Den Store Depression var den store økonomiske krise, der begyndte efter det amerikanske aktiemarkedskrak i 1929. Kurserne på aktiemarkedet på Wall Street faldt kraftigt i dagene omkring den 24. oktober til den 29. oktober 1929. Mange mistede deres job, og arbejdsløsheden steg markant; i USA nåede den på sit højeste niveau op omkring 25 % i begyndelsen af 1930’erne. Mange blev hjemløse og fattige, og de brølende tyvenes velstand sluttede brat. Selvom nogle forbinder begyndelsen entydigt med 'sorte tirsdag' den 29. oktober, mener økonomer, at dette aktiekrak kun var én af flere årsager til den langvarige nedgang.

Årsager

Den store depression havde flere indbyrdes forbundne årsager, både i USA og internationalt:

  • Finansielt chok: Aktiemarkedskrakket i 1929 mindskede formuer og tillid, hvilket reducerede forbrug og investeringer.
  • Bankkriser: Et stort antal mindre banker kollapsede i begyndelsen af 1930’erne, hvilket førte til tab af indskud og yderligere fald i pengemængden og kreditgivningen.
  • Monetær politik: Som økonomen Milton Friedman har argumenteret, blev krisen forværret af, at Federal Reserve ikke udvidede pengemængden — nogle mener, at centralbankens passivitet førte til deflation og økonomisk sammentrækning.
  • Handelspolitik: Høje toldsatser, især gennem toldsatser som Smoot–Hawley-loven i USA, hæmmede verdenshandlen og forværrede nedgangen internationalt.
  • Strukturelle problemer: Overproduktion i landbrug og industri, faldende priser og gældsbyrde blandt landmænd, samt uens fordeling af indkomst, gjorde økonomien sårbar.
  • Guldstandarden: Mange lande holdt fast i guldstandarden, hvilket begrænsede deres muligheder for at føre ekspansiv pengepolitik og forværrede internationale spændinger.

Forløb

Fra 1929 til omkring 1933 blev situationen gradvist værre i mange lande. I USA faldt BNP kraftigt, industriproduktionen skrumperede, og arbejdsløsheden nåede sit højdepunkt (~25 %). Bankernes sammenbrud i de tidlige 1930’ere førte til tab af opsparinger og yderligere stigning i økonomisk usikkerhed. I landbrugsområder ramte faldende priser og tørke hårdt — især i den amerikanske mellemvest, hvor den såkaldte Dust Bowl tvang mange familier til at flytte.

Politiske og sociale konsekvenser

Krisen havde langtgående sociale og politiske følger: udbredt fattigdom, hjemløshed, faldende fødselstal og stigende migration i jagten på arbejde. Den politiske tillid til traditionelle partier svækkedes mange steder, og i Europa var den økonomiske nød en af faktorerne bag radikalisering og fremgang for ekstremistiske bevægelser.

I USA blev Herbert Hoover ofte holdt ansvarlig for, at regeringen ikke greb stærkt nok ind tidligt i krisen; han var præsident, og i valgkampen 1932 blev han efterfulgt af Franklin D. Roosevelt. Roosevelt igangsatte en række reformer og programmer samlet under betegnelsen New Deal, som havde til formål både at give akut nødhjælp og at reformere økonomiens institutioner for at forhindre fremtidige kriser.

Eksempler på konkrete New Deal-programmer var Civilian Conservation Corps (CCC), som ansatte unge mænd i natur- og anlægsarbejde — deltagerne fik omkring 30 dollars om måneden, hvoraf en stor del blev sendt hjem til familiers forsørgelse; samt Social Security, der etablerede et socialt sikkerhedsnet og gav pensionister en grundlæggende indkomst. Disse tiltag ændrede forholdet mellem staten og borgeren og lagde grunden til den moderne velfærdsstat i USA.

Debatten om årsager og løsninger

Økonomer er stadig enige om, at flere faktorer spillede sammen. Monetarister som Milton Friedman fremhæver centralbankens rolle og den pengepolitiske kontraktion; keynesianske økonomer peger på utilstrækkelig efterspørgsel og anbefaler aktiv finanspolitisk stimulans. Efter 2. verdenskrig førte erfaringerne fra depressionen til større accept af statslig regulering, finanspolitiske modcykliske mekanismer og opbygningen af sociale sikkerhedsnet.

International udbredelse og afslutning

Den store depression var global: eksportnedgang og bankerolle truede økonomier i Europa, Latinamerika, Asien og andre steder. Genopretningen fulgte forskellige mønstre — nogle lande kom hurtigere på fode ved at afskrive gæld, afskaffe guldstandarden eller gennemføre offentlige investeringer. For USA bidrog de økonomiske programmer i 1930’erne til en gradvis forbedring, men det var først det enorme produktions- og mobiliseringsbehov under Anden Verdenskrig, og den militære oprustning fra slutningen af 1930’erne og særligt efter 1941, der fuldt ud fjernede massearbejdsløsheden. Mellem 1939 og 1944 steg beskæftigelsen kraftigt, og den internationale økonomi kom i gang igen.

Langsigtede konsekvenser

Den store depression førte til varige forandringer: strengere finansiel regulering (bl.a. oprettelsen af forsikring af indlån og bedre banktilsyn), etablering af sociale sikringsordninger, øget vilje til aktiv økonomisk politik og et skift i økonomisk teori mod større fokus på efterspørgsel og stabiliseringspolitikker. Politisk medførte krisen også ændringer i vælgeradfærd og styrkede statsmagten i mange lande.

Selvom der stadig er uenighed om præcis vægtningen af de enkelte årsager, står den store depression tilbage som et afgørende vendepunkt i 20. århundredes økonomiske og politiske historie — en lærestreg om sammenhængen mellem finansielle systemer, pengepolitik, handelspolitik og social tryghed.