Migration hos dyr: Årsager, typer og eksempler på sæsonbestemte vandringer

Lær hvorfor dyr migrerer: årsager, typer og fascinerende eksempler på sæsonbestemte vandringer fra fugle og pattedyr til insekter og marine arter.

For personer se Menneskeoverflytning; for data se Datamigration.

Migration er, når dyr bevæger sig i en regelmæssig cyklus. F.eks. går karibuer i Arktis sydpå om vinteren og vender tilbage om sommeren, når det er varmere. Mange fugle trækker, f.eks. gæs og storke.

Migration er en rejse over lange afstande for at finde et nyt levested. Udløsende faktorer for migrationen kan være det lokale klima, den lokale tilgængelighed af føde eller årstiden. For at blive regnet som en egentlig migration og ikke blot som en lokal spredning, skal bevægelsen være en årlig eller sæsonbestemt begivenhed.

Mange fugle flyver til varmere steder om vinteren, og det samme gør nogle insekter som f.eks. den vandrende græshoppe. Unge atlanterhavslaks forlader den flod, hvor de er født, når de har nået en størrelse på nogle få centimeter (cm).

Mange arter i havet har en daglig vandring. Planktonerne flytter op om dagen, hvor der er lys, og ned om natten, hvor de er sværere at finde. De mange arter, der lever af dem, følger dem op og ned.

Migration er en evolutionær kraft. Det skyldes, at den er en vigtig kilde til naturlig udvælgelse. Det er normalt nødvendigt, at det lykkes for vandrende dyr at gennemføre rejsen, for at de kan formere sig.

Mange dele af verden har et stærkt sæsonbetonet klima. For at kunne overleve er mange arter nødt til at yngle et sted og senere spise et andet sted for at overleve. Det enkleste eksempel er de afrikanske planteædere, som følger græsvæksten i Østafrika. Denne region har sæsonbestemt nedbør og dermed sæsonbestemt vækst af græs. Deres rovdyr følger dem.

Typer af migration

• Årlig eller sæsonbestemt migration: Bevægelse mellem yngle- og overvintringsområder (fx mange fugle, hvaler og store pattedyr).
• Døgnmigration (diel migration): Kortere, dag-nat-bevægelser, fx planktonernes lodrette vandringer i havet.
• Altitudinal migration: Bevægelse op og ned i højden i bjergområder efter temperatur og føde (fx nogle fugle og pattedyr).
• Nomadisk eller irrationel migration: Uforudsigelige bevægelser, ofte drevet af uregelmæssige føde- eller vandressourcer (fx visse ørkenfugle og insekter).
• Anadrome og katadrome fisk: Fisk, der skifter mellem sø- og havvand, fx atlanterhavslaks (anadrom) og ål (katadrom).

Årsager og drivkræfter

• Føde: Mangel på føde i én periode kan tvinge dyr til at flytte til områder med rigelige ressourcer.
• Ynglekrav: Mange arter søger sikre ynglepladser med gode forhold for ungernes overlevelse.
• Klimatiske forhold: Temperatur, nedbør og sæsonvariationer påvirker tilgængelighed af føde og levesteder.
• Rovdyr og parasitter: Flytning kan reducere risiko for prædation eller sygdomsspredning.
• Genetiske og hormonelle mekanismer: Mange migrationstyper styres af arvelige programmer og årstidsbestemte hormonelle ændringer (f.eks. fotoperiode—dagslængde).

Navigationsmetoder

Dyr bruger en række sanser og strategier for at navigere over lange afstande:

• Solfyring og stjernekort: Mange fugle bruger solens eller stjernernes position sammen med en indre urmekanisme.
• Geomagnetisk sans: Flere arter, herunder nogle fugle, skildpadder og fisk, kan opfatte jordens magnetfelt og bruge det som kompas.
• Lugt og lokale pejlemærker: Havskildpadder og laks kan genkende lugt-signaturer fra deres fødeland eller opvækstområder. Fugle og pattedyr kan følge landskabstræk.
• Social læring: Unge dyr lærer migrationsruter ved at følge erfarne individer i flokken.

Eksempler på sæsonbestemte vandringer

• Fugle: Mange fugle trækker mellem kontinenter. Eksempler er gæs og storke, og den arktiske tern, som foretager én af de længste kendte migrationer mellem Arktis og Antarktis.
• Pattedyr: Karibuer (caribou) og afrikanske gnuer og gazeller følger sæsonens græsudbredelse. Hvalarter, fx pukkelhvaler, flytter mellem næringsrige polarområder og tropiske yngleområder.
• Fisk: Atlanterhavslaks rejser fra fødelodden i floder ud i havet og vender tilbage for at gyde.
• Insekter: Den nordamerikanske monarkfugl (monarch) og den vandrende græshoppe illustrerer, hvordan insekter også kan gennemføre store, regelmæssige forflytninger.
• Plankton: Som nævnt foretager planktonerne daglige lodrette migrationer, som har stor betydning for havets økologi og næringsstofkredsløb.

Økologiske og evolutionære konsekvenser

Migration fungerer som en evolutionær kraft, fordi det udøver selektion på egenskaber som udholdenhed, orienteringsevne og reproduktionsstrategier. Succesfuld migration er ofte nødvendig for at opnå adgang til næringsrige områder og sikre reproduktion; dyr, der fejler, reproducerer sig sjældnere.

Trusler og bevarelse

Mange vandrende arter er udsatte, fordi migration afhænger af flere forskellige levesteder. Centrale trusler omfatter:

• Tab og fragmentering af levesteder (byggeri, landbrug).
• Klimaforandringer, som ændrer tidspunktet for fødeudbredelse og tilpassede ruter.
• Barriereeffekter som veje, havne, hegn og vindmøller.
• Jag, bifangst i fiskeri og forstyrrelser i vigtige raste- og yngleområder.
• Lyspåvirkning, som kan forvirre nataktive trækfugle.

Bevaringsindsatser omfatter beskyttelse af vigtige rastepladser og korridorer, internationalt samarbejde om flyveveje og migrationsruter, samt overvågning med moderne teknologi som satellitmærkning og geolokatorer.

Afsluttende bemærkning

Migration er et centralt fænomen i naturen, med betydning for økosystemers funktion, genetisk udveksling og arter overlevelse. Forståelse af årsagerne, mekanismerne og truslerne mod migration er vigtigt for at sikre, at både lokale bestande og store, langdistancevandringer kan fortsætte i en verden under forandring.

Fugletræk

Fugletræk er den regelmæssige sæsonbestemte bevægelse, normalt nord og syd langs en "flyvevej", mellem yngle- og overvintringsområder. Mange fuglearter trækker. Mange fugle dør, når de trækker, og det er primært for at få mad. Det sker mest på den nordlige halvkugle, hvor fuglene ledes ind på bestemte ruter af naturlige barrierer som Middelhavet eller Det Caribiske Hav.

Den arktiske terner har rekorden for fugle på langdistancetræk. Den flyver hvert år mellem de arktiske ynglepladser og Antarktis. Albatrosser flyver rundt om jorden og flyver over de sydlige oceaner. Manxhejren trækker 14 000 km mellem sine nordlige ynglepladser og det sydlige hav. Kortere vandringer er almindelige, herunder vandringer i højderne op og ned ad bjerge som Andesbjergene og Himalaya.

Store afstande

Eftersom den afstand, som nogle fugle tilbagelægger på træk, kan være enorm, hvorfor så store afstande? Træk er nyttigt for fuglene, fordi årstidsforskellene er til deres fordel. Så vidt vides er trækinstinktet arveligt: Fuglene kan ikke træffe et personligt valg i denne henseende. Alligevel er det ikke alle arter, der trækker. Der er en omkostning ved træk i form af det antal fugle, der dør undervejs. Der er kun en fordel, hvis de fugle, der flytter, har bedre mulighed for at efterlade sig efterkommere. Der er blevet foretaget undersøgelser af træk siden det 18. århundrede. Der er stadig meget, vi ikke ved om det.

Historisk set ville fugletrækningen være begyndt, da kontinenterne lå tæt på hinanden. Den kan være begyndt i den øvre kridttid eller i palæocæn. Efterhånden som kontinenterne gled fra hinanden, blev fugletrækningerne længere og længere. Det giver mening, og det er sandsynligvis også det, der skete. Der er ingen direkte beviser.

 
Eksempler på langtrækkende fugletrækruter  

Spørgsmål og svar

Q: Hvad er migration?

Spørgsmål: Hvad er nogle eksempler på dyr, der vandrer?

Spørgsmål: Hvad er den evolutionære kraft bag migration?

Spørgsmål: Hvorfor er mange arter nødt til at yngle et sted og spise et andet sted?

Spørgsmål: Hvordan påvirker det rovdyrene?

Spørgsmål: Er der nogen menneskelige eksempler på migration?

Søg efter bogstav