsøg på at stoppe spredningen af virussen.

Fra maj 2020 begyndte racemæssige spændinger i landet at blive intensiveret med politimordet på George Floyd, der forårsagede massive protester og optøjer i hele landet. Black Lives Matter-bevægelsen begyndte at vokse i popularitet gennem blandet modtagelse.

Den 7. november 2020 besejrede den tidligere vicepræsident Joe Biden præsident Trump ved landets præsidentvalg med den højeste valgdeltagelse i landet. Biden blev den ældste person, der blev valgt til embedet, og den første fra staten Delaware. Bidens kandidatkammerat, den amerikanske senator Kamala Harris, var den første kvinde, afroamerikaner og asiatisk-amerikaner, der blev valgt som vicepræsident eller til et højtstående valgt embede i landet.

Den 6. januar 2021, mens medlemmer af den amerikanske kongres mødtes for at bekræfte Bidens valgsejr, stormede påståede tilhængere af præsident Trump ind i det amerikanske Capitol for at forsøge at omstøde resultatet af valget i 2020. Fem mennesker døde. Dette førte til, at USA's Repræsentanternes Hus for anden gang anklagede Trump, hvilket gjorde ham til den eneste amerikanske præsident, der er blevet anklaget to gange.

Bidens formandskab

Efter Bidens valg blev datoen for de amerikanske troppers tilbagetrækning fra Afghanistan flyttet fra april til den 31. august 2021. I Afghanistan faldt tilbagetrækningen sammen med Talebans offensiv i 2021, der kulminerede med Kabuls fald. Efter en massiv lufttransport af over 120.000 personer sluttede den amerikanske militærmission formelt den 30. august 2021.

Den 24. juni 2022 fastslog Højesteret i en skelsættende afgørelse, at abort ikke er en beskyttet rettighed i henhold til forfatningen. Dommen, Dobbs v. Jackson Women's Health Organization, omstødte Roe v. Wade og Planned Parenthood v. Casey og udløste protester uden for højesteretsbygningen og i hele landet.

Ketanji Brown Jackson efterfulgte dommer Breyer, da han gik på pension fra retten den 30. juni 2022. Hun blev den første sorte kvinde og den første tidligere statsadvokat til at sidde i Højesteret ved sin indsættelse.

Et land i forandring

USA står over for mange politiske spørgsmål. Et af disse er, hvilken slags regering USA skal være. De liberale ønsker en stor regering, mens Tea Party og andre grupper ønsker en mindre regering. En af disse debatter drejer sig om sundhedspleje. Omkostningerne til sundhedspleje er steget. Konservative og liberale er også uenige om sociale spørgsmål som f.eks. abort og homoseksuelle ægteskaber. Mange flere mennesker er begyndt at acceptere homoseksuelle og homoseksuelle ægteskaber som en acceptabel del af det amerikanske samfund. Der er også mange tendenser og udviklingstendenser, som USA skal forholde sig til. En af disse er indvandring. Der kommer mange mennesker til USA fra Latinamerika og Asien, især Mexico. Dette kaldes "browning of America". Babyboomer-amerikanerne bliver ældre, og en større del af befolkningen er gået på pension. Andre problemer, som USA står over for, er en voksende bekymring for miljøet. Dette har ført til oprettelsen af mange "grønne job" eller job, der skaber ren eller vedvarende energi, men ofte overses de negative virkninger, der kan opstå som følge af disse initiativer, f.eks. tørke, der skyldes udvinding af lithium til batterier til elbiler.

 
I maj 2020 er der massedemonstrationer og optøjer i hele landet, som forårsager social og racemæssig uro efter politimordet på George Floyd  


Præsident Donald Trump ved aflæggelse af edsaflæggelse  


Angrebene den 11. september  


Barack Obama indsættes som USA's præsident, januar 2009  


Bill Clinton var præsident i 1990'erne.  


Demonstranter uden for Højesteret kort efter offentliggørelsen af Dobbs v. Jackson Women's Health Organization-afgørelsen i 2022.  

Relaterede sider

• USA's geografi

 

Udvalgte læsninger

• Kennedy, David M.; Cohen, Lizabeth; Bailey, Thomas Andrew (2006). The American Pageant: A History of the Republic (13th ed.). Houghton Mifflin College Division. ISBN 978-0-618-47940-5.
• Bennett, William (2007). America: The Last Best Hope. ISBN 978-1-59555-055-2.
• Blum, John M. (1993). Den nationale erfaring: A History of the United States. William S. McFeely, Edmund S. Morgan, Arthur M. Schlesinger, Jr., Kenneth M. Stampp og C. Vann Woodward (8th ed.).
• Foner, Eric (2006). Giv mig frihed!: En amerikansk historie. Vol. 1 (1. udgave). New York: W.W. Norton. ISBN 978-0-393-92782-5.
• Gillon, Steven M.; Cathy D. Matson (2006). Det amerikanske eksperiment: A History of the United States (2. udgave). ISBN 978-0-618-59583-9.
• Johnson, Paul (1999). En historie om det amerikanske folk. Harper Perennial. ISBN 978-0-0-06-093034-9.
• Johnston, Robert D. (2002). The Making of America: The History of the United States from 1492 to the Present. National Geographic. ISBN 978-0-7922-6944-1.
• King, David C. (2003). Children's Encyclopedia of American History. ISBN 9780789483300.
• Schweikart, Larry; Allen, Michael (2007). A Patriot's History of the United States: Fra Columbus' store opdagelse til krigen mod terror. Penguin. ISBN 978-1-59523-032-4.
• Tindall, George Brown; Shi, David E. (2006). America: A Narrative History (7th ed.). W W W Norton & Company Incorporated. ISBN 978-0-393-9282020-4.
• Wiegand, Steve (2001). U.S. History for Dummies. ISBN 9780764552496.
• Zinn, Howard (2003). A People's History of the United States. Harper Perennial Modern Classics. ISBN 978-0-0-0-06-052837-9.