Syvårskrigen 1756–1763: Europas globale krig om kolonier og magt
Syvårskrigen 1756–1763: Europas globale magtkamp om kolonier, søhandel og territorier. Læs om alliancer, slag og de verdensomspændende konsekvenser.
Syvårskrigen varede fra 1756 til 1763. Den involverede de fleste af de store europæiske magter. I begyndelsen bestod den af to konflikter. Den ene var primært mellem Storbritannien og Frankrig. Den anden var mellem Preussen og dets fjender: Frankrig, Østrig, Rusland og Sverige. Dens rødder ligger i en tidligere konflikt, nemlig den østrigske arvefølgekrig. Krigen var kendt under forskellige navne forskellige steder. I USA kaldes den den franske og indianske krig. I Fransk Canada kaldes den for Erobrerkrigen. I både Sverige og Preussen blev den kaldt Pommerkrigen. I Indien er den kendt som den tredje karnatiske krig. Når det drejer sig om konflikten mellem Preussen og Østrig, kaldes den den tredje schlesiske krig.
Kolonialisme var almindeligt på den tid. Under krigen var det britiske imperiums handelsinteresser modsat bourbonernes (i Frankrig og Spanien). Hohenzollerne (i Preussen) og Habsburgerne (de hellige romerske kejsere og ærkehertuger i Østrig) stod over for hinanden. Der var også konflikter om, hvem der kontrollerede hvilke dele af Schlesien. En "diplomatisk revolution" skabte en engelsk-preussisk lejr, der var allieret med nogle mindre tyske stater og senere Portugal, samt en østrigsk-fransk lejr, der var allieret med Sverige, Sachsen og senere Spanien.
Baggrund og årsager
Syvårskrigen skyldtes en kombination af gamle europæiske stridigheder om magt og nyere koloniale konflikter om handel, territorier og ressourcer. Efter den østrigske arvefølgekrig havde Østrig og Preussen uafklarede krav, især om Schlesien. Samtidig voksede rivaliseringen mellem Storbritannien og Frankrig om kolonier og handelsruter i Nordamerika, Caribien, Afrika og Indien. Ændringen i allianceforholdene i midten af 1750'erne — den såkaldte "diplomatiske revolution" — gjorde konflikten til en samlet europæisk krig, samtidig med at den blev udkæmpet globalt.
Teatre og deltagere
Krigen blev udkæmpet på adskillige fronter:
- Europa: Hovedkampene mellem Preussen og koalitionen af Østrig, Rusland, Frankrig og Sverige. Kampene om Schlesien var centrale.
- Nordamerika: Kampe mellem britiske og franske styrker samt deres respektive indianske allierede — derfor navnet franske og indianske krig i USA.
- Indien: Kollisioner mellem britiske og franske handelskompagnier og deres lokale allierede, med afgørende hændelser som slagene ved Plassey og andre karnatiske konflikter.
- Caribien og Vestafrika: Søslag og erobringer af kolonier og handelsstationer.
De vigtigste stater var Storbritannien, Frankrig, Preussen, Østrig, Rusland, Spanien, Sverige, Portugal og sachsiske og andre tyske stater. Desuden spillede lokale magter i Indien og talrige nordamerikanske oprindelige folk betydelige roller som allierede og modstandere.
Vigtige slag og begivenheder
- 1757 — Slaget ved Plassey (Indien): Robert Clives sejr over en allieret fransk‑liggende hersker gav britiske interesser et afgørende forspring i Bengalen og bidrog til East India Companys voksende magt.
- 1758–1759 — Britiske erobringer i Nordamerika: Herunder Louisbourg (1758) og senere felttog, der åbnede vejen mod Quebec.
- 1759 — Plains of Abraham (Quebec): Et kort men skæbnesvangert slag, hvor britiske styrker under general James Wolfe besejrede franskmændene og banede vejen for britisk kontrol over Canada.
- Europa — gentagne kampe mellem Preussen og en koalition, hvor Preussen især under kong Frederik II (Frederik den Store) udviste stor militær holdbarhed.
Fredsaftaler og grænsedragning
Krigen sluttede i 1763 med to centrale fredsaftaler:
- Paristraktaten (1763) mellem Storbritannien, Frankrig og Spanien, som omfordelte kolonier: Frankrig mistede stort set alle sine nordamerikanske besiddelser til Storbritannien (Canada og territorier øst for Mississippi), Spanien overdrog Florida til Storbritannien, mens Frankrig i en hemmelig aftale året før (Fontainebleau 1762) havde afstået Louisiana til Spanien.
- Hubertsburgtraktaten (1763) mellem Preussen, Østrig og Sachsen, som bekræftede Preussens herredømme over Schlesien og afsluttede de centraleuropæiske kampe uden større landterritoriale ændringer i Tyskland.
Konsekvenser og betydning
Syvårskrigen fik vidtrækkende konsekvenser:
- Britisk global overtagelse: Storbritannien stod tilbage som den førende kolonimagt med øget kontrol over Nordamerika og forbedret position i Indien.
- Fransk tilbagegang: Frankrig mistede store koloniale områder, men beholdt nogle egne handelsinteresser og territorier i Caribien.
- Preussens status: Preussen bekræftede sin position som en væsentlig europæisk stormagt ved at beholde Schlesien.
- Økonomiske følger: Krigene var ekstremt dyre. Storbritanniens gæld steg kraftigt, hvilket førte til øget beskatning af de amerikanske kolonier — en væsentlig årsag til spændingerne, der senere udløste den amerikanske revolution.
- Militær og diplomatisk arv: Krigen fremviste vigtigheden af sømagt, professionelle stående hære og globale forsyningslinjer. Den diplomatisk-politiske omrokering fra 1756 viste, hvordan alliancer kunne ændre magtbalance hurtigt.
Efterspil
Selvom krigen formelt sluttede i 1763, fortsatte mange af dens virkninger i form af nye konflikter og omstillinger: kolonial magtkamp i Indien og Caribien, omstrukturering af europæisk magtbalance og stigende krav om finansiering af imperier, hvilket påvirkede skattepolitik og politiske relationer i årtierne efter.
Samlet set betegner historikere ofte Syvårskrigen som den første egentlig globale krig i moderne tid: den blev udkæmpet på flere kontinenter og fik konsekvenser, der ændrede det politiske og koloniale landskab i store dele af verden.
General Wolfes død i slaget på Abrahams sletter
Resultater
Det russiske kejserrige forlod sin offensive alliance med habsburgerne ved kejserinde Elisabeths død og Peter III's efterfølger. Sverige indgik også en separat fred med Preussen i 1762.
Krigen sluttede med fredstraktaterne i Paris (Bourbon Frankrig og Spanien, Storbritannien) og Hubertusburg (Hohenzollern, Habsburgere, saksiske kurfyrster) i 1763. Krigen var præget af belejringer og brandattentater af byer samt åbne slag med ekstremt store tab; i alt døde mellem 900.000 og 1.400.000 mennesker.
Storbritannien fik succes i de omstridte oversøiske territorier og fik størstedelen af Ny Frankrig, det spanske Florida, nogle af de caribiske øer, Senegal og overlegenhed over de franske forposter på det indiske subkontinent. De indfødte amerikanske stammer blev udelukket fra fredsaftalen og kunne ikke vende tilbage til deres tidligere status efter det efterfølgende Pontiac-oprør.
I Europa lykkedes det ikke Frederik 2. af Preussen at gennemføre et forebyggende angreb på Østrig, og hans modstandere slog hans styrker tilbage og ødelagde dem næsten ved Kunersdorf. Frederik kom dog på fode igen, genvandt terræn og formåede at undgå indrømmelser i Hubertusburg, hvor status quo ante bellum blev genetableret. William Pitts ordsprog om, at "Amerika blev vundet i Tyskland", henviste til den preussiske krigsindsats, som gjorde det muligt for Storbritannien at begrænse sine kontinentale forpligtelser og fokusere på sin "blue water policy", hvorved det lykkedes at etablere et overherredømme til søs. Mens franske og allierede styrker var i stand til at besætte preussiske og hannoveranske områder op til Østfrisien, blev de franske ambitioner om at invadere Storbritannien og fortsætte deres guerre de course forpurret af en britisk flådeblokade, som også forringede de franske forsyningsruter til kolonierne.
Portugals, Spaniens og Sveriges deltagelse gav dem ikke deres tidligere status som stormagter tilbage. Spaniens korte indgriben resulterede i tabet af Florida, selv om det til gengæld fik det franske Louisiana vest for Mississippi-floden, og Storbritannien fik Cuba og Filippinerne tilbage.
Paris-traktaten (1763) afsluttede krigen for Storbritannien og Frankrig.
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvor længe varede syvårskrigen?
A: Syvårskrigen varede fra 1756 til 1763.
Spørgsmål: Hvem var de vigtigste magter, der var involveret i krigen?
A: De fleste stormagter i Europa var involveret i krigen, herunder Storbritannien, Frankrig, Preussen, Østrig, Rusland og Sverige.
Spørgsmål: Hvad var årsagen til krigen?
Svar: En vigtig årsag til krigen var den østrigske arvefølgekrig.
Spørgsmål: Hvordan er denne konflikt kendt forskellige steder?
A: I USA kaldes den for den franske og indianske krig. I Fransk Canada kaldes den for erobringskrigen. I både Sverige og Preussen blev den kaldt Pommernkrigen, fordi de kæmpede om Pommern. I Indien er den kendt som den tredje karnatiske krig, og for konflikten mellem Preussen og Østrig hedder den tredje schlesiske krig.
Spørgsmål: Hvilke typer interesser stod i modsætning til hinanden i denne periode?
A: Det britiske imperiums handelsinteresser var i modstrid med bourbonernes, som regerede Frankrig og Spanien, mens Hohenzollerne, som regerede Preussen, kæmpede med Habsburgerne, som var hellige romerske kejsere og ærkehertuger i Østrig, hovedsagelig om Schlesien.
Spørgsmål: Var kolonialisme almindeligt på den tid?
Svar: Ja, kolonialisme var almindeligt på den tid.
Spørgsmål: Hvem dannede en anglo-preussisk lejr under denne krig? Svar: Den anglo-preussiske lejr blev dannet af nogle mindre tyske stater og senere det portugisiske kejserrige, som kæmpede mod den østrigsk-franske lejr, der var allieret med Sverige, Sachsen og senere Spanien.
Søge