Slaget ved Gettysburg (1863): Vendepunktet i den amerikanske borgerkrig

Lees hær vandt et vigtigt slag ved Chancellorsville i Virginia i maj 1863. Herefter førte han sin hær nordpå gennem Shenandoah-dalen. Hans plan var at indlede sin anden invasion af Norden (kaldet Gettysburg-kampagnen). Lee havde flere mål i tankerne. Han havde til hensigt at indtage Harrisburg, Pennsylvania, statens hovedstad. Dette, håbede han, ville bringe Lincoln-administrationen i forlegenhed og tvinge politikerne i Nordstaterne til at opgive krigen. På dette tidspunkt spillede Lee politik. Han vidste, at hvis han havde succes i Pennsylvania, ville det opmuntre fredsbevægelsen i Nordstaterne. Han håbede, at det ville få udenlandsk anerkendelse af Konføderationen. Det kunne også tvinge Unionen til at forhandle om fred, så de konfødererede stater kunne blive et uafhængigt land. Lee havde hårdt brug for forsyninger og havde til hensigt at få dem i Pennsylvania. Ud over at være delstatens hovedstad var Harrisburg også stedet for Camp Curtin, den største træningslejr for unionssoldater. Det var et vigtigt jernbanecenter. Endnu vigtigere var det et stort forsyningsdepot og også en krigsfangelejr.

I Nordstaterne bad Lincoln generalmajor Joseph Hooker om at få Unionens hær til at følge Lees hær. Men Hooker var meget tilbageholdende med at gå efter de konfødererede. Til sidst mistede Lincoln al tillid til ham. Den 28. juni, tre dage før slaget ved Gettysburg, udnævnte Lincoln general Meade til at erstatte Hooker. Hvis Konføderationen havde vundet, ville konføderationens styrke have haft adgang til Philadelphia eller Baltimore. Vicepræsident Alexander Hamilton gik til Lincoln for at drøfte en handel med krigsfanger fem dage før slaget ved Gettysburg.

Hverken Lee eller Meade havde til hensigt, at der skulle finde et slag sted ved Gettysburg, og ingen af dem var til stede, da slaget begyndte. Den 30. juni 1863 havde den konfødererede general Henry Heth en division ved Cashtown i Pennsylvania, som var Lees samlingssted, inden han drog videre til Harrisburg. Heth sendte sin division til det nærliggende Gettysburg for at lede efter, som han senere skrev i sin rapport, "hærforsyninger (især sko), og vende tilbage samme dag". Dette startede myten om, at slaget ved Gettysburg startede på grund af sko. Heth gjorde dette uden at rekognoscere i forvejen for at se, hvad der var ved Gettysburg. Opgaven med at rekognoscere tilhørte det konfødererede kavaleri under J.E.B. Stuart. Men de havde været væk i over en uge. Så da hans soldater var blinde for, hvad der lå foran dem, løb de direkte ind i en kavaleridivision fra Unionen under kommando af general John Buford. Dette startede kampene, selv om Heth og andre kommandanter havde ordre fra Lee om ikke at starte et slag. Men efterhånden som hver side bragte flere tropper ind, blev det til et slag i fuld skala. Lee begyndte at flytte en stor del af sin hær dertil. Et af hans mål var at bekæmpe Unionens hær og ødelægge den. Nu skulle han gøre det ved Gettysburg.

Omkring kl. 5.30 om morgenen den 1. juli begyndte slaget. Heth sonderede forsigtigt fremad til et punkt omkring to miles vest for Gettysburg. Bufords kavaleri bremsede bevidst hans fremgang. Omkring kl. 10 om morgenen ankom Unionens I. korps under kommando af general John F. Reynolds. De stillede sig op langs McPherson's Ridge for at modsætte sig Heths konfødererede. Under kampene blev Reynolds dræbt, men de konfødererede blev drevet tilbage. I mellemtiden hentede begge sider forstærkninger. Unionen opstillede forsvar af byen med I Korps, der forsvarede de vestlige tilgange med XI Korps mod nord. Flankerne blev dækket af Bufords kavaleri. En unionsdivision blev holdt i reserve på Cemetery Ridge. Om eftermiddagen, da Lee ankom, kendte de konfødererede stadig ikke styrken af de unionsstyrker, de stod over for. De havde heller ikke rekognosceret terrænet. En division af Ewells korps havde angrebet Unionens I. korps lige efter middag. Omkring kl. 14.00 sluttede Heths division sig til Ewells tropper i angrebet på I. korps. Omkring kl. 15.00 angreb en anden af Ewells konfødererede divisioner under kommando af general Jubal Early Unionens XI korps' flanke. Klokken 16.00 trak begge unionskorps sig tilbage gennem Gettysburg og indtog stillinger på Cemetery Ridge. Indtil da havde Unionen mistet omkring 9.000 mand, herunder omkring 3.000, der var blevet taget til fange. De konfødererede havde på dette tidspunkt mistet omkring 6.500 mand. Så den første kampdag var teknisk set en konfødereret sejr antalsmæssigt set. Men de føderale tropper holdt det høje terræn, da der stadig ankom flere forstærkninger. På baggrund af den første dags kampe var Lee overbevist om, at han kunne besejre Meade ved Gettysburg.

Sent på dagen sendte Lee den berømte ordre til den konfødererede general Richard S. Ewell om at indtage cemetery ridge "hvis det er muligt". Mens han havde ventet på ordrer fra Lee, var Ewell redet ud for at se nærmere på Cemetery Ridge. På baggrund af det han så og den forvirrende ordre besluttede han, at det ikke var praktisk muligt at indtage bakken og slå lejr. I stedet besluttede han at vente med angrebet til næste dag. Dette var den første store fejltagelse i slaget for sydstaterne. Army of the Potomac ville slutte dagen med omkring 21.900 mand stærkt placeret på Culp's Hill og Cemetery Ridge. Hæren fra det nordlige Virginia ville have omkring 27.000 mand fra Benner's Hill til Seminary Ridge.

På den anden kampdag var de fleste af begge hære ankommet. Unionens linje holdt det høje terræn i en forsvarsformation, der lignede en fiskekrog. Den 2. juli beordrede Lee general James Longstreet, chef for det konfødererede 1. korps, til at angribe Unionens venstre flanke så tidligt på dagen som muligt. Samtidig skulle general A. P. Hills korps angribe Unionens centrum. General Ewell skulle foretage afledningsangreb og "hvis det var praktisk muligt" angribe unionshærens højre flanke. Lee mente, at hvis alt gik efter hans plan, og Unionens linje blev ødelagt, ville slaget og muligvis krigen være vundet på anden dagen. Lees koordinerede angreb krævede at få hele infanteriet i stilling og at rykke artilleri op for at støtte dem. Longstreet havde længst at gå og midtvejs i deres march indså de, at Unionens linjer kunne se dem. De gik tilbage og måtte tage en anden rute. Longstreet kunne ikke få sit korps i stilling før omkring kl. 16.00, da han begyndte sit angreb. Hans angreb på unionslinjen varede i over tre timer, men kunne ikke bryde unionslinjen. Hill's korps formåede ikke at være effektivt i midten. Ewell angreb ikke Cemetery Ridge som instrueret i Lees forvirrende ordre, men gjorde visse fremskridt med at indtage Culp's Hill.

Unionens generalmajor Daniel Sickles, en politisk general, der havde kommandoen over III Korps, adlød ikke Meades ordrer og rykkede sine tropper frem til Peach Orchard. Han havde fået ordre til at indtage en stilling på Little Round Top, der skulle forbinde sig med Unionens styrker på både hans højre og venstre side. Ved at gøre dette efterlod han et stort hul i Unionens linje. Han marcherede til en stilling næsten 1,6 km foran Unionens linje uden støtte fra begge sider. I løbet af en time blev hele hans III Korps næsten udslettet af Longstreet. Sickles blev hårdt såret af en kanonkugle og mistede et ben. At være såret var det eneste, der reddede ham fra en krigsret. Sickles' fejltagelse var tæt på at tabe hele slaget for Unionen.

Om natten den 2. juli ankom Longstreets største division under kommando af general George Pickett og blev placeret i midten af den konfødererede linje. Lees plan for den næste dag var at angribe på både Unionens højre og venstre side, ligesom han havde gjort dagen før. Lee var stadig sikker på, at han kunne bryde Unionens linje og vinde slaget. Den dag havde Stuarts kavaleri indhentet Lees hær, og Lee beordrede Stuart til at ride rundt på østsiden af Gettysburg og angribe Unionens bagende. Ewell var også blevet forstærket og fik ordre til at indtage Culp's Hill den næste morgen.

Meade beordrede Unionens XII. korps til at drive Ewells styrker væk fra de erobrede skyttegrave på Culp's Hill. De skulle rykke ud ved daggry næste morgen. Han var fast besluttet på, at resten af Unionens hær skulle holde sin position og vente på, at Lee ville angribe.

Ewell begyndte at kæmpe på Culp's Hill ved daggry. Lee red til Longstreets hovedkvarter for at finde ud af, at Longstreet havde misforstået hans ordrer. Han planlagde en drejebevægelse mod Unionens venstre side. Nu, uden håb om et koordineret angreb, ændrede Lee planen. Longstreet skulle angribe Unionens centrum på Cemetery Ridge. Ewells styrker mislykkedes i deres modangreb og blev tvunget til at trække sig tilbage fra Culp's Hill omkring kl. 11.00. Lee satte alle sine forhåbninger på Longstreets angreb på midten. Longstreet havde den sidste friske division i Lees hær. Den bestod af tre brigader under kommando af generalerne James L. Kemper, Richard B. Garnett og Lewis A. Armistead, som blev ledet af Pickett.

Kanoner

Først blev der beordret et bombardement af ca. 140 konfødererede kanoner mod Unionens linjer. Bombardementet begyndte omkring kl. 13.00. Omkring 80 unionskanoner besvarede beskydningen. Kanonduellen varede mellem en og to timer, afhængigt af kilden (de fleste siger omkring en time). Den konfødererede artillerichef, general Edward Porter Alexander, havde kun tænkt sig, at den skulle vare i ca. 25 minutter. Men han indså så, at det havde gjort lidt skade på Unionens linje, så han fortsatte. Men han måtte også bekymre sig om at løbe tør for ammunition og ikke have nok til at støtte det angreb, som Pickett var ved at foretage. Da Unionens kanoner blev tavse, troede Porter, at han havde slået dem ud. Men det var et trick fra Unionens artillerichef. Hans kanoner ventede på det angreb, som unionsstyrkerne vidste var på vej. Alexander sendte besked til Pickett, at han kunne begynde sit angreb.

Kanonaderne kunne høres så langt væk som til Philadelphia. Støjen var så høj, at skyttens ører blødte. Det var sandsynligvis den kraftigste støj, der nogensinde var blevet hørt på det nordamerikanske kontinent indtil da. I sidste ende kan de konfødererede kanoner have dræbt op mod 200 unionssoldater i det område, der senere blev kendt som "den blodige vinkel". Men unionskanonerne kan have dræbt flere konfødererede tropper.

Pickett's angreb

At kalde det konfødererede angreb på Unionens centrum for "Picketts angreb" er misvisende af to grunde. For det første havde Pickett kun kommandoen over en af de tre enheder i angrebet. For det andet var det ikke et angreb, som er en hurtig fremrykning mod fjenden, det var et angreb, som bevægede sig langsommere fremad og over en længere distance. Disse enheder fra Virginia fik selskab af flere mindre enheder af konfødererede (nogle fra North Carolina, Tennessee og Alabama), hvis antal var blevet reduceret af kampene i løbet af de første to dage. Da kanonerne stoppede, gik Pickett til Longstreet for at bede om tilladelse til at begynde angrebet. Longstreet, der var sikker på, at angrebet ville mislykkes, nikkede tavst med hovedet og vinkede med hånden. Longstreet havde forsøgt at få Lee til at afblæse angrebet, men Lee ville ikke lytte.

Over 12.000 konfødererede soldater trådte ud af træerne og stillede sig op til den lange march fremad. Bag et lavt stenhegn på Cemetery Ridge ventede omkring 5.000 unionstropper på dem, hvoraf de fleste tilhørte general Winfield Scott Hancocks II korps. Afhængigt af kilden var det mellem kl. 14.00 og 15.00. Mens de marcherede fremad over den 1,6 km lange strækning, dræbte Unionens artilleri et stort antal tropper. Geværskydningen fra Unionens linje var intens. Unionstropperne brugte fire linjer af soldater. Når den forreste linje skød, rykkede de tilbage for at genlade, mens den næste linje rykkede frem for at skyde. Kun nogle få hundrede af jomfruerne nåede frem til unionslinjen. I løbet af få minutter var de døde eller døende. Nogle blev taget til fange. Angrebet varede omkring en time med over 7.000 dræbte konfødererede soldater. Da de resterende konfødererede tropper trak sig tilbage, så man Lee ride på sin hest og sige "det hele var min skyld". Han bad derefter Pickett om at samle sin division. Pickett svarede som bekendt: "General, jeg har ingen division".

Omtrent samtidig med hovedangrebet angreb Stuarts kavaleri Unionens bagtrop, men dette angreb mislykkedes også.

Lee bragte en hær ind i Pennsylvania med 75.054 mand og mistede 22.638 tabte eller omkring 30 % af sin hær. Meade mistede så mange officerer, at Army of the Potomac ikke ville komme sig igen i resten af krigen. Både Unionens I. korps og III. korps mistede så mange mænd, at de måtte slås sammen med II. korps. Slaget kostede flere amerikanske liv end noget andet slag i USA's historie. Gettysburg er stadig det største slag, der nogensinde er blevet udkæmpet på amerikansk jord. Unionens sejr over Konføderationen satte en stopper for Lees invasion af Norden. Lee ville aldrig forsøge at invadere Unionen igen. Army of Northern Virginia ville aldrig få sin styrke tilbage. Men de forsyninger, der blev taget i løbet af deres tid i Pennsylvania, ville holde den konfødererede hær i gang. Vogntoget af forsyningsvogne og ambulancer til de sårede var over 27 km langt. Lee havde aldrig mere end 51.000 mand resten af krigen. Tal fra Unionens styrker nedslog Lee og hans hær. Det er derfor, at Gettysburg siges at være vendepunktet i den amerikanske borgerkrig. Efter slaget fandt de konfødererede ud af, at der var en slavespion.

Meade blev hårdt kritiseret for ikke at gå til modangreb mod Lee efter den tredje kampdag. Den næste dag sendte Meade skøjtelæggere ud, men angreb ikke. Lee lod sin hær holde sin stilling på Seminary Ridge hele dagen den 4. juli. De mere end 10.000 sårede mænd skulle flyttes med vogntog 64 km (40 miles) til Williamsport og krydse Potomac til Virginia. Resten af Lees hær fulgte efter om natten mellem den 4. og 5. juli, skærmet af Jeb Stuarts kavaleri. Næste dag, da de opdagede, at de konfødererede havde forladt slagmarken, fulgte Unionens hær forsigtigt efter. Ved slaget ved Falling Waters ventede Lees hær på, at den oversvømmede Potomac-floden skulle gå ned, så hans hær kunne krydse den. Meades styrker indhentede dem der, men slaget havde ingen klar sejrherre. Slaget ved Falling Waters var det sidste slag i Gettysburg-kampagnen.