De allierede magter i Anden Verdenskrig var et løst samarbejde af stater og regeringer, der kæmpede imod akselandene fra 1939 til 1945. De vigtigste stormagter — ofte kaldet De tre store — var Det Forenede Kongerige, USA og Sovjetunionen. Gruppen fik efter krigen stor indflydelse på den nye internationale orden, og navnet De Forenede Nationer blev brugt af USA’s præsident Franklin D. Roosevelt som betegnelse for den samarbejdende flok af lande.

Baggrund og samarbejde

Allieret samarbejde opstod i praksis af en fælles interesse i at besejre Tyskland, Italien og Japan. Partnerne havde meget forskellige politiske systemer og strategier, men koordinerede både militær indsats og økonomisk støtte. Nogle lande var aktive på slagmarken, andre ydede økonomisk eller diplomatisk støtte, og enkelte erklærede krig uden at sende store styrker.

De vigtigste ledere

På øverste politiske og militære niveau var de mest fremtrædende ledere:

  • Franklin D. Roosevelt (USA) — ansvarlig for Lend-Lease-hjælpen til allierede og USAs krigsindtræden efter angrebet på Pearl Harbor (1941).
  • Winston Churchill (Det Forenede Kongerige) — ledede britisk krigsindsats og var central i koordineringen med USA og Sovjetunionen.
  • Joseph Stalin (Sovjetunionen) — ledede Sovjetunionens enorme krigsindsats på Østfronten efter Tysklands angreb i 1941.
  • Chiang Kai-shek (Kina) — ledede Kinas modstand mod Japan, især i Asien og Stillehavsområdet.
  • Charles de Gaulle (Fri-Frankrig) — repræsenterede de franske styrker i eksil og spillede en politisk rolle efter befrielsen.

Krigens hovedområder og rollefordeling

Krigsførelse fandt sted på flere store fronter:

  • Østfronten: Sovjetunionen bar en stor del af den direkte kampkraft mod Nazi-Tyskland og led enorme tab, men tvang tyske styrker til at binde ressourcer i øst.
  • Vesteuropæiske front: Britiske, amerikanske og canadiske styrker gennemførte bl.a. invasionen i Normandiet (D-dag, 1944) og befrielsen af Vesteuropa.
  • Middelhavet og Italien: Kampene her svækkede Italien og åbnede vejen til opgøret mod aksemagterne i Sydeuropa.
  • Stillehavs- og Asienfronten: USA og allierede kæmpede mod Japan med sø-, luft- og ø-hærførsel (bl.a. slaget ved Midway, ø-hopping-kampagner).

Økonomisk og civil indsats

Allierede økonomier blev omstillet til krigsproduktion, og industriel kapacitet var afgørende for sejren. Systemer som Lend-Lease gjorde det muligt for USA at levere krigsmateriel til briterne, Sovjet og andre. Derudover spillede hjemmefronten og modstandsbevægelser i de besatte lande en vigtig rolle i efterretning, sabotage og opretholdelse af moral.

Medlemmer, kolonier og regeringer i eksil

Nogle af de listede lande bidrog med betydelige militære styrker (f.eks. Canada, Australien, Indien under britisk ledelse), andre var regeringer i eksil (f.eks. Polen, Holland, Norge og Belgien) eller erklærede krig sent i konflikten. Listen nedenfor omfatter både suveræne stater, kolonier under allieret kontrol og stater, der erklærede krig eller brød diplomatiske relationer med aksemagterne:

Skiftende alliancer og særlige tilfælde

Nogle lande skiftede side under krigen eller havde komplekse roller. Rumænien, Bulgarien og Finland var i en periode allieret med aksemagterne, men sluttede sig senere til de allierede eller gik i fredsaftaler i 1944–1945. Italien oplevede et formelt skifte efter Mussolinis fald i 1943 og underskrev senere en våbenhvile med de allierede.

Afgørende vendepunkter og afslutning

Krigens forløb blev påvirket af flere vendepunkter: slaget ved Stalingrad (1942–43), de allieredes invasion af Sicilien og Italien (1943), D-dag i Normandiet (1944) samt de amerikanske sejre i Stillehavet (f.eks. Midway, 1942). Europa-krigen endte i maj 1945 med Tysklands kapitulation; krigen i Stillehavet sluttede i august 1945 efter atombombningerne af Hiroshima og Nagasaki og Japans overgivelse.

Konsekvenser og arv

De allieredes sejr førte til stor politisk forandring: Tysklands og Japans nederlag, retssager over krigsforbrydelser (f.eks. Nürnberg), oprettelsen af De Forenede Nationer og starten på en lang periode med genopbygning og dekolonisering. Krigen medførte også enorme menneskelige omkostninger — både militære og civile — og var afgørende for Europas og Asiens politiske kort efter 1945.

Bemærk: Listen over lande ovenfor dækker et bredt spektrum af roller — fra aktive kampstyrker til diplomatiske erklæringer og koloniale bidrag. Enkelte lande indgik kun formelt eller kortvarigt i den allierede koalition; deres egentlige militære engagement varierede betydeligt.