Staten Palæstina: Definition, FN-anerkendelse, historie og territoriale krav

Staten Palæstina, også kendt som Palæstina, er en de jure suveræn stat i Mellemøsten med Jerusalem som hovedstad. Den er anerkendt af 141 FN-medlemmer. Siden 2012 har den haft observatørstatus som ikke-medlem i FN. Dette svarer til en de facto, eller implicit, anerkendelse af status som stat.

Staten Palæstina gør krav på Vestbredden og Gazastriben som sit territorium. Dens uafhængighed blev erklæret den 15. november 1988.

Anerkendelse i FN og internationalt

I november 2012 stemte Generalforsamlingen i FN for at opgradere Palæstinas status fra "observatørorganisation" til "ikke-medlem observatørstat". Beslutningen gav øget mulighed for deltagelse i internationale fora og adgang til visse internationale aftaler og organisationer. Palæstina har sidenhen søgt medlemskab og tiltrådt flere internationale traktater og organisationer, blandt andet fik det medlemskab af UNESCO i 2011 og tiltrådte Rome-statutten (Den Internationale Straffedomstol) i 2015.

Historisk baggrund

Den moderne politiske proces for palæstinensisk statsdannelse har rødder i både FN’s delingsplan fra 1947, Arabisk-israelske krige, samt efterfølgende besættelse og adminstrative aftaler. I 1988 erklærede Palæstinas Befrielsesorganisation (PLO) formelt en uafhængig palæstinensisk stat fra eksil i Alger. Oslo-aftalerne i begyndelsen af 1990'erne skabte en midlertidig palæstinensisk selvstyremyndighed (Palestinian Authority, PA) med begrænset administrativ kontrol i dele af Vestbredden og Gaza, men mange centrale suverænitetsområder forblev uafklarede.

Territoriale krav og realiteter

Palæstina gør krav på Vestbredden (herunder Østjerusalem) og Gazastriben som sit territorium. Disse krav er genstand for forhandlinger og internationale diskussioner.
De faktiske forhold er komplekse: Vestbredden er opdelt efter Oslo-aftalerne i områder kendt som A, B og C, hvor PA har forskellig grad af kontrol. Israel kontrollerer grænser, luftrum og større dele af område C, samt indsættelse og infrastruktur i mange områder.
Gazastriben er under de facto kontrol af Hamas siden 2007, efter at Israel trak sine bosættelser og militære styrker ud i 2005. Gaza oplever gentagne væbnede konflikter, udbredt økonomisk blokade og humanitære udfordringer.
Østjerusalem hævdes af Palæstina som hovedstad, men blev annekteret af Israel i 1980, en handling der ikke anerkendes bredt internationalt. Jerusalem forbliver et kernepunkt i forhandlinger om en to-statsløsning.

Styresystem og intern opdeling

Den palæstinensiske befolkning administreres i praksis af flere myndigheder: den palæstinensiske selvstyremyndighed (PA) i dele af Vestbredden, Hamas i Gazastriben og et stort israelsk administrativt og militært nærvær i andre områder. Internt politisk samarbejde mellem de største palæstinensiske fraktioner (især Fatah og Hamas) har været ustabilt, hvilket har svækket en samlet, ensartet statslig styring.

Retsstilling og internationale konsekvenser

Opgraderingen til observatørstat i FN og optagelse i internationale organer har fået praktiske juridiske konsekvenser: Palæstina kan indgå traktater, blive medlem af internationale organisationer og træde i retten i internationale domstole. Det har også givet mulighed for at indbringe spørgsmål om besættelsens konsekvenser og mulige krigsforbrydelser for internationale tribunaler.

Hovedudfordringer for fuld statsdannelse

Manglende kontrol over grænser, luftrum og egne territoriale sammenhænge.
Israels bosættelser og militære tilstedeværelse på Vestbredden.
Intern politisk splittelse mellem Vestbredden og Gaza.
Uafklarede grænser og Jerusalems status, som er centrale emner i forhandlinger om en to-statsløsning.
Økonomisk afhængighed og begrænsninger i bevægelsesfrihed for varer og personer.

Fremtidsperspektiver

Muligheden for en fuldt suveræn palæstinensisk stat afhænger af politiske forhandlinger, internationalt diplomati og ændringer i faktiske forhold på jorden. Løsninger foreslået i international politik inkluderer en to-statsløsning baseret på forhandlinger om grænser, sikkerhed, flygtninge og Jerusalems status, men konkrete resultater har hidtil været svære at opnå.