Den kolde krig – konflikt mellem USA og Sovjetunionen (1945–1991)

De fleste af landene på den ene side var allierede i NATO, hvis mest magtfulde land var USA. De fleste af landene på den anden side var allierede med Warszawa-pagten, hvis mest magtfulde land var Sovjetunionen.

Vestblokken var navnet på de kapitalistiske lande med USA i spidsen. Den Nordatlantiske Traktatorganisation (NATO) er en alliance, der blev oprettet i 1949 og omfattede USA, Storbritannien, Frankrig, Vesttyskland, Canada, Nederlandene, Belgien, Luxembourg, Spanien, Portugal, Italien, Norge, Danmark, Grækenland, Spanien, Italien, Norge og Tyrkiet. Andre lande, der er allierede med Vestblokken, omfatter Israel, Brasilien, Sydkorea, Kenya (1960-1991), Bangladesh (1964-1968), Pakistan, Nordjemen, Malaysia, Saudi-Arabien, Filippinerne, Sydafrika, Australien og New Zealand.

Østblokken var en gruppe af socialistiske lande under ledelse af Sovjetunionen. Warszawapagten var en alliance, der blev oprettet i 1955 og omfattede Sovjetunionen, Albanien, Bulgarien, Tjekkoslovakiet, Østtyskland, Ungarn (indtil 1976), Polen og Rumænien. Andre lande, der var allierede med østblokken, var Angola (1975-1991), Cuba, Bolivia, Cambodja (1977-1979), Sydjemen, Tunesien, Nepal, Bhutan, Libyen (1974-1991), Mongoliet (1976-1988), Jamaica, Nordkorea, Kina og Laos (1975-1991).

I februar 1917 blev zar Nikolaj II i det russiske imperium væltet, fordi folk var utilfredse med deres levevilkår (som at være livegne), især under Første Verdenskrig. Den nye regering i Rusland var en demokratisk socialistisk regering. Desværre var den ineffektiv, og folk var stadig utilfredse. I november 1917 væltede en kommunistisk gruppe kaldet bolsjevikkerne under ledelse af Vladimir Lenin den nye regering og blev støttet af grupper af arbejdere kaldet sovjetter. Bolsjevikkerne oprettede en ny kommunistisk regering kaldet Den Russiske Socialistiske Sovjetføderationsrepublik (også blot kaldet Sovjetrusland eller den russiske SFSR).

Det var dog ikke alle, der støttede kommunisterne. Mange lande, der havde været en del af det russiske imperium, havde forladt det, f.eks. Letland, Litauen, Estland og Hviderusland. Den russiske borgerkrig begyndte, hvor den sovjetrussiske Røde Hær kæmpede mod den hvide hær af antikommunistiske russere. Den hvide hær var ikke særlig forenet eller organiseret. De allierede magter under Første Verdenskrig, såsom USA, Storbritannien og Frankrig, invaderede Rusland for at støtte den hvide hær og stoppe den røde hær. Den Røde Hær vandt til sidst krigen i 1922 og etablerede Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker (også kaldet Sovjetunionen) sammen med de nyligt dannede socialistiske republikker Ukraine, Armenien, Aserbajdsjan og Georgien.

Starten på den kolde krig i 1947 var forårsaget af en tro på, at alle regeringer ville blive enten kommunistiske eller kapitalistiske. De vestlige allierede frygtede, at Sovjetunionen ville sprede kommunismen til resten af Europa, og de var meget bekymrede over, at sovjetiske agenter havde lært at fremstille atombomber efter krigen.

Begge nationer havde været imod Nazi-Tyskland, selv om USA arbejdede sammen med nazistiske videnskabsmænd, og Sovjetunionen havde valgt ikke at kæmpe med Tyskland i Molotov-Ribbentrop-pagten, og de to lande besatte Polen i 1939. Tyskland vendte sig imidlertid mod Sovjetunionen i juni 1941 og invaderede den under Operation Barbarossa.

Efter Anden Verdenskrig lå Tyskland i ruiner. De sejrrige allierede, som besatte landet, delte det op i fire dele. I den vestlige halvdel af Tyskland blev en del givet til USA, en del til Storbritannien og en del til Frankrig. Den østlige halvdel blev besat af Sovjetunionen. Byen Berlin blev også delt mellem de fire lande, selv om den lå helt og holdent i den østlige halvdel.

Forbundsrepublikken Tyskland (Bundesrepublik Deutschland eller BRD), eller Vesttyskland, blev anerkendt af de vestlige allierede i juni 1949 og var et kapitalistisk demokrati. Vestberlin blev betragtet som en del af landet. Sovjetunionen kaldte senere i 1949 sin del af Tyskland for Den tyske Demokratiske Republik (Deutsche Demokratische Republik eller DDR), eller Østtyskland; det var et kommunistisk diktatur.

Fra april 1948 til maj 1949 blokerede Sovjetunionen Vestberlin for at forhindre byen i at bruge Vesttysklands valuta. USA og dets allierede forsynede byen med fly indtil september 1949 i det, der blev kendt som Berlin-luftbroen. Mange østtyskere ønskede at bo i Vesttyskland for at få større livskvalitet og politisk frihed. I 1961 byggede den østtyske regering Berlinmuren, der delte de to halvdele af byen, og bevogtede den kraftigt for at forhindre flere mennesker i at flygte til vest. Muren blev betragtet som et symbol på den kolde krig og jerntæppet, der delte Europa.

Spionage eller "spionage" har eksisteret i lang tid og var meget vigtig under den kolde krig. Efter den vellykkede atomspionage i forbindelse med Manhattan-projektet oprettede Sovjetunionen sine spionageorganer, især KGB. CIA ledede amerikanernes indsats i udlandet, og FBI ledede kontraspionage. At fange udenlandske spioner og bekæmpe indenlandsk subversion var KGB's opgaver.

I 1953 døde den sovjetiske leder Joseph Stalin, og Nikolai Bulganin og Nikita Khrusjtjov tog hans plads. Khrusjtjov overtog senere enekontrol over Sovjetunionen. Khrusjtjovs hemmelige tale markerede en periode med af-stalinisering, og Khrusjtjov forsøgte at gøre mange af de ting, som Stalin havde gjort (såsom Gulag-fængslerne og Stalins personkult), ugyldige.

I USA var der en "Red Scare", og da Sovjet sprængte sin egen atombombe, var der store politiske konsekvenser, og den amerikanske regering gjorde alle bange for kommunister. Berømte personer inden for mange områder, som tidligere havde været kommunistiske sympatisører, som Larry Adler, mistede deres stilling. Mange skuespillere blev "sortlistet" og blev derfor ikke hyret til at spille med i film, hvilket ødelagde deres karrierer. Den amerikanske senator Joseph McCarthy blev troet af mange, da han beskyldte nogle vigtige amerikanere for at være kommunister, herunder nogle høje embedsmænd i regeringen.

1950'erne var begyndelsen på rumkapløbet mellem USA og Sovjetunionen. Det begyndte med, at Sovjet satte satellitten Sputnik 1 i kredsløb om Jorden som det første land i rummet. USA reagerede ved at starte NASA og sendte snart sine egne satellitter op. Sovjet sendte også det første menneske (Yuri Gagarin) i kredsløb om Jorden og hævdede, at det beviste, at kommunismen var den bedre ideologi.

I 1950'erne førte USA (under præsident Dwight Eisenhower) en politik kaldet "New Look" for at skære ned på forsvarsudgifterne og øge antallet af atomvåben som afskrækkelse for at forhindre Sovjetunionen i at angribe Vesten. Sovjet øgede også sin atomvåbenstyrke, hvilket resulterede i gensidig sikret ødelæggelse.

I Suez-krisen i 1956 blev den kolde krigs alliancer for første gang brudt på en vigtig måde med Sovjetunionen og USA til fordel for den ene side og Storbritannien og Frankrig til fordel for den anden side. De vestlige allierede besluttede også at lade sovjetiske tropper undertrykke den ungarske revolution i 1956.

USA's vicepræsident Richard Nixon havde flere samtaler med Khrusjtjov i løbet af 1950'erne. En af disse var "Køkkendebatten" i 1959 i et modelkøkken i Moskva. Debatterne satte fokus på de politiske og økonomiske forskelle mellem amerikanerne og Sovjetunionen. Året efter styrtede USA's U-2 spionfly ned i Sovjetunionen. Spændingerne mellem de to lande steg.

Efter at USA havde invaderet Cuba og fejlet i Svinebugten, forsøgte Sovjetunionen at forsyne Cuba med atommissiler. Missilerne på Cuba ville have gjort det muligt for Sovjetunionen at angribe næsten hele USA effektivt. Som svar sendte USA et stort antal skibe ud for at blokere Cuba for at forhindre Sovjetunionen i at dele våbnene. USA og Sovjetunionen blev enige om, at Sovjetunionen ikke længere ville give atomvåben til Cuba, hvis USA ikke invaderede Cuba igen. Det var den højeste spændingsperiode under den kolde krig og var det tætteste, verden kom på en atomkrig, med en mulig global konflikt til følge.

Efter den aftale, der afsluttede Cuba-krisen, blev forholdet mellem de to parter lempet. Der blev undertegnet flere traktater, der havde til formål at reducere antallet af atomvåben. I 1964 invaderede USA under præsident Lyndon Johnson Nordvietnam, hvilket resulterede i et ydmygende nederlag for amerikanerne og Sydvietnam i 1975. I løbet af denne afspændingsperiode begyndte USA at opbygge et godt forhold til Folkerepublikken Kina, som tidligere havde været allieret med Sovjetunionen.

Afspændingspolitikken ophørte i 1981, da USA's præsident Ronald Reagan beordrede en massiv militær opbygning for at udfordre Sovjets indflydelse i hele verden. USA begyndte at støtte antikommunister over hele verden med penge og våben. Ideen var at hjælpe dem med at vælte deres kommunistiske regeringer.

Sovjetunionen havde en langsom økonomi i dette årti, fordi militærudgifterne var helt oppe på et rekordhøjt niveau. De forsøgte at følge med USA i militærudgifterne, men det lykkedes dem ikke. I den sovjetiske krig i Afghanistan, som startede i 1979, havde Sovjet svært ved at bekæmpe modstandsgrupper, hvoraf nogle var bevæbnet og trænet af USA. Sovjetunionens mislykkede invasion af Afghanistan sammenlignes ofte med den amerikanske fiasko under Vietnamkrigen.

I slutningen af 1980'erne forsøgte den nye sovjetiske leder, Mikhail Gorbatjov, at gøre USA til en allieret for at løse de verdensproblemer, der var forårsaget af krigen, med det endelige mål at afskaffe atomvåben. Det lykkedes dog ikke, fordi Reagan insisterede på at få et atomvåbenmissilforsvarssystem. Befolkningen i Sovjetunionen var splittet. Nogle ønskede, at Gorbatjov skulle kæmpe hårdere for at afskaffe atomvåben, men andre ønskede slet ikke, at han skulle tale med USA. De blandede følelser skabte en atmosfære af politiske magtkampe, og folket var ikke længere forenet bag ét mål. Desuden begyndte det kommunistiske parti at smuldre.

Efter Berlinmurens fald i 1989 og uden det kommunistiske styre, der holdt sammen på de lande, der udgjorde Sovjetunionen, blev den i 1991 delt op i mindre lande som Rusland, Ukraine, Litauen og Georgien. Østeuropa blev meget fattigt og ødelagt og vendte tilbage til kapitalismen. Den kolde krig var forbi.

Ikke alle historikere er enige om, hvornår den kolde krig sluttede. Nogle mener, at den sluttede, da Berlinmuren faldt, mens andre mener, at den sluttede, da Sovjetunionen brød sammen i 1991.