Fugle (Aves) – definition, evolution, anatomi og arter

Fugle findes i et stort udvalg af farver. Disse farver kan være nyttige for en fugl på to måder. Camouflagefarver er med til at skjule fuglen, og lyse farver gør det muligt at identificere fuglen over for andre fugle af samme art. Ofte er hannen farvestrålende, mens hunnen er camoufleret. Logikken er følgende: Hunnen bærer den "dyrebare pakke" af æg under udvikling. Hannen skal forsvare et territorium, og hans farve og sang har til formål at fortælle andre, at "dette sted er besat".

Camouflage af fugle

Mange fugle er brune, grønne eller grå. Disse farver gør det sværere at se en fugl: de camouflerer fuglen. Brun er den mest almindelige farve. Brune fugle er bl.a. spurve, emuer, drosler, lærker, ørne og falke og hunfugle af mange arter som f.eks. Når en brun fugl befinder sig i langt græs eller blandt træstammer eller sten, er den camoufleret. Fugle, der lever i langt græs, har ofte brune fjer stribet med sort, hvilket ligner skygger. En rørdrum er næsten usynlig i lange rørskove, fordi dens camouflage hjælpes af dens kropsholdning (næb og hoved peger opad). Andre fugle, herunder stære og mynas, er ret mørke i farven, men er plettet med små pletter, der ligner regndråber på blade. Fugle kan også camouflere deres reder.

Mange fugle fra varme lande er grønne eller har nogle grønne fjer, især papegøjer. Fugle, der lever i grønne træer, har ofte en grøn ryg, selv om de har et lyst bryst. Fra ryggen er fuglene camoufleret. Dette er meget nyttigt, når de sidder på en rede. Fuglens lyse bryst er skjult. Sangerfugle opdrættes i forskellige farver såsom blå, hvid og lilla, men i naturen er de næsten alle grønne og gule. Selv om de flyver meget godt, tilbringer de normalt meget tid på jorden og spiser græsfrø. Deres gule og sortstribede ryg er med til at skjule dem i skyggerne fra det lange tørre græs, mens deres grønne bryst har samme farve som bladene på gummitræer.

Gråfugle omfatter de fleste duer og duer, traner, storke og hejrer. Grå fugle er ofte klippehuggere som duer eller fugle, der sidder på døde træstammer og ligner en knækket gren. Vandfugle som fiskehejre har ofte en lysegrå farve, hvilket gør det sværere for en fisk at opdage, at fuglen står og kigger ned efter noget at fange. Vandfugle, uanset hvilken farve de har på oversiden, er ofte hvide på undersiden, så når en fisk kigger op, ligner fuglen en del af himlen.

Blandt de sorte fugle er krager, ravne og solsortehanner. Nogle mørke fugle tilbringer en del tid på jorden og hopper rundt i skyggerne under buske. Blandt disse fugle er solsortshannen og satinbøllefuglen, som ikke er sort, men meget mørkeblå. Krager og ravne sidder ofte højt oppe på nøgne træer om vinteren, hvor deres sorte form mod himlen ligner de mørke nøgne grene.

Mærkbare farver

Mange fugle er ikke camouflerede, men skiller sig ud med levende farver. Det er som regel hanfugle, mens hunnerne er kedelige og camouflerede. Farvernes funktion er todelt. For det første hjælper farverne dem med at få parring, og for det andet identificerer farverne dem over for andre hanner af samme art. Mange fugle er territoriale, især i yngletiden. De udsender territorieudladende lyde og er let synlige. Dette lader andre hanner vide, at de vil forsvare deres territorium. Det sender et "kig andre steder hen"-signal til deres konkurrenter.

Nogle fugle er berømte for deres farve, og nogle er navngivet efter den, f.eks. blåfuglen, den azurblå isfugl, den gyldne fasan og den skarlagenrøde ara. Den europæiske rød glente er populært kendt som den røde glente.

Mange andre fugle er meget farvestrålende i utallige kombinationer. Nogle af de mest farverige fugle er ret almindelige, f.eks. fasaner, påfugle, tamme høns og papegøjer. Blandt de farverige småfugle kan nævnes blåmejser, guldfinker, kolibrier, fehøge og biædere (som også kaldes regnbuefugle). Nogle fugle, som f.eks. paradisfuglen i Papua Ny Guinea, har så smukke fjer, at de er blevet jaget for dem.

Påfuglen er det bedste eksempel på en farveskærm for at tiltrække en mage. Også hanen af tam- og junglehøns har lange skinnende fjer over halen og lange nakkefjer, som kan have en anden farve end vingerne og kroppen. Der er kun nogle få fuglearter (f.eks. eclectuspapegøjen), hvor hunnen er mere farverig end hannen.

''Pied birds'' er sorte og hvide. Blandt de sort-hvide fugle er elverer, bramgæs, pelikaner og australske elverer (som slet ikke er elverer i virkeligheden). Rødstrubede fugle har ofte et farvestrålende næb og gule eller røde ben. Sølvfasanen, hvis lange hvide hale er stribet med fine sorte striber, har et farvestrålende ansigt.

De fleste fugle kan flyve, og hvis de kan, er det en evne, der er nedarvet og ikke lært. De flyver ved at skubbe sig gennem luften med deres vinger. Vingernes buede overflader skaber luftstrømme (vind), som løfter fuglen. Vingeslag holder luftstrømmen i bevægelse for at skabe løft og flytter også fuglen fremad.

Nogle fugle kan glide på luftstrømme uden at flagre. Mange fugle bruger denne metode, når de skal til at lande. Nogle fugle kan også svæve i luften. Denne metode bruges af rovfugle som f.eks. falke, der leder efter noget at spise. Måger er også gode til at svæve, især hvis der er en stærk brise. De mest eksperter i svævende fugle er de små kolibrier, som kan slå med vingerne både frem og tilbage og kan holde sig helt stille i luften, mens de dypper deres lange næb ned i blomsterne for at spise den søde nektar.

Typer af flyvning

Forskellige fuglearter har forskellige behov. Deres vinger har udviklet sig til at passe til deres livsstil. Store rovfugle, som f.eks. ørne, bruger meget tid på at svæve i vinden. De har store og brede vinger. De vigtigste flyvefjerene er lange og brede. De hjælper ørnen med at blive på de stigende luftstrømme uden at bruge meget energi, mens ørnen kigger på jorden under sig for at finde det næste måltid. Når ørnen ser et lille væsen bevæge sig, kan den lukke vingerne og falde ned fra himlen som et missil og åbne sine store vinger igen for at bremse ned, når den kommer til land. Verdens største ørn, den filippinske ørn, har et vingefang på ca. 2 m i bredden.

Fugle, der lever på græsarealer eller i åbne skove og lever af frugt, insekter og krybdyr, bruger ofte meget tid på at flyve korte ture for at finde føde og vand. De har vinger, der er formet på samme måde som ørne, men de er rundere og ikke så gode til at svæve. De omfatter mange australske fugle som f.eks. kakaduer.

Fugle som f.eks. gæs, der flyver fra et land til et andet, flyver meget lange afstande. Deres vinger er store og stærke, fordi fuglene er store. De har et stort lager af mad til den lange flyvetur. Vandfugle, der trækker, danner normalt familiegrupper på 12-30 fugle. De flyver meget højt, idet de udnytter de lange luftstrømme, der blæser fra nord til syd på de forskellige årstider. De er velorganiserede og flyver ofte i et V-mønster. De bageste gæs behøver ikke at flagre så hårdt; de bliver trukket med af vinden af de forreste gæs. Med jævne mellemrum skifter de lederen ud, så den forreste fugl, som gør det meste arbejde og bestemmer tempoet, kan få et hvil. Gæs og svaner er de højest flyvende fugle, der når op på 8.000 meter eller mere, når de er på træk. Gæs dytter ofte højlydt, mens de flyver. Man mener, at de gør det for at støtte lederen og hjælpe ungerne.

Fugle, der flyver meget hurtigt, som f.eks. svirrefluer og svaler, har lange, smalle og spidse vinger. Disse fugle har brug for stor fart, fordi de spiser insekter og fanger de fleste af dem, mens de flyver. Disse fugle trækker også på træk. De samles ofte i store flokke på tusindvis af fugle, der bevæger sig sammen som en hvirvlende sky.

Fugle, der lever i buske og grene, har trekantede vinger, som hjælper fuglen med at ændre retning. Mange skovfugle er eksperter i at få fart på ved at slå med fløjene og derefter glide stabilt mellem træerne, idet de vipper for at undgå ting, mens de bevæger sig.

Fugle som f.eks. ugler, der jager om natten, har vinger med bløde afrundede fjer, så de ikke flagrer højt. Fugle, der er vågne om natten, kaldes natfugle. Fugle, der er vågne om dagen, er dagaktive fugle.

Vandrende albatrosser kan tilbringe flere år uden at komme i land. De kan sove, mens de svæver. Arktisk terner bygger rede hvert et til tre år.

Flokke

Fugleflokke kan være meget velorganiserede på en måde, der tager hensyn til alle flokkens medlemmer. Undersøgelser af små fugleflokke som f.eks. træspurve viser, at de klart kommunikerer med hinanden, da tusindvis af fugle undertiden kan flyve i tætte formationer og spiralmønstre uden at støde sammen (eller flyve ind i hinanden).

To almindelige adfærdsmønstre hos fugle, der flokkes i flok, er bevogtning og rekognoscering. Når en flok fugle fodrer, er det almindeligt, at en fugl sætter sig på en høj plads for at holde vagt over flokken. På samme måde vil en fugl ofte forblive vågen, når en flok sover, når en fugl er vågen. Det er også almindeligt, at store flokke sender en eller to fugle i forvejen, når de flyver til et nyt område. Udkigsfuglene kan udspionere landskabet for at finde føde, vand og gode steder at sidde på en siddeplads. Blandede fødeflokke forekommer og kan være med til at spotte rovdyr.

Flyvevåge fugle

Nogle fugle kan ikke flyve. Fuglenes flyvefrihed har udviklet sig mange gange. Det gælder bl.a. løbefugle som strudse og emuer og havlevende fugle, den store pingvinfamilie. Fugle på øer har normalt mistet evnen til at flyve. Det er til deres fordel, fordi fugle med flyveevne kan blive blæst væk fra deres ø under en storm. Den samme evne, som fik dem til øen, kan senere tage dem væk i en storm.

Strudse og emuer behøver ikke at flyve, for selv om de spiser og bygger rede på jorden, er deres store størrelse og hurtighed deres beskyttelse. Nogle andre fugle, der lever af jorden, har ikke været så heldige. Nogle fugle som f.eks. dronten og kiwien var jordædende fugle, der levede i sikkerhed på øer, hvor der ikke var noget farligt at spise dem. De mistede evnen til at flyve. Kiwier er truet, fordi de europæiske bosættere i New Zealand bragte dyr som katte, hunde og rotter med sig, som dræber kiwier og spiser deres æg. Men kiwier og også den sjældne newzealandske jordpapegøje har overlevet. Hvad angår dodos, var de fede og ulækre i smagen. Alligevel blev de dræbt og spist af sømænd, indtil der ikke var nogen tilbage. Andre flyvefærdige fugle, der er forsvundet, er den store auk og moaen.

Pingviner er en meget succesfuld gruppe af fugle. De er en klade. De tilbringer halvdelen af deres tid på land. Deres vinger er tilpasset livet i havet og er blevet til svømmefødder, som gør dem i stand til at svømme hurtigt. De fanger fisk på havet, hvor de er i fare for sæler.

Forpudsning

Fugle holder deres fjer i orden ved at pudse dem. De bruger næbbet til at placere fjer, sætte fjerbarbuler, der er blevet adskilt, sammen, rense fjerdragten og holde ektoparasitter i skak.

Fjer i god form hjælper fuglen med at isolere, gøre den vandtæt og hjælpe den med at flyve. Deres tilstand er afgørende for buddets overlevelse.

Moderne fugle har ingen tænder, og mange sluger deres bytte hele. Ikke desto mindre skal de splitte maden op, før den fordøjes. Først og fremmest har de langs deres hals (spiserøret) en krog. Denne lagrer fødeemnerne, inden de fordøjes. På den måde kan en fugl spise flere ting og derefter flyve hen til et roligt sted for at fordøje dem.

Derefter kommer deres mave med to meget forskellige dele. Den ene del er som en lige, hul stang (proventriculus), der udskiller en mild saltsyre og et enzym til nedbrydning af protein. Den anden del af mavesækken er spiserøret. Denne er muskuløs og kværner indholdet. Hos planteædende fugle indeholder mavesækken nogle gastrolitter (små sten eller grusstykker). Knogler fra fisk vil for det meste blive opløst af mavesyren. Den delvist fordøjede og findelte føde går nu til tarmen, hvor fordøjelsen afsluttes, og det meste af indholdet optages. Alt ufordøjeligt, f.eks. rester af fjer, kastes op gennem munden og ikke gennem kloakken.

Systemet er effektivt, og kødædende fugle kan sluge ret store byttedyr. En blåhejre kan sluge en fisk så stor som en karpe med succes. Rovfugle spiser ved at holde byttet nede med en fod og flå det i stykker med næbbet.

Parring

Selv om fugle er varmblodede skabninger ligesom pattedyr, føder de ikke levende unger. De lægger æg ligesom krybdyr, men skallen på et fugleæg er hård. Fugleungen vokser op inde i ægget og udklækkes (bryder ud af ægget) efter nogle få uger.

Fugle i kolde klimaer har normalt en ynglesæson en gang om året om foråret. Trækfugle kan have to forår og to parringssæsoner om året.

95 % af alle fuglearter er socialt monogame. Disse fugle danner par i mindst hele ynglesæsonen. I nogle tilfælde varer denne ordning, indtil den ene af parrene dør. Monogami er helt klart en fordel, hvis hunnerne har brug for hannernes hjælp til at opfostre et vellykket kuld. Det har også andre praktiske fordele: reden er aldrig ubeskyttet. Fugle er generelt små, og de har mange potentielle fjender.

Nogle fugle har et livslangt parforhold, ligesom ægtepar. Disse fugle omfatter duer, gæs og traner. Andre fugle søger nye partnere hvert år. For fugle, der vælger nye partnere, er en del af ynglesæsonen en fremvisning. Fuglehannen gør alle mulige ting for at tiltrække hunnerne. Det drejer sig bl.a. om at synge, danse, vise fjerene frem og bygge en smuk rede. Nogle fuglehanner har pragtfulde fjer til at tiltrække hunnerne. Den mest berømte er påfuglen, som kan sprede fjerene over sin hale til en stor vifte.

Andre parringssystemer forekommer hos nogle arter. Polygyni, polyandri, polygami, polygynandri og promiskuitet forekommer. Polygame avlssystemer opstår, når hunnerne er i stand til at opfostre kuld uden hjælp fra hannerne. Nogle arter kan anvende mere end ét system afhængigt af omstændighederne.

Nesting

Når fuglene har fundet partnere, finder de et egnet sted at lægge æg. Det er forskelligt fra art til art, hvad der er et egnet sted, men de fleste bygger fuglereder. Fuglen bliver drevet af et hormon (østradiol E2) til at forberede et sted, hvor æggene kan klækkes. Fuglerederne kan være oppe i et træ, i en klippe eller på jorden alt efter art. Når de er fyldt med æg, bevogtes de næsten altid af et af parrene. Det er faktisk næsten umuligt for æggene at overleve, hvis en af forældrene dør.

Rødhøns laver en smuk lille rund rede af flettet græs og fylder den omhyggeligt med fjer, pudder og andre bløde ting. Svaler kan lide at bygge rede i nærheden af andre svaler. De laver reder af små klatter af ler, ofte på en bjælke nær taget på en bygning, hvor den ligger godt beskyttet. Mange fugle kan lide et hult træ at bygge rede i. Ørnereder er ofte bare bunker af dødt træ på toppen af det højeste træ eller bjerg. Skrubben kalkuner kradser en stor bunke blade sammen, der kan være 10 meter på tværs. Trossamlere lægger deres æg på klippehylder uden nogen rede overhovedet. Deres æg er formet således, at de ruller rundt i cirkler og ikke falder ned fra klipper. En gøg laver ikke sin egen rede. Den lægger sit æg i en anden fugls rede og overlader det til en anden fugl, som den kan passe på det. Gøgens æg er camoufleret, så de ligner værtens æg.

Når reden er forberedt, parrer fuglene sig, så æggene bliver befrugtet, og ungerne begynder at vokse. I modsætning til pattedyr har fugle (og krybdyr) kun én åbning som udgangshul for kropsvæsker og til reproduktion. Åbningen kaldes cloaca. En hunfugl, kaldet en høne, har to æggestokke, hvoraf den venstre normalt producerer æg.

De fleste hanfugle har ingen kønsorganer, der kan ses. Men inde i hannen er der to testikler, som producerer sæd, der opbevares i kloakken. Fugle parrer sig ved at gnide deres kloakker mod hinanden, men hos nogle fugle, især store vandfugle, har hannen en slags penis inde i kloakken.

Udklækning

Når hønen har parret sig, producerer hun frugtbare æg, som har unger, der vokser i dem. Hun lægger æggene i reden. Der kan være et enkelt æg eller flere æg, som kaldes et kuld. Emuer kan lægge op til femten store mørkegrønne æg i et kuld. Når æggene er lagt, udruges de, dvs. de holdes varme, så ungerne dannes indeni. De fleste fugle bliver sammen i hele ynglesæsonen, og en fordel er, at arbejdet deles. Mange fugle skiftes til at sidde på æggene, så hver voksen kan fodre.

Dette er ikke altid tilfældet. Hos emuerne er det hannen, der sidder og passer barnet. Hos kejserpingvinerne er det også hannen, der passer ægget. Der er kun ét æg, som han holder på sine fødder og under sine fjer, mens han står i en stor gruppe hanner uden at fodre, indtil ungen er klækket. Mens æggene klækkes, er hunnerne på havet og fanger fisk, så de kan fodre ungerne, når de kommer tilbage.

Nogle fugle lægger æggene inde i eller oven på bunken af blade og kviste. Højen fungerer som en kompostbunke. Nedbrydningen af de rådnende blade får temperaturen til at stige. Det er varme, der frigøres ved den kemiske virkning af bakterie- og svampeånding. Det er den samme reaktion som den, der holder pattedyr og fugle ved en høj temperatur. Forældrene forlader højen. Når ungerne klækkes, er de i stand til at brødføde sig selv.

Mange småfugle er 2-4 uger om at udklække æg. Albatrosser tager 80 dage. I løbet af denne tid mister hunnen en stor del af sin kropsvægt.

Gøg har den hurtigste klækketid. Nogle gøgearter tager kun 10 dage. Det betyder, at når de klækker i deres "plejeforældres" rede, er de æg, som forældrene har lagt, endnu ikke færdige. Nyfødte gøge er nøgne, blinde og grimme, men de er stærke. De kommer under alle æg, der ligger i reden, og smider dem ud, inden de klækkes. Det betyder, at gøgen har begge forældres fulde omsorg. Gøgeungerne vokser hurtigt og bliver ofte større end forældrene, der fodrer dem.

Når fugleungerne klækkes, bliver de hos de fleste fuglearter fodret af begge forældre og nogle gange også af ældre tanter. Deres munde er åbne hele tiden og er ofte meget farvestrålende, hvilket virker som en udløser, en udløser, der stimulerer forældrene til at fodre dem. For fugle, der spiser korn og frugt, er det forældrene, der spiser og delvist fordøjer maden til ungerne. Derefter kastes det forsigtigt op i babyens mund.

Familier

Mange fugle, især de fugle, der har livslang parring, er meget sociale og holder sammen i en familiegruppe, der kan bestå af alt fra 4 eller 6 voksne fugle og deres unger til en meget stor flok.

Når ungerne vokser op, skifter de det dun, der dækker dem som spædbørn, ud med rigtige fjer. På dette stadium kaldes de for unger. Andre familiemedlemmer kan hjælpe med at passe ungerne, fodre dem og beskytte dem mod angreb, mens forældrene fodrer dem. Når ungerne har fået deres nye fjer, kommer de ud af reden for at lære at flyve. Hos nogle fuglearter, f.eks. duer, holder forældrene øje med dette, og efterhånden som ungerne bliver stærkere, giver de dem flyvetimer og lærer dem at glide, flyve i spiraler og lande som en ekspert.

De fleste fugle er sociale dyr, i det mindste en del af tiden. De kommunikerer med hinanden ved hjælp af lyde og signaler.

Næsten alle fugle laver lyde for at kommunikere. Der er stor forskel på, hvilke typer lyde der er tale om. Nogle fugle kan synge, og de kaldes sangfugle eller passeriner. Eksempler er rød glente, lærke, kanariefugle, drosler og nattergale. Corvide fugle er passereiner, men de synger ikke. Fugle, der ikke er sangfugle, er bl.a. duer, måger, ørne, ugler og ænder. Papegøjer er ikke sangfugle, selv om man kan lære dem at synge menneskesange.

Sangfugle

Alle fugle laver lyde ("fuglevokalisering"), men ikke alle synger. Sangfugle er passereiner, hvoraf mange har smukke melodiske sange. Sange har forskellige funktioner. Fareråb adskiller sig fra territoriale sange, og parringskald er en tredje type. Unge fugle kan også have andre kald end voksne fugle. Genkendelseskald til partnere er ret almindelige.

Med hensyn til, hvor sangen kommer fra, er der tre slags arter:

1. De er dem, hvor sangen hovedsageligt er nedarvet, og hvor fuglen altid synger den samme sang i de samme situationer. Kapaciteten er arvelig, og kun detaljerne læres fra naboerne.
2. De er dem, hvor sangen delvis er nedarvet, men hvor fuglen indstiller den ved at kopiere andre. I dette tilfælde kan de små forskelle mellem de forskellige fugles kald bruges af partnerne til at identificere dem.
3. De er dem, hvor sangen er helt indlært, og hvor fuglen ofte kopierer lyde fra omgivelserne. Kun evnen til at synge er arvelig.

De fleste syngende fugle, der holdes som kæledyr, som f.eks. kanariefugle, har flere melodier og nogle variationer.

Den samme fugleart synger forskellige sange i forskellige regioner. Et godt eksempel på dette er currawongfuglen. Det er en australsk fugl, der ligner en sort-hvid krage. Om efteråret samles familierne i store flokke og synger en masse. Currawongs fra nogle områder synger meget mere komplekse sange end andre. Generelt er currawongs fra Blue Mountains de bedste sangere. Currawongens sang kan synges som solo, men bliver ofte fremført som kor. En fugl tager føringen og synger "Warble-warble-warble-warble-warble!" Alle de andre fugle stemmer med og synger "Wooooooooooo!". Når alle fuglene kender sangen, synger koret "Warble", og solisten synger "Woo!". Sangen skifter fra år til år og fra sted til sted.

Lorenz' undersøgelser

Den østrigske naturforsker Konrad Lorenz studerede den måde, hvorpå fugle kommunikerer, eller taler med hinanden. Han fandt ud af, at hver enkelt fugleart havde en række lyde, som de lavede automatisk, når de følte sig på en bestemt måde. Hver lyd havde en handling, der fulgte med den. Så hvis fuglen var bange, opførte den sig som en skræmt fugl og lavede en skræmt lyd. Det fortalte de andre fugle omkring den, at der skete noget skræmmende.

Hvis en flok fugle fløj over en mark, ville de råbe "Flyv! Flyv!" Men en sulten fugl, der ser noget godt at spise nede under jorden, vil måske begynde at råbe "Mad! Mad!" Hvis andre fugle også var sultne, ville de råbe det samme, indtil flere fugle råbte "Mad! Mad!" end "Flyv! Flyv!". På dette tidspunkt ville flokkens sind blive ændret. Nogle af fuglene ville begynde at råbe "Flyv nedad! Fly downwards!", mens de sank ned fra himlen, indtil hele flokken larmende råbte det samme.

Disse kommunikationslyde er ofte korte, hårde lyde som f.eks. kvidren, piber, kvækken og kvidren. Nogle gange er råbene længere og mere musikalske. De omfatter bl.a. duens "Rookety-coo"-lyd og hanens "Cockadoodledoo!". Fuglen kan ikke ændre disse lyde. De laver dem altid på samme måde. Fuglen er låst fast til at lave hver lyd, hver gang den får en bestemt idé i hovedet. Sammenhængen mellem deres følelser og deres kald er medfødt: de er født med den. Nogle kald hos nogle arter er indlærte. Så er det tendensen til at lære, der er arvelig.

Hjejlen fra Altenberg

Konrad Lorenz bemærkede, at når fugle synger, bruger de ofte en masse af deres almindelige kald som en del af sangen. Lorenz havde en flok krikanduer, som blev spredt under Anden Verdenskrig. En dag vendte en gammel fugl tilbage. I mange måneder sad den på skorstenen og sang sin sang, men i sangen blev den ved med at lave det kald, som Lorenz vidste betød "Kom hjem! Kom hjem!" En dag fløj til Lorenz' store overraskelse en hanfugl fra en forbipasserende flok og sluttede sig til hende på skorstenen. Lorenz var sikker på, at det var hendes længe savnede "mand", som endelig havde fundet hjem.

Palæontologer har fundet nogle usædvanlige steder (lagerstätten), hvor man har fundet fossiler af tidlige fugle. De er så godt bevaret, at man på de bedste eksemplarer kan se aftryk af deres fjer og undertiden endda rester af måltider, de har spist. Ud fra disse rester ved vi, at fuglene udviklede sig fra små kødædende dinosaurer (theropoder) i Jura-perioden. De udviklede sig til en enorm mangfoldighed i den nedre kridttid. Samtidig blev deres direkte konkurrenter, pterosaurerne, færre og færre og uddøde i slutningen af Mesozoikum.

Fugle klassificeres af taksonomer som "Aves" (Avialae). Fugle er de eneste nulevende efterkommere af dinosaurer (strengt taget er de dinosaurer). Fugle og Crocodilia er de eneste nulevende medlemmer af de engang dominerende krybdyr af Archosaurerne.

Definition

Klassen Aves blev defineret (1990) som alle efterkommere af den seneste fælles forfader til moderne fugle og Archaeopteryx lithographica. Men Archaeopteryx er næsten helt sikkert ikke forfader til de moderne fugle. Overgangen til flyvning skete flere gange. Forskerne tilbød fire definitioner. Fugle kan være:

1. Alle archosaurer er tættere på fugle end krokodiller (Avemetatarsalia).
2. Avancerede archosaurer med fjer (Avofilopluma).
3. De flyvende dinosaurer med fjer (eller Avialae)
4. Aves kan betyde den sidste fælles forfader for alle levende fugle og alle deres efterkommere (en "kronegruppe", i denne forstand synonymt med Neornithes).

De første fuglelignende væsener

Archaeopteryx fra den øvre Jura for ca. 150-145 millioner år siden (mya) var længe den tidligst kendte fugl, der kunne flyve. Den er berømt, fordi den var et af de første vigtige fossiler, der blev fundet, efter at Charles Darwin offentliggjorde sine idéer om evolution i det 19. århundrede. Efter moderne standarder kunne Archaeopteryx ikke flyve særlig godt. Andre tidlige fossile fugle er f.eks. Confuciusornis, Anchiornis huxlei og andre Paraves.

Mange fossiler af tidlige fugle og små dinosaurer er blevet fundet i Liaoning-provinsen i det nordøstlige Kina. Disse omfatter Anchiornis huxlei fra omkring 160 mya. Fossilerne viser, at de fleste små theropoddinosaurer havde fjer. Disse aflejringer har bevaret dem så godt, at man tydeligt kan se aftrykkene af deres fjer. Dette får os til at tro, at fjer først udviklede sig som varmeisolering og først senere til flyvning. Fuglenes oprindelse ligger i disse små dinosaurer med fjer.

Palæontologer er nu enige om, at fugle hører til gruppen af dinosaurer Maniraptora. Dette forklarer, hvorfor vi siger, at fugle er levende dinosaurer.

Udviklingen af moderne fugle

En førende ekspert siger: "De fleste nulevende fugle har fossile repræsentanter fra Kænozoikum"... "Der er fortsat store problemer med at forstå fuglenes fylogeni... vi forstår tilsyneladende lige så lidt om forholdet mellem de nulevende fugle som mellem fuglene fra Kridttiden". En nyttig kilde om moderne fugle er Clements J. 2007. Clements Checklist of Birds of the World. Cornel University Press (6. udgave).

• Fuglenes oprindelse
• Paraves

Nogle fugle spises som føde. Oftest er det kyllinger og deres æg, men folk spiser også ofte gæs, fasaner, kalkuner og ænder. Andre fugle, der undertiden spises, er emuer, strudse, duer, agerhøns, vagtler, duer, skovhøns og endda sangfugle. Nogle arter er uddøde, fordi de er blevet jaget som føde, f.eks. dronten og passagerduen.

Mange arter har lært at få mad fra mennesker. Antallet af fugle af disse arter er vokset på grund af det. Måger og krager finder føde fra affaldsdepoter. Den vilde due (Columba livia), spurve (Passer domesticus) og stære (Sturnus vulgaris) lever i stort antal i byer over hele verden.

Nogle gange bruger folk også arbejdsfugle. F.eks. overfører brevduer beskeder. I dag deltager folk nogle gange i kapflyvninger med dem til sport. Folk bruger også falke til jagt og skarver til fiskeri. Tidligere brugte folk i minerne ofte en kanariefugl til at se, om der var dårlig gas metan i luften.

Folk har ofte farverige fugle som papegøjer og mynahs som kæledyr. Disse intelligente fugle er populære, fordi de kan kopiere menneskers tale. Derfor fanger nogle mennesker fugle og tager dem med til andre lande for at sælge dem. Dette er normalt ikke tilladt i dag. De fleste fugle som kæledyr er specielt opdrættede og sælges i dyrehandlere.

Mennesker kan få nogle fuglesygdomme, f.eks. psittacose, salmonellose, campylobacteriose, Newcastle-syge, mykobakteriose, influenza, giardiasis og cryptosporiadiose. I 2005 var der en epidemi af fugleinfluenza, der spredte sig i visse dele af verden, ofte kaldet fugleinfluenza.

Nogle mennesker har fuglekasser i deres haver for at give fuglene et sted at bygge rede og fugleborde, hvor fuglene kan få mad og vand i meget koldt eller meget tørt vejr. Dette giver folk mulighed for at se nogle småfugle på tæt hold, som normalt er gemt væk i buske og træer.

Følgende er en liste over alle fugleordener:

• Underklasse Palaeognathae
• Overordenen Struthionimorphae
• Struthioniformes
• Overorden Notopalaeognathae
• Rheiformes
• Tinamiformes
• Casuariiformes
• Apterygiformes
• Underklasse Neognathae
• Overordenen Galloanserae
• Galliformes
• Anseriformes
• Overordenen Neoaves
• Phoenicopteriformes
• Podicipediformes
• Columbiformes
• Mesitornithiformes
• Pteroclidiformes
• Apodiformes
• Caprimulgiformes
• Cuculiformes
• Otidiformes
• Musophagiformes
• Opisthocomiformes
• Gruiformes
• Charadriiformes
• Gaviiformes
• Procellariiformes
• Sphenisciformes
• Ciconiiformes
• Suliformes
• Pelecaniformes
• Eurypygiformes
• Phaethontiformes
• Cathartiformes
• Accipitriformes
• Strigiformes
• Coliiformes
• Leptosomiformes
• Trogoniformes
• Bucerotiformes
• Coraciiformes
• Piciformes
• Cariamiformes
• Falconiformes
• Psittaciformes
• Passeriformes

BirdLife International udarbejder hvert femte år en rapport, der måler fuglebestanden på verdensplan. En ud af otte fuglearter er nu "i tilbagegang".

• Fuglenes oprindelse