Cuba er en østat i det Caribiske Hav. Landet består af den store ø Cuba, øen Isla de la Juventud (Ungdomsøen) og mange mindre øer. Havana er hovedstaden i Cuba. Det er den største by. Den næststørste by er Santiago de Cuba. På spansk hedder hovedstaden "La Habana". Cuba ligger i nærheden af USA, Mexico, Haiti, Jamaica og Bahamas. Folk fra Cuba kaldes cubanere (cubanos på spansk). Det officielle sprog er spansk. Cuba er varmt hele året.

Geografi og befolkning

Cuba er den største ø i Caribien og har et samlet areal på omkring 109.888 km². Landet er delt i provinser og har både flade kyster med sandstrande og indre bjergrygge som Sierra Maestra i sydøst. Befolkningen er på cirka 11 millioner mennesker (tallet varierer over tid), bosat primært i byer som Havana, Santiago de Cuba og andre regionale centre. Befolkningens etniske sammensætning omfatter efterkommere af europæere, afrikanere og oprindelige folk samt blandinger heraf. Religioner spænder fra katolicisme til afrikansk-inspirerede synkretiske bevægelser som santería.

Klima og natur

Cuba har et tropisk klima med en varm, fugtig regntid (typisk maj–oktober) og en køligere, mere tør sæson (november–april). Øen ligger i et område udsat for orkaner fra juni til november, hvilket påvirker infrastruktur og landbrug ved alvorlige storme. Naturen omfatter mangrover, mangfoldige koralrev, vådområder og nationalparker. Landet har et rigt dyre- og planteliv, og der findes flere beskyttede områder for at bevare biodiversiteten.

Historie — fra kolonitid til republik

I 1492 gik Christoffer Columbus i land på Cuba. Han gjorde krav på den til Kongeriget Spanien. Cuba blev en spansk koloni indtil den spansk-amerikanske krig i 1898. Efter krigen blev det en del af USA. Det blev uafhængigt i 1902.

Under kolonitiden var øens økonomi stærkt præget af sukkerproduktion og slavearbejde, og efter uafhængigheden var politisk indflydelse fra både lokale eliter og udenlandske selskaber fremherskende. I midten af 1900-tallet indledtes en periode med politisk uro, korruption og autoritære regimer, som dannede baggrund for de bevægelser, der senere førte til revolutionen.

Den cubanske revolution og efterspillet

I 1959 væltede guerillakrigere under ledelse af Fidel Castro og Che Guevara Cubas diktator Fulgencio Batista i det, der blev den cubanske revolution. Castro begyndte at etablere forbindelser med Sovjetunionen og forsøgte at lukke mange amerikanske virksomheder i Cuba, hvilket USA ikke brød sig om. I 1961 meddelte Castro officielt, at hans regering var socialistisk. USA forsøgte at invadere Cuba for at genvinde kontrollen med landet og vælte dets kommunistisk ledede regering, men det mislykkedes. Cubas kommunistparti blev oprettet i 1965 og har styret øen lige siden. I dag er Cuba den eneste socialistiske stat uden for Asien, i Caribien og på den vestlige halvkugle.

Efter Sovjetunionens sammenbrud i begyndelsen af 1990'erne oplevede Cuba en alvorlig økonomisk krise kendt som "specielle periode", som førte til rationering og skarpe indskrænkninger i import af energi og fødevarer. Siden er der gennemført gradvise økonomiske reformer, blandt andet øget tilladelse til privat iværksætteri, men staten bevarer stadig central kontrol over de fleste sektorer.

Politik og samfund

Cubas styreform er et étpartisystem med Cubas kommunistparti som den førende og eneste tilladte politiske kraft i praksis. Efter Fidel Castro overtog hans bror Raúl Castro i 2008 formelt lederskabet, og senere blev magten overdraget til Miguel Díaz-Canel, som er præsident og partimedlem. Den politiske struktur kombinerer elementer af sovjetinspireret centralplanlægning med nyere tiltag, der åbner op for private initiativer inden for turisme, små erhverv og landbrug.

Sociale indikatorer er blandede: Cuba roses internationalt for sit sundhedsvæsen og uddannelsessystem (bl.a. høj læsefærdighed og gode sundhedsstatistikker), mens menneskerettighedsorganisationer kritiserer begrænsninger i ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og politisk pluralisme. Emigration, især til USA, har historisk været en vigtig faktor for familier og økonomien (remitter).

Økonomi

Traditionelt har Cubas økonomi været afhængig af landbrug (især sukker), minedrift (nickel), og senere turisme. I nyere tid er medicin- og bioteknologisektoren blevet vigtig, ligesom medicinsk assistance til andre lande (udsendelse af læger) har været en kilde til indtægter og diplomati. Embargoet fra USA, pålagte handelsrestriktioner og interne ineffektiviteter har dog længe begrænset økonomisk vækst. Reformer har forsøgt at stimulere små privatvirksomhed og udenlandske investeringer, men tempoet og omfanget af ændringer har været gradvist.

Kultur, musik og turisme

Cubansk kultur er kendt verden over for sin musik (son, rumba, salsa), dans og kunst. Havana har velbevarede historiske bykerner som Old Havana, der er på UNESCOs verdensarvsliste, og øen byder på populære strande, dykning ved koralrev og historiske plantageejendomme. Turisme er en vigtig indtægtskilde, og mange besøgende kommer for at opleve den cubanske musikscene, klassiske biler fra 1950'erne og lokale cigarer (tobak).

Internationale relationer og aktuelle udfordringer

Cuba har traditionelt haft tætte relationer til lande som Rusland, Kina og tidligere Venezuela, samtidig med et anstrengt forhold til USA i mange perioder. Landet deltager også i regionale samarbejder i Latinamerika og Caribien. Store udfordringer for Cuba omfatter økonomiske reformer, håndtering af klimarelaterede risici som orkaner, og sociale spændinger, som nogle gange kommer til udtryk i protester og krav om større friheder.

Samlet set er Cuba en ø med en rig historie, stærke kulturelle traditioner og et komplekst politisk og økonomisk landskab. Landets fremtid afhænger af, hvordan regeringen og samfundet forholder sig til økonomiske reformer, internationale relationer og befolkningens krav til større mulighed for økonomisk og politisk deltagelse.