Marshallplanen
Marshallplanen (officielt kaldet European Recovery Program [ERP]) var en amerikansk plan for genopbygning af de allierede lande i Europa efter Anden Verdenskrig. En af hovedårsagerne til, at dette blev gjort, var at stoppe kommunismen (grundlæggende Sovjetunionen).
Planen blev opkaldt efter udenrigsminister George Marshall, men planen blev udarbejdet af andre personer i udenrigsministeriet.
Planen løb i fire år fra april 1948. I den periode blev der givet 13 mia. USD i økonomisk og teknisk hjælp til at hjælpe de europæiske lande, der var blevet medlem af Organisationen for Europæisk Økonomisk Samarbejde, med at komme sig.
Da planen sluttede, var økonomien i alle medlemslandene vokset langt over førkrigsniveauet.
I de senere år har nogle historikere sagt, at en anden grund til planen var at gøre USA stærkere og at få de vesteuropæiske lande til at få brug for USA. De siger også, at FN's nødhjælps- og rehabiliteringsadministration, som hjalp millioner af flygtninge fra 1944 til 1947, også hjalp den europæiske genopretning efter krigen.
Kort over den kolde krigs Europa og Mellemøsten med de lande, der modtog støtte fra Marshallplanen. De røde søjler viser det samlede støttebeløb pr. land
Alternativer til Marshallplanen
Morgenthau-planen
USA's finansminister Henry Morgenthau Jr. sagde, at hvis Europa havde brug for penge til at genopbygge det, der var blevet ødelagt af krigen, skulle de tage dem fra Tyskland. Disse penge blev kaldt krigsskadeerstatninger. Morgenthau sagde, at det også ville forhindre Tyskland i nogensinde at blive genopbygget og true med at starte en ny krig. Det blev gjort efter Første Verdenskrig at tage penge fra Tyskland, men det virkede ikke. I stedet for at hjælpe andre lande skadede det dem. Det skyldes, at virksomhederne ikke kunne sælge det kul og stål, som de fremstillede, fordi det kom gratis ind fra Tyskland.
Monnet-planen
Frankrigs Jean Monnet sagde, at Frankrig skulle kontrollere de tyske kulområder i Ruhr og Saar og bruge dem til at genopbygge den franske industri. I 1946 blev besættelsesmagterne enige om at sætte strenge grænser for, hvor hurtigt Tyskland kunne genindustrialisere. Der blev sat grænser for, hvor meget kul og stål der måtte produceres.
Niveauet af branchens enighed
Dette var den første tyske industriplan. Den blev underskrevet i begyndelsen af 1946 og sagde, at den tyske sværindustri skulle reduceres til halvdelen af 1938-niveauet ved at ødelægge 1.500 produktionsanlæg.
Ved udgangen af 1946 kunne regeringerne se problemerne med planen, og aftalen blev ændret flere gange, sidste gang i 1949. Men nedlukningen af fabrikker fortsatte ind i 1950. Tyskland havde i lang tid været meget vigtigt for Europas økonomi. Det betød, at et fattigt Tyskland bremsede den europæiske genopretning, fordi andre lande ikke kunne sælge så mange ting til Tyskland. Et fattigt Tyskland var også dyrt for besættelsesmagterne. De var nødt til at give Tyskland mad og andre ting, som det havde brug for, og som det ikke længere kunne dyrke eller lave selv.
Derfor blev Morgenthau- og Monnet-planerne forkastet.
Marshallplanen sluttede i 1952. Idéer om at forlænge den blev stoppet på grund af omkostningerne ved Koreakrigen og oprustningen. Amerikanske republikanere, der var fjendtligt indstillet over for planen, havde også vundet pladser ved kongresvalget i 1950.
Udbrændte bygninger efter bombningen af Hamburg
En af en række plakater, der blev skabt for at fremme Marshallplanen i Europa. Det blå-hvide flag mellem det tyske og det italienske flag er en version af Trieste-flaget.
Kritik
Marshallplanen er blevet beskrevet som "den mest uselviske handling i historien". Men det er måske ikke tilfældet. USA havde fordel af planen, fordi en del af aftalen om at yde bistand var, at landet skulle åbne sin økonomi for amerikanske virksomheder.
"Historisk revisionistiske" historikere, som Walter LaFeber, sagde i 1960'erne og 1970'erne, at planen var amerikansk økonomisk imperialisme. Det vil sige, at det var et forsøg på at få kontrol over Vesteuropa, ligesom Sovjet kontrollerede Østeuropa.
Tyler Cowen, økonom, har sagt, at de lande, der modtog mest støtte fra Marshallplanen (Storbritannien, Sverige og Grækenland), fik det mindste udbytte og voksede mindst mellem 1947 og 1955. De lande, der modtog lidt (f.eks. Østrig), voksede mest.
Da han så på Vesttysklands økonomi fra 1945 til 1951, besluttede den tyske analytiker Werner Abelshauser, at der ikke var brug for udenlandsk bistand for at starte eller holde opsvinget i gang. Cowen konstaterede, at Frankrigs, Italiens og Belgiens økonomiske genopretning begyndte før Marshallplanen. Belgien satsede i høj grad på økonomiske politikker baseret på det frie marked efter befrielsen i 1944 og havde det hurtigste opsving. Landet havde heller ikke den alvorlige bolig- og fødevaremangel, som man så i resten af det kontinentale Europa. [1]
Relaterede sider
- Alliancen for Fremskridt mislykkedes i den central- og sydamerikanske Marshallplan.
- GARIOA (Government and Relief in Occupied Areas) Forløberen for Marshallplanens bistand.
- Morgenthau-planen Plan for Tysklands overgivelse efter overgivelsen
- Industriplanerne for Tyskland
Spørgsmål og svar
Q: Hvad var Marshall-planen?
A: Marshallplanen var USA's plan for genopbygning af de allierede lande i Europa efter Anden Verdenskrig.
Q: Hvorfor blev Marshallplanen implementeret?
A: Marshallplanen blev gennemført for at hjælpe de europæiske lande, der havde tilsluttet sig Organisationen for Europæisk Økonomisk Samarbejde, med at komme på fode igen og for at stoppe kommunismen og USSR.
Q: Hvem blev planen opkaldt efter?
A: Planen blev opkaldt efter udenrigsminister George Marshall.
Q: Hvem udarbejdede planen?
A: Planen blev udarbejdet af andre folk i udenrigsministeriet.
Q: Hvor længe varede planen?
A: Planen løb over fire år med start i april 1948.
Q: Hvor meget økonomisk og teknisk hjælp blev der givet i planens periode?
A: Der blev givet 13 milliarder dollars i økonomisk og teknisk hjælp i løbet af planens periode.
Q: Hvad var nogle historikeres mening om Marshallplanen?
A: Nogle historikere har sagt, at en anden grund til planen var at gøre USA stærkere og få landene i Vesteuropa til at have brug for USA. De siger også, at United Nations (UN) Relief and Rehabilitation Administration, som hjalp millioner af flygtninge fra 1944 til 1947, også hjalp den europæiske genopbygning efter krigen.
