Japansk-amerikansk internering

Interneringen begynder

“	[Min familie var] amerikanere. [Vi] var borgere i dette land. Vi havde intet med krigen at gøre. Vi lignede blot tilfældigvis de mennesker, der bombede Pearl Harbor. Men uden anklager, uden retssag, uden retfærdig rettergang - [den vigtigste del] af vores retssystem - blev vi summarisk samlet sammen, alle japanske amerikanere på vestkysten, hvor [de fleste af os boede], og sendt til 10 interneringslejre med pigtråd - fængselslejre, virkelig, med [vagt]tårne, maskingeværer rettet mod os ... Jeg var fem år gammel ... Vi mistede alt. - George Takei	”

I februar 1942 underskrev præsident Franklin D. Roosevelt Executive Order 9066. I denne ordre stod der, at folk, der boede i visse dele af landet, kunne fjernes fra disse områder af en hvilken som helst grund. Selv om ordren ikke brugte de præcise ord "japanske amerikanere", vidste folk, at det var de mennesker, der ville blive fjernet fra disse områder. Disse områder omfattede hele Californien og de vestlige dele af Oregon, Washington og Arizona. (Se det område, der er markeret som "udelukkelseszone" på kortet på denne side.) Det var her, de fleste japanske amerikanere boede på det tidspunkt.

For at forhindre japanske amerikanere i at forlade disse områder på egen hånd, forhindrede regeringen mange af dem i at hæve penge fra deres bankkonti. Dette gjorde det sværere for dem at flytte.

Japanske amerikanere fik kun 48 timer til at tage af sted til interneringslejre i andre stater. De måtte kun have én taske med sig og måtte ikke medbringe radioer eller kameraer.

Hvem blev interneret

I alt tvang USA over 110.000 japanske amerikanere til at blive interneret i interneringslejre.

Omkring 80 % af de japansk-amerikanske indbyggere, der boede på det amerikanske fastland, blev tvunget til at forlade deres hjem og bo i interneringslejre. Mere end tre ud af fem af disse personer var født i USA og var amerikanske statsborgere. Omkring halvdelen af de personer, der blev sendt til lejrene, var børn.

De fleste af de japanske amerikanere, der blev interneret, boede på det amerikanske fastland. Omkring 160.000 japanske amerikanere boede i staten Hawaii, men kun lidt over 1.000 af dem blev interneret. Fordi der boede så mange japanske amerikanere i en så lille stat, ville det næsten have været umuligt at internere dem.

Inde i lejrene

Der var tre statslige organer, der drev lejre. Halvfems procent af de japanske amerikanere var i lejre, der blev ledet af War Relocation Authority (WRA). Kun japanske amerikanere boede i WRA-lejrene.

Ti procent af de japanske amerikanere var i lejre for blandede racer. Disse lejre blev enten ledet af Immigration and Naturalization Service (INS) eller af den amerikanske hær. Mange forskellige mennesker blev interneret i INS- og hærlejre. Disse mennesker var bl.a:

• tyske og italienske indvandrere
• Tysk-amerikanere og italiensk-amerikanere
• Nogle flygtninge
• Handelssejlere fra Tyskland og Italien, hvis skibe blev taget af den amerikanske flåde, og passagerer på disse skibe

WRA-lejrene var omgivet af pigtråd. De blev også bevogtet af soldater, der ventede i vagttårne med våben i hånden. Nogle mennesker blev skudt. For eksempel blev James Wakasa, der trådte uden for pigtrådshegnet, skudt og dræbt. Vagten, der skød ham, sagde, at Wakasa forsøgte at flygte, men japanamerikanerne i lejren troede ikke på vagten. De fleste af lejrene lå mange kilometer fra kysten og ofte i landområder. Mange af lejrene lå i ørkenen, hvilket var ubehageligt for mange af de japanske amerikanere, som ikke var vant til den type klima. Det betød også, at selv hvis nogen undslap, var der ingen steder at tage hen, hvis de skulle flygte.

I lejrene måtte folk stå i kø for at spise eller for at gå på toilettet.

En berømt lejr var Manzanar, som lå i Californien. Mange japanere fra Los Angeles og San Francisco blev sendt dertil. Andre lejre var Poston i Arizona og Minidoka i Idaho. Der var et par lejre uden for det vestlige USA, f.eks. Jerome i Arkansas. Japanske amerikanere blev ofte presset sammen på små områder, f.eks. racerbaner, før de blev sendt til lejrene.

Lejrene forsøgte at yde lægehjælp. Mange af de personer, der arbejdede på lejrenes hospitaler, var japansk-amerikanske læger og sygeplejersker, som boede i interneringslejrene. Men der var ikke nok læger og sygeplejersker og ikke nok medicinske forsyninger. Desuden var forholdene i lejrene med til at forårsage nogle sygdomme. For eksempel:

• Fordi lejrene var så overfyldte, spredte smitsomme sygdomme sig let. Disse sygdomme var bl.a. tyfus, kopper, kighoste, influenza, difteri og tuberkulose. I lejrene kunne man give vacciner til forebyggelse af nogle af disse sygdomme, som tyfus og kopper, men ikke andre.
• Dårlige sanitære forhold forårsagede udbrud af madforgiftning i mange lejre.
• I lejrene i ørkenen var der så meget støv, at folk med astma og åndedrætsbesvær fik det værre.
• I lejre i Arkansas fik folk malaria af myg.

I alt 1.862 mennesker døde af medicinske problemer, mens de var i interneringslejrene. Omkring hver tiende af disse personer døde af tuberkulose.

Kort, der viser, hvor de japansk-amerikanske interneringslejre lå.


En bedstefar og et barnebarn i Manzanar. De ældre og meget små børn var måske mere tilbøjelige til at blive syge på grund af det meget varme og kolde vejr i lejrene.

Slutningen af interneringen

I 1943 gav regeringen nogle japanske amerikanere lov til at forlade lejrene for at arbejde eller gå i skole. Regeringen ville dog ikke lade dem vende tilbage til vestkysten. Nogle japanske amerikanere fik endda lov til at tjene som soldater i den amerikanske hær, og mange af dem tjente med ære i Europa.

I 1944 sagde USA's regering, at den ville holde op med at sende japanske amerikanere i interneringslejre. De mennesker, der blev anbragt i lejrene, fik 25 dollars og en busbillet hjem. Det skulle dog tage mere end 40 år, før regeringen undskyldte over for japanamerikanerne for det, der var sket. I 1988 sagde regeringen undskyld og betalte 20.000 dollars til folk, der var blevet sendt i interneringslejre. Canada betalte 21.000 dollars.

Fotogalleri