Gamal Abdel Nasser: Egyptens præsident og panarabismens ikon
Gamal Abdel Nasser: Fra revolutionsleder til panarabisk ikon — Suez-nationalisering, nasserisme og hans varige indflydelse på moderne arabisk historie.
Gamal Abdel Nasser Hussein (15. januar 1918 – 28. september 1970) var Egyptens anden præsident fra 1956 til sin død. Sammen med Muhammed Naguib, den første præsident, stod han i spidsen for den egyptiske revolution i 1952, som væltede monarkiet i Egypten og Sudan og indførte en ny periode med politiske og sociale forandringer. Efter at nationaliserede politikker og interne magtkampe førte til, at Naguib trådte tilbage i 1954, blev Nasser den stærkeste leder og formelt præsident i 1956.
Baggrund og tidlig karriere
Nasser voksede op i en beskeden familie og gik ind i militæret, hvor han fik sine politiske erfaringer. Som officer var han med i den hemmelige gruppe "Free Officers", der organiserede kupdet i 1952. Gruppen ønskede et slut på kongelige privilegier, britisk indflydelse og korruption og ville gennemføre landreformer, modernisering og øget social retfærdighed.
Indenrigspolitik og reformer
Nasser indførte omfattende reformer, der ændrede det egyptiske samfund. Blandt hans vigtigste tiltag var:
- Landreformer, der skulle bryde storjordsejeres magt og give jord til bønderne.
- Nationalisering af nøglesektorer, herunder Suezkanalen og flere industrier, for at kontrollere økonomiens centrale dele.
- Kamp for industrialisering, opbygning af infrastruktur og store byggeprojekter som opførelsen af Aswan-dæmningen med sovjetisk støtte.
- Udbygning af uddannelse, sundhedsvæsen og sociale ydelser for at øge levestandarden og bekæmpe analfabetisme.
- Styrkelse af statslig kontrol over politiske organisationer gennem dannelsen af et ét-parti-system (Arab Socialist Union) og hårdhændet behandling af politisk opposition, herunder forfølgelse af medlemmer af Muslim Brotherhood.
Økonomisk var Nasser tilhænger af en form for arabisk socialisme: stor offentlig sektor, planøkonomi og statslig styring, selvom resultaterne var blandede og afhængige af udenlandsk støtte og militære udgifter.
Udenrigspolitik, panarabisme og international rolle
Nasser blev symbolet på arabisk nationalisme og panarabisme. Han arbejdede for arabisk enhed og nægtede at acceptere fortsat europæisk dominans i regionen. Hans popularitet voksede efter nationaliseringen af Suezkanalen, som førte til Suez-krisen i 1956, hvor Storbritannien, Frankrig og Israel angreb Egypten — et angreb der endte med politisk sejr for Nasser, da supermagterne tvang fjenden til at trække sig tilbage.
I 1958 gennemførte Nasser en formel union med Syrien, Den Forenede Arabiske Republik (union med Syrien, som ikke varede særlig længe), et skridt der illustrerede hans ambitioner om arabisk enhed, selvom unionen opløstes i 1961. Han spillede også en central rolle i opbygningen af den alliancefrie bevægelse, som forsøgte at skabe et tredie alternativ til blokpolitikken mellem USA og Sovjetunionen.
Relationen til Israel og militære konflikter
Nasser var en ledende figur i den arabiske modstand mod oprettelsen og udvidelsen af Israel. Hans politik og retorik bidrog til flere konflikter mellem Egypten og Israel, herunder konflikter i 1950'erne og 1960'erne. Den mest skadelige begivenhed for hans prestige var seksdageskrigen i 1967, hvor Israel besejrede de arabiske hære, og Egypten mistede Sinai-halvøen. Denne militære katastrofe svækkede Nassers autoritet og fulgte af et stort tab af tillid i regionen.
Ledelsesstil og kritik
Nasser kombinerede massestøtte med autoritær kontrol: han opbyggede en personlig kult, begrænsede pressefriheden, undertrykte politisk opposition og centraliserede magten. På trods af dette oplevede mange egyptiske borgere forbedringer i sociale ydelser, uddannelse og national stolthed under hans styre. Hans regime støttede også frigørelsesbevægelser i Afrika og Asien, hvilket gav ham tilhængere internationalt.
Død og eftermæle
Nasser døde den 28. september 1970. Hans død vakte massiv sorg i Egypten og blandt mange arabere, hvor han stadig betragtes som et symbol på arabisk værdighed og frihed. På samme tid kritiserer historikere og politiske kommentatorer hans fejlslagne militære satsninger, økonomiske begrænsninger og undertrykkelse af politiske friheder. Begrebet nasserisme lever videre som betegnelse for hans kombination af arabisk nationalisme, statslig økonomi og antiimperialistisk politik.
Sammenfattende var Gamal Abdel Nasser en kompleks leder: en modernisator og nationalhelt for mange, men også en autoritær regent hvis politik både skabte fremskridt og førte til alvorlige tilbageslag for Egypten og regionen.
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvem var Gamal Abdel Nasser Hussein?
A: Gamal Abdel Nasser Hussein var Egyptens anden præsident fra 1956 til sin død i 1970.
Spørgsmål: Hvad gjorde han for at skabe forandringer i Egypten?
A: Sammen med Mohamed Naguib, den første præsident, stod han i spidsen for den egyptiske revolution i 1952, som væltede monarkiet i Egypten og Sudan og bragte en ny periode med forandringer i Egypten, der gjorde det til et mere socialistisk og moderne land.
Spørgsmål: Hvor længe varede hans union med Syrien?
A: Hans union med Syrien varede ikke særlig længe.
Spørgsmål: Hvad er nasserisme?
A: Nasserisme er en version af panarabismen, som blev fremmet af Gamal Abdel Nasser Hussein, og som var populær i den arabiske verden i 1950'erne og 1960'erne.
Spørgsmål: Hvilke vigtige industrier nationaliserede han?
A: Under hans ledelse nationaliserede Egypten Suezkanalen og en masse andre industrier.
Spørgsmål: Hvordan er hans arv blevet opfattet af araberne siden da?
A: Selv efter at den israelske sejr over de arabiske hære i seksdageskrigen skadede den offentlige mening om ham, ser mange arabere stadig Nasser som et symbol på arabisk værdighed og frihed.
Søge