Qatar – fakta, geografi, historie, styreform og økonomi

Sharia-lovgivningen er den vigtigste kilde til qatarisk lovgivning i henhold til Qatars forfatning. I praksis er Qatars retssystem en blanding af civilret og sharialovgivning. Sharia-lovgivningen anvendes på love vedrørende familieret, arv og flere kriminelle handlinger (herunder utroskab, røveri og mord). I nogle tilfælde i sharia-baserede familiedomstole er en kvindes vidneudsagn halvt så meget værd som en mands vidneudsagn. Der blev indført en kodificeret familieret i 2006. Islamisk polygami er tilladt i landet.

Piskning anvendes i Qatar som straf for alkoholforbrug eller ulovlige seksuelle forhold. I artikel 88 i Qatars straffelov er straffen for ægteskabsbrud 100 piskeslag. I 2006 blev en filippinsk kvinde dømt til 100 piskeslag for utroskab. I 2010 blev mindst 18 personer (hovedsagelig udenlandske statsborgere) idømt piskeslag på mellem 40 og 100 piskeslag for lovovertrædelser i forbindelse med "ulovlige seksuelle forhold" eller alkoholforbrug. I 2011 blev mindst 21 personer (hovedsagelig udenlandske statsborgere) idømt piskeslag på mellem 30 og 100 piskeslag for lovovertrædelser i forbindelse med "ulovlige seksuelle forhold" eller alkoholforbrug. I 2012 blev seks udlændinge dømt til piskeslag på enten 40 eller 100 piskeslag. Kun muslimer, der blev anset for at være helbredsmæssigt raske, kunne få sådanne domme eksekveret. Det er ukendt, om dommene blev gennemført. For nylig, i april 2013, blev en muslimsk udlænding idømt 40 piskeslag for alkoholforbrug. I juni 2014 blev en muslimsk udlænding idømt 40 piskeslag for at have drukket alkohol og kørt bil under påvirkning af alkohol. Juridisk korporlig afstraffelse er almindelig i Qatar som følge af Hanbali-tolkningen af sharia-loven.

Stening er en lovlig straf i Qatar. Apostasi er en forbrydelse, der kan straffes med dødsstraf i Qatar. Blasfemi kan straffes med op til syv års fængsel, og proselytteri kan straffes med op til 10 års fængsel. Homoseksualitet er en forbrydelse, der kan straffes med dødsstraf.

Alkoholforbrug er delvist lovligt i Qatar; nogle femstjernede luksushoteller har tilladelse til at sælge alkohol til deres ikke-muslimske kunder. Muslimer må ikke indtage alkohol i Qatar, og muslimer, der tages i at indtage alkohol, kan blive pisket eller deporteret. Ikke-muslimske udlændinge kan få en tilladelse til at købe alkohol til eget forbrug. Qatar Distribution Company (et datterselskab af Qatar Airways) har tilladelse til at importere alkohol og svinekød; det driver den eneste spiritusforretning i landet, som også sælger svinekød til indehavere af spiritusbevillinger. Qatars embedsmænd har også tilkendegivet, at de er villige til at tillade alkohol i "fan-zoner" ved VM i fodbold i 2022.

Indtil for nylig var det tilladt for restauranter på Pearl-Qatar (en menneskeskabt ø nær Doha) at servere alkoholholdige drikkevarer. I december 2011 fik restauranterne på Pearl-Qatar imidlertid besked på at holde op med at sælge alkohol. Der blev ikke givet nogen forklaring på dette forbud. Der spekuleres bl.a. i regeringens ønske om at give et mere fromt image forud for landets første valg af et kongeligt rådgivende organ og i rygter om en økonomisk strid mellem regeringen og resortets bygherrer.

I 2014 lancerede Qatar en kampagne for beskedenhed for at minde turisterne om den beskedne påklædningskodeks. Kvindelige turister rådes til ikke at bære leggings, minikjoler, ærmeløse kjoler og kort eller stramt tøj i offentligheden. Mænd frarådes kun at bære shorts og undertrøjer.

Ifølge USA's udenrigsministerium migrerer udstationerede arbejdstagere fra lande i hele Asien og dele af Afrika frivilligt til Qatar som lavt kvalificeret arbejdskraft eller tjenestefolk, men nogle af dem udsættes efterfølgende for forhold, der ligner ufrivillig trældom. Nogle af de mest almindelige krænkelser af arbejdsrettighederne omfatter tæsk, tilbageholdelse af betaling, opkrævning af arbejdstagerne for ydelser, som arbejdsgiveren er ansvarlig for, begrænsninger i bevægelsesfriheden (f.eks. konfiskation af pas, rejsedokumenter eller udrejsetilladelser), vilkårlig tilbageholdelse, trusler om retsforfølgelse og seksuelle overgreb. Mange vandrende arbejdstagere, der ankommer for at arbejde i Qatar, har betalt urimeligt høje gebyrer til rekrutteringsfirmaer i deres hjemlande.

Fra 2014 tillader visse bestemmelser i den qatariske straffelov strafstraffe som piskning og stening. FN's Komité mod Tortur fandt, at denne praksis udgjorde en overtrædelse af de forpligtelser, der er fastsat i FN's konvention mod tortur. Qatar opretholder dødsstraf, hovedsagelig for trusler mod den nationale sikkerhed. Anvendelsen af dødsstraf er sjælden, og der har ikke fundet nogen statslige henrettelser sted i Qatar siden 2003.

I henhold til bestemmelserne i Qatars sponsorlov har sponsorerne ensidig beføjelse til at annullere arbejdstagernes opholdstilladelser, nægte arbejdstagerne mulighed for at skifte arbejdsgiver, anmelde en arbejdstager som "forsvundet" til politimyndighederne og nægte tilladelse til at forlade landet. Som følge heraf kan sponsorerne begrænse arbejdstagernes bevægelsesfrihed, og arbejdstagerne kan være bange for at anmelde misbrug eller kræve deres rettigheder. Ifølge ITUC gør visumsponsorordningen det muligt at fremtvinge tvangsarbejde ved at gøre det vanskeligt for en vandrende arbejdstager at forlade en arbejdsgiver, der misbruger ham, eller at rejse uden tilladelse til udlandet. Qatar opretholder heller ikke lønstandarder for sine arbejdsmigranter. Qatar har bestilt det internationale advokatfirma DLA Piper til at udarbejde en rapport, der undersøger systemet for arbejdskraftindvandrere. I maj 2014 offentliggjorde DLA Piper over 60 anbefalinger til en reform af kafala-systemet, herunder afskaffelse af udrejsevisa og indførelse af en mindsteløn, som Qatar har lovet at gennemføre.

I maj 2012 erklærede Qatars embedsmænd, at de havde til hensigt at tillade oprettelsen af en uafhængig fagforening. Qatar meddelte også, at landet vil afskaffe sit sponsorsystem for udenlandsk arbejdskraft, som kræver, at alle udenlandske arbejdstagere skal sponsoreres af lokale arbejdsgivere. Yderligere ændringer af arbejdsmarkedslovgivningen omfatter en bestemmelse, der garanterer, at alle arbejdstageres lønninger udbetales direkte til deres bankkonti, og nye restriktioner for udendørs arbejde i de varmeste timer om sommeren. Et nyt lovforslag, der blev annonceret i begyndelsen af 2015, giver mandat til, at virksomheder, der ikke betaler arbejdstagernes løn til tiden, midlertidigt kan miste deres mulighed for at ansætte flere medarbejdere.

I oktober 2015 underskrev Qatars emir en lov om nye reformer af landets sponsoreringssystem, og den nye lov træder i kraft inden for et år. Kritikere hævder, at ændringerne ikke kan løse visse problemer med arbejdstagerrettigheder.

I forbindelse med valget til det centrale byråd i 1999 fik kvinderne stemmeret på samme tid som mændene. Dette valg - det første nogensinde i Qatar - blev bevidst afholdt den 8. marts 1999, som er den internationale kvindedag.

Som et lille land med større naboer søger Qatar at udøve indflydelse og beskytte sin stat og sit herskende dynasti. Historien om Qatars alliancer giver et indblik i grundlaget for deres politik. Mellem 1760 og 1971 søgte Qatar formel beskyttelse mod de store overgangsmagter som osmannerne, briterne, al-Khalifa'erne fra Bahrain, araberne og wahhabitterne fra Saudi-Arabien. Qatars stigende internationale profil og aktive rolle i internationale anliggender har fået nogle analytikere til at betegne landet som en mellemmagt. Qatar var et tidligt medlem af OPEC og et af de stiftende medlemmer af Golfstaternes Samarbejdsråd (GCC). Det er medlem af Den Arabiske Liga. Landet har ikke accepteret den obligatoriske jurisdiktion af Den Internationale Domstol.

Qatar har også bilaterale forbindelser med en række forskellige fremmede magter. Qatar er vært for Al Udeid Air Base, en fælles amerikansk-britisk base, som fungerer som knudepunkt for alle amerikanske og britiske luftoperationer i Den Persiske Golf. Det har givet amerikanske og britiske styrker mulighed for at bruge en luftbase til at sende forsyninger til Irak og Afghanistan. Selv om Qatar er vært for dette strategiske militæranlæg, er landet ikke altid en stærk vestlig allieret. Qatar har tilladt de afghanske Taliban at oprette et politisk kontor i landet og har tætte forbindelser til Iran, herunder et fælles naturgasfelt. Ifølge lækkede dokumenter, der er offentliggjort i New York Times, var Qatars resultater med hensyn til terrorbekæmpelse de "værste i regionen". Det fremgik af telegrammet, at Qatars sikkerhedstjeneste "tøvede med at handle mod kendte terrorister af frygt for at fremstå som allieret med USA og provokere repressalier".

Qatar har blandede forbindelser med sine naboer i området omkring Den Persiske Golf. Qatar har underskrevet en forsvarssamarbejdsaftale med Iran, som landet deler verdens største enkeltstående ikke-associerede gasfelt med. Det var den anden nation, den første var Frankrig, der offentligt meddelte sin anerkendelse af det nationale overgangsråd fra den libyske opposition som Libyens legitime regering midt under den libyske borgerkrig i 2011.

I 2014 kom Qatars forbindelser med Bahrain, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater til et kogepunkt på grund af Qatars støtte til Det Muslimske Broderskab og ekstremistiske grupper i Syrien. Dette kulminerede med, at de tre førnævnte lande trak deres ambassadører tilbage fra Qatar i marts 2014. Da ambassadørerne trak sig tilbage, var GCC angiveligt på randen af en krise i forbindelse med fremkomsten af forskellige politiske blokke med modstridende interesser. Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater og Bahrain var involveret i en politisk kamp med Qatar, mens Oman og Kuwait repræsenterer en alliancefri blok inden for GCC. Forbindelserne mellem landene blev forbedret, efter at Golfstaternes Samarbejdsråd (GCC) meddelte, at Bahrain, Saudi-Arabien og UAE returnerede deres diplomater til Qatar. Islam Hassan, der er forsker i studier i Den Persiske Golf ved Qatars universitet, hævder, at Qatar med løsningen af GCC-krisen nåede et nyt niveau af politisk modenhed. Han fortsætter med at hævde, at Qatar formåede at bringe krisen til ophør uden at ændre nogen af sine udenrigspolitiske principper eller opgive sine allierede.

I de seneste år har Qatar brugt militante islamister i en række lande, herunder Egypten, Syrien, Libyen, Somalia og Mali, til at fremme sin udenrigspolitik. At bejle til islamister fra Det Muslimske Broderskab til salafistiske grupper har tjent som en magtforstærker for landet, da det siden begyndelsen af det arabiske forår har ment, at disse grupper repræsenterede fremtidens bølge. David Cohen, undersekretær for terrorisme og finansielle efterretninger i det amerikanske finansministerium, sagde, at Qatar er en "permissiv jurisdiktion for finansiering af terrorisme". Der er beviser for, at disse grupper, der støttes af Qatar, omfatter de militante islamiske grupper med hård linje, der er aktive i det nordlige Syrien. Fra 2015^[opdatering] støtter Qatar, Saudi-Arabien og Tyrkiet åbent Erobringshæren, en paraplygruppe af regeringsfjendtlige styrker, der kæmper i den syriske borgerkrig, som angiveligt omfatter en al-Qaeda-relateret al-Nusra Front og en anden salafistisk koalition kendt som Ahrar ash-Sham.

Qatar støttede den demokratisk valgte præsident Mohamed Morsi med diplomatisk støtte og det statsejede Al Jazeera-netværk, inden han blev afsat ved et militærkup. Qatar tilbød Egypten et lån på 7,5 mia. dollars i det år, hvor han var ved magten.

Qatars tilslutning til Hamas, som først blev rapporteret i begyndelsen af 2012, har tiltrukket kritik fra Israel, USA, Egypten og Saudi-Arabien, "som beskylder Qatar for at underminere den regionale stabilitet ved at støtte Hamas." Qatars udenrigsminister har imidlertid benægtet at støtte Hamas og har udtalt: "Vi støtter ikke Hamas, men vi støtter palæstinenserne." Efter en fredsaftale lovede Qatar 1 milliard dollars i humanitær bistand til Gaza.

Qatar har været vært for akademiske, religiøse, politiske og økonomiske konferencer. Det 11. årlige Doha Forum bragte for nylig vigtige tænkere, fagfolk med forskellige baggrunde og politiske personer fra hele verden sammen for at drøfte demokrati, medier og informationsteknologi, frihandel og vandsikkerhedsspørgsmål. Desuden har forummet siden 2006 afholdt konferencen om Mellemøstens økonomiske fremtid. I nyere tid har Qatar været vært for fredsforhandlinger mellem rivaliserende fraktioner i hele verden. Blandt disse kan nævnes Darfur-aftalen. Doha-erklæringen er grundlaget for fredsprocessen i Darfur, og den har betydet betydelige fremskridt på stedet for den afrikanske region. Blandt de bemærkelsesværdige resultater kan nævnes genoprettelse af sikkerhed og stabilitet, fremskridt i opbygnings- og genopbygningsprocesserne, tilbagevenden af fordrevne indbyggere og samling af befolkningen i Darfur for at imødegå udfordringerne og fremme fredsprocessen. Qatar donerede 88,5 mio. GBP i midler til finansiering af genopretning og genopbygning i Darfur.

Qatars væbnede styrker er Qatars militære styrker. Landet har en beskeden militærstyrke på ca. 11.800 mand, herunder en hær (8.500), en flåde (1.800) og et luftvåben (1.500). Qatars forsvarsudgifter udgjorde ca. 4,2% af bruttonationalproduktet i 1993. I 2008 brugte Qatar 2,355 mia. USD på militærudgifter, hvilket svarer til 2,3 % af bruttonationalproduktet. Qatars specialstyrker er blevet trænet af Frankrig og andre vestlige lande og menes at besidde betydelige færdigheder. De hjalp også de libyske oprørere under slaget om Tripoli i 2011.

Qatar har underskrevet forsvarsaftaler med USA og Storbritannien samt med Frankrig tidligere i 1994. Qatar spiller en aktiv rolle i den kollektive forsvarsindsats i Golfstaternes Samarbejdsråd; de fem andre medlemmer er Saudi-Arabien, Kuwait, Bahrain, De Forenede Arabiske Emirater og Oman. Tilstedeværelsen af en stor Qatars luftbase, der drives af USA og flere andre FN-nationer, udgør en garanteret kilde til forsvar og national sikkerhed.

Stockholm International Peace Research Institute, SIPRI, har fundet ud af, at Qatar i 2010-14 var den 46. største våbenimportør i verden. SIPRI skriver imidlertid, at Qatars planer om at omdanne og udvide sine væbnede styrker betydeligt er blevet fremskyndet. Ordrer i 2013 på 62 kampvogne og 24 selvkørende kanoner fra Tyskland blev i 2014 fulgt op af flere andre kontrakter, herunder 24 kamphelikoptere og 3 AEW-fly fra USA og 2 tankfly fra Spanien.

Qatars militær deltog i den saudiarabisk ledede intervention i Yemen mod de shiamuslimske houthier. I 2015 rapporterede Al Jazeera America: "Talrige rapporter tyder på, at den saudi-ledede koalition mod oppositionsgrupper i Yemen vilkårligt har angrebet civile og brugt klyngebomber i civilbefolkede områder i strid med folkeretten."

Siden 2004 har Qatar været opdelt i syv kommuner (arabisk: baladiyah).

1. Madinat ash Shamal
2. Al Khor
3. Umm Salal
4. Al Daayen
5. Al Rayyan
6. Doha
7. Al Wakrah

Til statistiske formål er kommunerne yderligere opdelt i 98 zoner (fra 2010^{[opdatering]), som igen er} opdelt i blokke.

Qatar er en halvø (en stribe land, der stikker ud i havet). Den er forbundet med Saudi-Arabien i syd, og alle de andre sider af den er omgivet af Den Arabiske Golf.

Qatar er et ganske lille land og har et areal på kun 10.360 km². Halvøen er 160 km lang. En stor del af landet er en lav, ufrugtbar slette, der er dækket af sand. Jebel Dukhan-området har Qatars vigtigste olieforekomster på land. Naturgasfelterne ligger til havs, nordvest for halvøen.

Hovedstaden i Qatar er Doha. Over 90 % af befolkningen bor i Doha. Den anden store by er Al Wakrah.

Qatar har en ikke-valgt, monarkisk, emiratlignende regering. Emiren er arvelig.

Emiren er den eneste, der kan udnævne og afsætte premierministeren og ministre i kabinettet. Sammen udgør ministrene Ministerrådet. De er den højeste udøvende myndighed i landet.

Folk fra Qatar kaldes qatarere. De er arabere. Det officielle sprog i Qatar er arabisk, men mange mennesker taler også engelsk, især når de laver forretninger.

Der bor ca. 2,6 millioner mennesker i Qatar, men ca. 88 % af disse er gæstearbejdere (folk fra et andet land, der bor og arbejder i Qatar i kort tid), som for det meste kommer fra Sydasien, Sydøstasien og andre arabiske lande. 650 000 er indere, 350 000 nepalesere, 260 000 filippinere og en lang række andre nationaliteter.

Næsten hele Qatars økonomi stammer fra produktion af olie og naturgas.

Qatars valuta hedder Qatari Riyal.

Næsten alle katarere følger islamisk religion. Mange af gæstearbejderne følger dog andre religioner.

Fodbold er den mest populære sport i Qatar, tæt fulgt af cricket. Qatars fodboldlandshold for unge under 20 år sluttede på andenpladsen ved FIFA's verdensmesterskab for unge i 1981.

Den asiatiske fodboldkonføderations finale i AFC Asian Cup 2011 blev afholdt i Qatar i januar 2011. Det var anden gang, at Qatar var vært for turneringen, idet den anden gang var AFC Asian Cup i 1988.

Doha, Qatar, er også hjemsted for Qatar Racing Club, som er en dragracingfacilitet.

Khalifa International Tennis and Squash Complex i Doha, Qatar, var vært for WTA Tour-mesterskaberne i dametennis mellem 2008 og 2010. Doha er hvert år vært for WTA Premier-turneringen Qatar Ladies Open.

Den 2. december 2010 vandt Qatar deres bud på at være vært for VM i fodbold i 2022.

Nasser Al-Attiyah fra Qatar vandt Dakar-rallyet i 2011 og produktionsverdensmesterskabet i rally i 2006. Derudover har han også vundet guldmedaljer ved De Asiatiske Lege i 2002 og De Asiatiske Lege i 2010 som en del af Qatars skeetskydningshold.

Siden 2002 har Qatar været vært for det årlige Tour of Qatar, et cykelløb på seks etaper. Hvert år i februar kører rytterne om kap på vejene i Qatars flade land i seks dage. Hver etape dækker en distance på mere end 100 km.