Woodrow Wilson: USAs præsident, Folkeforbundet og Nobelpris 1919
Woodrow Wilson: USAs præsident 1913–21, arkitekten bag Folkeforbundet og Nobelpristager 1919 — hans rolle i Første Verdenskrig, politik og fredsarbejde.
Thomas Woodrow Wilson (28. december 1856 – 3. februar 1924) var USA's præsident fra 1913 til 1921. Han blev født i Staunton i Virginia og tilbragte en stor del af sin barndom i Georgia og på andre steder i det sydlige USA. Efter studier ved Princeton og en doktorgrad i statskundskab fra Johns Hopkins arbejdede han mellem 1890 og 1902 som professor i jura og statskundskab ved Princeton University; senere var han også universitetsrektor (præsident) ved Princeton 1902–1910.
Vejen til Det Hvide Hus
Wilson slog igennem som politiker som reformvenlig guvernør i New Jersey (1911–1913). Han vandt præsidentvalget i 1912 som kandidat for det progressive demokratiske parti og blev genvalgt i 1916. Hans præsidentskab var præget af en række vigtige indenrigspolitiske reformer: oprettelsen af Federal Reserve (1913), vedtagelsen af Clayton Antitrust Act (1914), oprettelsen af Federal Trade Commission (FTC) og understøttelse af ændringer af forfatningen, bl.a. skatteændringer (16. forfatningsændring) og direkte valg til senatet (17. ændring). Under hans administration blev også kvinders valgret realiseret i praksis med 19. forfatningsændring, ratificeret i 1920.
Første Verdenskrig og de 14 punkter
Wilson forsøgte i første omgang at holde USA neutralt i Første Verdenskrig, men skarpt tysk ubådskrigsførelse og bl.a. Zimmermann-telegrammet førte til, at USA gik ind i krigen i 1917 på Ententens side. I januar 1918 præsenterede han sit berømte program for fred og fremtidig verdensorden, de såkaldte Fourteen Points, som indeholdt principper om åben diplomati, fri sejlads, frihandel og national selvbestemmelse. Wilson argumenterede for, at en varig fred krævede en international organisation til konfliktløsning.
Folkeforbundet, Versailles og Nobelprisen
På Wilsons foranledning blev der ved fredsforhandlingerne i Versailles 1919 oprettet Folkeforbundet, som skulle fungere som en international organisation for at forebygge fremtidige krige. For sit arbejde med at skabe Folkeforbundet og for sine fredsvisioner modtog Wilson Nobelprisen for fred i 1919.
Trods Wilsons indsats blev USA selv aldrig medlem af Folkeforbundet. Den amerikanske senat nægtede at ratificere Versaillestraktaten med tilknytning til Folkeforbundet, i høj grad under ledelse af senator Henry Cabot Lodge og en stærk isolationistisk fløj. Wilson nægtede at gå på kompromis med sine principper for traktaten, hvilket bidrog til senatets afvisning.
Indskrænkning af borgerlige rettigheder og andre kontroverser
Wilson var en kompleks figur: han gennemførte store reformer, men hans regeringstid rummer også alvorlige svagheder og kontroverser. Under krigen blev borgerlige frihedsrettigheder indskrænket gennem love som Espionage Act (1917) og Sedition Act (1918), og myndighederne førte hård censur og forfulgte kritikere. Wilsons administration indførte desuden segregation i flere føderale tjenestestillinger, og hans syn på race og adskillelse af sorte og hvide er i dag stærkt kritiseret.
Sygdom, afslutning af præsidentskabet og død
Efter genvalg i 1916 led Wilson af en svær hjerneblødning i oktober 1919, hvilket i betydelig grad forringede hans arbejdsevne i den sidste del af embedstiden. Han forlod embedet i marts 1921 og døde den 3. februar 1924. Hans helbred og de politiske konflikter omkring Versailles-traktaten har sat varige spor i vurderingerne af hans præsidentskab.
Arv
Woodrow Wilsons arv er todelt: Han fremstår som en idealistisk forkæmper for en international orden baseret på ret og samarbejde — synligt i hans idé om Folkeforbundet — og samtidig som en leder, hvis politik på hjemmefronten og holdninger til race og borgerlige rettigheder har mødt skarp kritik. Hans indflydelse på amerikansk udenrigspolitik og på opbygningen af moderne amerikansk statslig regulering gør ham til en af de mest betydningsfulde og omstridte præsidenter i USA’s historie.
Livet
Woodrow Wilson, søn af Joseph Ruggles Wilson og Janet "Jessie" Woodrow Wilson, blev født i Staunton, Virginia, USA. Wilsons far var en presbyteriansk præst. Wilson havde en bror og to søstre. Han studerede fra 1875 til 1879 på universitetet i Princeton i New Jersey. Mellem 1879 og 1883 studerede Wilson jura på University of Virginia. I 1885 tog han en doktorgrad på Johns Hopkins University i Baltimore. Hans afhandling handlede om "Congressional Government". Samme år blev Wilson gift med Ellen Louise Axson.
Wilson begyndte at undervise i statskundskab på Princeton University i 1886. Han blev direktør for Princeton University i 1902. Wilson beholdt denne stilling indtil 1910. Wilsons mål var at ændre det pædagogiske system, det sociale system og stilen på campus.
Politisk karriere
Han blev valgt til guvernør i New Jersey for det demokratiske parti i 1911. Den 4. november 1912 blev Wilson den 28. præsident for USA. Han vandt med 42 % mod den siddende præsident William Howard Taft. Hans tid som præsident begyndte i marts 1913.
Wilson tog sig mest af indenlandske anliggender i sin første periode. Han vedtog love for at forhindre, at der blev dannet monopoler, han indførte nogle få erhvervsregler, vedtog love til beskyttelse af arbejdstagere og oprettede Federal Reserve. I sin anden periode hjalp han også kvinderne med at få stemmeret.
I 1914 døde hans kone Ellen af Bright's sygdom. Hans læge, Cary Grayson, præsenterede ham for en pige ved navn Edith Galt, hvis mand også var død. Efter to måneder forelskede de sig i hinanden og blev gift. I lang tid fokuserede han på hende i stedet for sit job som præsident. Men snart kom han tilbage til arbejdet.
I 1917 indgik Wilson landet i Første Verdenskrig. USA var tidligere neutralt, men tyske ubåde blev ved med at sænke amerikanske skibe, der sejlede i britisk farvand, og forsøgte endda at tilskynde Mexico til at invadere USA, hvilket var det sidste dråbe for Wilson. Første Verdenskrig var en krig mod centralmagterne (Tyskland, Østrig-Ungarn og Det Osmanniske Rige) og de allierede magter (England, Frankrig og Italien). USA var på de allieredes side. De allierede vandt krigen et år senere.
Wilson tog et skib til Europa for at tale med lederne af de andre allierede om, hvad der skulle ske med Tyskland. De nåede frem til Versailles-traktaten. En del af Versailles-traktaten sagde, at der skulle være en gruppe af lande, som blev kaldt Folkeforbundet. Mange mennesker i USA kunne ikke lide Folkeforbundet, fordi de mente, at det ikke var USA's opgave at blande sig i andre landes problemer.
Wilsons politiske fjende, senator Henry Lodge fra Massachusetts, lavede en anden version af Versaillestraktaten. Selv om Wilson var meget syg, rejste han rundt i landet for at bede folk om at kunne lide traktaten og Ligaen. Wilson endte med at få et slagtilfælde. Det var første gang, han fik et. Det var meget slemt, og Wilson var ikke i stand til at lede landet så godt, som han kunne. Hans tankegang var heller ikke særlig god på grund af slagtilfældet. Men han forblev præsident og bad Kongressen om ikke at stemme for Henry Lodges nye traktat. Kongressen lyttede, men sagde også nej til Wilsons traktat.
Wilson blev kritiseret for mange af sine beslutninger. Theodore Roosevelt kritiserede ham for at gå ind i krigen for sent.
Wilson nationaliserede private industrier som telegrafen, telefonen og jernbanen, og priserne steg eksponentielt. Da priserne begyndte at stige, indtrådte en recession, og raceoprør begyndte, hvilket førte til 150 dødsfald. Hans manglende evne til at dæmpe racekampene og oprettelsen af den føderale reserve gør ham til en af de mest betydningsfulde præsidenter gennem tiderne.
Søge