Kommunismen er en socialpolitisk bevægelse og en politisk ideologi, hvis mål er at etablere en samfundsform baseret på fælles ejerskab af produktionsmidlerne og uden sociale klasser eller brug af penge. Ifølge kommunistiske forfattere og tænkere er målet et statsløst og klasseløst samfund, som opnås ved, at folket fjerner borgerskabets magt (den herskende klasse, der ejer produktionsmidlerne) og etablerer arbejdernes kontrol med disse midler.

Ideologi og nøgleprincipper

Kommunismen bygger overordnet på nogle centrale principper:

  • Fælles ejerskab af produktionsmidlerne i stedet for privat ejendom.
  • Klasseløst samfund: afskaffelse af økonomiske og politiske klasser.
  • Planøkonomi: produktion og fordeling planlægges kollektivt fremfor markedets efterspørgsel alene.
  • Arbejderkontrol og demokrati: arbejderklassens ledelse af samfundets økonomi og politik, ofte formuleret som proletariatets diktatur i en overgangsperiode.
  • Internationalisme: idéen om fællesskab og solidaritet på tværs af landegrænser.

Kommunismen er ikke nødvendigvis antiindividualistisk; mange kommunistiske tænkere argumenterer for, at et frit og udviklende individ bedst kan realiseres i et samfund uden udbytning og fattigdom, og at beslutninger bør tilgodese hele befolkningen frem for en privilegeret minoritet.

Marxisme, Lenin og variationer

Mange moderne kommunistiske bevægelser udspringer af Karl Marx’ og Friedrich Engels’ analyser af kapitalismen og klassekampen. Marx beskrev historien som en kamp mellem klasser og forudsagde, at arbejderklassen (proletariatet) ville gennemføre en revolution, som fører til socialisme og i sidste ende kommunisme.

Marxisme-leninisme er en af de mest udbredte fortolkninger af kommunismen og bygger videre på Marx ved at tilføje Leniniske idéer som:

  • En organiseret vanguard-parti, der leder revolutionen.
  • Demokratisk centralisme som partiorganisation.
  • Staten som redskab til at undertrykke tidligere herskende klasser i en overgangsperiode (»proletariatets diktatur«).

Der findes flere andre varianter, fx maoisme (særlig vægt på bønder og langvarig folkekrig), trotskisme (kritik af bureaukratisering og krav om permanent revolution) og juche (Nordkoreas doktrin om selvstændighed og selvforsyning). Ikke alle kommunistiske partier følger nøjagtigt samme doktrin eller praksis.

Historisk udvikling

Kommunismens politiske indflydelse blev globalt markant efter Oktoberrevolutionen i Rusland (1917), hvor bolsjevikerne under Lenin kom til magten og etablerede den første større statsstyrede socialistiske model. I det 20. århundrede opstod en række stater, der identificerede sig som socialistiske eller kommunistiske, især efter Anden Verdenskrig.

Siden 1992 har der været fem nationer, der fortsat er officielt styret af kommunistiske ideologier. Fire af disse følger forskellige former for marxisme-leninisme - Vietnam, Kina, Cuba og Laos. Det femte, Nordkorea, følger nu officielt Juche-kommunismen, men kaldte sig også marxistisk-leninistisk før 1991. Mange andre nationer opgav marxismen omkring dette tidspunkt, da dens mislykkede gennemførelse resulterede i korruption af idealerne og førte til autoritære styreformer, massefattigdom og voldelige civile konflikter.

I slutningen af det 20. århundrede førte økonomiske vanskeligheder, politisk stagnation og voksende kritik til reformer eller kollaps i flere socialistiske lande (fx Sovjetunionens opløsning i 1991). Nogle lande har siden gennemført markedsorienterede reformer samtidig med, at de beholder et kommunistisk parti ved magten (fx Kina og Vietnam), mens andre har bevæget sig væk fra kommunistisk styre.

Praksis, resultater og kritik

Den historiske implementering af kommunistiske systemer har givet anledning til både ros og hård kritik:

  • Forkæmpere peger på resultater som hurtig industrialisering i visse sammenhænge, udbredt læsefærdighed, forbedret basale sundhedsydelser og sociale sikkerhedsnet i lande som Cuba og tidlige sovjetrepubliker.
  • Kritikere fremhæver ofte autoritær magtkonsolidering, mangel på politiske friheder, økonomisk ineffektivitet i centralplanlagte systemer, korruption samt undertrykkelse og menneskerettighedskrænkelser i flere historiske eksempler.

Der er også et væsentligt skel mellem kommunistisk teori (et ideal om et frit og lige samfund) og den konkrete politiske praksis i forskellige lande, hvor magtstrukturer, internationale forhold og konkrete politiske valg har formet meget forskellige udfald.

Moderne tendenser

I dag findes kommunistiske partier i mange lande som politiske aktører, ofte med meget forskellige strategier — fra parlamentarisk deltagelse til revolutionær aktivisme. Adskillige tænkningsretninger har forsøgt at genfortolke kommunistiske idéer i lyset af miljøkriser (fx ecosocialisme), kønspolitik og globalisering. Nogle lande kombinerer fortsat statslig styring med markedsmekanismer og taler om »socialisme med markedsøkonomi« eller »markedsorienteret socialisme«.

Sammenfatning

Kommunismen er en bred og mangfoldig ideologisk tradition med et klart normativt sigte: at opbygge et samfund uden udbytning, klasser og social ulighed gennem fælles ejerskab af produktionsmidlerne. I praksis har bevægelser og stater, der har påberåbt sig kommunismen, fulgt mange forskellige veje, og resultatet har været ambivalent med både sociale fremskridt og alvorlige politiske og økonomiske problemer. Debatten om kommunismens muligheder og begrænsninger fortsætter i både akademiske kredse og politisk praksis.