Den amerikanske revolutionskrig (1775–1783) – årsager, forløb og betydning

Den amerikanske revolutionskrig var en krig mellem Storbritannien og de oprindelige 13 britiske kolonier i Nordamerika. Krigen fandt sted fra 1775 til 1783 med kampe i Nordamerika og andre steder. Kontinentalhæren (koloniernes hær), der blev ledet af George Washington og hjulpet af Frankrig og andre magter, besejrede det britiske imperiums hære.

Efter krigens afslutning blev de tretten kolonier uafhængige, hvilket betød, at det britiske imperium ikke længere havde ansvaret for dem. De blev sammen de første 13 stater i et nyt land, der blev kaldt Amerikas Forenede Stater.

Årsager

Krigen udsprang af en række politiske, økonomiske og ideologiske konflikter mellem kolonierne og Storbritannien. Centrale årsager var:

Skatter og repræsentation: Kolonisterne modsatte sig britiske skatter som Stamp Act (1765) og Tea Act (1773) med sloganet "ingen beskatning uden repræsentation".
Handelsrestriktioner: Britiske handelslove begrænsede koloniernes økonomi og frihed til at drive handel.
Politisk selvstyre: Mange kolonister ønskede større indflydelse på egne anliggender og blev inspireret af oplysningstidens ideer om naturrettigheder og folkets suverænitet.
Hændelser: Begivenheder som Boston Tea Party (1773) og de såkaldte Intolerable Acts (coercive acts, 1774) skærpede konflikten og førte til organiseret modstand.

Forløb og hovedfaser

Krigen kan deles i flere faser:

Åbningen (1775): Kampe ved Lexington og Concord i april 1775 markerede begyndelsen. Kort efter blev Kontinentalhæren oprettet, og George Washington udnævnt til øverstkommanderende.
Nordamerikansk felttog og forfatningsskrivning (1775–1777): Slaget ved Bunker Hill (1775) viste kolonisternes vilje, men britisk styrke var fortsat stor. Den 4. juli 1776 vedtog den kontinentale kongres uafhængighedserklæringen, hvilket formaliserede bruddet med Storbritannien.
Vendepunktet (1777): Sejren ved Saratoga (oktober 1777) var et afgørende vendepunkt. Den overbeviste Frankrig om at indgå alliancer og støtte kolonierne militært og finansielt.
Krigen i syd og guerillakrig (1778–1781): Efter britisk fokus på sydstaterne opstod hårde kampe i Carolinas og Georgia. Amerikanske generaler som Nathanael Greene og partisanledere som Francis Marion brugte mobil og fleksibel krigsførelse.
Afslutningen (1781–1783): Den kombinerede fransk-amerikanske indsats kulminerede i belejringen af Yorktown i oktober 1781, hvor general Cornwallis overgav sig. Formelt sluttede krigen med Paris-freden i 1783.

Vigtige slag og begivenheder

Lexington og Concord (april 1775) – krigens første skud.
Bunker Hill (juni 1775) – tidlig britisk taktisk sejr, men med store tab.
Uafhængighedserklæringen (4. juli 1776) – politisk brud og symbol på ny stat.
Saratoga (oktober 1777) – drejede krigens balance i kolonisternes favør.
Yorktown (oktober 1781) – effektivt afsluttende slag, hvor britisk overmagtsstilstand brød sammen.

Udenlandsk støtte

Udenlandsk hjælp var afgørende for koloniernes sejr. Især:

Frankrig: Gav penge, tropper og en stærk flåde; den franske flådes indsats under general de Grasse var vigtig ved Yorktown.
Spanien: Indgik ikke direkte alliance med USA men krigsførte mod Storbritannien som allieret til Frankrig og pressede briterne i andre kolonier.
Hollandske lån og støtte: Økonomisk og diplomatisk støtte svækkede briternes mulige fortsatte krigsførelse.

Efterspil og betydning

Krigen og dens følgevirkninger fik vidtrækkende konsekvenser:

Politisk: De 13 kolonier blev anerkendt som uafhængige stater i Paris-freden (3. september 1783). Dette lagde grundlaget for opbygningen af et føderalt system og senere eneren forfatning (US Constitution, 1787).
Internationale relationer: Britisk indflydelse i Nordamerika svækkedes, og Frankrigs støtte ændrede magtbalancen. Den amerikanske succes inspirerede revolutionære bevægelser i Europa, særligt i Frankrig.
Samfundsmæssigt og økonomisk: Krigen medførte store økonomiske omkostninger, gæld og sociale omvæltninger. Mange loyalister flygtede til Canada, Caribien eller tilbage til Storbritannien.

Konsekvenser for oprindelige folk og slaveri

Uafhængigheden fik ikke enslydende konsekvenser for alle grupper:

Oprindelige folk: De fleste oprindelige grupper led skade, da amerikanernes vestlige ekspansion fortsatte efter krigen. Mange stammer mistede land og politisk selvbestemmelse.
Slaveri: Krigen førte til øget debat om frihed og rettigheder. I nogle nordlige stater blev slaveriet gradvist afskaffet, men i de sydlige stater fortsatte institutionen og blev senere central for amerikansk historie indtil den civile krig.

Arven

Den amerikanske revolutionskrig er vigtig både som konkret begivenhed og som symbol:

Den etablerede Amerikas Forenede Stater som en selvstændig nation.
Kampen blev et forbillede for moderne republikansk styre og inspirerede politiske tanker om rettigheder og forfatningel legitimitet.
Krigen demonstrerede betydningen af udenlandsk støtte og af en kombination af regulære styrker og partisankrigsførelse.

Samlet set var Den amerikanske revolutionskrig en skelsættende begivenhed, der ændrede den politiske kort i Nordamerika og havde langtrækkende følger for både internationale relationer og ideologiske strømninger i slutningen af 1700-tallet.

Baggrund og årsager

Krigen startede efter mange års problemer mellem det britiske imperium og kolonisterne i Nordamerika efter den franske og indianske krig (Syvårskrigen). Folk i de tretten kolonier var utilfredse med mange af den britiske regerings handlinger, f.eks. de utålelige love. I mange år bestemte den britiske regering, hvilke lande der kunne handle med kolonierne, i stedet for at kolonierne selv bestemte det. Mange kolonister ønskede frihandel.

I 1765 havde det britiske parlament brug for penge til at betale gælden for den franske og indianske krig tilbage. De vedtog en lov kaldet Stamp Act. Denne lov sagde, at kolonisterne skulle købe frimærker til juridiske papirer, aviser og endda spillekort, ligesom andre briter gjorde. Pengene fra frimærkerne gik til kongen. Kolonierne fulgte ikke denne lov. Kolonierne blev ved med at nægte at gøre, hvad kongen ønskede. Boston Tea Party og Boston-massakren fik folk til at blive mere vrede over situationen. Briterne sendte flere soldater (som kolonisterne kaldte Red Coats for at fornærme dem) for at bevare kontrollen over kolonierne, og de måtte nogle gange kæmpe. I 1774 vedtog briterne de Intolerable Acts for at straffe kolonisterne i Boston for Boston Tea Party.

Det var ikke alle kolonister, der ønskede at forlade det britiske imperium. Loyalisterne, eller torierne, forblev loyale over for Storbritannien. De havde ikke tænkt sig at ændre deres synspunkter. Patrioterne, eller whigs, ønskede uafhængighed. Før revolutionskrigen var de fleste mennesker i Amerika loyalister; men efter krigen var de fleste mennesker patrioter.

Mange kolonister skrev breve, der viste, hvordan de havde det. Thomas Paine skrev Common Sense, en berømt pamflet om uafhængighed fra Storbritannien. Andre koloniale ledere som Benjamin Franklin, John Adams og Thomas Jefferson ønskede uafhængighed.

Nordlige kampe

De første slag i den amerikanske revolutionskrig var Lexington og Concord. Et af de første større slag var slaget ved Bunker Hill i 1775. Efter det kontrollerede briterne Boston. Omkring dette tidspunkt sendte den anden kontinentalkongres en olivengrenspetition til kong George III (som han afviste) og udnævnte George Washington til hærchef. I begyndelsen af 1776 drev Washingtons hær briterne ud af Boston.

Få måneder senere kæmpede den kontinentale hær og britiske tropper under William Howe i New York- og New Jersey-kampagnen. Under slagene i New York begyndte briterne at bruge hessiske tropper, som var fra Tyskland. Selv om kolonisterne tabte New York (briterne skulle holde det resten af krigen), kunne Washington holde fast i det meste af sin hær. I løbet af julen 1776-77 krydsede Washington Delaware-floden og besejrede hesserne ved Trenton og briterne ved Princeton.

I 1777 angreb briterne Philadelphia, den daværende amerikanske hovedstad, i 1777. Der blev udkæmpet to slag om Philadelphia: Brandywine og Germantown. Igen mistede amerikanerne en storby, men Washington var i stand til at beholde det meste af sin hær. Omkring dette tidspunkt sluttede franskmanden Lafayette sig til den amerikanske hær. I 1778 forlod briterne Philadelphia. Mellem 1778 og 1781 var de fleste kampe mellem Washington og briterne uden resultat (de havde ingen større effekt militært set).

Et af de vigtigste slag var slaget ved Saratoga i 1777. Amerikanske soldater under Horatio Gates tvang en britisk overgivelse under John Burgoyne til at overgive sig. Det førte til, at Frankrig og Spanien gik ind i krigen på amerikanernes side. Disse magtfulde lande bekæmpede briterne rundt om i verden. Fra 1778 til 1780 var der kampe i Vesten.

Den amerikanske handelsjager John Paul Jones vandt også flere søslag over briterne, men det var den franske flåde, der stod for størstedelen af kampene til søs. Amerikanerne forsøgte flere gange at erobre Canada.

Sydlige kampe

I 1779 flyttede de større kampe til Georgia og South Carolina. Da kampene spredte sig nordpå, ledede general Nathanael Greene oprørernes kampagne. Han fik mange mennesker i sydstaterne til at blive patrioter i stedet for loyalister og vandt flere slag mod briterne.

I 1781 ledede Washington og den franske general Jean Rochambeau en offensiv mod de britiske tropper i Yorktown i Virginia. Dette blev kaldt slaget ved Yorktown. Da deres soldater tabte dette slag, overgav briterne sig.

Briterne fortsatte kampen mod franskmændene og spanierne i to år og vandt bl.a. i Indien og Gibraltar.

Krigens afslutning

Den amerikanske revolution sluttede i 1783, da en fredstraktat blev underskrevet i Paris i Frankrig. I Paris-traktaten accepterede den britiske konge George III koloniernes uafhængighed og anerkendte den nyoprettede nation som Amerikas Forenede Stater.

Traktaten gav også alt det land, som Storbritannien sagde, at det ejede, og som lå vest for Appalacherne og så langt som til Mississippi-floden, til det nye land. Dette land skulle i sidste ende blive en del af USA og førte til oprettelsen af 35 nye stater (hvoraf nogle senere gjorde oprør som en del af Amerikas Konfødererede Stater), som nu udgør de sammenhængende USA. Mange loyalister flygtede til Canada.

Tab

Som sædvanligt for krige i det 18. århundrede er tabstallene (dræbte/sårede/forsvundne/tilfangetagne) for den amerikanske revolution dårligt kendt. I modsætning til tabstal fra den amerikanske borgerkrig, som blev offentliggjort i aviser, findes tabsrapporter fra revolutionskrigen i lokale byhistorier; de samlede tabstal for revolutionen er grove skøn.

Spørgsmål og svar

Spørgsmål: Hvem kæmpede i den amerikanske revolutionskrig?

A: Krigen blev udkæmpet mellem Storbritannien og de oprindelige tretten kolonier i Nordamerika.

Q: Hvornår fandt den amerikanske revolutionskrig sted?

Svar: Krigen fandt sted fra 1775 til 1787.

Spørgsmål: Hvor foregik de fleste kampe i den amerikanske revolutionskrig?

A: De fleste kampe fandt sted i Nordamerika og andre steder.

Spørgsmål: Hvem ledede oprørshæren i den amerikanske revolutionskrig?

A: Oprørshæren blev ledet af George Washington.

Spørgsmål: Hvem hjalp den kontinentale hær i den amerikanske revolutionskrig?

Svar: Kontinentalhæren fik hjælp fra Frankrig og Spanien.

Sp: Hvem vandt den amerikanske revolutionskrig?

Svar: Kontinentalhæren, der blev hjulpet af deres allierede, besejrede den britiske hær.

Spørgsmål: Hvad skete der, efter at den amerikanske revolutionskrig sluttede?

A: De tretten kolonier erklærede sig uafhængige af Storbritannien og blev de første 13 stater i et nyt land kaldet Amerikas Forenede Stater.