Det britiske parlament | det højeste lovgivende organ

 Sådan fungerer det britiske parlament

Det Forenede Kongeriges parlament er opdelt i tre separate dele: Underhuset (House of Commons), Overhuset (House of Lords) og monarken. Den største del af den lovgivende magt er koncentreret i Underhuset. Det består af 650 parlamentsmedlemmer (MP'er). Disse personer er valgt af befolkningen i Det Forenede Kongerige til at repræsentere dem i Underhuset. Lederen af det politiske parti, der har flertallet af parlamentsmedlemmerne, bliver normalt premierminister i Det Forenede Kongerige, dvs. regeringschef. Statsoverhovedet er altid monarken.

Underhuset starter de fleste lovforslag. Andre lovforslag starter i Overhuset. Underhuset beslutter skattesatserne.

Overhuset har beføjelse til at forkaste lovforslag, undtagen pengelovforslag (skattelovforslag), og få Underhuset til at genoverveje dem. Hvis Overhuset nedlægger veto to gange mod et lovforslag eller forsinker et offentligt lovforslag i mere end et år, kan Underhuset tvinge lovforslaget igennem i henhold til Parliament Acts, medmindre det er startet i Overhuset.

Monarken (nu kong Charles III) er suveræn i et konstitutionelt monarki og er i teorien kilden til al magt i Det Forenede Kongerige. Lovforslag skal have kongelig godkendelse, før de kan blive til parlamentslove, og monarken er ansvarlig for at indkalde, prorogere og opløse parlamentet, normalt efter råd fra den siddende premierminister. Det er nu meget sjældent, at en monark gør indsigelse, men suveræniteten beholder stadig dette prærogativ, som kan bruges om nødvendigt.

Hvordan et lovforslag bliver til en lov i parlamentet

Lovforslag kan begynde deres behandling i enten Underhuset eller Overhuset

Præ-lovgivningsmæssig kontrol: Fælles udvalg i begge kamre gennemgår lovforslaget og stemmer om ændringsforslag, som regeringen kan acceptere eller forkaste. Rapporterne har indflydelse i senere faser, da afviste udvalgsanbefalinger genoptages til afstemning.

Første læsning: Der finder ingen afstemning sted. Lovforslaget fremlægges, trykkes, og i private medlemsforslag fastsættes en dato for andenbehandling.

Andenbehandling: En debat om lovforslagets generelle principper efterfølges af en afstemning.

Udvalgsfasen: Et udvalg behandler hver enkelt paragraf i lovforslaget og kan fremsætte ændringsforslag.

Rapportfase: En mulighed for at ændre lovforslaget. Parlamentet behandler de paragraffer, som der er stillet ændringsforslag til.

Tredje læsning: En forhandling om den endelige tekst som ændret. I overhuset kan der på dette stadium stilles yderligere ændringsforslag.

Passage: Lovforslaget sendes derefter til det andet kammer, som kan ændre det.

 Første læsning: Samme procedurer

 Andenbehandling: Samme procedurer

Udvalgsfasen: Samme procedurer

Rapportfase: Samme procedurer

 Tredje læsning: Samme procedurer

Passage: Lovforslaget returneres derefter til det oprindelige hus.

Præ-lovgivningsmæssig kontrol: At behandle alle ændringsforslag.

Lovforslaget behandles derefter med henblik på kongelig samstemmelse, og hvis det godkendes, bliver lovforslaget en lov.

Ny lovgivning Lovforslagstyper Lovforslagsprocedure Første behandling Anden behandling Anden behandling Underhusets udvalgsfase Overhusets udvalgsfase Rapportfase Tredje behandling Gennemgang i det andet hus Kongelig samstemmende udtalelse Delegeret lovgivning

 
En fremstilling af lovgivningsproceduren.  

Historie

I middelalderen og den tidlige moderne periode var der tre kongeriger på de britiske øer - England, Skotland og Irland - og de udviklede hver deres parlamenter. Ved unionsakten fra 1707 blev England og Skotland samlet under Storbritanniens parlament, og ved unionsakten fra 1800 blev Irland indlemmet under Det Forenede Kongeriges parlament. Parlamentet i Westminster i London kaldes nogle gange "alle parlamenters moder".

Det engelske parlament

Det engelske parlament har sin oprindelse i det angelsaksiske Witenagemot. I 1066 indførte Vilhelm af Normandiet et feudalt system, hvor han indhentede råd fra et råd, før han lavede love. I 1215 fik dette råd Magna Carta af kong John, som fastslog, at kongen ikke må opkræve eller inddrive skatter (bortset fra de feudale skatter, som de hidtil havde været vant til), undtagen med samtykke fra sit kongelige råd, som langsomt udviklede sig til et parlament.

I 1265 indkaldte Simon de Montfort, 6. jarl af Leicester, det første valgte parlament. Med lovene i Wales i 1535-42 blev Wales annekteret som en del af England og fik walisiske repræsentanter ind i parlamentet.

Da Elizabeth I blev efterfulgt i 1603 af den skotske kong James VI af Skotland (James I af England), kom landene begge under hans styre, men de beholdt hver deres eget parlament.

Skotlands parlament

I Skotland i højmiddelalderen var kongens råd af biskopper og jarls begyndelsen på parlamentet i 1235.

Irlands parlament

Det irske parlament blev oprettet for at repræsentere det engelske samfund i Irland, men de indfødte eller gæliske irere måtte ikke stemme eller stille op til valg, og det første kendte møde blev afholdt i 1264. I 1541 erklærede Henrik VIII Kongeriget Irland for kongeriget Irland. De gælisk-irske lords havde nu ret til at deltage i det irske parlament som ligestillede med flertallet af engelsk afstamning.

 

Relaterede sider

• Parlamentsmedlemmer valgt ved parlamentsvalget i Det Forenede Kongerige, 2005
• Det engelske parlament
• Liste over parlamentsvalgkredse i Det Forenede Kongerige
• Parlamentarisk procedure