Folkeforbundet (fransk: La Société des Nations) var forgængeren til De Forenede Nationer. Sammenslutningen blev formelt oprettet i 1920 efter Første Verdenskrig med dét formål at forebygge nye krige, løse internationale tvister fredeligt og fremme internationalt samarbejde. Trods idealerne kunne Folkeforbundet ikke forhindre udbruddet af Anden Verdenskrig, og dets aktiviteter ophørte i praksis under krigen.

Baggrund og mål

Initiativet til Folkeforbundet stammede især fra Woodrow Wilson, den amerikanske præsident under Første Verdenskrig, som så en folkeretslig organisation som et middel til at gøre krige unødvendige. Folkeforbundets erklærede mål omfattede blandt andet konfliktløsning gennem forhandling, kollektiv sikkerhed, nedrustning og samarbejde om sociale og humanitære spørgsmål.

Organisation og virkemåde

Folkeforbundet bestod af en generalforsamling med repræsentation fra alle medlemslandene, et mere magtfuldt Råd (som regel bestående af de førende stater) og et sekretariat, der stod for administrationen. Rådet indeholdt permanente magter og midlertidige medlemmer, og organisationen havde en række specialeorganer og kommissioner, fx inden for sundhed, arbejdsforhold og mandatområder. Men Folkeforbundet havde ingen faste, egne væbnede styrker og var derfor afhængig af, at medlemslandene frivilligt satte ressourcer ind for at få gennemført sanktioner eller tvangsmidler.

Væsentlige succeser

  • Folkeforbundet mægler succesfuldt i flere mindre tvister i 1920'erne, fx afgørelser om grænse- og mindretalsspørgsmål, som bidrog til regional stabilitet.
  • Organisationen iværksatte en række humanitære og sociale indsatser: bekæmpelse af sygdomme, hjælpeflygtninge og bekæmpelse af slaveri. Den internationale sundhedsindsats under Folkeforbundet er en forløber for Verdenssundhedsorganisationen (WHO), og mange faglige eksperter og sekretariatsfunktioner blev senere overført til FN-systemet.
  • Folkeforbundet administrerede mandatområder efter Første Verdenskrig og havde instanser, der overvågede mindretalsrettigheder og gennemførte teknisk bistand i udviklingsområder.
  • Praktiske initiativer som udstedelse af Nansen‑pas for statsløse flygtninge og koordinering af humanitær nødhjælp var konkrete resultater, der sparede mange menneskeliv.

Svigt og årsager til sammenbrud

Organisationens svagheder blev tydelige i 1930'erne. En af de væsentligste årsager til Folkeforbundets svaghed var, at USA efter en folkeafstemning (senatet) valgte ikke at tilslutte sig, hvilket underminerede en bred og tung sikkerhedsdækning. Derudover var beslutningsprocesserne ofte langsomme, og magtbalancen inden for forbundet favoriserede de største kolonimagter:

  • De førende medlemsstaters interesser, især Storbritannien og Frankrig, vejede ofte tungere end mindre landes interesser, hvilket svækkede forbundets troværdighed som neutral mægler.
  • Folkeforbundet havde ingen egen håndhævelsesmagt—ingen stående hær—og var afhængig af, at medlemslande ville påtage sig sanktioner og militære indgreb.
  • Eksempler på beslutningsmæssigt svigt: Da det japanske kejserrige f.eks. invaderede Manchuriet (Nordøstkina) i 1931, tog det et helt år for Ligaen at træffe en afgørelse, og da der endelig blev fordømt, valgte Japan at ignorere forbundets beslutning.
  • Da Italien invaderede Abessinien i 1935, fordømte Ligaen hurtigere, men dens sanktioner var ufuldstændige, og Italien forlod blot Folkeforbundet og fortsatte sin erobring — et dramatisk blow for forbundets prestige.

Disse og andre kriser (remilitariseringen af Rhinlandet, støtte til aggressive revisionistiske stater og manglende evne til at modstå aggresive magters handlinger) gjorde, at Folkeforbundet i praksis blev anset for svagt og mistede troværdighed. Organisationens aktiviteter blev i realiteten indstillet i 1939, da Europa og store dele af verden var i krig.

Delvis fiasko, men ikke fuldstændig mislykket

Det er vigtigt at understrege, at Folkeforbundet ikke var en ren fiasko. I 1920'erne og begyndelsen af 1930'erne forhindrede det flere mindre konflikter i Europa og bidrog væsentligt til internationalt samarbejde om folkesundheds- og sociale spørgsmål. Blandt andet arbejdede det aktivt med folkesundhedsmæssige initiativer, bekæmpelse af sygdomme, bekæmpelse af narkotikahandel og forbedring af arbejdsvilkår gennem samarbejde mellem stater og eksperter.

Afvikling og arv

I 1946, efter at Anden Verdenskrig var afsluttet, blev det allerede inaktive Folkeforbund formelt opløst, og dets aktive opgaver, aktiver og visse ansatte blev overført til De Forenede Nationer. Mange af de institutionelle ideer — kollektiv sikkerhed, internationalt samarbejde om sundhed, arbejdsrettigheder og et permanent sekretariat — lever videre i FN. Også princippet om international mægling og retlig afgørelse af grænsestridigheder og statslige tvister har rødder i Folkeforbundets arbejde.

Arven fra Folkeforbundet er derfor todelt: på den ene side lærer man af organisationens klare svagheder (manglende håndhævelsesmuligheder, store magters selektive engagement og utilstrækkelig repræsentation), og på den anden side fungerer mange af dets konkrete initiativer og institutionelle erfaringer som byggesten for det moderne internationale samarbejde under FN.