Nordamerikas historie | oprindelsen af den tidlige menneskelige befolkning på kontinentet

Den præcolumbianske æra

Før kontakten med europæerne var de indfødte i Nordamerika opdelt i mange forskellige samfund, lige fra små grupper af få familier til store imperier. De levede i flere kulturområder, som stort set svarer til geografiske og biologiske zoner i Nordamerika og giver en god indikation af, hvilken hovedbeskæftigelse de mennesker, der levede der, havde (f.eks. bisonjægerne på de store sletter eller bønderne i Mesoamerika). Indfødte grupper kan også klassificeres efter deres sprogfamilie. Det er vigtigt at bemærke, at folk med lignende sprog ikke altid delte den samme materielle kultur, og de var heller ikke altid allierede.

Forskere mener, at Inuit-folket i det høje Arktis kom til Nordamerika meget senere end andre indfødte grupper, hvilket fremgår af, at Dorset-kulturens artefakter er forsvundet fra de arkæologiske optegnelser og erstattet af Thule-folket.

I løbet af de tusinder af år, hvor de indfødte har været bosat på kontinentet, har kulturerne ændret sig og skiftet. Arkæologer navngiver ofte de forskellige kulturgrupper, de opdager, efter det sted, hvor de først blev fundet. En af de ældste kulturer, der endnu er fundet, er Clovis-kulturen i det moderne New Mexico. Et nyere eksempel er den gruppe af beslægtede kulturer, der kaldes højbyggerne (f.eks. Fort Walton-kulturen), og som findes i Mississippi-flodens dal. De blomstrede fra 3000 f.Kr. til 1500-tallet e.Kr.

De sydligere kulturgrupper i Nordamerika var ansvarlige for domesticeringen af mange almindelige afgrøder, som nu bruges rundt om i verden, f.eks. tomater og squash. Måske vigtigst af alt domesticerede de en af verdens vigtigste basisfødevarer, nemlig majs (majs).

Som følge af udviklingen af landbruget i syd var der mulighed for en vigtig kulturel udvikling. For eksempel udviklede mayacivilisationen et skriftsystem, byggede enorme pyramider, havde en kompleks kalender og udviklede begrebet nul 500 år før nogen i den gamle verden. Maya-kulturen var stadig til stede, da spanierne ankom til Mellemamerika, men den politiske dominans i området var overgået til Aztekerriget længere mod nord.

Da europæerne ankom til den "nye verden", oplevede de indfødte folk, at deres kultur ændrede sig drastisk. Som sådan ændrede deres tilhørsforhold til politiske og kulturelle grupper sig også, flere sproggrupper uddøde, og andre ændrede sig ret hurtigt. De navne og kulturer, som europæerne registrerede for de indfødte, var ikke nødvendigvis de samme som dem, de havde brugt et par generationer tidligere, eller som dem, der bruges i dag.

 
Ruinerne i Palenque.  

Europæernes ankomst

Tidlige opdagelser

Der var begrænset kontakt mellem de nordamerikanske folkeslag og omverdenen før 1492. Der er blevet foreslået flere teoretiske kontakter, men de tidligste fysiske beviser stammer fra nordboerne eller vikingerne. Den nordiske kaptajn Leif Erikson menes at have nået øen Newfoundland omkring år 1000 e.Kr. De kaldte deres nye opdagelse Vinland. Det eneste nordiske fundsted, der endnu er fundet i Nordamerika, ligger ved L'Anse aux Meadows i Newfoundland og Labrador. De nordiske kolonier blev senere forladt.

Vikingernes rejser blev ikke kendt i den gamle verden, og europæerne vidste ikke, at Amerika fandtes før 1492. Som led i en generel opdagelsestid foreslog den italienske sømand Christopher Columbus en rejse vestpå fra Europa for at finde en kortere rute til Asien. Han fik i sidste ende opbakning fra Isabella I og Ferdinand II, dronning og konge af det nyligt forenede Spanien. I 1492 nåede Columbus i land på Bahamas.

Næsten 500 år efter nordboerne udforskede John Cabot østkysten af det, der senere skulle blive Canada, i 1497. Giovanni da Verrazzano udforskede den amerikanske østkyst fra Florida til formentlig Newfoundland i 1524. Jacques Cartier foretog en række rejser på vegne af den franske krone i 1534 og trængte ind i Sankt Lawrence-floden.

Vellykket kolonisering

I begyndelsen bestod de europæiske aktiviteter mest af handel og udforskning. Efterhånden begyndte europæerne at etablere bosættelser. De tre vigtigste kolonimagter var Spanien, England og Frankrig, selv om også mindre magter som Nederlandene og Sverige efterhånden fik mindre besiddelser på kontinentet.

Spaniernes bosættelse indledte den europæiske kolonisering af Amerika, som involverede folkemord på de indfødte indianere. De fik kontrol over de fleste af de største øer i Caribien og besejrede aztekerne og fik kontrol over det nuværende Mexico og Mellemamerika. Dette var begyndelsen på det spanske imperium i den nye verden. Den første succesfulde spanske bosættelse på det nordamerikanske fastland var Veracruz i 1519, efterfulgt af mange andre bosættelser i kolonitiden i Ny Spanien og det spanske Florida.

De første succesfulde engelske bosættelser fandt sted i Jamestown (1607) (sammen med dens satellit, Bermuda i 1609) og Plymouth (1620), i det, der i dag er henholdsvis Virginia og Massachusetts. De første franske bosættelser var Port Royal (1604) og Quebec City (1608) i det nuværende Nova Scotia og Quebec. Pelshandlen blev hurtigt den vigtigste forretning på kontinentet og ændrede som følge heraf de indfødte amerikaneres livsstil.

Længere mod syd blev plantageslaveri den vigtigste industri i Vestindien, og det gav anledning til begyndelsen af den atlantiske slavehandel.

 

Koloniale æra

I 1663 havde den franske krone overtaget kontrollen med Ny Frankrig fra pelshandelskompagnierne, og de engelske charterkolonier gav plads til mere storbymæssig kontrol. Dette indledte en ny æra med mere formaliseret kolonialisme i Nordamerika.

Rivaliseringen mellem de europæiske magter skabte en række krige på den nordamerikanske landmasse, som ville få stor betydning for koloniernes udvikling. Territoriet skiftede ofte hænder flere gange. Der blev først opnået fred, da de franske styrker i Nordamerika blev besejret i slaget på Abrahams sletter ved Quebec City, og Frankrig afstod de fleste af sine krav uden for Caribien.

Vicekongedømmet Ny Spanien var navnet på det spanske imperiums vicekongelige områder i Asien, Nordamerika og dets periferi fra 1535 til 1821.

 
Ikke-indfødte amerikanske nationers kontrol over Nordamerika 1750-2008  

Revolutionernes tidsalder

Den amerikanske revolution fik stor betydning for hele kontinentet. Vigtigst af alt førte den direkte til oprettelsen af Amerikas Forenede Stater. Den tilhørende amerikanske revolutionskrig var imidlertid en vigtig krig, som berørte alle hjørner af regionen. De Forenede Imperiums loyalisters flugt førte til oprettelsen af det engelske Canada som et separat samfund. I mellemtiden var Spaniens greb om Mexico ved at blive svækket. Uafhængigheden blev erklæret i 1810 af Miguel Hidalgo, hvilket startede den mexicanske uafhængighedskrig. I 1813 underskrev José María Morelos og Anáhuac-kongressen den højtidelige akt om Nordamerikas uafhængighedserklæring, det første juridiske dokument, hvor man proklamerede det nye Spaniens adskillelse fra Spanien. Spanien anerkendte endelig Mexicos uafhængighed i 1821.

 

Udvidelsesperiode

Fra USA's uafhængighed udvidede landet sig hurtigt mod vest og erhvervede det enorme Louisiana-område i 1803. Et forsøg på at ekspandere mod nord blev blokeret af Storbritannien under krigen i 1812. Samtidig voksede den britiske bosættelse i Canada. USA's ekspansion blev vanskeliggjort af opdelingen mellem "frie" og "slave"-stater, hvilket førte til Missouri-kompromiset 1820. På samme måde stod Canada over for en splittelse mellem franske og engelske samfund, som førte til udbruddet af borgerlige stridigheder i 1837. Mexico stod over for konstante politiske spændinger mellem liberale og konservative samt oprøret i den engelsktalende region Tejas, som erklærede sig selv for Republikken Texas 1836. I 1845 sluttede Texas sig til USA, hvilket senere skulle føre til den mexicansk-amerikanske krig. Som følge af konflikten med Mexico opnåede USA yderligere territoriale gevinster i Californien og det sydvestlige USA.

I Mexico var hele perioden præget af Porfirio Díaz' diktatur.

 

Verdenskrigene æra

Den store krig

Som en del af det britiske imperium var Canada straks i krig i 1914. De canadiske tropper blev udsat for flere store slag i krigens første fase, herunder brugen af giftgasangreb ved Ypres. Newfoundlands tropper led et ødelæggende tab den 1. juli 1916, den første dag ved Somme. Tabene blev alvorlige, og regeringen indførte til sidst værnepligt, på trods af at dette var imod flertallet af franskcanadiernes ønske. Under den efterfølgende værnepligts-krise i 1917 brød optøjer ud i Montreals gader.

USA holdt sig uden for konflikten indtil 1917 og sluttede sig til Ententemagterne. USA var derefter i stand til at spille en afgørende rolle på fredskonferencen i Paris i 1919, som prægede mellemkrigstidens Europa.

Mexico var ikke en del af krigen, da landet var indblandet i den mexicanske revolution på det tidspunkt.

Mellemkrigsårene

1920'erne var en tid med stor velstand i USA og i mindre grad i Canada. Men Wall Street-krakket i 1929 kombineret med tørke indvarslede en periode med økonomiske problemer i USA og Canada.

Fra 1936 til 1949 var der tale om et folkeligt oprør mod den antikatolske mexicanske regering, som især blev udløst af de antiklerikale bestemmelser i den mexicanske forfatning fra 1917.

Anden Verdenskrig

Endnu en gang befandt Canada sig i krig før sine naboer, men selv de canadiske bidrag var beskedne før det japanske angreb på Pearl Harbor.

USA's indtræden i krigen var med til at tippe balancen til fordel for de allierede.

To mexicanske tankskibe, der transporterede olie til USA, blev angrebet og sænket af tyskerne i den Mexicanske Golf i 1942. Hændelsen skete på trods af Mexicos neutralitet på det tidspunkt. Det fik Mexico til at erklære krig til aksestaterne og gik ind i konflikten.

Europas ødelæggelse under krigen førte til, at de nordamerikanske lande fik en vigtigere rolle i verdensanliggender. Især USA opstod som en "supermagt".

Efter krigen

I begyndelsen af den kolde krig var USA den mest magtfulde nation i en vestlig koalition, som også Mexico og Canada var en del af. På hjemmefronten var USA vidne til voldsomme forandringer, især på området for raceforhold. I Canada blev dette afspejlet af den stille revolution og fremkomsten af Quebec-nationalisme.

Mexico oplevede en æra med enorm økonomisk vækst efter Anden Verdenskrig, en kraftig industrialiseringsproces og en vækst i middelklassen, en periode, der i Mexicos historie er kendt som "El Milagro Mexicano" (det mexicanske mirakel).

I Caribien begyndte afkoloniseringen, mens den cubanske revolution på den største ø introducerede den kolde krigs rivaliseringer i Latinamerika.