Den alliancefrie bevægelse (NAM): historie, mål og medlemslande

Mellem topmøderne ledes den alliancefrie bevægelse af den generalsekretær, der blev valgt på det seneste topmøde. Da en betydelig del af bevægelsens arbejde foregår i FN i New York, forventes det, at formandskabslandets ambassadør ved FN bruger tid og kræfter på spørgsmål vedrørende den alliancefri bevægelse. Koordinationsbureauet, som også har hjemsted i FN, er det vigtigste instrument til at lede arbejdet i bevægelsens taskforcer, udvalg og arbejdsgrupper.

Fuldgyldige medlemmer

Tidligere medlemmer

Observatører

Følgende lande og organisationer har observatørstatus:

Lande

Organisationer

Blandt medlemmerne har på forskellige tidspunkter været: Jugoslavien, Argentina, SWAPO, Cypern, Polen og Malta. Brasilien har aldrig været et formelt medlem af bevægelsen, men deler mange af de alliancefrie landes mål og sender ofte observatører til de alliancefrie landes topmøder. Selv om mange af den alliancefri bevægelses medlemmer faktisk var ret tæt forbundet med den ene eller den anden af supermagterne, bevarede bevægelsen alligevel en overraskende stor samhørighed under hele den kolde krig. Desuden var nogle medlemmer involveret i alvorlige konflikter med andre medlemmer (f.eks. Indien og Pakistan, Iran og Irak). Bevægelsen brød fra hinanden på grund af sine egne interne modsætninger, da Sovjetunionen invaderede Afghanistan i 1979. Mens de sovjetiske allierede støttede invasionen, fordømte andre medlemmer af bevægelsen (især overvejende muslimske stater) den.

Da den alliancefrie bevægelse blev dannet som et forsøg på at modarbejde den kolde krig, har den kæmpet for at finde relevans, siden den kolde krig sluttede. Efter Jugoslaviens opløsning, som var et af de stiftende medlemmer, blev dens medlemskab suspenderet i 1992 på bevægelsens ordinære ministermøde, der blev afholdt i New York under den ordinære årlige samling i FN's Generalforsamling. På bevægelsens topmøde i Jakarta, Indonesien (1. september 1992 - 6. september 1992) blev Jugoslavien suspenderet eller ekskluderet fra bevægelsen. Efterfølgerstaterne til SFR Jugoslavien har udtrykt ringe interesse for medlemskab, selv om nogle af dem har observatørstatus. I 2004 ophørte Malta og Cypern med at være medlemmer og blev medlem af Den Europæiske Union. Belarus er fortsat det eneste medlem af bevægelsen i Europa. Turkmenistan, Belarus og Den Dominikanske Republik er de seneste nye medlemmer. Bosnien-Hercegovina og Costa Rica fik afslag på deres ansøgning i 1995 og 1998. Serbien har været suspenderet siden 1992 på grund af den serbiske regerings deltagelse i krigen i Bosnien (officielt som Forbundsrepublikken Jugoslaviens regering på det tidspunkt).

Den alliancefri bevægelse blev aldrig etableret som en formel organisation, men blev navnet på deltagerne i konferencen for stats- og regeringscheferne fra de alliancefri lande, som blev afholdt første gang i 1961. Selve udtrykket "alliancefrihed" blev opfundet af den indiske premierminister Jawaharlal Nehru i sin tale i 1954 i Colombo, Sri Lanka. I denne tale beskrev Nehru de fem søjler, der skulle bruges som rettesnor for de kinesisk-indiske forbindelser, og som først blev fremsat af den kinesiske premierminister Zhou Enlai. Disse principper, der blev kaldt Panchsheel (fem begrænsninger), skulle senere tjene som grundlag for den alliancefrie bevægelse. De fem principper var følgende:

• Gensidig respekt for hinandens territoriale integritet og suverænitet
• Gensidig ikke-angreb
• Gensidig ikke-indblanding i indenlandske anliggender
• Ligestilling og gensidig fordel
• Fredelig sameksistens

En vigtig milepæl i udviklingen af den alliancefrie bevægelse var Bandung-konferencen i 1955, en konference mellem asiatiske og afrikanske stater med den indonesiske præsident Sukarno som vært, som ydede et væsentligt bidrag til at fremme denne bevægelse. De deltagende nationer erklærede deres ønske om ikke at blive involveret i den kolde krig og vedtog en "erklæring om fremme af fred og samarbejde i verden", som indeholdt Nehrus fem principper. Seks år efter Bandung førte et initiativ fra den jugoslaviske præsident Josip Broz Tito til den første konference for stats- og regeringscheferne fra de alliancefrie lande, som blev afholdt i september 1961 i Beograd. Udtrykket den alliancefri bevægelse optræder første gang på den femte konference i 1976, hvor de deltagende lande betegnes som medlemmer af bevægelsen.

På Lusaka-konferencen i september 1970 tilføjede medlemslandene som mål for bevægelsen den fredelige løsning af konflikter og afholdelsen af militære alliancer og pagter mellem stormagter. Et andet tilføjet mål var modstand mod udstationering af militærbaser i fremmede lande.

De stiftende fædre til den alliancefrie bevægelse var: Sukarno fra Indonesien, Jawaharlal Nehru fra Indien, Josip Broz Tito fra Jugoslavien, Gamal Abdul Nasser fra Egypten og Kwame Nkrumah fra Ghana. Deres aktioner blev kendt som "De Fem Initiativ".

Bevægelsen udspringer af et ønske om ikke at være indordnet i en geopolitisk/militær struktur og har derfor ikke selv en særlig streng organisatorisk struktur. Nogle organisatoriske grundprincipper blev fastlagt på Cartagena-dokumentet fra 1996 om metodologi Topmødet mellem stats- og regeringscheferne i de alliancefrie stater er den "højeste beslutningstagende myndighed". Formandskabet roterer mellem landene og skifter ved hvert topmøde mellem stats- og regeringscheferne til det land, der arrangerer topmødet.

Kravene til medlemskab af den alliancefrie bevægelse er sammenfaldende med FN's centrale overbevisninger. De nuværende krav er, at kandidatlandet skal have udvist en praksis i overensstemmelse med de ti "Bandung-principper":

• Respekt for de grundlæggende menneskerettigheder og for formålene og principperne i De Forenede Nationers pagt.
• Respekt for alle nationers suverænitet og territoriale integritet.
• Anerkendelse af bevægelserne for national uafhængighed.
• Anerkendelse af alle racers lighed og af alle nationers lighed, store som små.
• Afstå fra at gribe ind eller blande sig i et andet lands indre anliggender.
• Respekt for hver enkelt nations ret til at forsvare sig selv enkeltvis eller kollektivt i overensstemmelse med De Forenede Nationers pagt.
• afstå fra aggressive handlinger eller trusler om aggression eller brug af magt mod et lands territoriale integritet eller politiske uafhængighed.
• Bilæggelse af alle internationale tvister med fredelige midler i overensstemmelse med De Forenede Nationers pagt.
• Fremme af gensidige interesser og samarbejde.
• Respekt for retfærdighed og internationale forpligtelser.

NAM's generalsekretærer havde været så forskellige personer som Suharto, en autoritær antikommunist, og Nelson Mandela, en demokratisk socialist og berømt anti-apartheid aktivist. Den alliancefrie bevægelse består af mange regeringer med vidt forskellige ideologier, men den er forenet af sit engagement i fred og sikkerhed i verden. På det syvende topmøde, der blev afholdt i New Delhi i marts 1983, beskrev bevægelsen sig selv som "historiens største fredsbevægelse". Bevægelsen lægger lige så stor vægt på nedrustning som på nedrustning. NAM's engagement i fred går forud for dens formelle institutionalisering i 1961. På Brioni-mødet mellem regeringscheferne fra Indien, Egypten og Jugoslavien i 1956 blev det erkendt, at der er en afgørende forbindelse mellem kampen for fred og bestræbelserne på nedrustning.

Den alliancefri bevægelse går ind for politikker og praksis for samarbejde, især når det er multilateralt og til gensidig fordel for alle de involverede parter. Mange af medlemmerne af den alliancefrie bevægelse er også medlemmer af FN, og begge organisationer har en erklæret politik for fredeligt samarbejde, men de succeser, som NAM har haft med multilaterale aftaler, ignoreres ofte af det større, vestlige og af udviklede lande dominerede FN. Afrikanske bekymringer om apartheid blev kædet sammen med arabisk-asiatiske bekymringer om Palæstina, og det multilaterale samarbejde på disse områder har været en moderat succes. Den alliancefri bevægelse har spillet en vigtig rolle i forskellige ideologiske konflikter i hele sin eksistens, herunder ekstrem modstand mod apartheidregimer og støtte til befrielsesbevægelser forskellige steder, bl.a. i Zimbabwe og Sydafrika. Støtten til denne type bevægelser skyldes en overbevisning om, at enhver stat har ret til at basere sin politik og praksis på nationale interesser og ikke på forbindelser til en bestemt magtblok. Den alliancefri bevægelse er blevet en stemme for støtte til de problemer, som udviklingslandene står over for, og den indeholder stadig idealer, der er legitime i denne sammenhæng.

Siden afslutningen af den kolde krig og den formelle afslutning af kolonialismen har den alliancefri bevægelse været tvunget til at omdefinere sig selv og genopfinde sit formål i det nuværende verdenssystem. Et vigtigt spørgsmål har været, om mange af dens grundlæggende ideologier, især national uafhængighed, territorial integritet og kampen mod kolonialisme og imperialisme, kan anvendes på nutidige spørgsmål. Bevægelsen har fremhævet sine principper om multilateralisme, lighed og gensidig ikke-angreb i forsøget på at blive en stærkere stemme for det globale Syd og et instrument, der kan bruges til at fremme medlemslandenes behov på internationalt plan og styrke deres politiske indflydelse i forhandlinger med udviklede lande. I sine bestræbelser på at fremme Sydstaternes interesser har bevægelsen understreget vigtigheden af samarbejde og enhed mellem medlemslandene, men som tidligere er samhørigheden fortsat et problem, da organisationens størrelse og de forskellige dagsordener og tilhørsforhold udgør et konstant potentiale for fragmentering. Selv om der er opnået enighed om grundlæggende principper, har det været let at træffe endelige foranstaltninger i forbindelse med bestemte internationale spørgsmål, og bevægelsen foretrækker at give udtryk for sin kritik eller støtte frem for at vedtage hårde resolutioner. Bevægelsen ser fortsat en rolle for sig selv, da den mener, at verdens fattigste nationer fortsat er udnyttet og marginaliseret, ikke længere af modsatrettede supermagter, men snarere i en enpolet verden, og det er vestlig hegemoni og nykolonialisme, som bevægelsen virkelig har rettet sig imod. Den er imod udenlandsk besættelse, indblanding i interne anliggender og aggressive unilaterale foranstaltninger, men den har også skiftet fokus til at fokusere på de socioøkonomiske udfordringer, som medlemsstaterne står over for, især de uligheder, som globaliseringen og konsekvenserne af de neoliberale politikker har givet udtryk for. Den alliancefri bevægelse har identificeret økonomisk underudvikling, fattigdom og sociale uretfærdigheder som voksende trusler mod fred og sikkerhed.

Kritik af USA's politik

I de seneste år er USA blevet et mål for organisationen. USA's invasion af Irak og krigen mod terrorismen, dets forsøg på at kvæle Irans og Nordkoreas atomplaner og dets andre handlinger er blevet fordømt som menneskerettighedskrænkelser og forsøg på at tilsidesætte mindre nationers suverænitet. Bevægelsens ledere har også kritiseret den amerikanske kontrol over FN og andre internationale strukturer.

Selvbestemmelse for Puerto Rico

Siden 1961 har gruppen støttet drøftelsen af sagen om Puerto Ricos selvbestemmelse i De Forenede Nationer. Den nationale uafhængighedsbevægelse i Hostosia vil foreslå en resolution om dette spørgsmål på det XV. topmøde.

Selvbestemmelse for Vestsahara

Siden 1973 har gruppen støttet drøftelsen af sagen om Vestsaharas selvbestemmelse i De Forenede Nationer. Den alliancefri bevægelse bekræftede på sit seneste møde (Sharm El Sheikh 2009) sin støtte til det vestsahariske folks selvbestemmelse ved at vælge mellem alle gyldige muligheder, hilste de direkte samtaler mellem parterne velkommen og mindede om FN's ansvar for det vestsahariske spørgsmål.

Bæredygtig udvikling

Bevægelsen er offentligt engageret i principperne om bæredygtig udvikling og opfyldelse af millenniumudviklingsmålene, men mener, at det internationale samfund ikke har skabt betingelser, der fremmer udvikling, og at det har krænket de enkelte medlemsstaters ret til suveræn udvikling. Spørgsmål som globalisering, gældsbyrde, uretfærdig handelspraksis, nedgang i den udenlandske bistand, donorbetingelser og manglende demokrati i den internationale finansielle beslutningstagning nævnes som udviklingshæmmende faktorer.

Reformer af FN

Den alliancefri bevægelse har været ganske åbenhjertig i sin kritik af FN's nuværende strukturer og magtdynamik, især med hensyn til hvordan organisationen er blevet udnyttet af magtfulde stater på måder, der er i strid med bevægelsens principper. Den har fremsat en række anbefalinger, som vil styrke de "alliancefrie" staters repræsentation og magt. De foreslåede reformer har også til formål at forbedre gennemsigtigheden og demokratiet i FN's beslutningstagning. FN's Sikkerhedsråd er det element, der anses for at være mest forvrænget og udemokratisk og har behov for en omformning.

Syd-syd-samarbejde

I den seneste tid har den alliancefri bevægelse samarbejdet med andre organisationer i udviklingslandene, primært Gruppen af 77, og har dannet en række fælles udvalg og offentliggjort erklæringer og dokumenter, der repræsenterer begge gruppers fælles interesser. Denne dialog og dette samarbejde kan ses som et forsøg på at øge den globale opmærksomhed omkring organisationen og styrke dens politiske indflydelse.

Kulturel mangfoldighed og menneskerettigheder

Bevægelsen accepterer menneskerettighedernes og den sociale retfærdigheds universalitet, men modsætter sig voldsomt kulturel homogenisering. I overensstemmelse med sine synspunkter om suverænitet opfordrer organisationen til beskyttelse af den kulturelle mangfoldighed og tolerance over for de religiøse, sociokulturelle og historiske særpræg, der definerer menneskerettighederne i en specifik region.

Arbejdsgrupper, taskforcer, udvalg

• Arbejdsgruppe på højt niveau om omstrukturering af De Forenede Nationer
• Arbejdsgruppen om menneskerettigheder
• Arbejdsgruppen om fredsbevarende operationer
• Arbejdsgruppen om nedrustning
• Udvalget om Palæstina
• Taskforce om Somalia
• Den alliancefrie sikkerhedsgruppe
• Det Stående Ministerudvalg for Økonomisk Samarbejde
• Det fælles koordineringsudvalg (med formanden for G-77 og formanden for NAM som formand)

Konferencen for stats- og regeringscheferne fra de alliancefri lande, ofte kaldet topmødet for den alliancefri bevægelse, er det vigtigste møde inden for bevægelsen og afholdes med få års mellemrum:

1. Beograd, 1.-6. september 1961
2. Kairo, 5-10 oktober, 1964
3. Lusaka, den 8-10 september 1970
4. Algier, 5.-9. september 1973
5. Colombo, 16-19. august 1976
6. Havana, 3.-9. september 1979
7. New Delhi (oprindeligt planlagt til Baghdad), 7.-12. marts 1983
8. Harare, 1.-6. september 1986
9. Beograd, 4.-7. september 1989
10. Jakarta, 1.-6. september 1992
11. Cartagena de Indias, 18.-20. oktober 1995
12. Durban, den 2.-3. september 1998
13. Kuala Lumpur, den 20-25. februar 2003
14. Havana, 15-16. september 2006
15. Sharm El Sheikh, 11.-16. juli 2009
16. Isfahan, 26-31. august 2012
17. Porlamar, 13.-18. september 2016
18. Baku, oktober 25-26, 2019

Et ministermøde finder sted mellem stats- og regeringschefernes konferencer i et land, der ikke er formand for bevægelsen. Mødet i 2011 finder sted på Bali, Indonesien, i maj 2011.