1. verdenskrig

Begyndende

I 1914 var problemerne i Europa på vej op. Mange lande frygtede en invasion fra de andre lande. Tyskland blev for eksempel stadig mere magtfuldt, og briterne så det som en trussel mod det britiske imperium. Landene dannede alliancer for at beskytte sig selv, men det delte dem op i to grupper. Tyskland og Østrig-Ungarn havde været allierede siden 1879. De havde derefter dannet trippelalliancen med Italien i 1882. Frankrig og Rusland blev allierede i 1894. De sluttede sig derefter sammen med Storbritannien for at danne Triple Entente.

I 1908 havde Østrig-Ungarn overtaget Bosnien, en region ved siden af Serbien. Nogle af de mennesker, der boede i Bosnien, var serbere og ønskede, at området skulle være en del af Serbien. En af disse var organisationen Den Sorte Hånd. De sendte mænd ud for at dræbe ærkehertug Franz Ferdinand af Østrig, da han besøgte Sarajevo, hovedstaden i Bosnien. Det lykkedes dem alle ikke at dræbe ham med granater, mens han gik gennem en stor menneskemængde. Men en af dem, en serbisk studerende ved navn Gavrilo Princip, skød ham og hans gravide kone med en pistol.

Østrig-Ungarn gav Serbien skylden for mordet. Tyskland støttede Østrig-Ungarn og lovede fuld støtte, hvis det skulle komme til krig. Østrig-Ungarn sendte et Ultimatum til Serbien i juli, som indeholdt 10 meget strenge regler, som Serbien skulle acceptere. Mange historikere mener, at Østrig-Ungarn allerede ønskede en krig med Serbien. Serbien gik med til de fleste af de ti regler på listen, men ikke alle. Østrig-Ungarn erklærede derefter krig mod Serbien. Dette førte hurtigt til en krig i fuld skala. Begge landes allierede blev inddraget i krigen i løbet af få dage.

Rusland gik ind i krigen på Serbiens side, fordi Serbiens befolkning var slavisk, f.eks. Rusland, og de slaviske lande havde aftalt at hjælpe hinanden, hvis de blev angrebet. Da Rusland er et stort land, var det nødt til at flytte soldater tættere på krigen, men Tyskland frygtede, at Ruslands soldater også ville angribe Tyskland. Rusland kunne ikke lide Tyskland på grund af de ting, som Tyskland havde gjort tidligere for at blive stærkere. Tyskland erklærede Rusland krig og begyndte at gennemføre en plan, der var blevet skabt længe før, om at føre krig i Europa. Fordi Tyskland ligger midt i Europa, kunne Tyskland ikke angribe mod øst mod Rusland uden at svække sig selv mod vest, mod Frankrig. Tysklands plan gik ud på hurtigt at besejre Frankrig i vest, før Rusland var klar til at kæmpe, og derefter flytte sine hære mod øst for at stå over for Rusland. Tyskland kunne ikke hurtigt invadere Frankrig direkte, fordi Frankrig havde sat en masse forter på grænsen, så Tyskland invaderede nabolandet Belgien for derefter at invadere Frankrig gennem den uforsvarede fransk/belgiske grænse. Storbritannien gik derefter ind i krigen og sagde, at de ønskede at beskytte Belgien. Nogle historikere mener, at selv hvis Tyskland havde holdt sig ude af Belgien, ville briterne stadig have sluttet sig til krigen for at hjælpe Frankrig.

Snart blev det meste af Europa involveret. Det Osmanniske Rige (det nuværende Tyrkiet) gik med i krigen på Tysklands og Østrig-Ungarns side. Det er ikke klart, hvorfor de gik ind eller valgte at kæmpe på deres side, men de var blevet venner med Tyskland. Selv om Italien var allieret med Tyskland og Østrig-Ungarn, havde de kun indvilget i at kæmpe, hvis disse lande blev angrebet først. Italien sagde, at fordi Østrig-Ungarn havde angrebet Serbien først, behøvede de ikke at kæmpe. De kunne heller ikke lide Østrig-Ungarn. Italien gik med i krigen i 1915 på de allierede magters side.

Europæiske alliancer før krigen

Tyskland vs Rusland

Tyskland var allieret med Østrig-Ungarn. Rusland var allieret med Serbien. Den tyske regering var bange for, at fordi Østrig-Ungarn havde angrebet Serbien, ville Rusland angribe Østrig-Ungarn for at hjælpe Serbien. Derfor mente Tyskland, at det måtte hjælpe Østrig-Ungarn ved at angribe Rusland først, før det kunne angribe Østrig-Ungarn.

Problemet var, at Rusland også var venner med Frankrig, og tyskerne troede, at franskmændene måske ville angribe dem for at hjælpe Rusland. Så tyskerne besluttede, at de kunne vinde krigen, hvis de angreb Frankrig først og hurtigt. De kunne mobilisere meget hurtigt. De havde en liste over alle de mænd, der skulle ind i hæren, og hvor de skulle hen, og tidspunkterne for hvert tog, der skulle transportere disse mænd til det sted, hvor de skulle kæmpe. Frankrig gjorde det samme, men kunne ikke gøre det så hurtigt. Tyskerne troede, at hvis de angreb Frankrig først, kunne de "slå Frankrig" ud af krigen, før Rusland kunne angribe dem.

Rusland havde en stor hær, men Tyskland mente, at det ville tage seks uger at mobilisere og lang tid, før de kunne angribe Centralmagterne. Det var ikke sandt, for den russiske hær mobiliserede sig på ti dage. Desuden trængte russerne dybt ind i Østrig.

Storbritannien vs Tyskland

Storbritannien var allieret med Belgien og blev hurtigt inddraget i krigen. Storbritannien havde lovet at beskytte den belgiske neutralitet. Tyskland gik gennem Belgien for at nå Paris, før Rusland kunne mobilisere og åbne en anden front mod dem. Den 4. august 1914 erklærede Storbritannien krig mod Tyskland til støtte for Belgien. Storbritannien havde det største imperium (det herskede over en fjerdedel af verden). Hvis Tyskland erobrede Frankrig, kunne det tage Storbritanniens og Frankrigs kolonier og blive det mest magtfulde og største imperium i verden.

Storbritannien var også bekymret over Tysklands voksende militærmagt. Tyskland var ved at udvikle sin store hær til en af de mest magtfulde i verden. Den britiske hær var ret lille. Den britiske Royal Navy var den største og bedste i verden, og i det 19. århundrede var det nok til at holde andre flådemagter fra at angribe. Tyskland var en landmagt, og Storbritannien var en stormagt til søs. Men nu var tyskerne ved at opbygge en stor flåde. Det blev set som en trussel mod Storbritannien. Beslutningen om at erklære krig blev imidlertid truffet under dets alliance med Belgien i London-traktaten (1839). Regeringen kunne have besluttet anderledes. Ingen forudså, hvor længe krigen ville vare, og hvad de frygtelige omkostninger ville blive.

Tyrkiet

Det Osmanniske Rige (Tyrkiet) gik ind i krigen, fordi det i hemmelighed var allieret med Tyskland, og to tyrkiske krigsskibe bemandet med tysk flådepersonale bombede russiske byer.

Storbritannien kæmpede også mod Tyrkiet, fordi det Osmanniske Rige støttede Tyskland. Storbritannien havde ikke noget fjendskab over for tyrkerne. Men ved at bekæmpe tyrkerne i Mesopotamien (i det, der i dag hedder Irak), på Den Arabiske Halvø og andre steder kunne Storbritannien besejre dem med hjælp fra den britisk-indiske hær. Senere, efter at krigen var slut, var Storbritannien i stand til at få nogle områder fra det gamle tyrkiske imperium, der var ved at bryde op, og at tilføje dem til det britiske imperium.

Grækenland gik ind i krigen, fordi landets leder støttede de allieredes sag. Grækenland og Serbien var blevet uafhængige, men mange grækere boede stadig i områder, der engang var græske, men som nu var under det tyrkiske osmanniske rige. Efter at have vundet Balkan-krigene for nylig ønskede grækerne især at kontrollere andet land mod nord, som var under bulgarsk og tyrkisk styre, så de erklærede krig. Tyrkiet dræbte det meste af den græske hær, da grækerne forsøgte at genvinde dele af Tyrkiet. En anden krig startede, da grækerne bombede et tog. Tyrkiet fejede Grækenland tilbage til deres eget område. Fra da af erklærede grækerne aldrig mere krig, mens Tyrkiet havde en af de største hære i verden.

Bulgarien mod Serbien og Grækenland

Bulgarien var ligesom Grækenland og Serbien ejet af Tyrkiet, før Bulgarien løsrev sig fra Tyrkiet. Bulgarien hævdede, at en masse tyrkisk land tilhørte Bulgarien. Serberne og grækerne følte sig snydt, fordi de mente, at landet tilhørte Grækenland eller Serbien. Grækerne og serberne tog landet tilbage, hvilket gjorde Bulgarien vred og førte til, at landet blev allieret med Tyrkiet. De erklærede krig mod Serbien og Grækenland,men Bulgarien tabte denne krig.

Den russiske revolution

Den russiske revolution får Rusland til at kæmpe mod Tyskland og bolsjevikkerne på samme tid. Og Rusland overgav sig til Tyskland, fordi det kæmpede mod sovjetterne. Det havde brug for at komme ud af krigen og betale Tyskland masser af tyske mark.

Vigtige begivenheder i krigen

De fleste troede, at krigen ville blive kort. De troede, at hærene ville bevæge sig hurtigt rundt for at angribe hinanden, og at den ene ville besejre den anden uden at der blev dræbt for mange mennesker. De troede, at krigen ville handle om modige soldater - de forstod ikke, hvordan krigen havde ændret sig. Kun nogle få mennesker, f.eks. Lord Kitchener, sagde, at krigen ville tage lang tid.

Tysklands generaler havde besluttet, at den bedste måde at besejre Frankrig på var at gå gennem Belgien ved hjælp af en plan kaldet Schlieffen-planen. Den var opfundet af den tyske hærs stabschef Alfred Von Schlieffen. De kunne så angribe den franske hær på nordsiden og sydsiden på samme tid. Den tyske hær gik ind i Belgien den 4. august. Samme dag indledte Storbritannien krig mod Tyskland, fordi Storbritannien var ven med Belgien. Briterne havde sagt noget tid før, i 1839, at de ikke ville lade nogen kontrollere Belgien, og de holdt deres løfte.

Da tyskerne nåede frem til den belgiske by Liège, kæmpede belgierne meget hårdt for at forhindre dem i at komme ind i byen. Tyskerne fik til sidst presset belgierne ud af byen, men det havde taget længere tid, end de tyske generaler havde planlagt. Derefter angreb tyskerne den nordlige del af den franske hær. Franskmændene og briterne rykkede mænd op for at bekæmpe tyskerne. Det kunne de gøre, fordi belgierne havde kæmpet så længe ved Liège. Men tyskerne pressede franskmændene tilbage ved grænserne, og briterne holdt tyskerne tilbage ved Mons, men bagefter faldt de også tilbage for at slutte sig til den franske hær, der trak sig tilbage, indtil de blev stoppet ved floden Marne. Dette var det første slag ved Marne eller Miraklet ved Marne.

I øst havde russerne angrebet tyskerne. Russerne skubbede tyskerne tilbage, men tyskerne besejrede russerne i slaget ved Tannenberg.

Britiske soldater i en erobret tysk skyttegrav

Skyttegravskrig

Skyttegravskrig kostede et stort antal soldater livet. Nye våben, såsom maskingeværer og langtrækkende artilleri, havde en øget ildhastighed, der nedlagde et stort antal soldater under masseangreb, en taktik, der var tilbage fra ældre krigsførelse. Mændene på begge sider tog spader og gravede huller, fordi de ikke ønskede at blive dræbt. Hullerne sluttede sig sammen til skyttegrave, indtil linjerne af skyttegrave gik hele vejen fra Schweiz til Nordsøen. Foran skyttegravene var der pigtråd, som skar alle over, der forsøgte at klatre over det, og landminer, som sprængte alle, der forsøgte at krydse dem, i luften. Sent i krigen var giftgas også et vigtigt våben.

De nye maskingeværer, artilleri, skyttegrave og miner gjorde det meget vanskeligt at angribe. Generalerne havde udkæmpet mange krige uden disse, så de beordrede deres hære til at angribe på den gamle måde, hvor de marcherede i rækker, så fjenden let kunne skyde dem ned. Ved Somme-slaget i 1916 døde 60.000 britiske mænd på en enkelt dag. Det var en af de blodigste dage i den britiske hærs historie. Sidst i krigen opfandt briterne og franskmændene kampvogne og brugte dem til at angribe forskansede tyskere, men de kunne ikke lave nok af dem til at gøre en stor forskel. Tyskerne opfandt særlige Sturmabteilung-taktikker til at infiltrere fjendens stillinger, men de var også for lidt og for sent ude.

Briterne brugte fløjter til at kommunikere med andre soldater, så før de beskød de tyske skyttegrave, fløjtede de i fløjten. Tyskerne opdagede dog denne taktik efter et stykke tid, så efter beskydningen, da de britiske soldater kom for at gøre det af med de tyske soldater, var tyskerne klar med deres maskingeværer, fordi de vidste, at briterne var på vej.

Flyvemaskiner

Flyvemaskiner blev først brugt i stor udstrækning under Første Verdenskrig. Før Første Verdenskrig blev fly ikke brugt særlig meget i kampene, men det var den første krig, hvor fly blev brugt som våben. Flyvemaskiner blev først brugt til rekognoscering, til at tage billeder af fjendens land og til at dirigere artilleri. Generaler, militære ledere, brugte fly som en vigtig del af deres angrebsplaner i slutningen af krigen. Første Verdenskrig viste, at fly kunne være vigtige krigsvåben.

Fly under Første Verdenskrig var lavet af træ og lærred, en slags groft stof. De holdt ikke i lang tid. De kunne ikke flyve særlig hurtigt i begyndelsen af krigen. De kunne kun flyve op til 116 kilometer i timen, eller 72 miles i timen. Ved krigens slutning kunne de flyve op til 222 kilometer i timen (138 miles i timen). Men de kunne ikke flyve lige så hurtigt som fly i dag. Der blev for første gang monteret våben på flyene under krigen. Piloter, dvs. folk, der flyver flyet, brugte kanonerne til at skyde fjendtlige fly. En pilot brugte metalplader, metalstykker, til at pansre sit fly. Andre piloter begyndte også at bruge metalplader. Piloterne gjorde også deres fly bedre med maskingeværer, geværer, der skyder kugler meget hurtigere. Maskingeværer gjorde kampene mellem flyene hårdere og farligere.

Piloter var nødt til at bære et bestemt tøj, når de fløj i fly under Første Verdenskrig, fordi de fløj højt oppe, hvor luften er kold. Piloternes tøj holdt dem varme og beskyttede dem mod vinden og kulden. Piloterne havde en læderjakke på for at beskytte deres krop. De bar en polstret hjelm og goggles, store briller med specielle linser, for at beskytte deres hoved og ansigt. De bar et tørklæde om halsen. Tørklædet forhindrede vinden i at blæse mod deres hals, når de drejede hovedet.

USA vs Tyskland

De tyske ledere besluttede at bruge ubåde. Disse ubåde blev kaldt U-både, fra det tyske ord Unterseeboot (som betyder undervandsbåd). U-bådene angreb passagerskibe som RMS Lusitania, der transporterede civile til Storbritannien. De fulgte ikke krigens love, fordi briterne ville være i stand til at ødelægge dem, hvis de gjorde det. Amerika solgte våben til Tysklands fjender, men ikke til Tyskland, og var således ikke neutralt. "Neutral" betyder, at et land ikke er involveret i krigen. Mange amerikanske og britiske ikke-krigsdeltagere blev dræbt af ubådene.

Tyskland skrev også et hemmeligt telegram til Mexico med en kode, hvori de to lande foreslog at samarbejde om at angribe USA. Dette notat kaldes Zimmerman-telegrammet, fordi Arthur Zimmerman sendte det. Det tilbød Mexico land i det sydvestlige USA, som USA havde taget i tidligere krige. Spioner fra Det Forenede Kongerige fandt ud af det og fortalte USA om brevet. Den amerikanske befolkning blev vred, og mange besluttede, at de ønskede, at deres land skulle gå ind i krigen mod Tyskland. Af disse og andre grunde erklærede USA den 6. april 1917 krig mod Tyskland og blev en del af de allierede.

Rusland

Ruslands nederlag på Østfronten skabte uro i imperiet.

Den første russiske revolution

I 1917 var der en revolution i Rusland. Zar Nikolaus II måtte sige, at han ikke længere ville være zar, og at folket skulle have magten. I første omgang troede man, at Rusland ville kæmpe hårdere, nu hvor zaren var væk. Men det russiske folk ønskede ikke at kæmpe mere, fordi der ikke var nok mad, passende oprustning eller tilstrækkelige veje til at forsyne hæren. Krigen havde lagt byrder på dem, og mange af dem var fattige og sultne. De begyndte at hade deres nye regering, fordi den ikke ville stoppe krigen.

Den anden russiske revolution

Så var der oktoberrevolutionen. To fraktioner kæmpede om at herske over Rusland. Mensjevikkerne tabte mod bolsjevikkerne. Lederen af bolsjevikkerne var Vladimir Lenin (1870-1924), en kommunist, der fulgte Karl Marx' idéer. Den nye regering bad tyskerne om fred og underskrev en fredstraktat kaldet Brest-Litovsk med centralmagterne i marts 1918 i byen Brest-Litovsk. Tyskerne og russerne holdt op med at kæmpe. Dette gav Tyskland land i Østeuropa og Østersøen.

Eftervirkninger

Efter krigen måtte tyskerne acceptere Versaillestraktaten. Tyskland skulle betale ca. 31,5 milliarder dollars i erstatning. De skulle også tage ansvar for krigen. En del af traktaten sagde, at verdens lande skulle gå sammen om at oprette en international organisation, der skulle forhindre krige i at finde sted. Denne organisation blev kaldt Folkeforbundet. Det amerikanske senat var ikke enig i dette, selv om det var den amerikanske præsident Woodrow Wilsons idé. Woodrow Wilson forsøgte at fortælle det amerikanske folk, at de burde være enige, men USA blev aldrig medlem af Folkeforbundet. Problemer med traktaten i Tyskland ville senere føre til Anden Verdenskrig.

Kort over Europa før og efter krigen.

Relaterede sider

• Folkeforbundet
• Mindehøjtidelighedsdag
• Anden Verdenskrig