Fascisme | højreekstremistisk styreform, hvor det meste af landets magt ligger hos én hersker eller en lille gruppe

Hovedidéer

Ikke alle forskere er enige om, hvad fascisme er. Filosof Jason Stanley fra Yale University siger, at det er "en kult af lederen, der lover national genoprettelse i lyset af ydmygelser forårsaget af formodede kommunister, marxister og minoriteter og indvandrere, der angiveligt udgør en trussel mod en nations karakter og historie". Det vil sige, at fascismen fokuserer på én person som leder, fascismen siger, at kommunismen er dårlig, og fascismen siger, at mindst én gruppe mennesker er dårlig og har forårsaget nationens problemer. Denne gruppe kan være folk fra andre lande eller grupper af mennesker inden for landet. Under Hitlers fascistiske Tyskland gav regeringen jøder, kommunister, homoseksuelle, handicappede, romaer og andre mennesker skylden for Tysklands problemer, arresterede disse mennesker og tog dem med til lejre for at blive dræbt.

I 2003 skrev Laurence W. Britt "14 definerende karakteristika ved fascisme":

• 1. Stærke og vedvarende udtryk for nationalisme.
• 2. Foragt for betydningen af menneskerettigheder.
• 3. Identifikation af fjender/søgosoffer som en samlende årsag.
• 4. Militærets overhøjhed/avid militarisme.
• 5. Vildt sexisme.
• 6. Et kontrolleret massemedie.
• 7. Besættelse af national sikkerhed.
• 8. Religion og den herskende elite er bundet sammen.
• 9. Beskyttelse af virksomhedernes beføjelser.
• 10. Arbejdskraftens magt undertrykkes eller fjernes.
• 11. Foragt for og undertrykkelse af intellektuelle og kunst.
• 12. Besættelse af kriminalitet og straf.
• 13. Vildt kammeratskab og korruption.
• 14. Valgsvindel.

• Kilde:

Navn

Navnet fascisme kommer af det italienske ord fascio for bundt. Dette ord stammer fra det latinske ord fasces, som var en økse omgivet af et bundt af pinde. I det gamle Rom bar lederne fasces som et symbol på deres magt.

Oprindelse

En journalist ved navn Benito Mussolini opfandt fascismen. Han startede Italiens fascistiske parti i 1919. Han blev Italiens premierminister i 1922. Han blev ikke valgt. Hans tilhængere gik ind i Rom i stort tal, og Italiens konge gjorde ham til premierminister. Selv om det fascistiske parti i Italien officielt blev styret af et "storråd" fra 1922 til slutningen af Anden Verdenskrig, havde Benito Mussolini i virkeligheden næsten al magt i landet.

Ifølge forskeren Ruth Ben-Ghiat mente Mussolini, at demokratiet havde fejlet. Han havde været socialist, men forlod bevægelsen, fordi han mente, at den ikke var stærk nok, og fordi den havde nægtet at deltage i Første Verdenskrig. Han mente, at demokratiet fejlede på grund af sociale klasser og var for svagt til at stå imod kommunismen. Under fascismen ville folk fokusere på nationen, og folk ville ikke tænke på sociale klasser, men i stedet trække på samme hammel for det nationale gode.

Mussolini mente dog også, at for at få fascismen til at fungere, måtte han og hans tilhængere fjerne alt, der kunne distrahere folk fra nationen. Han mente også, at han skulle have lov til at bestemme, hvem i Italien der talte som en del af den italienske nation, og han skulle have lov til at smide alle ud eller arrestere alle, som han mente ikke var rigtige italienere. Han mente, at det var rigtigt at bruge vold for at fjerne disse distraktioner og disse mennesker. Grupper af mennesker med våben gik ud i gaderne og bankede eller dræbte folk, som Mussolini ikke kunne lide.

Mussolini tillod ikke journalisterne at skrive, hvad de ville.

Mussolini mente, at Italien skulle bestå af hvide mennesker, så han opfordrede hvide kvinder til at få flere børn og forfulgte folk, der ikke var hvide.

Fascisme vs. andre former for totalitarisme

En af grundene til, at fascismen bredte sig i begyndelsen af det 20. århundrede, var, at den russiske revolution lige var sket, og at folk var bange for kommunismen. Nogle gange støttede godsejere og virksomhedsejere fascisterne, fordi de var bange for, hvad der ville ske, hvis landet blev kommunistisk i stedet.

I sit værk The Origins of Totalitarianism, der blev udgivet i 1951, sammenlignede Hannah Arendt nationalsocialismen, stalinismen og maoismen. Hun taler ikke om, at disse regimer er fascistiske; ifølge hende er de totalitære. I 1967 advarede den tyske filosof Jürgen Habermas om en "venstrefløjsfascisme" i en protestbevægelse i 1960'ernes Tyskland, almindeligvis kendt som Ausserparlametarische Opposition eller APO.

Opposition

Der er mere end én grund til, at folk, der lever i demokratiske stater, er imod fascisme, men hovedårsagen er, at i en fascistisk regering har den enkelte borger ikke altid mulighed for at stemme, og de har heller ikke mulighed for at leve en livsstil, der kan betragtes som umoralsk, ubrugelig og uproduktiv over for samfundet. Hvis man ikke er heteroseksuel (homoseksuel, crossdressing, kønsskifte osv.) kan man blive arresteret og stillet for en domstol.

20. århundrede

De fascistiske regeringer i Italien og Tyskland blev fjernet, efter at de havde tabt Anden Verdenskrig, men fascismen fortsatte som militærdiktaturer under Salazar i Portugal, Franco i Spanien og i visse dele af Latinamerika, Afrika og Asien.

21. århundrede

I det 21. århundrede findes der fascistiske politiske bevægelser i mange lande.

Relaterede sider

• Højrepopulisme
• Højreorienteret autoritarisme
• Ultranationalisme
• Nazisme
• Det Tredje Rige