Interneringslejre for japanamerikanere i USA under Anden Verdenskrig
Historien om USA's interneringslejre under 2. Verdenskrig: tvungen forflytning af 110.000 japanamerikanere, racisme, tab af frihed og retfærdighed.
Interneringen af japanamerikanere fandt sted under Anden Verdenskrig, hvor den amerikanske regering tvang omkring 110.000 japanamerikanere til at forlade deres hjem og bo i interneringslejre. Disse var som fængsler. Mange af de mennesker, der blev sendt i interneringslejre, var født i USA.
Den 7. december 1941 angreb Japan Pearl Harbor på Hawaii og erklærede USA krig. Mange amerikanere var rasende, og nogle gav alle japanere skylden for det, der var sket i Pearl Harbor. De spredte rygter om, at nogle japanere kendte til angrebet i forvejen og havde hjulpet det japanske militær. FBI og andre dele af den amerikanske regering vidste, at disse rygter ikke var sande, men sagde ikke noget.
Japanske amerikanere begyndte at føle, at andre amerikanere var ved at blive sure på dem. John Hughes, en mand, der læste nyheder og lyttede til radio i Los Angeles, Californien, talte f.eks. om japanske amerikanere. Der var rapporter om forretninger, der havde antijapanske skilte. F.eks. satte en frisørsalon et skilt op med teksten "Gratis barbering for japsere" og "ikke ansvarlig for ulykker". Et bedemandsfirma hængte et skilt op med teksten "Jeg vil hellere gøre forretninger med en japaner end en amerikaner".
Baggrund og beslutninger
Den officielle beslutning om internering blev truffet efter militære og politiske vurderinger, især på USA's vestkyst, hvor frygt for spionage og sabotage blev brugt som begrundelse. Myndighederne etablerede særlige direktiver og administrative ordninger, herunder påbud om evakuering fra udpegede "militære zoner". Mange familier mistede deres hjem, virksomheder, landbrug og personlige ejendele, fordi de blev nødt til at forlade alt på kort tid.
Lejrene og forholdene
Interneringslejrene var ofte bygget i ørken- eller ødeområder og bestod af primitiv indkvartering: træ- eller metalbarakker med dårligt isolerede vægge, fælles køkkener og badefaciliteter, samt hegn, bevogtning og vagttårne. Levevilkårene var hårde, med overfyldte boliger, dårlig opvarmning om vinteren og utilstrækkelige sanitære forhold. Mange indsatte oplevede sygdomme, næringsmangel og psykisk pres som følge af adskillelse fra naboer og det omgivende samfund.
Der var forskellige typer lejre: nogle fungerede som midlertidige reception- og opbevaringssteder, andre som længerevarende relocationslejre. Nogle få steder blev dissidenter og mistænkte samlet i særlige foranstaltninger.
Modstand, retssager og militær tjeneste
Nogle internerede familier og enkeltpersoner udfordrede interneringen ved domstolene. Kendte retssager som dem, der førte til kendelser i Højesteret (fx Korematsu-sagen), handlede om forholdet mellem nationale sikkerhedshensyn og borgerlige rettigheder. Domstolene afviste i flere tilfælde anklager om grundlovsstridighed på baggrund af krigstidens hensyn, men senere blev flere af argumenterne og afgørelserne stærkt kritiseret.
Samtidig meldte tusinder af japanamerikanere sig i den amerikanske hær eller blev rekrutteret til specialenheder, bl.a. den berømte 442nd Regimental Combat Team, som kæmpede i Europa og blev en af de mest dekorerede enheder i amerikansk militær historie. Mange anså deres tjeneste som en måde at vise loyalitet og kæmpe for deres rettigheder som amerikanske borgere.
Efterspil og senere erstatning
Efter krigen begyndte nogle internerede at vende tilbage til deres tidligere hjem, men mange fandt deres ejendomme solgt eller ødelagt, og de oplevede vedvarende diskrimination. I årtier senere blev der gennemført undersøgelser og offentlig debat om interneringens forholdsregler og retfærdighed. I 1980'erne erkendte den føderale regering, at interneringen var baseret på raceforfølgelse, fejlagtige antagelser og mangel på beviser. Dette kulminerede i lovgivning, der gav officiel undskyldning og økonomisk kompensation til overlevende indsatse.
Arven efter interneringen
Interneringen af japanamerikanere har haft langvarige følger for dem, der blev ramt, og for amerikansk ret og politik. Historien bruges i dag som en advarsel om, hvordan frygt og fordomme kan undergrave borgerlige frihedsrettigheder under krisetider. Minderne opretholdes i museer, mindesmærker og gennem testimonier fra overlevende, som fortsat deler deres erfaringer for at sikre, at lignende krænkelser ikke gentages.
Vigtige aspekter at huske:
- Omkring 110.000 japansk-amerikanere blev tvangsfordrevet, mange af dem amerikanske statsborgere.
- Lejrene var ofte midlertidige, men forholdene var barske og førte til tab af ejendom og indkomst.
- Der var både retlig modstand og militær deltagelse fra den japanamerikanske befolkning.
- Senere anerkendte den amerikanske regering fejlen og gav officiel undskyldning og kompensation til overlevende.
Interneringen begynder
| “ | [Min familie var] amerikanere. [Vi] var borgere i dette land. Vi havde intet med krigen at gøre. Vi lignede blot tilfældigvis de mennesker, der bombede Pearl Harbor. Men uden anklager, uden retssag, uden retfærdig rettergang - [den vigtigste del] af vores retssystem - blev vi summarisk samlet sammen, alle japanske amerikanere på vestkysten, hvor [de fleste af os boede], og sendt til 10 interneringslejre med pigtråd - fængselslejre, virkelig, med [vagt]tårne, maskingeværer rettet mod os ... Jeg var fem år gammel ... Vi mistede alt. - George Takei | ” |
I februar 1942 underskrev præsident Franklin D. Roosevelt Executive Order 9066. I denne ordre stod der, at folk, der boede i visse dele af landet, kunne fjernes fra disse områder af en hvilken som helst grund. Selv om ordren ikke brugte de præcise ord "japanske amerikanere", vidste folk, at det var de mennesker, der ville blive fjernet fra disse områder. Disse områder omfattede hele Californien og de vestlige dele af Oregon, Washington og Arizona. (Se det område, der er markeret som "udelukkelseszone" på kortet på denne side.) Det var her, de fleste japanske amerikanere boede på det tidspunkt.
For at forhindre japanske amerikanere i at forlade disse områder på egen hånd, forhindrede regeringen mange af dem i at hæve penge fra deres bankkonti. Dette gjorde det sværere for dem at flytte.
Japanske amerikanere fik kun 48 timer til at tage af sted til interneringslejre i andre stater. De måtte kun have én taske med sig og måtte ikke medbringe radioer eller kameraer.
Hvem blev interneret
I alt tvang USA over 110.000 japanske amerikanere til at blive interneret i interneringslejre.
Omkring 80 % af de japansk-amerikanske indbyggere, der boede på det amerikanske fastland, blev tvunget til at forlade deres hjem og bo i interneringslejre. Mere end tre ud af fem af disse personer var født i USA og var amerikanske statsborgere. Omkring halvdelen af de personer, der blev sendt til lejrene, var børn.
De fleste af de japanske amerikanere, der blev interneret, boede på det amerikanske fastland. Omkring 160.000 japanske amerikanere boede i staten Hawaii, men kun lidt over 1.000 af dem blev interneret. Fordi der boede så mange japanske amerikanere i en så lille stat, ville det næsten have været umuligt at internere dem.
Inde i lejrene
Der var tre statslige organer, der drev lejre. Halvfems procent af de japanske amerikanere var i lejre, der blev ledet af War Relocation Authority (WRA). Kun japanske amerikanere boede i WRA-lejrene.
Ti procent af de japanske amerikanere var i lejre for blandede racer. Disse lejre blev enten ledet af Immigration and Naturalization Service (INS) eller af den amerikanske hær. Mange forskellige mennesker blev interneret i INS- og hærlejre. Disse mennesker var bl.a:
- tyske og italienske indvandrere
- Tysk-amerikanere og italiensk-amerikanere
- Nogle flygtninge
- Handelssejlere fra Tyskland og Italien, hvis skibe blev taget af den amerikanske flåde, og passagerer på disse skibe
WRA-lejrene var omgivet af pigtråd. De blev også bevogtet af soldater, der ventede i vagttårne med våben i hånden. Nogle mennesker blev skudt. For eksempel blev James Wakasa, der trådte uden for pigtrådshegnet, skudt og dræbt. Vagten, der skød ham, sagde, at Wakasa forsøgte at flygte, men japanamerikanerne i lejren troede ikke på vagten. De fleste af lejrene lå mange kilometer fra kysten og ofte i landområder. Mange af lejrene lå i ørkenen, hvilket var ubehageligt for mange af de japanske amerikanere, som ikke var vant til den type klima. Det betød også, at selv hvis nogen undslap, var der ingen steder at tage hen, hvis de skulle flygte.
I lejrene måtte folk stå i kø for at spise eller for at gå på toilettet.
En berømt lejr var Manzanar, som lå i Californien. Mange japanere fra Los Angeles og San Francisco blev sendt dertil. Andre lejre var Poston i Arizona og Minidoka i Idaho. Der var et par lejre uden for det vestlige USA, f.eks. Jerome i Arkansas. Japanske amerikanere blev ofte presset sammen på små områder, f.eks. racerbaner, før de blev sendt til lejrene.
Lejrene forsøgte at yde lægehjælp. Mange af de personer, der arbejdede på lejrenes hospitaler, var japansk-amerikanske læger og sygeplejersker, som boede i interneringslejrene. Men der var ikke nok læger og sygeplejersker og ikke nok medicinske forsyninger. Desuden var forholdene i lejrene med til at forårsage nogle sygdomme. For eksempel:
- Fordi lejrene var så overfyldte, spredte smitsomme sygdomme sig let. Disse sygdomme var bl.a. tyfus, kopper, kighoste, influenza, difteri og tuberkulose. I lejrene kunne man give vacciner til forebyggelse af nogle af disse sygdomme, som tyfus og kopper, men ikke andre.
- Dårlige sanitære forhold forårsagede udbrud af madforgiftning i mange lejre.
- I lejrene i ørkenen var der så meget støv, at folk med astma og åndedrætsbesvær fik det værre.
- I lejre i Arkansas fik folk malaria af myg.
I alt 1.862 mennesker døde af medicinske problemer, mens de var i interneringslejrene. Omkring hver tiende af disse personer døde af tuberkulose.
Kort, der viser, hvor de japansk-amerikanske interneringslejre lå.
En bedstefar og et barnebarn i Manzanar. De ældre og meget små børn var måske mere tilbøjelige til at blive syge på grund af det meget varme og kolde vejr i lejrene.
Slutningen af interneringen
I 1943 gav regeringen nogle japanske amerikanere lov til at forlade lejrene for at arbejde eller gå i skole. Regeringen ville dog ikke lade dem vende tilbage til vestkysten. Nogle japanske amerikanere fik endda lov til at tjene som soldater i den amerikanske hær, og mange af dem tjente med ære i Europa.
I 1944 sagde USA's regering, at den ville holde op med at sende japanske amerikanere i interneringslejre. De mennesker, der blev anbragt i lejrene, fik 25 dollars og en busbillet hjem. Det skulle dog tage mere end 40 år, før regeringen undskyldte over for japanamerikanerne for det, der var sket. I 1988 sagde regeringen undskyld og betalte 20.000 dollars til folk, der var blevet sendt i interneringslejre. Canada betalte 21.000 dollars.
Fotogalleri
· 
Officiel meddelelse om, at japanske amerikanere skulle forlade deres hjem
· 
En gruppe amerikanske borgere venter på at komme på en bus, der skal køre dem til en interneringslejr
· 
En japansk-amerikansk købmand satte disse skilte op lige før sin internering
· 
En ung dreng venter på at blive ført til en interneringslejr
· 
Venner siger farvel, mens en japansk-amerikansk familie venter på en bus til en interneringslejr
· 
Heart Mountain Relocation Center, i Wyoming
· 
Voksende spinat på Tule Lake Relocation Center, et højsikkerhedscenter for folk, der "skabte problemer"
· 
Børn siger troskabseden i skolen i en interneringslejr
· 
Soldat i et primært japansk-amerikansk regiment i den amerikanske hær
· 
Kirkegård på Granada Relocation Center i Colorado (1945)
· 
USA's præsident Reagan underskriver en lov, der undskylder interneringen og lover penge til de overlevende (1988)
· 
Et monument i Manzanar, "for at trøste de dødes sjæle" (2002)
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvad skete der under interneringen af de japanske amerikanere?
A: Under interneringen af de japanske amerikanere tvang den amerikanske regering omkring 110.000 japanske amerikanere til at forlade deres hjem og bo i interneringslejre. Disse var som fængsler. Mange af de mennesker, der blev sendt i interneringslejre, var født i USA.
Spørgsmål: Hvad var årsagen til denne begivenhed?
A: Den 7. december 1941 angreb Japan Pearl Harbor på Hawaii og erklærede USA krig. Dette fik mange amerikanere til at blive rasende, og nogle gav alle japanere skylden for det, der var sket i Pearl Harbor. De spredte rygter om, at nogle japanere kendte til angrebet i forvejen og havde hjulpet det japanske militær, hvilket førte til, at denne begivenhed fandt sted.
Spørgsmål: Hvordan behandlede andre amerikanere dem af japansk afstamning?
A: Andre amerikanere begyndte at behandle dem af japansk afstamning med fjendtlighed, da de spredte rygter om, at nogle japanere kendte til angrebet i forvejen og havde hjulpet det japanske militær. F.eks. udtalte John Hughes sig imod dem, mens forretninger satte antijapanske skilte op, f.eks. en frisørsalon, der satte et skilt op med teksten "Gratis barbering for japanere" og "ikke ansvarlig for ulykker". Et bedemandsfirma hængte endda et skilt op med teksten "Jeg vil hellere gøre forretninger med en japaner end en amerikaner".
Spørgsmål: Forsøgte nogen del af den amerikanske regering at forhindre disse begivenheder i at finde sted?
Svar: FBI og andre dele af den amerikanske regering vidste, at disse rygter ikke var sande, men sagde ikke noget, hvilket gjorde det muligt for disse begivenheder at finde sted uden at blive stoppet af nogen del af den amerikanske regering.
Spørgsmål: Hvor mange mennesker blev berørt af denne begivenhed?
Svar: Omkring 110 000 mennesker blev berørt af denne begivenhed, da de blev tvunget ud af deres hjem til interneringslejre som fængsler på grund af falske beskyldninger mod dem, efter at Japan havde erklæret USA krig efter deres angreb på Pearl Harbor på Hawaii.
Sp: Hvor lå Pearl Harbor?
Svar: Pearl Harbor lå på Hawaii, da det blev angrebet af Japan, hvilket medførte, at USA erklærede Japan krig, hvilket førte til, at disse begivenheder fandt sted mod dem, der nedstammede fra Japan og boede i USA på det tidspunkt.
Søge