Millenniumudviklingsmålene (MDG) – FN's otte udviklingsmål frem til 2015

Lær om FN's otte Millenniumudviklingsmål (MDG): mål, fremskridt og global indsats for at udrydde fattigdom, forbedre sundhed, uddannelse og bæredygtighed inden 2015.

Millenniumudviklingsmålene (MDG) er FN's otte mål. De blev vedtaget i 2000. Alle 189 FN-medlemsstater (der er nu 193) og mindst 23 internationale organisationer sagde, at de ville forsøge at bidrage til at nå målene inden 2015:

1. At udrydde ekstrem fattigdom og sult
2. At opnå almen grunduddannelse for alle
3. At fremme ligestilling mellem kønnene
4. At reducere børnedødeligheden
5. Forbedring af mødressundhed
6. Bekæmpelse af hiv/aids, malaria og andre sygdomme
7. At sikre miljømæssig bæredygtighed.
8. At udvikle et globalt partnerskab for udvikling.

Hvert mål havde specifikke mål og datoer for at nå disse mål. For at gøre fremskridt blev G8-finansministrene i juni 2005 enige om at stille tilstrækkelige midler til rådighed for Verdensbanken, Den Internationale Valutafond (IMF) og Den Afrikanske Udviklingsbank (AfDB) til at eftergive 40 til 55 mia. dollars i de fattige landes gæld. Dette skulle give dem mulighed for at bruge ressourcerne til at forbedre sundhed, uddannelse og mindske fattigdommen.

De udviklede landes bistand til millenniumudviklingsmålene steg i perioden. Mere end halvdelen gik til gældslettelse. En stor del af resten gik til naturkatastrofer og militær bistand i stedet for til udvikling.

Hvad betød målene i praksis?

Hvert af de otte mål blev suppleret af konkrete delmål og indikatorer, som gjorde det muligt at måle fremgang. Eksempler på sådanne delmål var:

• At halvere andelen af mennesker, som lever for under en bestemt indkomstgrænse (verdensbanken benyttede tidligere $1,25 per dag som grænse) og reducere sult markant.
• At sikre, at alle drenge og piger får fuldført gratis og obligatorisk grunduddannelse.
• At udligne forskelle mellem kønnene i adgang til uddannelse og arbejdsmarkedet.
• At mindske dødeligheden blandt børn under fem år med to tredjedele set i forhold til 1990.
• At reducere mødredødelighed med tre fjerdedele og sikre adgang til fødselsomsorg.
• At stoppe spredningen af hiv/aids og begynde at vende epidemier som malaria og tuberkulose tilbage.
• At integrere bæredygtighed i nationale politikker, reducere tab af naturressourcer og sikre adgang til rent drikkevand og sanitet for en stor del af befolkningen.
• At mobilisere globalt samarbejde om handel, teknologi, gældshåndtering, finansiering og adgang til essentielle lægemidler.

Finansiering, initiativer og internationale aftaler

For at underbygge gennemførelsen blev der lanceret en række initiativer: gældssanering (bl.a. gennem HIPC-initiativet og senere tiltag), øget udviklingsbistand fra rige lande, satsning på sundhedskampagner (vaccinationer, malaria-net, HIV-behandling) og investeringer i uddannelse. Som nævnt før blev G8's aftale i 2005 om at stille midler til rådighed for Verdensbanken, IMF og AfDB set som et vigtigt skridt til at lette byrden af gæld og frigøre ressourcer til udviklingsformål.

Resultater og kritik

Der opnåedes betydelige fremskridt på flere områder, men resultaterne var ujævne mellem regioner og lande:

• Ekstrem fattigdom blev halveret globalt før 2015 ifølge Verdensbanken, men mange regioner — især sub-Sahara Afrika — havde stadig store udfordringer.
• Indskrivningen i grundskoler steg markant i store dele af verden, men frafald, dårlig undervisningskvalitet og kønsforskelle fastholdt problemer i flere lande.
• Børnedødeligheden faldt kraftigt globalt, men målet om at reducere den med to tredjedele blev ikke fuldt opnået i alle områder.
• Mødredødeligheden faldt, men forbliver høj i mange lavindkomstlande, ofte på grund af manglende sundhedsservices og uddannelse af sundhedspersonale.
• Bekæmpelsen af hiv/aids, malaria og tuberkulose gjorde fremskridt gennem udbredelse af behandlinger og forebyggelse, hvilket reddede millioner af liv.
• Målene for adgang til rent drikkevand blev i vid udstrækning indfriet globalt, mens sanitet var et område, hvor mange lande halter efter.

Kritik af MDG'erne omfattede, at mål og indikatorer i nogle tilfælde var for ensidige (fx fokus på middelværdier fremfor ulighed), at data var utilstrækkelige i mange lavindkomstlande, og at nogle donorers bistand i praksis blev omdirigeret til gældslettelse, nødhjælp eller militære formål frem for langsigtet udvikling. Som teksten ovenfor bemærker, gik en stor del af bistanden til gældslettelse, og en betydelig del af resten blev brugt på akut katastrofehjælp og sikkerhedsrelaterede udgifter i stedet for direkte på udviklingsprogrammer.

Efterfølger: Fra MDG til SDG

I 2015 udløb MDG-rammen, og FN vedtog herefter 2030-agendaen med 17 Verdensmål for bæredygtig udvikling (Sustainable Development Goals, SDG'er). SDG'erne bygger videre på MDG'ernes resultater, men er bredere i omfang og omfatter bl.a. klimaindsats, bæredygtig økonomisk vækst, stærkere institutioner og en eksplicit målsætning om at efterlade ingen — altså fokus på de mest udsatte grupper.

Konklusion

Millenniumudviklingsmålene mobiliserede verdenssamfundet, skabte politisk fokus og førte til konkrete forbedringer i millioner af menneskers liv. Samtidig viste de, at international politik, finansiering og gennemførelse skal koordineres bedre for at håndtere ulighed, svage institutioner og uforudsete kriser. Overgangen til de 17 SDG'er markerer et forsøg på at lære af MDG-periodens styrker og svagheder og at arbejde for en mere holistisk og inkluderende udvikling frem mod 2030.

Spørgsmål og svar

Spørgsmål: Hvad er millenniumudviklingsmålene?

Spørgsmål: Hvad er nogle af målene?

Spørgsmål: Hvordan har de udviklede lande bidraget til at gøre fremskridt i retning af disse mål?

Spørgsmål: Hvad var tidsplanen for at nå disse mål?

Spørgsmål: Hvad er gældslettelse?

Søg efter bogstav