ANC (Den Afrikanske Nationalkongres) — historie og rolle i Sydafrika

ANC blev grundlagt som en direkte reaktion på det, der blev betragtet som uretfærdighed mod sorte sydafrikanere fra deres hvide, hovedsagelig afrikanske regering. ANC havde sin oprindelse i en udtalelse fra Pixley ka Isaka Seme, som i 1911 sagde, at man skulle glemme alle tidligere forskelle mellem afrikanerne og forene sig i én national organisation. ANC blev oprettet det følgende år den 8. januar 1912.

Regeringen i den nyligt dannede Sydafrikanske Union begyndte en systematisk undertrykkelse af den sorte befolkning i Sydafrika. Loven om indfødtes jord blev udstedt i 1913. Virkningen af disse love var at tvinge mange ikke-hvide fra deres gårde til byerne og byerne for at arbejde og at begrænse deres bevægelighed inden for Sydafrika. I 1919 førte ANC en kampagne mod pas, og i 1929 støttede ANC en militant strejke blandt minearbejdere.

ANC gik i dvale i midten af 1920'erne. I den periode blev sorte mennesker også repræsenteret af Industrial and Commercial Workers' Union og det tidligere udelukkende hvide kommunistparti. I 1927 foreslog J.T. Gumende (ANC's præsident) et samarbejde med kommunisterne i et forsøg på at genoplive organisationen, men han blev stemt fra magten i 1930'erne. Dette førte til, at ANC blev stort set ineffektivt og inaktivt, indtil midten af 1940'erne, hvor ANC blev omdannet til en massebevægelse.

ANC reagerede militært på angreb på de sorte sydafrikaneres rettigheder og opfordrede til strejker, boykot og trods. Dette førte til en senere Defiance Campaign i 1950'erne, en massebevægelse for modstand mod Sydafrika under apartheid. Regeringen forsøgte at stoppe ANC ved at forbyde partiledere og vedtage nye love for at stoppe ANC, men disse foranstaltninger mislykkedes.

I 1955 vedtog Folkekongressen officielt Frihedscharteret, der fastlagde de centrale principper for den sydafrikanske kongresalliance, som bestod af den afrikanske nationalkongres og dens allierede South African Indian Congress, South African Congress of Democrats og Coloured People's Congress. Regeringen hævdede, at der var tale om et kommunistisk dokument, og derfor blev ledere af ANC og Kongressen arresteret. I 1960 fandt Sharpeville-massakren sted, hvor 69 mennesker blev dræbt, da politiet åbnede ild mod anti-apartheiddemonstranter.

De hvide sluttede sig til sidst til kampen mod apartheid, hvilket fik mange sorte supremacister til at bryde ud af ANC.

Umkhonto we Sizwe

Umkhonto we Sizwe (eller MK), der oversat betyder "Nationens spyd", var ANC's militære fløj. Delvis som reaktion på Sharpeville-massakren i 1960 mente enkelte medlemmer af ANC, at der var brug for vold, fordi fredelige, passive protester havde slået fejl. Der var en betydelig del af ANC, som derfor tyede til vold for at nå deres mål. En betydelig del af ANC's ledelse var enig i, at denne vold var nødvendig for at bekæmpe den stigende modreaktion fra regeringen.

Nogle ANC-medlemmer var oprørte over MK's handlinger og nægtede at acceptere, at vold var nødvendig for at gøre en ende på apartheid, men disse personer blev et mindretal, da de militante ledere som Nelson Mandela vandt stor popularitet. Mange anser deres handlinger for at være kriminelle, men MK sagde, at volden var berettiget af målet om at gøre en ende på apartheid. Nogle medlemmer af MK begik terrorhandlinger for at nå deres mål, og MK var ansvarlig for dødsfald blandt både civile og militærfolk. MK blev grundlagt i 1961 i samarbejde med Sydafrikas kommunistparti.

ANC kalder sig selv for en national befrielseskraft i postapartheidtiden og definerer officielt sin paraplyagenda som den nationale demokratiske revolution. ANC er medlem af Den Socialistiske Internationale. ANC har også som et centralt mål for sin politik at udligne de socioøkonomiske forskelle, der skyldes koloni- og apartheidpolitikken, som et centralt fokus for ANC's politik.

Den nationale demokratiske revolution (NDR) beskrives som en proces, hvorigennem det nationale demokratiske samfund (NDS) opnås; et samfund, hvor folk er intellektuelt, socialt, økonomisk og politisk styrket.

Trepartsalliance

ANC har en historisk alliance med Sydafrikas kommunistparti (SACP) og Congress of South African Trade Unions (COSATU), kendt som trepartsalliancen. SACP og COSATU har ikke deltaget i nogen valg i Sydafrika, men opstiller kandidater gennem ANC, har ledende stillinger i ANC og har indflydelse på partiets politik og dialog. Under Mbekis præsidentperiode indtog regeringen en mere prokapitalistisk holdning, hvilket ofte var i modstrid med SACP's og COSATU's krav.

2008 skisma

Efter Zumas tiltrædelse af ANC's ledelse i 2007 og Mbekis afgang som præsident i 2008 splittede Mbekis fraktion af tidligere ministre under ledelse af Mosiuoa Lekota sig fra ANC for at danne Folkekongressen.

ANC-flaget består af tre striber - sort, grøn og guld. Sort symboliserer Sydafrikas indfødte befolkning, grønt repræsenterer landet, og guld repræsenterer Sydafrikas mineraler og andre naturrigdomme. Dette flag var også Umkhonto we Sizwe's kampflag. Det officielle partiflag har også partiets emblem indarbejdet i flaget.

Partiets politikere opnår en plads i parlamentet ved at stå på partilisten, som opstilles før valget og i rækkefølge opregner partiets foretrukne parlamentsmedlemmer. Antallet af tildelte pladser er proportionalt med det folkelige antal stemmer i landet, og dette er afgørende for spærregrænsen.

ANC har også fået nye medlemmer gennem den kontroversielle proces med at krydse gulvet.

Selv om de fleste sydafrikanske partier offentliggjorde deres kandidatliste til premierministerposterne i provinserne ved valget i 2009, gjorde ANC det ikke. Det er ikke et krav til partierne at gøre det.

ANC var den største opposition til regeringen under apartheid og spillede en vigtig rolle i løsningen af konflikten gennem fredsskabende og fredsopbyggende processer. I første omgang mødtes medlemmer af National Party i hemmelighed med ANC-ledere, herunder Nelson Mandela, for at se, om fred var mulig. Der fandt drøftelser og forhandlinger sted, som førte til, at ANC og andre politiske partier, der var modstandere af ANC, til sidst blev ophævet af den daværende præsident de Klerk den 2. februar 1990. Disse indledende møder var de første afgørende skridt i retning af en løsning.

Det næste officielle skridt i retning af genopbygningen af Sydafrika var Groote Schuur-protokollen, hvor regeringen og ANC blev enige om en fælles forpligtelse til at standse vold og intimidering samt en forpligtelse til stabilitet og til en fredelig forhandlingsproces. ANC forhandlede om løsladelse af politiske fanger og immunitet mod retsforfølgelse for hjemvendte eksilerede, og desuden blev der etableret kommunikationskanaler mellem regeringen og ANC.

Senere var Pretoria-protokollen et andet skridt i retning af en løsning, hvor aftalerne i Groote Schuur blev genkonsolideret, og der blev taget skridt til at etablere en overgangsregering og udarbejde en ny forfatning samt suspendere ANC's militære fløj - Umkhonto we Sizwe. Dette skridt var med til at sætte en stopper for en stor del af volden i Sydafrika. En anden aftale, der kom ud af Pretoria-minuttet, var, at begge parter ville forsøge at skabe opmærksomhed om, at der var ved at blive skabt en ny måde at regere Sydafrika på, og at yderligere vold kun ville hindre denne proces. Volden fortsatte dog stadig i Kwazulu-Natal, hvilket krænkede tilliden mellem Mandela og de Klerk. Desuden forlængede interne stridigheder i ANC krigen, da der ikke blev opnået enighed om fred.

De næste vigtige skridt i retning af en løsning var:

• ophævelse af loven om folkeregistrering,
• ophævelse af loven om gruppeområder
• ophævelse af lovene om indfødte jordområder og
• vedtagelsen af loven om afskaffelse af racistisk baserede foranstaltninger blev vedtaget.

Disse foranstaltninger sikrede, at ingen kunne gøre krav på eller blive frataget rettigheder på grund af race.

I december 1991 blev konventet for et demokratisk Sydafrika (CODESA) afholdt med henblik på at etablere en overgangsregering. Men i juni 1992 fandt massakren i Boipatong sted. Forhandlingerne blev indstillet, da ANC trak sig ud. Kun Cyril Ramaphosa fra ANC og Roelf Meyer fra Nationalpartiet fortsatte forhandlingerne. På over 40 møder drøftede og forhandlede de to mænd om mange spørgsmål, herunder det fremtidige politiske systems karakter, skæbnen for over 40.000 statsansatte og om/hvordan landet skulle deles. Resultatet af disse forhandlinger blev en midlertidig forfatning, der betød, at overgangen fra apartheid til demokrati var en forfatningsmæssig fortsættelse, og at retsstatsprincippet og statens suverænitet forblev intakt under forandringen, hvilket var afgørende for stabiliteten i landet. Der blev fastsat en dato for de første demokratiske valg den 27. april 1994. ANC vandt 62,5 % af stemmerne og har siddet ved magten lige siden.

Kontroverser om korrupte medlemmer

Den mest fremtrædende korruptionssag, der involverer ANC, vedrører en række bestikkelser til virksomheder, der er involveret i den igangværende saga om en våbenhandel til 55 milliarder R, som resulterede i en langvarig fængselsdom til den tidligere vicepræsident Jacob Zumas juridiske rådgiver Schabir Shaik. Zuma, der nu er statspræsident, står i øjeblikket over for 7 813 anklager vedrørende påstået svindel, bestikkelse og korruption i forbindelse med våbenhandlen. ANC er også blevet kritiseret for sin efterfølgende afskaffelse af Scorpions, det tværfaglige agentur, der efterforskede og retsforfulgte organiseret kriminalitet og korruption, og som var stærkt involveret i efterforskningen af Zuma og Shaik.

Andre nylige korruptionsspørgsmål omfatter det seksuelle misbrug og de kriminelle anklager mod kommunaldirektør Truman Prince i Beaufort West og Oilgate-skandalen, hvor millioner af rand i midler fra et statsejet selskab angiveligt blev ført over i ANC-kassen. Forbindelser mellem fraktioner i ANC, navnlig ANC Youth League-ledelsen, og forretningsmanden Brett Kebble fik mediernes opmærksomhed efter mordet på Kebble i september 2005.

I december 2007 valgte ANC sin nye nationale eksekutivkomité (NEC), som er partiets øverste ledelse. Ud af de 80 medlemmer af udvalget er 9 % (efter apartheid) dømt kriminelle. De fleste af disse medlemmer er blevet dømt for bedrageri, mens et medlem, Winnie Madikizela-Mandela, blev dømt for kidnapning af en 14-årig dreng, James Seipei (1974-1988), også kendt som Stompie Moeketsi (som også blev myrdet). Ifølge en artikel i Mail & Guardian, "hvis man tilføjer dem, der er blevet disciplineret eller flyttet, og dem, der har mørke skyer af ubesvarede spørgsmål hængende over hovedet, skifter tallet til 29 %."

ANC er også blevet beskyldt for at bruge regeringen og civilsamfundet til at føre sine politiske kampe mod oppositionspartier som Den Demokratiske Alliance. Resultatet har været en række klager og beskyldninger om, at ingen af de politiske partier virkelig repræsenterer de fattiges interesser. Dette har resulteret i kampagnen "No Land! No House! No Vote!" kampagnen, som bliver meget fremtrædende hver gang landet holder valg.

Kontroverser om spild af penge

ANC har angiveligt spildt over 1 milliard af skatteydernes penge i løbet af de sidste otte måneder på luksusbiler, dyre hoteller, banketter, reklamer og andre "spildte udgifter".

Hovedvægten bag denne rapportering ligger på landets officielle opposition, Den Demokratiske Alliance (DA). De har ført en opgørelse over udgifterne under navnet "The Wasteful Expenditure Monitor".

Ifølge anklagemyndigheden kunne dette affald have:

• Bygget 18 574 nye RDP-huse
• Finansiere 7775 lærere i et år