Sovjetunionen | den eksisterede i 68 år, fra 1922 til 1991

Ferie

Dato	Engelsk navn	Lokalt navn	Bemærkninger
1. januar	Nytår	Новый Год
8. marts	Den internationale kvindedag	Международный Женский День
1. maj-2. maj	Dag for international solidaritet mellem arbejdstagere	Первое Мая - День Международной Солидарности Трудящихся
9. maj	Sejrsdagen	День Победы	Nazitysklands nederlag i Anden Verdenskrig i 1945
7. oktober	Forfatningsdagen	День Конституции	siden 1978
7. november	Den store socialistiske oktoberrevolution	Седьмое Ноября	Oktoberrevolutionen 1917; den hedder i dag День Согласия и Примирения

 

Republikker i Sovjetunionen

Sovjetunionen bestod af 15 republikker. Disse var enten sovjetiske socialistiske republikker eller sovjetiske socialistiske forbundsrepublikker. Hver republik var uafhængig og forvaltede sine egne kulturelle anliggender. De havde også hver især ret til at forlade unionen, hvilket de gjorde i 1991.

De føderale republikker var anderledes, idet de havde mere autonomi og bestod af stater selv. De blev ofte kaldt autonome socialistiske sovjetrepublikker. Der var en række af dem. De fleste af dem eksisterer stadig; selv om de nu er republikker inden for den uafhængige stat. Den tatariske ASSR blev f.eks. til Republikken Tatarstan (den ligger omkring Kazan).

Sovjetiske republikker

1. Armeniske SSR (socialistiske sovjetrepublik)
2. Aserbajdsjan SSR
3. Hviderussiske SSR
4. Estiske SSR
5. Georgiske SSR
6. Kasakhiske SSR
7. Kirgisiske SSR
8. Lettiske SSR
9. Litauiske SSR
10. Moldaviske SSR
11. Russiske SFSR (Sovjetiske Socialistiske Føderative Republik)
12. Tadsjikiske SSR
13. Turkmenske SSR
14. Ukrainske SSR
15. Usbekiske SSR
16. Karelo-Finske SSR(1940-1956)

Uafhængige lande

1. Armenien
2. Aserbajdsjan
3. Hviderusland
4. Estland
5. Georgien
6. Kasakhstan
7. Kirgisistan
8. Letland
9. Litauen
10. Moldova
11. Rusland
12. Tadsjikistan
13. Turkmenistan
14. Ukraine
15. Usbekistan
16. N/A (Karelen er en republik i Rusland)

 

Sovjetunionen, før det brød sammen  

Geografi, klima og miljø

Sovjetunionen var i 1991 med sine 22.400.000 kvadratkilometer verdens største land med sin største størrelse i 1991. Med en sjettedel af verdens landareal var dets samlede størrelse sammenlignelig med Nordamerikas. Den vestlige del (i Europa) tegnede sig for en fjerdedel af landets areal og var landets kulturelle og økonomiske centrum. Den østlige del (i Asien) strakte sig til Stillehavet mod øst og Afghanistan mod syd og var langt mindre beboet end den vestlige del. Den var over 10.000 kilometer på tværs (11 tidszoner) og næsten 7.200 kilometer fra nord til syd. De fem klimazoner (forskellige vejrforhold, temperatur, luftfugtighed og atmosfærisk tryk) var tundra, taiga, steppe, ørken og bjerge.

Sovjetunionen havde verdens længste grænse, som i 1991 var over 60.000 km lang. To tredjedele af den sovjetiske grænse var kystlinje ved det Arktiske Ocean. På den anden side af Beringstrædet lå USA. Ved slutningen af Anden Verdenskrig grænsede Sovjetunionen til Afghanistan, Kina, Tjekkoslovakiet, Finland, Ungarn, Iran, Mongoliet, Nordkorea, Norge, Polen, Rumænien, Tjekkoslovakiet og Tyrkiet.

Sovjetunionens (og nu Ruslands) længste floder er Yenisey, Ob/Irtysh, Amur og Lena. Sovjetunionens højeste bjerg var kommunisttoppen (i dag hedder det Ismoil Somoni-toppen) i Tadsjikistan med en højde på 7 495 meter. Verdens største sø, Det Kaspiske Hav, lå for det meste i Sovjetunionen, ligesom verdens dybeste sø, Bajkalsøen, også lå i Sovjetunionen.

 

Historie

Den sidste russiske zar (kejser), Nikolaus II, regerede Rusland indtil marts 1917, hvor det russiske imperium blev overtaget og erstattet af en kortvarig "provisorisk regering" under ledelse af Alexander Kerenskij, som snart blev styrtet i november af bolsjevikkerne.

Fra 1917 til 1922 var det land, der kom før Sovjetunionen, den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik (RSFSR), som var sit eget land, ligesom andre sovjetrepublikker på det tidspunkt. Sovjetunionen blev officielt oprettet i december 1922 som en sammenslutning af de russiske (også kendt som det bolsjevistiske Rusland), ukrainske, hviderussiske og transkaukasiske sovjetrepublikker, der blev styret af de kommunistiske bolsjevikiske partier.

Revolution og fundamentet

Den ekstreme regeringsændring i det russiske imperium begyndte med det decembriske oprør i 1825, og selv om livegenskabet blev fjernet i 1861, blev det gennemført på vilkår, der var ugunstige for bønderne (fattige landarbejdere), og det tilskyndede til at opmuntre til regeringsændringer (revolutionære). Et parlament (lovgivende forsamling) - statsdumaen - blev oprettet i 1906 efter den russiske revolution i 1905, men zaren undertrykte folk, der forsøgte at gå fra absolut monarki til konstitutionelt monarki. Oprøret fortsatte og blev forværret under Første Verdenskrig af svigt og fødevaremangel i de populære byer.

Et oprør i Petrograd, som svar på den russiske økonomis og moralens forfald under krigen, forårsagede "februarrevolutionen" og afsættelsen af regeringen i marts 1917. Det zaristiske enevælde blev erstattet af den russiske "provisoriske regering", hvis ledere havde til hensigt at afholde valg til den russiske forfatningsgivende forsamling og fortsætte krigen på Ententens side i Første Verdenskrig.

Samtidig opstod der arbejderråd, kendt som sovjetter, over hele landet. Bolsjevikkerne med Vladimir Lenin i spidsen drev den socialistiske revolution frem i sovjetterne og på gaderne. I november 1917, under "oktoberrevolutionen", overtog de magten fra den provisoriske regering. I december underskrev bolsjevikkerne en våbenhvile (fred) med centralmagterne. I marts, efter flere kampe, forlod sovjetterne krigen for altid og underskrev Brest-Litovsk-traktaten.

I den lange og blodige russiske borgerkrig vandt den nye sovjetmagt. Borgerkrigen mellem de røde og de hvide begyndte i 1917 og sluttede i 1923. Den omfattede den sibiriske intervention og anden udenlandsk indblanding, mordet på Nikolaus II og hans familie og hungersnøden i 1921, som kostede omkring 5 millioner mennesker livet. I marts 1921 blev der under en relateret konflikt med Polen undertegnet freden i Riga, som delte omstridte områder i Hviderusland og Ukraine mellem Republikken Polen og Sovjetrusland. Sovjetunionen måtte løse lignende konflikter med den nyoprettede Republikken Finland, Republikken Estland, Republikken Letland og Republikken Litauen, som alle var undsluppet imperiet under borgerkrigen.

Foreningen af de sovjetiske republikker

Den 28. december 1922 godkendte folk fra den russiske SFSR, den transkaukasiske SFSR, den ukrainske SSR og den hviderussiske SSR traktaten om oprettelsen af USSR og erklæringen om oprettelsen af USSR, hvorved Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker blev oprettet. Disse to dokumenter blev gjort gyldige af Sovjetunionens 1. sovjetkongres og underskrevet af delegationslederne.

Den 1. februar 1924 blev Sovjetunionen accepteret som et land af det britiske imperium. Ligeledes i 1924 blev der godkendt en sovjetisk forfatning (et sæt love), der gjorde den i december 1922 indgåede union af den russiske SFSR, den ukrainske SSR, den hviderussiske SSR og den transkaukasiske SFSR til "Unionen af socialistiske sovjetrepublikker" (USSR) til en realitet.

De store ændringer i landets økonomi, industri og politik begyndte i de første dage af sovjetmagten i 1917. En stor del af disse blev gennemført i henhold til bolsjevikiske indledende dekreter, dokumenter fra sovjetregeringen, underskrevet af Vladimir Lenin. Et af de vigtigste og mest bemærkelsesværdige gennembrud var GOELRO-planen, der planlagde en større ændring af den sovjetiske økonomi baseret på en total elektrificering af landet. Planen blev udarbejdet i 1920 og dækkede en periode på 10 til 15 år. Den omfattede oprettelsen af et netværk af 30 regionale kraftværker, herunder ti store vandkraftværker, og talrige el-drevne store industrielle organisationer. Planen blev prototypen for de efterfølgende femårsplaner og var stort set opfyldt i 1931. Slut

Stalins styre

Fra begyndelsen blev Sovjetunionen styret som en enpartistat af det kommunistiske parti (bolsjevikkerne). Efter krigskommunismens økonomiske politik under borgerkrigen tillod den sovjetiske regering i 1920'erne en vis privat virksomhed at eksistere side om side med den nationaliserede industri, og den totale rekvirering af fødevarer på landet blev erstattet af en fødevareskat (se Ny økonomisk politik).

De sovjetiske ledere hævdede, at etpartistyre var nødvendigt, fordi det sikrede, at "kapitalistisk udbytning" ikke ville vende tilbage til Sovjetunionen, og at principperne i den demokratiske centralisme ville repræsentere folkets vilje. Debatten om økonomiens fremtid dannede baggrund for, at de sovjetiske ledere kunne tage mere magt i årene efter Lenins død i 1924. I første omgang skulle Lenin afløses af en "trojka" bestående af Grigorij Zinovjev fra Ukraine, Lev Kamenev fra Moskva og Josef Stalin fra Georgien.

Stalin ledte landet gennem Anden Verdenskrig og ind i den kolde krig. Gulag-lejrene blev udvidet kraftigt for at tage mange fanger. Efter hans død fortsatte Georgij Malenkov kortvarigt hans politik. Nikita Khrusjtjov vendte op og ned på nogle af Stalins politikker,men Leonid Bresjnev og Alexei Kosygin fastholdt tingene som de var.

Efter den reviderede forfatning fra 1936 holdt Sovjetunionen op med at optræde som en union af republikker og fungerede mere som et enkelt superland.

Khrusjtjov-æraen

Stalin døde den 5. marts 1953. Nikita Khrusjtjov vandt i sidste ende den efterfølgende magtkamp i midten af 1950'erne. I 1956 fordømte han Stalins undertrykkelse og lempede kontrollen med partiet og samfundet. Dette blev kendt som afstalinisering.

Moskva anså Østeuropa for at være en meget vigtig bufferzone for det fremadrettede forsvar af sine vestlige grænser. Derfor søgte Sovjetunionen at styrke sin kontrol med regionen. Det gjorde det ved at omdanne de østeuropæiske lande til satellitstater, der var afhængige af og lydige over for dets ledelse. Sovjetisk militær magt blev brugt til at undertrykke antistalinistiske oprør i Ungarn og Polen i 1956.

Under Khrusjtjovs regeringstid blev der iværksat et program for flytning af alle byfamilier til en separat lejlighed. Der blev bygget en masse 5-etagers bygninger, hvor man kunne bo i 20 år.

Efter Krusjtjovs besøg i USA blev majs meget populært i Sovjetunionen.

I slutningen af 1950'erne førte en konfrontation med Kina om USSR's politik til den kinesisk-sovjetiske splittelse. Dette resulterede i et brud i hele den globale marxistisk-leninistiske bevægelse. Regeringerne i Albanien, Cambodja og Somalia valgte at alliere sig med Kina i stedet for Sovjetunionen.

I denne periode i slutningen af 1950'erne og begyndelsen af 1960'erne fortsatte Sovjetunionen med at gøre fremskridt i rumkapløbet. Det rivaliserede med USA. Sovjetunionen opsendte den første kunstige satellit, Sputnik 1 i 1957, en levende hund ved navn Laika i 1957, det første menneske, Yuri Gagarin i 1961, den første kvinde i rummet, Valentina Tereshkova i 1963, Alexei Leonov, den første person, der gik i rummet i 1965, den første bløde landing på Månen med rumfartøjet Luna 9 i 1966 og de første månerobrere, Lunokhod 1 og Lunokhod 2.

Leonid Brezhnev

Leonid Brezhnev ledede Sovjetunionen fra 1964 til sin død i 1982. Han kom til magten, efter at han overbeviste regeringen om at vælte den daværende leder Nikita Krusjtjov. Brezhnevs styre forbindes ofte med nedgangen i den sovjetiske økonomi og starten på den kæde af begivenheder, der skulle føre til unionens endelige sammenbrud. Han havde mange selvuddelte medaljer. Han blev tildelt Sovjetunionens helt (den højeste ære) ved tre forskellige lejligheder. Brezhnev blev efterfulgt af Yuri Andropov, som døde få år senere. Andropov blev efterfulgt af den skrøbelige og aldrende Konstantin Tjernenko. Chernenko døde blot et år efter sin tiltrædelse.

I 1980 var Sovjetunionen vært for de olympiske sommerlege, og Bresjnev åbnede og lukkede legene. Legene blev stærkt boykottet af de vestlige lande, især USA. Under afslutningsceremonien blev Los Angeles' flag hejst i stedet for USA's flag (for at symbolisere den næste værtsby/nation), og OL-hymnen blev spillet i stedet for USA's hymne som reaktion på boykotten.

Brezhnev var den næstlængst siddende sovjetiske leder efter Stalin. Følgende er en liste over ledere (generalsekretær for det kommunistiske parti) i rækkefølge efter deres embedsperiode og ledelsestid:

• Vladimir Lenin 1922-1924 (2 år)
• Leon Trotskij 1924-1927 (3 år mislykkedes)
• Josef Stalin 1924-1953 (29 år)
• Lavrenty Beria 1953 (mislykkedes marts-juni 1953)
• Vjatjeslav Molotov 1953-1956 (3 år)
• Georgij Malenkov 1953-1955 (1½ år)
• Nikita Khrusjtjov 1953-1964 (11 år)
• Leonid Brezhnev 1964-1982 (18 år)
• Yuri Andropov 1982-1984 (2 år)
• Konstantin Chernenko 1984-1985 (1 år)
• Mikhail Gorbatjov 1985-1991 (6 år)

Khrusjtjov og Gorbatjov er de eneste sovjetiske ledere, der ikke er døde, mens de var i embedet. Lenin, Stalin og Khrusjtjov er de eneste ledere, der ikke var (de jure) statsoverhoved under deres lederskab.

Gorbatjovs styre

Mikhail Gorbatjov var Sovjetunionens sidste leder. Han var den eneste sovjetiske leder, der blev født efter oktoberrevolutionen og var således et produkt af Sovjetunionen, idet han voksede op i den. Han og USA's præsident Ronald Reagan underskrev en traktat om afskaffelse af nogle atomvåben. Gorbatjov iværksatte sociale og økonomiske reformer, der gav folk ytringsfrihed, hvilket gav dem mulighed for at kritisere regeringen og dens politik. Det regerende kommunistparti mistede sit greb om medierne og befolkningen. Aviserne begyndte at trykke de mange fejltagelser, som Sovjetunionen havde dækket over og benægtet i sin fortid. Sovjetunionens økonomi var bagud, og regeringen brugte mange penge på at konkurrere med Vesten.

Opløsning

I 1980'erne led den sovjetiske økonomi, men den var stabil. Gorbatjovs nye ideer var løbet løbsk, og det kommunistiske parti mistede kontrollen. Boris Jeltsin blev valgt (demokratisk) til præsident for den russiske SFSR, selv om Gorbatjov ikke ønskede, at han skulle komme til magten. Litauen annoncerede sin uafhængighed fra Unionen, og den sovjetiske regering krævede, at landet afgav sin uafhængighed, ellers ville den sende den røde hær for at holde orden. Gorbatjov opfandt ideen om at holde Sovjetunionen samlet med hver enkelt republik mere uafhængig, men under samme leder. Han ønskede at kalde det "Unionen af suveræne sovjetrepublikker" for at bevare de russiske initialer som CCCP (USSR på engelsk).

En gruppe kommunistiske ledere, der var utilfredse med Gorbatjovs idé, forsøgte at overtage Moskva og forhindre Sovjetunionen i at bryde sammen. Det fik kun folk til at ønske mere uafhængighed. Selv om han overlevede magtovertagelsesforsøget, mistede han al sin magt uden for Moskva. Rusland erklærede sig uafhængigt i december 1991. Senere på måneden underskrev lederne af Rusland, Hviderusland og Ukraine en traktat kaldet Belavezha-aftalen for at opløse Sovjetunionen, hvilket gjorde Gorbatjov ekstremt vred. Han havde intet andet valg end at acceptere traktaten og trådte tilbage juledag 1991. Sovjetunionens parlament (den øverste sovjet) gjorde Belavezha-aftalen til lov og markerede dermed formelt Sovjetunionens opløsning. Den næste dag blev det sovjetiske flag hejst ned fra Kreml for sidste gang.

Siden 2013 har det dokument, der bekræftede Sovjetunionens opløsning, været forsvundet.

 

Kort, der viser Sovjetunionens og dens allieredes største territoriale udstrækning i 1960, efter den cubanske revolution i 1959, men før den officielle kinesisk-sovjetiske splittelse i 1961  


Vladimir Lenin og Leon Trotskij i den kontrarevolutionære propaganda  


Kristus Frelser-katedralen i Moskva ved nedrivningen i 1931. Organiseret religion blev undertrykt i Sovjetunionen.  


Den sovjetiske kosmonaut Yuri Gagarin er det første menneske, der rejser ud i rummet  


Den sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov i 1985.  

Sport

Sovetsky Sport blev udgivet den 20. juli 1924 i Moskva og var Sovjetunionens første sportsavis.

 

Kultur

Sovjetunionens kultur gennemgik flere faser i løbet af Sovjetunionens eksistens. I de første 10 år efter revolutionen var der frihed, og kunstnere afprøvede flere forskellige stilarter for at finde en karakteristisk sovjetisk kunststil. Lenin ønskede, at kunsten skulle være tilgængelig for det russiske folk. På den anden side blev hundredvis af kloge mennesker, forfattere og kunstnere dræbt, og deres arbejde var ikke tilgængeligt for nogen, f.eks. Nikolaj Gumilyov, der blev skudt for at have konspireret mod bolsjevikregimet uden beviser.

Under Stalins styre var den sovjetiske kultur kendetegnet ved den socialistiske realisme, der blev tvunget af regeringen, og alle andre tendenser blev undertrykt kraftigt, med sjældne undtagelser, som f.eks. Mikhail Bulgakovs værker. Mange forfattere blev sat i fængsel og dræbt.

Efter Khrusjtjovs optøning blev censuren ophævet. I denne periode udviklede der sig en anden periode i den sovjetiske kultur, som var kendetegnet ved det offentlige liv og et intenst fokus på det personlige liv. Større forsøg med kunstformer blev igen tilladt, hvilket resulterede i skabelsen af bedre og vigtige værker. Undergrundslitteratur fra dissidenter, kendt som samizdat, blev lavet i denne sene periode. Inden for arkitektur, kunsten eller praksis med at designe og opføre bygninger, fokuserede Khrusjtjov-æraen mest på funktionelt design i modsætning til den meget dekorerede stil fra Stalins epoke. Inden for musikken blev der som reaktion på den stigende popularitet af former for populærmusik som jazz i Vesten tilladt mange jazzorkestre i hele Sovjetunionen, bl.a. Melodiya Ensemble, opkaldt efter det vigtigste pladeselskab i Sovjetunionen.

I anden halvdel af 1980'erne øgede Gorbatjovs perestrojka- og glasnostpolitik i høj grad ytringsfriheden i landet inden for medierne og pressen.

 

 

Liste over krige (fra 1917-1923/1932-1945)

Den russiske revolution (1917-1923)

Russisk borgerkrig (1917-1923)

Den sovjetisk-ukrainske krig (1917-1921)

Den polsk-sovjetiske krig (1918-1921)

Sovjetisk-japanske grænsekonflikter (1932-1939)

Den spanske borgerkrig (1936-1939)

Vinterkrig (1939-1940)

2. verdenskrig (1939-1945)

Den sovjetisk-japanske krig (1945)

Krige i den kolde krig (fra 1946/1947-1976)

Første Indokina-krig (1946-1954)

Anden kinesiske borgerkrig (1945-1949)

Koreakrigen (1950-1953)

Den egyptiske revolution i 1952

Den østtyske opstand i 1953

Iransk statskup (1953)

Den cubanske revolution (1953-1959)

Vietnamkrig (1955-1975)

Suez-krisen (1956)

Den ungarske revolution (1956)

U-2 hændelsen (1960)

Congo-krisen (1961)

Cubakrisen (1962)

Kulturrevolutionen (1966-1976)

Den cambodjanske borgerkrig (1967-1975)

Warszawapagtens invasion af Tjekkoslovakiet (1968)

Sino-sovjetisk splittelse (1956-1966)

Indonesisk invasion af Østtimor (1975-1976)

Slutningen af den kolde krig (1979-1989)

Den sovjetisk-afghanske krig (1979-1989)

Berlinmurens fald (1989)

Østblokkens sammenbrud (1989-1991)

Den rumænske revolution (1989)

 

 

 

 

 

• Sovjetunionens historie (1985-1991)
• Liste over emner vedrørende Sovjetunionen