En kråse (også kaldet muskelmave eller ventriculus) er en specialiseret del af maven, der kværner og nedbryder føde mekanisk. Hvor tænder hos pattedyr maler og findeler maden, sørger kråsen for samme funktion hos mange andre dyregrupper.
Kråse er et udbredt organ: det findes hos pterosaurer og fugle, i mange dinosaurer og hos nogle krokodiller, samt hos mange fisk og krebsdyr. Udformningen og funktionen varierer meget mellem grupperne, men fælles er den muskuløse kværnefunktion.
Kråsen fungerer ved, at dyret ofte sluger småsten eller grus (såkaldte gastrolither), som ligger i kråsens hulrum og sammen med de stærke muskler sliber og kværner føden. Selve kråsen er kraftigt muskuløs og kan være beklædt med et slidstærkt indre lag for at beskytte musklerne mod mekanisk slitage.
Hos fugle forløber fordøjelsen typisk sådan: Fuglen kan først lagre føden i afgrøde. Efter afgrøden passerer maden videre til den kirtlede mave (proventriculus), hvor fordøjelsesenzymer og salte tilsættes. Dernæst havner maden i kråsen (muskelmaven), hvor kraftige muskelkontraktioner — ofte i kombination med gastrolither — kværner føden mekanisk. Delvist bearbejdet materiale kan i nogle arter bevæge sig frem og tilbage mellem proventriculus og kråse, så kemisk og mekanisk fordøjelse suppleres. Fuglenes kråse er desuden ofte beklædt med et sejere, hornagtigt lag kaldet koilin, et protein- og kulhydratrigt stof, som beskytter kråseslimhinden mod slitage.
Det er vigtigt at bemærke, at placeringen og typen af "kværn" i fordøjelseskanalen varierer mellem dyregrupper. Hos fugle ligger den kirtlede mave (proventriculus) før den muskulære kråse, mens mange insekter — eksempelvis græshopper — har en muskuløs, kværnende del i for-tarmen (ofte kaldet proventriculus eller gizzard på tværs af litteraturen) som bearbejder føden, før den når midt-tarmen. Ligeledes har mange regnorme (regnorme) både en opbevarende del (crop) og en muskuløs kråse, som bruges til mekanisk nedbrydning af jord og organisk materiale; regnorme mangler altså ikke nødvendigvis en kråse.
Der findes også stor variation: nogle dyr har ikke en specialiseret kråse, men andre mekanismer til nedbrydning (fx kraftige tænder, mave-enzymer eller symbiotiske mikroorganismer). Forståelsen af kråsens opbygning og funktion er vigtig både i økologi (fødevalg og ernæring) og i dyrehold (fx fjerkræ), hvor manglende adgang til passende gastrolither kan påvirke fordøjelsen.
