Interneringen af japanamerikanere fandt sted under Anden Verdenskrig, hvor den amerikanske regering tvang omkring 110.000 japanamerikanere til at forlade deres hjem og bo i interneringslejre. Disse var som fængsler. Mange af de mennesker, der blev sendt i interneringslejre, var født i USA.
Den 7. december 1941 angreb Japan Pearl Harbor på Hawaii og erklærede USA krig. Mange amerikanere var rasende, og nogle gav alle japanere skylden for det, der var sket i Pearl Harbor. De spredte rygter om, at nogle japanere kendte til angrebet i forvejen og havde hjulpet det japanske militær. FBI og andre dele af den amerikanske regering vidste, at disse rygter ikke var sande, men sagde ikke noget.
Japanske amerikanere begyndte at føle, at andre amerikanere var ved at blive sure på dem. John Hughes, en mand, der læste nyheder og lyttede til radio i Los Angeles, Californien, talte f.eks. om japanske amerikanere. Der var rapporter om forretninger, der havde antijapanske skilte. F.eks. satte en frisørsalon et skilt op med teksten "Gratis barbering for japsere" og "ikke ansvarlig for ulykker". Et bedemandsfirma hængte et skilt op med teksten "Jeg vil hellere gøre forretninger med en japaner end en amerikaner".
Baggrund og beslutninger
Den officielle beslutning om internering blev truffet efter militære og politiske vurderinger, især på USA's vestkyst, hvor frygt for spionage og sabotage blev brugt som begrundelse. Myndighederne etablerede særlige direktiver og administrative ordninger, herunder påbud om evakuering fra udpegede "militære zoner". Mange familier mistede deres hjem, virksomheder, landbrug og personlige ejendele, fordi de blev nødt til at forlade alt på kort tid.
Lejrene og forholdene
Interneringslejrene var ofte bygget i ørken- eller ødeområder og bestod af primitiv indkvartering: træ- eller metalbarakker med dårligt isolerede vægge, fælles køkkener og badefaciliteter, samt hegn, bevogtning og vagttårne. Levevilkårene var hårde, med overfyldte boliger, dårlig opvarmning om vinteren og utilstrækkelige sanitære forhold. Mange indsatte oplevede sygdomme, næringsmangel og psykisk pres som følge af adskillelse fra naboer og det omgivende samfund.
Der var forskellige typer lejre: nogle fungerede som midlertidige reception- og opbevaringssteder, andre som længerevarende relocationslejre. Nogle få steder blev dissidenter og mistænkte samlet i særlige foranstaltninger.
Modstand, retssager og militær tjeneste
Nogle internerede familier og enkeltpersoner udfordrede interneringen ved domstolene. Kendte retssager som dem, der førte til kendelser i Højesteret (fx Korematsu-sagen), handlede om forholdet mellem nationale sikkerhedshensyn og borgerlige rettigheder. Domstolene afviste i flere tilfælde anklager om grundlovsstridighed på baggrund af krigstidens hensyn, men senere blev flere af argumenterne og afgørelserne stærkt kritiseret.
Samtidig meldte tusinder af japanamerikanere sig i den amerikanske hær eller blev rekrutteret til specialenheder, bl.a. den berømte 442nd Regimental Combat Team, som kæmpede i Europa og blev en af de mest dekorerede enheder i amerikansk militær historie. Mange anså deres tjeneste som en måde at vise loyalitet og kæmpe for deres rettigheder som amerikanske borgere.
Efterspil og senere erstatning
Efter krigen begyndte nogle internerede at vende tilbage til deres tidligere hjem, men mange fandt deres ejendomme solgt eller ødelagt, og de oplevede vedvarende diskrimination. I årtier senere blev der gennemført undersøgelser og offentlig debat om interneringens forholdsregler og retfærdighed. I 1980'erne erkendte den føderale regering, at interneringen var baseret på raceforfølgelse, fejlagtige antagelser og mangel på beviser. Dette kulminerede i lovgivning, der gav officiel undskyldning og økonomisk kompensation til overlevende indsatse.
Arven efter interneringen
Interneringen af japanamerikanere har haft langvarige følger for dem, der blev ramt, og for amerikansk ret og politik. Historien bruges i dag som en advarsel om, hvordan frygt og fordomme kan undergrave borgerlige frihedsrettigheder under krisetider. Minderne opretholdes i museer, mindesmærker og gennem testimonier fra overlevende, som fortsat deler deres erfaringer for at sikre, at lignende krænkelser ikke gentages.
Vigtige aspekter at huske:
- Omkring 110.000 japansk-amerikanere blev tvangsfordrevet, mange af dem amerikanske statsborgere.
- Lejrene var ofte midlertidige, men forholdene var barske og førte til tab af ejendom og indkomst.
- Der var både retlig modstand og militær deltagelse fra den japanamerikanske befolkning.
- Senere anerkendte den amerikanske regering fejlen og gav officiel undskyldning og kompensation til overlevende.
