Libyen: Fakta, geografi, befolkning og historie

Libyen grænser op til Egypten, Sudan, Tchad, Algeriet, Niger, Tunesien og Tchad. Mod nord ligger Middelhavet. Libyens hovedstad er Tripoli, som er en havn ved havet. Tripoli har omkring en million indbyggere. Libyen dækker et areal på ca. 1 760 000 km ²(679 540 km2).

Det højeste punkt i Libyen er Bikku Bitti 2.267 m over havets overflade og det laveste punkt er Sabkhat Ghuzayyil -47 m under havets overflade. Det meste af landet er fladt og har store sletter. Fordi det er så tørt, er kun 1,03 % af landet egnet til landbrug.

Området omkring Tripoli kaldes Tripolitania, og det var det mest udviklede under det osmanniske rige.

Cyrenaica er et område på den nordøstlige kyst. Det er adskilt fra Tripolitania af Sirtebugten. Det blev navngivet af de gamle grækere, som byggede byen Cirene i 630 f.Kr. Det omfatter byerne Tobruk og Benghazi.

Fezzan er et ørkenområde i det sydvestlige Libyen, som italienerne gjorde til en del af Tripoli i 1912. Efter krigen blev dette område styret af Frankrig, som ønskede at annektere det til sit imperium.

Libyerne er muslimer. Libyens befolkning blev i 2011 anslået til at være ca. 6 597 960. Det er ikke et stort antal for et land, der har så stort et areal, så befolkningstætheden i Libyen er lav. Det skyldes, at en stor del af Libyen ligger i Sahara-ørkenen. De fleste mennesker i Libyen bor i byer ved kysten. Folk fra Libyen kaldes libyere.

Libyerne er for det meste arabere, men mange er berbere, en gruppe, der omfatter de nomadiske tuareger i Nordafrika. Omkring 95 % af libyerne er af arabisk-berbisk oprindelse. Næsten alle libyere er sunnimuslimer.

Siden 2007 har Libyen været opdelt i 22 distrikter.

• Tripoli
• Benghazi
• Al Bayda
• Misratah
• Tobruk

Olie blev opdaget i Libyen i 1958 og tegner sig for ca. 95 % af landets eksportindtægter. Olien tegner sig for ca. 25 % af Libyens BNP. Andre eksportvarer omfatter naturgas, salt, kalksten og gips. Fordi en stor del af landet er ørken, må Libyen importere ca. 75 % af sine fødevarer. Landet dyrker hvede, byg, oliven, dadler, citrusfrugter, jordnødder, sojabønner og mange grøntsager. I 1984 blev en 3.862 km lang rørledning påbegyndt for at føre underjordisk vand fra Sahara til kystområderne til kunstvanding. Rørledningen, som det vil tage 25 år at færdiggøre, er blevet anslået til at koste omkring 25 mia. dollars. Den kaldes den store menneskeskabte flod og er den største vandudviklingsplan i verden.

Libyens penge kaldes den libyske dinar. Den blev indført i 1971 for at erstatte den gamle mønt, det libyske pund, og erstattede den i 1971. Der er 1000 dirhams i en dinar. Dinar er navnet på pengene i mange islamiske lande. Navnet stammer fra en gammel romersk mønt, denarius.

Libyen består af tre regioner: Tripolitanien, Cyrenaica og Fezzan. Tripolitanien er området på den nordvestlige kyst, der engang blev kaldt kongeriget Tripoli. Det blev styret af tyrkere fra det osmanniske rige. USA gik i krig med kongeriget Tripoli i 1805 på grund af problemerne med pirateri i Middelhavet. USA havde nægtet at betale øgede "beskyttelsespenge" til de tyrkiske herskere.

Tripolitanien og Cyrenaica blev erobret af italienerne under den italiensk-tyrkiske krig i 1911-1912. Årsagen til krigen var at oprette det italienske Libyen. Ligesom andre dele af Nordafrika var dette område engang en del af Romerriget, og de sagde, at det tilhørte Italien. Italienerne var det første land, der brugte flyvemaskiner til at kaste bomber, da de angreb Tripoli i 1911.

Mange tusinde italienske bosættere flyttede til Libyen for at etablere virksomheder og landbrug, som skulle levere fødevarer og produkter til Italien og dets imperium. Libyerne fik en del af deres jord i Cyrenaica frataget dem med magt, og omkring 70.000 mennesker døde under kampene, sultede eller blev decimeret af den frygtelige epidemi (kaldet "spansk influenza") i 1918. Mange tusinde flygtede til Egypten, men flyttede snart tilbage, da den nye italienske guvernør Italo Balbo begyndte at indtage en venlig holdning over for araberne.

Det italienske Libyen oplevede i slutningen af 1930'erne en enorm udvikling med oprettelsen af nye jernbaner, havne, hospitaler, lufthavne og veje. I disse år blomstrede landbrugsøkonomien takket være oprettelsen af mange snesevis af nye landsbyer for italienske og arabiske landmænd. Der blev endda afholdt en international racerbilskonkurrence uden for Tripoli (Grand Prix of Tripoli).

En stor del af den nordafrikanske kampagne under Anden Verdenskrig blev udkæmpet i Libyen, herunder slaget ved Tobruk. Briterne erobrede Tripolitania i 1942 og regerede det indtil 1951.

Det Forenede Kongerige Libyen

Efter Anden Verdenskrig blev Libyens regioner styret af militærguvernører fra både Storbritannien og Frankrig. FN gjorde Libyen til et uafhængigt land, Det Forenede Kongerige Libyen, i 1951. Det skulle være et konstitutionelt monarki, der blev regeret af kong Idris I og hans efterfølgere. Idris (Muhammad Idris bin Muhammad al-Mahdi as-Senussi) (13. marts 1890-25. maj 1983) havde været emir af Cyrenaica, men gik i eksil i Egypten i 1922. Ved krigens afslutning vendte han tilbage som emir med støtte fra Storbritannien. Han blev også bedt om at blive emir af Tripolitania. Det lykkedes ham at forene de tre regioner og han blev konge af Det Forenede Kongerige Libyen den 24. december 1951.

Libyen stod over for enorme problemer. Landet var fattigt og havde kun få varer til eksport. Kun 250.000 mennesker kunne læse. Der var kun 16 libyske universitetsuddannede, ingen libyske læger, ingeniører, farmaceuter eller landmænd. FN anslog, at 10 % af befolkningen var blinde på grund af øjensygdomme, især trachoma. Idris var en religiøs leder, der ikke interesserede sig meget for regeringens anliggender. Hans regering blev anset for at være korrupt og gjorde intet ved den stigende arabiske nationalisme, som havde bragt Nasser til magten i Egypten i 1952. Da der blev fundet olie, blev Libyen et af de største olieproducerende lande i verden. Mange libyere følte, at Cyrenaica fik mere af oliepengene end resten af landet. Mange af pengene fra olien gik også til oversøiske selskaber.

Den Libysk-Arabiske Republik

Tidligt om morgenen den 1. september 1969 overtog en gruppe militærfolk regeringen ved et statskup. Oberst Muammar al-Gaddafi blev udnævnt som militærets stabschef. Fra 1970 til 1972 fungerede han som premierminister. Han indledte et politisk system med navnet "Den tredje universale teori". Det er en blanding af socialisme og islam, baseret på stammestyret. Det skulle indføres af det libyske folk selv i en unik form for "direkte demokrati". Al-Gaddafi kaldte dette "jamahiriya".

Nogle af hans første handlinger var at tage kontrollen over olien tilbage og sende de resterende italienske bosættere tilbage til Italien. Han lukkede også den amerikanske USAF-base.

Store Socialistiske Folke Libysk Arabiske Jamahiriya

I 1977 blev Libyen til "Al-Jamahiriya al-`Arabiyah al-Libiyah ash-Sha`biyah al-Ishtirakiyah al-Uzma" . På engelsk betyder navnet "Great Socialist People's Libyan Arab Jamahiriya".

Libyen blev påstået at have sponsoreret anti-vestlige grupper. Gaddafi støttede åbent uafhængighedsbevægelser som Nelson Mandelas African National Congress, Palestinian Liberation Organization, Irish Republican Army, Polisario Front (Vestsahara) og flere andre. På grund af dette blev Libyens udenrigsforbindelser med flere vestlige lande påvirket negativt, og det blev en grund til, at USA bombede Libyen i 1986. Gaddafi overlevede bombningen, men USA's aktion blev fordømt af mange lande og FN's generalforsamling.

Libyen havde også leveret våben og penge til den irske republikanske hær under dens kamp mod den britiske regering i Nordirland. Gaddafi udviklede et godt forhold til den revolutionære colombianske marxistisk-leninistiske guerillagruppe FARC. Aktiviteterne omfattede også Libyens bidrag til Falklandskrigen, hvor Gaddafi havde leveret 20 affyringsramper, 60 SA-7-missiler, maskingeværer, morterer og miner til den argentinske regering. Libyen blev påstået at have spillet en rolle i bombningen af Pan Am Flight 103 over Lockerbie i Skotland i 1988 og det franske UTA Flight 772 i 1989, selv om undersøgelsen ikke fandt nogen beviser for, at Libyen spillede en rolle.

FN indførte økonomiske sanktioner mod Libyen i 1992. Disse sanktioner forhindrede andre lande i at sælge våben, investere penge eller endda tillade deres folk at besøge Libyen. Efter seks dage, da USA havde fanget Iraks Saddam Hussein, gav Gaddafi afkald på Libyens masseødelæggelsesvåbenprogrammer og bød internationale inspektioner velkommen, som skulle kontrollere, at han ville overholde sit løfte. Gaddafi sagde, at han håber, at andre nationer vil følge hans eksempel. FN ophævede sanktionerne samme år. Gaddafi løste problemet med Lockerbie-flystyrtet ved at betale 2,7 mia. dollars til ofrenes familier. Libyens premierminister Shukri Ghanem sagde i interviews, at Gaddafi "betalte prisen for fred" med Vesten og antydede, at Libyen ikke havde nogen rolle i sagen. FN-observatører ville anerkende en sådan udtalelse og så tvivl om hele sagen.

Gaddafi gik også i gang med at få normale forbindelser med andre lande. Vesteuropæiske ledere og mange arbejds- og handelsdelegationer kunne besøge landet. Han foretog sin første rejse til Vesteuropa i 15 år, da han rejste til Bruxelles i april 2004. Han genetablerede igen forbindelserne med Rusland, som havde ligget stille siden Sovjetunionens sammenbrud.

I 2010 var Libyens indeks for menneskelig udvikling det højeste i Afrika, og landet lå på en samlet placering nr. 53 som "høj standard" i forhold til levevilkårene. Libyen var fortsat en gældfri nation. I 2011 blev menneskerettighederne i Libyen rost af FN's Menneskerettighedsråd. Efter borgerkrigen synes menneskerettighederne imidlertid at blive forringet. I marts 2013 blev mindst 48 kristne ifølge Barnabas Fund tortureret i Libyen, og en af dem døde i forvaring.

Valgret

Alle libyere, der er over 18 år, kan stemme. Det betyder, at valgret (også kendt som "valgret") i Libyen er universel.

I februar 2011 udbrød der borgerkrig i Libyen, da oprørere kæmpede mod oberst Muammar al-Gaddafi og hans regering. NATO greb ind i krigen til fordel for oprørerne. Nogle oprørere havde dog forbindelser til al-Qaeda. NATO afsluttede sin mission i oktober, efter at oberst al-Gaddafi angiveligt var blevet dræbt. I kølvandet på borgerkrigen fortsatte et oprør på lavt niveau af al-Gaddafi-loyalister. Bevæbnede militser fyldte det tomrum, som revolutionen efterlod. Der blev organiseret to forskellige nationale regeringer i Tripoli og Tobruk, og mange krigere fulgte ingen af dem.

• Martinez, Luis (2006). Det libyske paradoks. Hurst. ISBN 9781850658351.
• Vandewalle, Dirk (2011). A History of Modern Libya (anden udgave). Cambridge University Press. ISBN 9781107019393.
• Ronald Bruce St John (2011). Libyen: From Colony to Revolution (Second ed.). Oneworld Publications. ISBN 9781851689194.
• Pargeter, Alison (2012). Libyen: The Rise and Fall of Qaddafi. Yale University Press. ISBN 9780300139327.