Josip Broz Tito: Jugoslaviens kommunistiske leder og præsident (1892–1980)
Josip Broz Tito (1892–1980) – jugoslavisk kommunistleder og præsident. Læs om hans magt, kontroverser, verdensomspændende statsbegravelse og indflydelse på Jugoslavien.
Josip Broz, med tilnavnet Tito, (7. maj 1892 – 4. maj 1980) var en jugoslavisk kommunistisk revolutionær, som var leder af Den Socialistiske Føderative Republik Jugoslavien fra 1945 til sin død i 1980. Fra 1945 til 1953 var han premierminister, og fra 1953 til 1980 var han præsident. Hans død den 4. maj 1980 blev efterfulgt af en af de største statsbegravelse i historien, med repræsentanter fra omkring 128 af FN’s 154 medlemslande til stede. Tito var en kontroversiel person; han nød stor popularitet i mange kredse og blev samtidig af kritikere beskrevet som en autoritær og velvillig diktator.
Tidligt liv og militær erfaring
Tito blev født i Kumrovec i det daværende Østrig-Ungarn (i dag Kroatien). I sine unge år arbejdede han som mekaniker og emigrerede kortvarigt til flere lande i Vesteuropa, før han blev indkaldt til den østrig-ungarske hær under Første Verdenskrig. Han blev taget til fange af russerne, hvor han tilbragte flere år i fangelejre. Under sit ophold i Rusland kom han i kontakt med bolsjevikisk tanke og revolutionær aktivitet, hvilket senere fik stor betydning for hans politiske vej.
Kommunistisk aktivisme og mellemkrigstid
Efter hjemkomsten fra Rusland steg Broz hurtigt i graderne inden for det kommunistiske miljø i de sydslaviske områder. Han fik ledende poster i Kommunistpartiet i Jugoslavien og var aktiv under de vanskelige år i mellemkrigstiden, hvor partiet ofte var forbudt og måtte arbejde under jorden. I 1930'erne deltog han i kommunistisk organisering og opbyggede netværk, som skulle vise sig vigtige under krigen.
Anden Verdenskrig og partisanbevægelsen
Under Anden Verdenskrig blev Tito leder af de jugoslaviske partisaner, en kommunistisk-ledet modstandsbevægelse, der kæmpede mod både aksemagterne og rivaliserende interne grupper. Partisanbevægelsen organiserede sig som en folkelig front, befriede store områder og etablerede de første sovjet-lignende institutioner i de befriede zoner. Titos militære og politiske lederskab under krigen var afgørende for kommunisternes overtagelse af magten efter kapitulationen i 1945.
Efterkrigstid: opbygning af staten og central ledelse
Efter krigen ledede Tito genopbygningen og omdannelsen af Jugoslavien til en føderal socialistisk stat bestående af flere republikker og autonome provinser. Han konsoliderede magten gennem partiapparatet og statslige institutioner, men søgte samtidig en selvstændig kurs i forhold til både vestlige magter og Sovjetunionen. Under hans styre blev der indført omfattende nationaliseringer, planer for industrialisering og sociale reformer som gratis uddannelse og sundhedspleje.
Bruddet med Stalin og international rolle
I 1948 skete det markante brud mellem Tito og Josef Stalin, kendt som Informbiro-konflikten. Bruddet førte til isolation fra Sovjetblokken i en periode, men det gav også Tito mulighed for at føre en uafhængig jugoslavisk socialismepolitik. Han blev en hovedperson i oprustningen af en uafhængig udenrigspolitik og var medstifter af Bevægelsen af Ikke-Allierede (Non-Aligned Movement). Belgrade-konferencen i 1961 samlede ledere fra mange nye og udviklingslande og cementerede hans rolle som international statsmand.
Indenrigspolitik, økonomi og undertrykkelse
Tito og hans regering udviklede et særligt jugoslavisk system med såkaldt arbejderstyring (self-management) i 1950'erne, hvor fabrikkernes arbejdere fik indflydelse på produktion og ledelse. Den økonomiske politik kombinerede planøkonomiske elementer med markedsmekanismer og decentralisering til de enkelte republikker. I 1974 blev en ny forfatning vedtaget, som styrkede republikkernes og provinsens beføjelser og indførte institutionelle mekanismer, der skulle sikre balance i føderationen.
Samtidig benyttede styret undertrykkende midler over for politiske modstandere og reelle eller formodede trusler. Tiltag mod dissidenter omfattede overvågning, fængslinger og fængselslejre som den berygtede Goli otok for tilhængere af Stalins politik. Kendte tilfælde som den tidligere partileder Milovan Djilas’ fald fra magten illustrerer, at kritikere kunne blive straffet hårdt. Sikkerhedstjenester som OZNA og senere UDBA spillede en central rolle i at holde oppositionen i skak.
Værdier, personkult og kritik
- Populære aspekter: Tito anses af mange for at have holdt Jugoslavien samlet, forbedret levevilkår og givet landet international anerkendelse gennem ikke-tilknytning og neutral diplomati.
- Kritik: Hans styre omtales både som autoritært, med stærk personkult og begrænsninger i politisk frihed, og som stabiliserende i en etnisk og religiøst mangfoldig stat.
Død og eftermæle
Tito døde den 4. maj 1980. Hans død efterlod et magtvakuum i Jugoslavien, og i de følgende årtier blev landets føderale struktur og etniske spændinger gradvis mere udtalte, hvilket bidrog til opløsningen i 1990'erne. Hans eftermæle er komplekst: nogle ser ham som en stærk statsmand, der sikrede fred og udvikling i sin tid, andre som årsag til undertrykkelse og opbygningen af institutioner, der senere gjorde den fredelige overgang umulig.
Samlet set var Josip Broz Tito en central skikkelse i 1900-tallets europæiske og globale historie: en leder, der kombinerede succesfuld modstandskamp, opbygningen af en ny stat og en uafhængig udenrigspolitik med autoritære træk og begrænsninger af politisk pluralisme.
Tidligt liv
Tito blev født i Komrovec i Kroatien, hvor hans forældre havde en lille gård. Han gik i landsbyens folkeskole indtil 1905. I 1907 kom han i lære som maskinarbejder i Sisak. I 1910 blev han medlem af arbejdernes fagforening og det socialdemokratiske parti i Kroatien og Slavonien. I 1913 indtrådte han i den østrig-ungarske hær og blev senere fængslet for antikrigspropaganda. Under Første Verdenskrig blev han såret, taget til fange og derefter fængslet af russerne. Efter at være blevet løsladt blev han aktiv i den bolsjevikiske bevægelse. Efter oktoberrevolutionen sluttede han sig til rødgarderne (Rusland). I 1920 kom Tito tilbage til den nye nation Jugoslavien og meldte sig ind i det kommunistiske parti. Dette blev senere omdøbt til Jugoslaviske Kommunistiske Liga i 1952. Tito (Babo) var leder af det kommunistiske parti fra 1937 til sin død. I 1921 blev det jugoslaviske kommunistparti forbudt. Tito blev fængslet fra 1928 til 1933 for at være kommunist. I 1934 rejste han tilbage til Sovjetunionen, hvor han var involveret som hemmelig agent i NKVD.
Militærchef
I 1937 kom Tito tilbage til Jugoslavien. Under Aksens invasion af Jugoslavien under Anden Verdenskrig udbrød der en borgerkrig mellem kollaboratørerne fra Aksens besættelsesmagter (Ustaše, den kroatiske hjemmeværn, den slovenske hjemmeværn, den serbiske statsgarde), den royalistiske jugoslaviske hær i fædrelandet, som ønskede at genindføre monarkiet, og den selvorganiserede guerillastyrke af jugoslaviske partisaner. Tito havde den ledende rolle i organiseringen af den jugoslaviske folkebefrielseshær og i befrielsen af Jugoslavien. Deres kamp blev anerkendt af de allierede under Anden Verdenskrig som de sande befriere af Jugoslavien. I 1945 beordrede Tito, at Kongeriget Jugoslavien skulle ophøre og oprettede den Socialistiske Føderative Republik Jugoslavien med seks republikker: Bosnien-Hercegovina, Kroatien, Makedonien, Montenegro, Montenegro, Serbien og Slovenien samt to autonome provinser i Serbien: Vojvodina i nord og Kosovo i syd, ved siden af Albanien.
Formandskab
Tito regerede Jugoslavien fra 1945 til 1980 i forskellige stillinger. For at være i sikkerhed mod attentatforsøg blev han i høj grad støttet af spionagekorpset OZNA og det politiske politi UDBA. Efter splittelsen mellem Tito og Stalin i 1948 var Jugoslavien stærkt modstander af Sovjetunionens indflydelse. Hans styre undertrykte alle ikke-Titoistiske partier fra at blive dannet, herunder nationalistiske, monarkistiske og liberale partier. Sammen med andre politiske personligheder i tredjeverdenslande startede han den alliancefrie bevægelse. I midten af 1970'erne fik de føderale republikker i Jugoslavien større autonomi, og landet gennemgik en politisk decentralisering. Da han døde i 1980, blev den politiske situation forværret, da de nationalistiske partier vandt terræn. Slobodan Miloševićs centralistiske styre kulminerede i de brutale og bitre jugoslaviske krige i 1990'erne, blot ti år senere.
Død
Den 7. januar og igen den 11. januar 1980 blev Tito indlagt på lægehuset i Ljubljana, hovedstaden i SR Sloveniens hovedstad, med kredsløbsproblemer i benene. Hans venstre ben blev kort efter amputeret på grund af arterieblokeringer, og han døde af koldbrand på lægehuset i Ljubljana den 4. maj 1980 kl. 15.05, tre dage før sin 88-års fødselsdag. Mange verdensledere kom til hans begravelse.
Historisk kritik
Jeg har fået at vide, at Tito myrdede mere end 400.000 af oppositionen i Jugoslavien, før han fik etableret sig som diktator i landet.
Beskyldninger om skyld hænger sammen med forbrydelser begået under og efter Anden Verdenskrig i jagten på flygtende nazi-kollaboratører, såsom massakrerne på Foibe og Kočevski Rog-slagteriet. Massegrave er beviser for massakrer; historikere beskylder dem for folkedrab og etnisk udrensning. Beskyldninger om skyld i Bleiburg-massakren, undertrykkelsen af den kroatiske katolske kirke og nedkæmpelsen af det kroatiske forår eller MASPOK. Beskyldninger om Vojvodina-massakren består i gengældelse mod tyskere og ungarere og formodede tjetnik-serbere, men nogle historikere betragter disse hændelser også som etnisk udrensning mod tyskere og ungarere, fordi det tyske mindretal i det besatte Jugoslavien under Anden Verdenskrig havde en status som overlegen over for den jugoslaviske befolkning. AVNOJ's præsidium udstedte et dekret, der beordrede regeringen til at konfiskere al ejendom tilhørende Nazi-Tyskland og dets borgere i Jugoslavien, personer med tysk nationalitet (uanset statsborgerskab) og kollaboratører. Beslutningen fik retsvirkning den 6. februar 1945.
Titos undertrykkelse involverede mange af hans gamle venner som Milovan Dilas og Vladimir Dedijer, der begge blev fængslet, men senere skrev flere bøger med grove anklager mod ham, og kritikken gik på Titos lystne livsstil: i 1974 havde han 32 officielle boliger, han var en af de ti rigeste mænd på Balkan, en kommunist, der levede som en konge. Tito opbyggede en enorm personkult omkring sig, som forhindrede Jugoslavien i at falde fra hinanden.
Begravelse
Begravelsen af Josip Tito, Jugoslaviens præsident, blev afholdt den 8. maj 1980, fire dage efter hans død den 4. maj. Hans begravelse blev besøgt af de fleste af verdens statsmænd.
Blandt dem var fire konger, 31 præsidenter, seks prinser, 22 premierministre og 47 udenrigsministre. De kom fra begge sider af den kolde krig, fra 128 forskellige lande ud af de 154 FN-medlemmer på det tidspunkt.
Tito blev syg i løbet af 1979. Den 3. januar og igen den 7. januar 1980 blev Tito indlagt på universitetsmedicinsk center i Ljubljana. Hans venstre ben blev kort efter amputeret på grund af arterieblokeringer, og han døde af koldbrand på Medicinsk Center Ljubljana den 4. maj 1980 kl. 15.05, tre dage før sin 88-års fødselsdag.
"Plavi voz" (det blå tog, det officielle præsidentielle tog) bragte hans lig til hovedstaden Beograd, hvor han blev liggende i den føderale parlamentsbygning indtil begravelsen.
Statsbegravelse af Josip Tito
Relaterede sider
- Jugoslavien
- Titoisme
Spørgsmål og svar
Q: Hvem var Josip Broz?
A: Josip Broz, med kælenavnet Tito, var en jugoslavisk kommunistisk revolutionær, der var leder af Den Socialistiske Føderative Republik Jugoslavien fra 1945 til sin død i 1980.
Spørgsmål: Hvilke stillinger havde han?
A: Fra 1945 til 1953 var han premierminister, og fra 1953 til 1980 var han præsident.
Spørgsmål: Hvornår døde Tito?
Svar: Tito døde den 4. maj 1980.
Spørgsmål: Hvor mange lande deltog i hans begravelse?
Svar: Ved hans begravelse den 4. maj 1980 deltog repræsentanter for 128 ud af 154 FN-medlemslande.
Spørgsmål: Hvad er folks synspunkter om hans lederskab?
Svar: Folk har stærke og forskellige synspunkter om hans lederskab. Han er af nogle kritikere blevet beskrevet som en autoritær og velvillig diktator.
Spørgsmål: Var Tito en kontroversiel person?
A: Ja, Tito var en kontroversiel person.
Søge