Segregation | betyder, at man adskiller mennesker på grund af deres race

Definition

Segregation er ikke så simpelt som at have "separate men ligeværdige" steder for mennesker af forskellige racer. Segregation sker, når et land eller et samfund betragter en race som bedre end en anden. Målet med segregation er at holde den "ringere" race væk fra den "bedre" race. Fordi en race betragtes som "ringere", behandles folk af den pågældende race ikke godt. De udsættes for diskrimination. Ofte får de ikke grundlæggende rettigheder, som f.eks. stemmeret. Som en dommer ved USA's højesteret sagde i en sag om segregation i skoler: "separate faciliteter er [altid] ulige." Der var ting, der stoppede segregationen, som Martin Luther King og Rosa Parks. De hjalp meget ved at tale for deres side. Selv om de vidste, at de ville få problemer. Rosa Parks fik alle sorte mennesker til at stoppe med at bruge busserne, indtil busselskabet løb tør for penge (de fleste af deres penge kom fra sorte mennesker). Det virkede, og de sorte fik lov til at bruge busserne uden adskillelse.

 

Det angelsaksiske England

Segregation kan have eksisteret i det tidlige angelsaksiske England. Da angelsakserne ankom til England i det 4. århundrede, kan de ifølge nogle historikere have skabt et "apartheidlignende samfund". De kan have behandlet den indfødte britiske befolkning som slaver og havde regler mod at gifte sig med dem. Nogle historikere siger, at angelsakserne var meget rigere og havde en højere social status end de keltiske briter.

 

Australien

Fra begyndelsen af 1800-tallet til slutningen af 1980'erne tog den australske regering mange aboriginalbørn væk fra deres familier. Deres familier havde ikke indvilliget i at lade deres børn gå. Regeringen havde imidlertid besluttet at tvinge aboriginalbørn til at "assimilere" sig i det australske samfund. Børnene blev anbragt i hvide hjem eller på missioner. Her blev de tvunget til at lære kristendommen, forlade deres aboriginalkultur, blive en del af det hvide samfund og gifte sig med hvide mennesker. Målet med dette program var at "udrydde" aboriginernes karaktertræk, så de ikke længere eksisterede i Australien. Senere, i 1951, ville FN definere denne type program som folkedrab.

Fra omkring 1900 og frem til 1970'erne fulgte Australien det, der blev kendt som "White Australia Policy". Denne politik forhindrede ikke-hvide mennesker i at indvandre til Australien ved at gøre indvandringsprøverne for svære at bestå.

I begyndelsen og midten af det tyvende århundrede blev mange aboriginals tvunget til at bo på missioner. Målet med denne politik var at få aboriginerne væk fra deres landområder, fordi hvide bosættere ønskede at bruge dem.

I 1960'erne ændrede Australien sin officielle politik til "integration". Det betød, at aboriginerne skulle kunne leve i det australske samfund eller på missioner. Mange aboriginere nægtede imidlertid at følge disse ordrer og blev ved med at bo langt væk fra byerne. I disse områder var de adskilt fra resten af det australske samfund og var også fattigere. På det tidspunkt kaldte nogle folk situationen for "apartheid" og foreslog endda, at den australske regerings politik inspirerede apartheidprogrammet i Sydafrika.

 

Engelske bosættere i Irland

I 1366 vedtog den engelske konge 35 love kaldet Kilkenny-statutterne. Deres mål var at forhindre, at engelske bosættere i Irland blandede sig med det irske folk eller blev for ens med irerne. Lovene gjorde det ulovligt for englænderne at gifte sig med indfødte irere, få irske børn, adoptere irske børn, bruge irske navne eller tøj eller tale noget andet end engelsk.

 

Fransk Algeriet

I 1830 overtog Frankrig kontrollen med Algeriet fra det Osmanniske Rige. I over hundrede år var Algeriet en fransk koloni. De franske herskere opretholdt et apartheidlignende system i Algeriet. F.eks. fik arabiske og berbiske algeriere kun lov til at ansøge om fransk statsborgerskab (hvilket ville give dem stemmeret og andre rettigheder), hvis de opgav deres muslimske religion og kultur.

De algeriske muslimer var ikke villige til at acceptere dette "apartheidssystem", og dette system var en af hovedårsagerne til Algerietskrigen i 1954.

 

Tyskland

I det femtende århundredes Nordøsttyskland måtte "wendiske" (slaviske) folk ikke være medlem af visse gilder. Ifølge Wilhelm Raabe "accepterede ingen tyske gilde en wend i det attende århundrede en wend".

I 1935, efter at nazistpartiet havde overtaget kontrollen med den tyske regering, vedtog de Nürnberg-lovene. Nazisterne, ledet af Adolf Hitler, mente, at den "ariske" race var bedre end alle andre racer. Nürnberglovene gjorde det ulovligt for "ariske" og "ikke-ariske" mennesker at gifte sig eller have sex. I begyndelsen var lovene mest beregnet på at forhindre "ariere" i at blande sig med jøder (som nazisterne anså som en mindreværdig race). Senere tilføjede nazisterne dog "sigøjnere, negre og deres uægte [børn]" til lovene. Ariere, der brød disse love, kunne blive sendt i koncentrationslejre; ikke-ariere kunne blive henrettet. For at holde det tyske blod "rent" gjorde nazisterne det efter Anden Verdenskrig ulovligt for enhver ikke-tysker at gifte sig eller have sex med en tysker.

I 1939 invaderede nazisterne Polen og overtog det. De opdelte det polske folk i forskellige etniske grupper. Hver gruppe havde forskellige rettigheder, alt efter hvor "germanske" de var. For eksempel fik de forskellige grupper forskellige mængder mad, og de måtte kun bo bestemte steder og bruge bestemte offentlige transportmidler.

I 1930'erne og 1940'erne tvang nazisterne jøderne til at bære gule bånd eller Davidsstjerner med ordet "Jude" ("jøde") på. Rasselove diskriminerede jøder og romaer (sigøjnere). F.eks. måtte jødiske læger ikke behandle ariske patienter, og jødiske professorer måtte ikke undervise ariske studerende. Jøder måtte ikke benytte offentlige transportmidler ud over færgen, cykle eller køre i bil. De måtte kun handle fra kl. 15.00 til 17.00 og kun i butikker, der var ejet af jøder. De måtte ikke gå i teatre, svømmehaller eller andre steder, hvor de kunne gå til underholdning.

Under Holocaust forsøgte nazisterne at dræbe alle jøder og romaer i Europa. De dræbte også millioner af slaviske folk (herunder ukrainske, sovjetiske og polske folk), fordi de så slaverne som en mindreværdig race. Først tvang nazisterne jøder og romaer til at bo i ghettoer, adskilt fra alle andre. Derefter sendte de millioner af jøder, romaer og slaver til koncentrationslejre og dødslejre.

Mellem 1939 og 1945 blev mindst 1,5 millioner polakker deporteret til Nazityskland til tvangsarbejde. Nazi-Tyskland brugte også tvangsarbejdere fra Vesteuropa. Polakker og andre østeuropæere, som nazisterne betragtede som racemæssigt underlegne, blev dog behandlet meget værre. De blev tvunget til at bære et stofmærke på deres tøj med bogstavet "P" på, hvilket viste, at de var polakker. De var nødt til at følge et udgangsforbud og kunne ikke benytte offentlige transportmidler. Normalt måtte de arbejde i længere tid og til lavere løn end vesteuropæere. I mange byer måtte de bo i adskilte barakker bag pigtråd. De måtte ikke tale med tyskere uden for arbejdstiden. Hvis de havde seksuelle relationer med tyskere, ville de blive henrettet.

 
Nur für Deutsche ( "Kun for tyskere") på et tog i det nazistisk besatte Polen  


Nazisterne bygger en mur for at sikre, at jøder ikke kan flygte fra denne ghetto i Warszawa  

Det kejserlige Kina

Tang-dynastiet

Under Tang-dynastiet vedtog han-kineserne flere love, der adskilte ikke-kinesere fra kinesere. I 779 indførte Tang-dynastiet en regel, som tvang uighurerne til at bære deres traditionelle etniske tøj og ikke kinesisk tøj. Det forbød dem også at "foregive" at være kinesere og at gifte sig med kinesiske kvinder. Han-kineserne kunne ikke lide uighurerne, fordi de lånte penge ud mod renter.

Da Lu Chun i 836 blev udnævnt til guvernør i Kanton, blev han forarget over at se kinesere leve sammen med udlændinge og gifte sig med dem. Lu gjorde segregation til lov. Han gjorde det ulovligt for ikke-kinesere at gifte sig med kinesere eller at eje ejendom. Loven forbød specifikt kinesere at indgå forhold med "mørke folk" eller "farvede mennesker". Det betød udlændinge som "iranere, sogdier, arabere, indere, malajer, sumatranere" og andre.

 

Italien

I 1938 blev Italien styret af et fascistisk regime under ledelse af Benito Mussolini. Regimet var allieret med Nazityskland. Under pres fra nazisterne vedtog regimet flere love, som sagde, at det italienske imperium nu skulle praktisere adskillelse. De kaldte disse love for "provvedimenti per la difesa della razza" (normer til forsvar af racen).

Lovene var især rettet mod jøder. For eksempel kunne jøder ikke:

• Undervise eller studere på skoler eller universiteter
• Egen industri, der var vigtig for landet
• Arbejde som journalister
• Indtræde i militæret
• Gifter sig med ikke-jøder

På grund af disse love mistede Italien nogle af sine bedste videnskabsmænd. Nogle blev fyret. F.eks. fik Rita Levi-Montalcini, som senere skulle vinde Nobelprisen i fysiologi eller medicin, at vide, at hun ikke længere kunne arbejde på sit universitet. Andre forlod Italien på grund af lovene. F.eks. forlod Enrico Fermi, som arbejdede på den første atomreaktor og vandt Nobelprisen i fysik, landet. (Hans kone var jøde.) Mange andre kendte videnskabsmænd, fysikere, matematikere og andre forskere mistede deres job eller forlod Italien på grund af racelovgivningen.

Albert Einstein trak sig fra sit æresmedlemskab af Accademia dei Lincei, et italiensk videnskabsakademi, for at protestere mod racelovgivningen.

Efter 1943, da Norditalien blev besat af nazisterne, blev italienske jøder ført til nazisternes koncentrationslejre og dødslejre.

 

Jødisk segregation

I århundreder var jøder i Europa ofte tvunget til at leve i adskilte ghettoer og shtetls (små byer, hvor der hovedsageligt boede jøder). I 1204 beordrede paven jøderne til at adskille sig fra kristne og til at bære tøj, der markerede dem som jøder. Tvungen adskillelse af jøder spredte sig i hele Europa i løbet af det 14. og 15. århundrede.

I det russiske imperium fik jøderne fra 1790'erne kun lov til at bo i Pale of Settlement. Det var det russiske imperiums vestlige grænse, der lå omtrent hvor Polen, Litauen, Hviderusland, Moldova og Ukraine ligger i dag. I begyndelsen af det 20. århundrede boede de fleste europæiske jøder i Pale of Settlement.

I Marokko blev jøderne fra det 15. århundrede opdelt i mellahs. I byerne var en mellah et separat område for jøder, der var omgivet af en mur med en befæstet port. På landet var mellahs separate landsbyer, hvor der kun boede jøder.

I midten af det 19. århundrede skrev historikeren J.J. Benjamin om de persiske jøders liv:

"

...de [skal] bo i en separat del af byen...; for de betragtes som urene væsener... [Så] de behandles med den største strenghed, og hvis de går ind på en gade, der er beboet af muslimer, bliver de [slået] af drengene og pøblen med sten og snavs... Af samme grund må de [ikke] gå ud, når det regner; for det siges, at regnen ville vaske snavs af dem, hvilket ville [gøre] muslimernes fødder beskidte... Hvis en jøde bliver genkendt som sådan i gaderne, bliver han [udsat for] de største fornærmelser. De forbipasserende spytter ham i ansigtet og slår ham nogle gange ... ubarmhjertigt ... Hvis en jøde går ind i en butik for noget, er det ham forbudt at inspicere varerne... Hvis hans hånd uforsigtigt rører ved varerne, skal han tage dem til den pris, som sælgeren vælger at kræve for dem... Nogle gange trænger perserne ind i jødernes [hjem] og tager i besiddelse af det, der behager dem. Hvis ejeren gør den mindste modstand for at forsvare sin ejendom, [risikerer han at betale] for det med sit liv... Hvis... en jøde viser sig på gaden i løbet af de tre dage i Katel (Muharram)..., er han sikker på at blive myrdet.

"

 
Resterne af den jødiske mellah i Essaouira  

Latinamerika

Da spanierne kom til Amerika og gjorde de latinamerikanske lande til kolonier, skabte de et kastesystem baseret på race. De fandt frem til femten forskellige kategorier af mennesker baseret på deres raceblandinger, herunder kategorier som "mulat" og "mestizo". Folk, der var "hvidere" eller mere "spanske", havde en højere social status end folk, der var "mørkere" eller mere indianere. Folk, der var "mørkere", blev behandlet som mindreværdige og blev udsat for diskrimination - de skulle f.eks. betale højere skatter end "hvidere" mennesker.

Da de fleste latinamerikanske lande vandt deres uafhængighed fra Spanien, indførte de som regel love mod kastesystemer. Der er dog stadig fordomme baseret på race.

 

Sydafrika

Baggrund

Raceadskillelsen i Sydafrika begyndte, da landet var en hollandsk koloni. Hollænderne gik i land i Cape Town i 1652 og overtog gradvist mere og mere af landet. Segregationen fortsatte, da det britiske imperium overtog Kap Det Gode Håb i 1795.

Slaveri eksisterede i Sydafrika indtil 1833. Men to år senere vedtog regeringen en lov, der ændrede slaver til kontraktansatte tjenestefolk. Dette system var ikke meget forskelligt fra slaveri. I resten af 1800-tallet vedtog de sydafrikanske kolonier love, som begrænsede disse arbejderes rettigheder og friheder.

I 1894 og 1905 vedtog regeringen love om, at "indianere" og "sorte" ikke havde ret til at stemme. Andre love diskriminerede ikke-hvide, men var ikke lige så slemme som de apartheidlove, der skulle komme inden for de næste 50 år.

Begyndelsen af apartheid

Apartheid i Sydafrika begyndte i 1948. På det tidspunkt fik Nationalpartiet kontrol over den sydafrikanske regering. Dette politiske parti bestod af afrikanske folk. Afrikanere er efterkommere af hollandske bosættere, der kom til Sydafrika i 1600- og 1700-tallet. Nationalpartiet troede på afrikaner-nationalisme.

Apartheidlove

Det Nationale Parti vedtog apartheidlove for at gøre raceadskillelse til lov i Sydafrika. Nogle af de vigtigste love var bl.a:

• The Population Registration Act (1950), som inddelte sydafrikanerne i fire racekategorier: "sort", "hvid", "farvet" (blandet race) og "indisk" (sydasiater fra det tidligere Britisk Indien).
• Folk skulle registrere sig hos regeringen og få identifikationskort, hvor det stod, hvilken race de tilhørte.
• Group Areas Act (1950), som tildelte hver racegruppe en del af Sydafrika til at bo i. Folk blev tvunget til at bo i den del af landet, som de var blevet tildelt.
• Det var ulovligt at rejse ind i en anden del af landet uden tilladelse. Sorte mennesker kunne ikke komme ind i byer, medmindre de havde tilladelse fra en hvid arbejdsgiver.
• The Reservation of Separate Amenities Act (1953), som skabte separate offentlige steder, såsom hospitaler, universiteter og parker, for de forskellige racer
• Bantu-uddannelsesloven (1953), som adskilte uddannelse

Under disse apartheidlove blev 3,5 millioner ikke-hvide sydafrikanere mellem 1960 og 1983 tvunget til at forlade deres hjem og flytte ind i segregerede kvarterer. Dette er en af de største massefjernelser i moderne historie.

Andre love gjorde det ulovligt for en person at gifte sig med eller have sex med en person af en anden race. I 1969 fratog regeringen så "farvede" mennesker retten til at stemme. Da "indianere" og "sorte" ikke havde fået lov til at stemme i årtier, betød det, at hvide var de eneste mennesker i Sydafrika, der havde lov til at stemme.

I 1970 blev det forbudt for ikke-hvide at have repræsentanter i regeringen. Samme år blev sorte mennesker frataget deres sydafrikanske statsborgerskab.

Protester

Protesterne mod apartheid begyndte lige efter, at apartheid blev indført. Allerede i 1949 foreslog ungdomsafdelingen af African National Congress (ANC) at kæmpe mod raceadskillelse ved hjælp af mange forskellige strategier. I løbet af de næste 45 år blev der gennemført hundredvis af anti-apartheid-aktioner. De omfattede protester fra Black Consciousness Movement, studenterprotester, arbejderstrejker og aktivisme fra kirkegrupper. I 1991 blev loven om afskaffelse af racemæssigt baserede landforanstaltninger vedtaget, som ophævede love om raceadskillelse, herunder loven om gruppeområder (Group Areas Act). I 1990 begyndte præsident Frederik Willem de Klerk at forsøge at gøre en ende på apartheid. Ikke-hvide fik stemmeret i 1993. Sydafrika havde sit første multiraciale valg (hvor ikke-hvide fik lov til at stille op som kandidater) i 1994. Nelson Mandela og den Afrikanske Nationalkongres vandt. Mandela og de Klerk fik Nobels fredspris i 1993 for deres samarbejde om at gøre en ende på apartheid.

 
Eksempel på raceidentifikation, der kræves i henhold til loven om folkeregistrering  

USA

USA har en lang historie med raceadskillelse, der begyndte, da de første europæiske bosættere kom til Nordamerika. Først gennem slaveri, derefter gennem racistiske love og derefter gennem racistiske holdninger har afroamerikanere i USA været udsat for segregation i århundreder. Mennesker af andre racer er også blevet segregeret. Under Anden Verdenskrig beordrede USA's præsident Franklin D. Roosevelt f.eks. næsten hele den japansk-amerikanske befolkning til at blive isoleret i interneringslejre.

Mennesker af alle racer har kæmpet mod adskillelse og diskrimination i USA. Takket være bevægelser som borgerrettighedsbevægelsen er segregation nu ulovligt i USA. Der findes dog stadig fordomme mod minoritetsgrupper. Dette har ført til nye former for segregation forårsaget af folks fordomme og adfærd.

 

Israel

Staten Israel har praktiseret apartheid over for palæstinenserne. Det begyndte med besættelsen af Vestbredden; udtrykket apartheid i denne sammenhæng henviser til apartheid i international ret. Eller man kan sammenligne det med apartheid i Sydafrika. Nogle bruger udtrykket til at omfatte behandlingen af arabiske borgere i Israel. De beskriver deres status som andenklassesborgere.

Disse funktioner vedrører f.eks. ID-systemet. Det omfatter også mønsteret af israelske bosættelser, separate veje for israelere og palæstinensere, israelske militære checkpoints, ægteskabslovgivning, Vestbredden-barrieren, brugen af palæstinensere som billigere arbejdskraft, de palæstinensiske landeklaver på Vestbredden, ulighed i infrastruktur, juridiske rettigheder (f.eks. "Enklaveloven") og ulighed i adgangen til jord og ressourcer mellem palæstinensere og israelske bosættere. Det hævdes, at Israel ligesom Sydafrika kan klassificeres som et kolonisamfund, der er i strid med folkeretten.