EU (Den Europæiske Union): Historie, mål og medlemslande – Oversigt

Lær EU's historie, mål og medlemslande: fra Rom-traktaten til Lissabon, euroens rolle, fri bevægelighed og politiske strukturer i 27 lande.

Den Europæiske Union (forkortelse: EU) er en sammenslutning af 27 medlemslande i Europa. Unionen blev formelt etableret ved Maastricht-traktaten (1992–1993), men dens rødder går tilbage til Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF), oprettet gennem Rom-traktaterne i 1957. EU har udviklet sig til et fælles økonomisk område med fælles lovgivning inden for mange politikområder og et indre marked, der giver borgerne mulighed for at arbejde, studere, bo og handle på tværs af grænserne næsten som i hjemlandet. Flere medlemslande har indført pengeen euroen som fælles valuta.

Europa kommer fra det latinske Europa, som igen stammer fra det græske Εὐρώπη (εὐρύς eurys "bred" og ὤψ ops "ansigt").

Traktater og styring

Lissabontraktaten er den seneste store traktat, der beskriver, hvordan EU skal styres, og den præciserer både beslutningsprocesser og magtfordelingen mellem Unionen og de enkelte medlemsstater. Traktaten fastlægger, hvilke opgaver (beføjelser) EU har, og hvilke opgaver medlemsstaterne selv beholder. Lissabontraktaten styrker også den demokratiske kontrol gennem Europa-Parlamentet og indfører regler om blandt andet subsidiaritetsprincippet, så beslutninger træffes så tæt på borgerne som muligt.

Institutioner og beslutningsproces

EU har flere centrale institutioner, som tilsammen træffer beslutninger og gennemfører politikker:

• Europa-Kommissionen foreslår lovgivning og varetager Unionens daglige administration.
• Europa-Parlamentet er direkte valgt af EU-borgerne og deler lovgivningsmagt med Ministerrådet i mange sager (den almindelige lovgivningsprocedure).
• Rådet for Den Europæiske Union (også kaldet Ministerrådet) repræsenterer medlemsstaternes regeringer.
• Det Europæiske Råd (stats- og regeringschefer) fastlægger overordnede politiske mål.
• Den Europæiske Centralbank (ECB) styrer pengepolitikken for euroområdet.
• Domstolen i Den Europæiske Union sikrer, at EU-lovgivningen tolkes ens i alle lande.

Mål og politikområder

EU arbejder for at bringe medlemsstaterne tættere sammen og fremme fred, stabilitet og økonomisk velstand med respekt for menneskerettigheder og demokrati. Centrale mål og politikker omfatter:

• Det indre marked med de fire friheder: fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital.
• En fælles handels- og konkurrencepolitik, forbrugerbeskyttelse og miljølovgivning.
• Samarbejde om retshåndhævelse, grænseoverskridende sikkerhed og bekæmpelse af kriminalitet.
• Fælles landbrugs-, fiskeri- og regionalpolitik for at understøtte økonomisk sammenhængskraft.
• Pengepolitisk samarbejde i euroområdet gennem ECB.

Rejser, pas og Schengen

Mange EU-lande deltager i Schengen-samarbejdet, som fjerner grænsekontrol mellem deltagerlandene og dermed gør det lettere at rejse. EU har også en fælles pasmodel (pas) og fælles regler, som forenkler rejser og ophold. For borgerne betyder det typisk, at de kan rejse fra det ene land til det andet uden at skulle vise pas ved indre grænser.

Medlemslande

EU består aktuelt af 27 medlemslande. Her er en oversigt over medlemslandene (på dansk):

• Belgien
• Bulgarien
• Tjekkiet
• Danmark
• Estland
• Finland
• Frankrig
• Tyskland
• Grækenland
• Ungarn
• Irland
• Italien
• Kroatien
• Letland
• Litauen
• Luxembourg
• Malta
• Nederlandene (Holland)
• Polen
• Portugal
• Rumænien
• Slovakiet
• Slovenien
• Spanien
• Sverige
• Østrig
• Cypern

De oprindelige seks stiftelseslande fra 1957 var Belgien, Frankrig, Vesttyskland (nu Tyskland), Italien, Luxembourg og Nederlandene.

Euroen og økonomisk samarbejde

Flere medlemslande har indført euroen som fælles valuta. Per 2024 bruger 20 EU-lande euro som deres officielle valuta (euroområdet). Samtidig findes der medlemsstater med undtagelser (opt-outs) eller særlige ordninger — for eksempel har Danmark en udvidet ret til undtagelser på visse områder, mens Sverige stadig ikke har indført euroen.

Udvidelse og fremtid

EU har udvidet flere gange siden 1957, med større bølger i 1973, 1981, 1986, 1995, 2004, 2007 og 2013. Der er fortsat landesøgninger og forhandlinger om optagelse fra blandt andet lande på Vestbalkan samt Tyrkiet (status og forhandlinger varierer). Udvidelse kræver, at et land opfylder bestemte politiske og økonomiske kriterier (Københavnskriterierne) og implementerer EU-lovgivning.

Hvad betyder EU for den enkelte borger?

EU påvirker borgeres hverdag gennem fri bevægelighed, forbrugerrettigheder, sikrere produkter, fælles miljøstandarder og muligheder for at arbejde eller studere i andre medlemslande. EU-borgere har også politiske rettigheder såsom at stemme og stille op til Europa-Parlamentet samt ret til at klage, indsende petiti- oner og deltage i en European Citizens’ Initiative (borgerinitiativ) for at foreslå ny lovgivning.

EU er et komplekst samarbejde mellem suveræne stater, hvor målet er at samle kræfter på områder, hvor fælles løsninger giver større værdi end national handling alene — samtidig med at medlemsstaterne bevarer kontrol over egne anliggender, hvor det er nødvendigt.

Historie

Efter Anden Verdenskrig ønskede landene i Europa at leve fredeligt sammen og hjælpe hinandens økonomier. I stedet for at kæmpe mod hinanden om kul og stål oprettede de første medlemslande (Vesttyskland) Tyskland, Frankrig, Italien, Belgien, Nederlandene og Luxembourg et europæisk kul- og stålfællesskab i 1952.

I 1957 underskrev medlemslandene en ny traktat i den italienske by Rom og oprettede Det Europæiske Økonomiske Fællesskab. Nu var det et fællesskab for kul, stål og handel. Senere ændrede det navnet til Det Europæiske Fællesskab.

I 1993 ændrede den med Maastricht-traktaten sit navn til Den Europæiske Union. Nu samarbejder medlemslandene ikke kun om politik og økonomi (kul, stål og handel), men også om penge, retfærdighed (love) og udenrigsanliggender. Med Schengenaftalen åbnede 22 EU-lande deres grænser for hinanden, så folk nu kan rejse fra det ene land til det andet uden pas eller identitetskort. Mange af EU's lande har også en fælles valuta, som kaldes euroen. 10 nye lande blev medlemmer af EU i 2004, 2 nye lande blev medlemmer i 2007 og 1 nyt land i 2013. I 2016 stemte Det Forenede Kongerige for at forlade EU. I dag er der 27 medlemslande i alt.

 
Quai d'Orsay (Paris). Robert Schuman holdt talen, der indledte planen om et europæisk kul- og stålfællesskab i 1950  

De vigtigste institutioner

Den Europæiske Unions institutioner

Europa-Parlamentet - Lovgivende (underhus) -		Det Europæiske Råd - Sætter skub og retning -		Rådet for Den Europæiske Union - Lovgivende (øverste hus) -		Europa-Kommissionen - Executive -

handler sammen med Rådet som lovgiver er valgt af folket sidder i fem år mellem valgene deler budgetbeføjelsen med Rådet og træffer i sidste instans afgørelse om EU's almindelige budget udøver demokratisk kontrol med EU-institutionerne, herunder Europa-Kommissionen, og udpeger Kommissionens medlemmer har hovedsæde og plenarmøder i Strasbourg, generalsekretariatet i Luxembourg, mødes primært i Bruxelles	topmøde mellem regeringscheferne under forsæde af formanden for Det Europæiske Råd) giver de nødvendige impulser til udviklingen og opstiller generelle mål og prioriteter vil ikke lovgive med hjemsted i Bruxelles	består af ministre fra medlemsstaternes regeringer handler sammen med Parlamentet som lovgiver udøver sammen med Parlamentet budgetmyndigheden sikrer koordineringen af den brede økonomiske og sociale politik og fastlægger retningslinjerne for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) indgå internationale aftaler med hjemsted i Bruxelles	er "regeringen" har et medlem fra hver medlemsstat forelægger forslag til ny lovgivning for Parlamentet og Rådet gennemfører EU's politik og forvalter budgettet sikrer overholdelse af EU-retten forhandler internationale traktater med hjemsted i Bruxelles

 

	Den Europæiske Unions Domstol - Retsvæsen -		Den Europæiske Revisionsret - Finansiel revisor -		Den Europæiske Centralbank - Monetær leder (centralbank) -
	sikre en ensartet fortolkning af EU-retten har beføjelse til at afgøre retstvister mellem EU-medlemsstater, EU-institutioner, virksomheder og enkeltpersoner med hjemsted i Luxembourg		undersøger den korrekte anvendelse af EU-institutionernes indtægter og udgifter med hjemsted i Luxembourg		sammen med de nationale centralbanker danner Det Europæiske System af Centralbanker og dermed fastlægger EU's pengepolitik sikrer prisstabilitet i euroen ved at kontrollere pengemængden i de deltagende lande med hovedsæde i Frankfurt am Main

Rådet for Den Europæiske Union

Rådet for Den Europæiske Union er den vigtigste beslutningstagende gruppe. Medlemslandenes ministre mødes (udenrigsministre, landbrugsministre, justitsministre osv...) og drøfter spørgsmål, der er vigtige for dem.

Før Lissabontraktaten (skrevet i 2007 og gennemført i 2008) var det hver medlemsstat, der varetog formandskabet for Rådet på skift i seks måneder. Fra januar 2007 til juli 2007 var det f.eks. Tyskland, der havde formandskabet fra januar 2007 til juli 2007. I de seks måneder forinden var det Finland, der havde formandskabet. Nu er det formanden for Den Europæiske Union, der er formand for rådstopmøderne. Formanden for Rådet er arrangør og leder og vælges for en periode på to et halvt år. Han eller hun har ikke beføjelse til at træffe beslutninger om EU, som USA's præsident har det for USA.

Medlemsstater med en stor befolkning (Tyskland, Frankrig, Det Forenede Kongerige osv.) har flere stemmer end lande med en lille befolkning (Luxembourg, Malta osv.), men der kan ikke træffes en beslutning, hvis der er tilstrækkeligt mange lande, der stemmer imod beslutningen.

To gange om året mødes regeringscheferne (premierministre) og/eller statsoverhovederne (præsidenter) for at drøfte de vigtigste spørgsmål og træffe beslutninger om forskellige emner. Dette møde er anderledes og ikke så formelt. Det er kendt som Det Europæiske Råd.

Bemærk: Dette er ikke det samme som Europarådet, som ikke er en del af EU.

Europa-Kommissionen

Europa-Kommissionen styrer EU's daglige drift og udarbejder love som en regering. De love, som Kommissionen skriver, drøftes og ændres af Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union.

Kommissionen har en formand og 27 kommissærer, der vælges af Det Europæiske Råd. Kommissionens formand udnævnes af Det Europæiske Råd med Europa-Parlamentets godkendelse.

Kommissionen fungerer som en kabinetsregering. Der er én kommissær pr. medlemsstat, men kommissærerne skal repræsentere EU's interesser som helhed og ikke deres hjemlands interesser.

Europa-Parlamentet

Se også: Den Europæiske Unions budget

Parlamentet har i alt 705 medlemmer (kaldet medlemmer af Europa-Parlamentet eller MEP). De vælges hvert femte år i deres land af borgerne i EU's medlemslande. Parlamentet kan godkende, forkaste eller ændre lovforslag. Det kan også afskedige Europa-Kommissionen. I så fald skal hele Kommissionen opgive deres job.

 

Parlamentet er det eneste direkte valgte organ  


Den Europæiske Unions politiske system. Unionen har syv organer (med blå farve).  

Medlemsstater

I 1951 dannede seks lande Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, en grundlæggende udgave af det, som EU er i dag. Disse seks lande gik videre og oprettede i 1957 Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab. Det Forenede Kongerige og andre lande besluttede ikke at tilslutte sig, og da Det Forenede Kongerige ombestemte sig, blev det forhindret i at tilslutte sig af den franske præsident Charles de Gaulle. Da han ikke længere var præsident, begyndte Det Forenede Kongerige og andre at tilslutte sig. I dag er der 27 medlemmer, men det er ikke alle, der mener, at det er en god idé, at flere skal tiltræde.

Grundlæggere i 1957  Belgien  Frankrig  Vesttyskland (senere blot Tyskland)  Italien  Luxembourg  Nederlandene Indtrådt i 1973  Danmark  Irland  Det Forenede Kongerige Indtrådt i 1981  Grækenland Til venstre i 1985  Grønland Indtrådt i 1986  Portugal  Spanien

Indtrådt i 1995  Østrig  Finland  Sverige Indtrådt i 2004  Cypern  Tjekkiet  Estland  Ungarn  Letland  Litauen  Malta  Polen  Slovakiet  Slovenien Tilmeldt i 2007  Bulgarien  Rumænien Tilmeldt i 2013  Kroatien Til venstre i 2020  Det Forenede Kongerige

1. ↑ Østtyskland og Vesttyskland blev ét land i 1990. Siden da har hele Tyskland været medlem af EU.
2. ↑ Grønland kom med som en del af Danmark, men fik efterfølgende en vis selvbestemmelse. Med denne magt besluttede det at forlade EØF.
3. ↑ Selv om Nordcypern officielt er en del af Cypern (og EU), kontrolleres det faktisk ikke af Cyperns regering, og dets pas accepteres ikke af EU's medlemmer.

Serbien, Montenegro, Nordmakedonien, Tyrkiet og Island er "kandidatlande"; de overvejes at blive medlem. Albanien, Bosnien og Hercegovina og Kosovo forventes at følge efter.

Men da der har været mange politiske problemer i Tyrkiet på det seneste, især med præsident Edrogans arrestation af titusindvis af politiske rivaler siden det mislykkede kupforsøg den 15. juli 2016, er det usandsynligt, at landet snart får lov til at blive en del af EU, fordi EU's medlemmer mener, at den nuværende tyrkiske regering ikke respekterer menneskerettighederne, retsstatsprincippet eller demokratiet.

 
Den Europæiske Unions medlemsstater er markeret med lys orange og kandidatlandene med grønt.  

Spørgsmål og svar

Spørgsmål: Hvad er Den Europæiske Union?

Sp: Hvornår blev Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) oprettet?

Spørgsmål: Hvad er Lissabontraktaten?

Spørgsmål: Hvor kommer navnet "Europa" fra?

Spørgsmål: Hvad er nogle af målene med EU-medlemskab?

Spørgsmål: Skal man vise pas, når man rejser mellem EU-landene?

Spørgsmål: Hvordan beslutter medlemmerne, hvordan EU skal handle?

Søg efter bogstav