John Jay (12. december 1745 - 17. maj 1829) var en amerikansk politiker, statsmand, revolutionær og diplomat. Han var højesteretsdommer og regnes som en af USA's grundlæggere. Jay spillede en central rolle i den unge nations diplomati og retlige opbygning, både under og efter den amerikanske revolution. Han var medlem af den kontinentale kongres og blev valgt til præsident for denne. Under revolutionen og i årene efter tjente han som minister (ambassadør) i Spanien og Frankrig, hvor han var involveret i forhandlinger, der formede den amerikanske udenrigspolitik og sikrede gunstige fredsbetingelser over for både briterne og franskmændene. Sammen med Federalist Papers medvirkede han som forfatter og var en af forbundsfædrene, sammen med Alexander Hamilton og James Madison.

Tidlige år og uddannelse

John Jay voksede op i New York og modtog sin juridiske uddannelse i kolonitidens sociale og politiske miljø. Han praktiserede jura og engagerede sig tidligt i koloniale spørgsmål, hvilket førte til hans aktive deltagelse i modstanden mod britisk styre og i revolutionære institutioner.

Politisk karriere og diplomati

Som aktiv medlem af den kontinentale kongres arbejdede Jay både som formand for forsamlingen og som diplomatisk repræsentant. Han blev udstationeret som minister til Spanien og deltog i de internationale forhandlinger, som var afgørende for afslutningen af krigen og den efterfølgende fredsorden. Jay tjenestegjorde desuden i centrale administrative roller i perioden under Konføderationen, hvor han bidrog til udformningen af USA's udenrigspolitik.

Højesteretsdommer og Jay-traktaten

Efter grundlæggelsen af den føderale regering blev Jay udnævnt som USA's første øverste dommer og sad på USA's højesteret fra 1789 til 1795. Som højesteretschef var han med til at præge institutionens tidlige praksis og tolkning af forfatningen. I 1794 forhandlede han den omstridte Jay-traktaten med briterne, en aftale der søgte at løse tilbageværende stridspunkter mellem Storbritannien og USA efter revolutionen. Traktaten skabte skarpe politiske skel hjemme i USA og bidrog til opblomstringen af partipolitik mellem føderalister og deres modstandere.

Guvernør i New York og antislaveriindsats

Jay blev leder af det føderalistiske parti i New York og valgtes til guvernør i perioden 1795–1801. Han var en markant modstander af slaveri og den transatlantiske slavehandel. Gennem hele sin karriere arbejdede han for lovgivning, der skulle begrænse og afvikle slaveriet i delstaten. Hans tidlige forsøg på at få vedtaget emancipation mislykkedes i 1777 og igen i 1785, men som guvernør underskrev han i 1799 en gradvis frigørelseslovgivning i New York. Denne lov lagde grundlaget for, at alle slaver i staten i sidste ende blev frigivet; den endelige afvikling i New York var gennemført, inden Jay døde i 1829.

Eftermæle og betydning

John Jays indsats som diplomat, domstolsleder og politisk leder gjorde ham til en af de mest indflydelsesrige figurer i USA's tidlige historie. Hans arbejde bidrog til at fastlægge både landets udenrigspolitiske kurs og dets retssystem. Jay huskes især for sin vægt på lov og orden, diplomatisk pragmatisme og sit standpunkt imod slaveri. Hans politiske bedrifter og bestræbelser på at forene republikanske principper med en effektiv national regering har sikret ham plads i den amerikanske nationens grundlæggende fortælling.