Appalacherne (fransk: les Appalaches) er en stor gruppe af nordamerikanske bjerge. De ligger delvist i Canada, men mest i USA. De udgør et område på mellem 100 og 300 miles i bredden, der løber 1.500 miles fra øen Newfoundland i Canada til det centrale Alabama i USA.

De enkelte bjerge har en gennemsnitlig højde på omkring 900 m (3.000 fod). Det højeste bjerg er Mt. Mitchell i North Carolina (2 037 m eller 6 684 ft). Mitchell er også det højeste punkt i USA øst for Mississippifloden og det højeste punkt i det østlige Nordamerika.

Appalacherne er en barriere for øst-vestgående rejser. Højdedrag og dale går i nord-sydgående retning, og rejsende skal klatre op ad dem igen og igen. Kun nogle få bjergpas går i øst-vestlig retning. Erie-kanalen blev bygget gennem et af dem. De fleste steder udgør Appalacherne vandskellet mellem Mississippiflodens og Atlanterhavets afvandingsområder.

Udtrykket Appalachia bruges til at henvise til regioner i forbindelse med bjergkæden. Det henviser til bjergkæden og bakkerne og plateauområdet omkring den. Udtrykket bruges ofte til at henvise til områder i de centrale og sydlige Appalacher. Disse områder omfatter normalt dele af staterne Kentucky, Tennessee, Virginia, West Virginia og North Carolina og strækker sig undertiden så langt mod syd som det nordlige Georgia og det vestlige South Carolina, så langt mod nord som Pennsylvania og så langt mod vest som det sydøstlige Ohio. I 1965 oprettede den amerikanske kongres en regional kommission for Appalacherne, som skulle omfatte disse områder og flere andre, så langt vestpå som Mississippi.

Geologi og dannelse

Appalacherne er en af verdens ældste bjergkæder. De fleste af deres geologiske strukturer blev formet under flere orogeneser (bjergkædefoldninger) i Paleozoikum, især den såkaldte Allegheny-orogenese for omkring 300 millioner år siden, da proto-Nordamerika kolliderede med andre kontinentalblokke under samlingen af superkontinentet Pangea. Siden da er Appalacherne kraftigt nedslidte af erosion, hvilket forklarer de runde, afrundede toppe sammenlignet med de unge, stejle Rockies.

Hovedopdelinger og højeste toppe

Appalacherne består af flere physiografiske provinser og underområder, blandt andet:

  • New England-provinsen i nord.
  • Blue Ridge- og Great Smoky Mountains i den sydlige del (hvor de højeste tinder ligger).
  • Ridge and Valley (rygge og dale) med lange, parallelle kamme og dale.
  • Appalachian Plateau (herunder dele af det, der kaldes Allegheny- og Cumberland-områderne).

Det højeste punkt, Mt. Mitchell (2.037 m / 6.684 ft), ligger i Black Mountains i North Carolina. Andre markante tinder findes i Great Smoky Mountains (f.eks. Clingmans Dome) og i Blue Ridge-kæden.

Klima og naturtyper

Klimaet i Appalacherne varierer med breddegrad og højde: fra køligt tempereret i nord over fugtigt kontinentalt til mere subtropisk i de sydlige lavere dele. Ved højere højder er temperaturen lavere og nedbør ofte større. Bjergegne har rige, varierende skovtyper:

  • Løvskove med egetræer, bøgetræer, ahorn og hickory i de midtre og nordlige dele.
  • Nordlige nåleskove og bjergegne med rødgran og rødgran-spruce-komplekser i højde.
  • Sydlige Appalacher er et biodiversitetscentrum for tempererede skove og især for salamandere og flere plantegrupper.

Dyrelivet omfatter bl.a. amerikansk sortbjørn, hvithalet hjort, rødulv og et bredt udvalg af fugle, krybdyr og amfibier. Mange floder og bække i Appalacherne er vigtige for vandforsyning, fiskeri og økosystemernes sundhed.

Mennesker, kultur og økonomi

Appalachia som region har en markant kulturel identitet: folkemusik (bluegrass, old-time), traditioner, lokale håndværk og en særlig dialektforekomst, ofte omtalt som Appalachian English. Området har historisk været præget af skovbrug, landbrug og især kul- og mineraludvinding. Kulminedrift i Appalachia (især i Central Appalachia i West Virginia, Kentucky og Virginia) har haft stor økonomisk betydning, men også skabt sociale og miljømæssige udfordringer, herunder forurening, nedlagte miner og udflytning af arbejdspladser.

I det 20. århundrede førte økonomiske vanskeligheder i mange appalachiske samfund til føderal opmærksomhed; som nævnt oprettede den amerikanske kongres i 1965 Appalachian Regional Commission for at fremme udvikling og infrastruktur i regionen.

Transport, barrierer og vandskel

Som nævnt udgør Appalacherne en væsentlig barriere for øst-vest-trafik i Nordamerika, fordi ryggene og dalene generelt ligger i nord-syd-retning. Dette har historisk påvirket transportkorridorer, bosættelsesmønstre og industriudvikling. Mange floder i bjergene har spredt vand enten øst mod Atlanterhavet eller vest mod Mississippifloden, hvilket gør Appalacherne til et vigtigt vandskel for kontinentet.

Fritid, nationalparker og bevaring

Appalacherne byder på store muligheder for friluftsliv: vandring, teltsafari, klatring, fuglekiggeri, skiløb og ridning. En af de mest berømte ruter er Appalachian Trail, en langdistancerute der strækker sig over godt 2.000 miles gennem store dele af bjergkæden. Flere store nationalparker beskytter centrale og naturskønne områder, fx Great Smoky Mountains National Park (en af de mest besøgte i USA), Shenandoah National Park og andre statslige park- og reservatområder.

Moderne bevarelsesindsatser fokuserer på at beskytte skovområder, genetisk mangfoldighed, vandkvalitet og at afbøde konsekvenserne af minedrift og skovrydning. Lokale og nationale organisationer, statslige myndigheder og frivillige arbejder sammen om restaurering og bæredygtig forvaltning.

Opsummering

Appalacherne er en ældgammel, stor og biologisk rig bjergkæde med både geografisk, geologisk og kulturel betydning for Nordamerika. Fra de bratte, tågede tinder i syd til de rullende høje i nord spiller Appalacherne en central rolle i natur, infrastruktur og menneskers liv i store dele af østlige Nordamerika.