Maniraptorer ("håndfangere") er en klade af coelurosauriske dinosaurer, der opstod i Jura-perioden. Gruppen omfatter både små, smidige rovdyr og de tidligste former, der senere førte til fuglene. Maniraptorer kendetegnes ved lange arme og hænder med fingre, en særlig semi-lunær (halvmåneformet) håndledsknogle, et forkalket brystben og ofte lette, hule knogler, træk der alle lettede en aktiv livsstil og – hos nogle linjer – flyveevne.

Mange palæontologer mener, at fugle udviklede sig fra maniraptorer for omkring 150 millioner år siden. Ifølge den fylogenetiske taksonomi er fugle derfor pr. definition medlemmer af Maniraptora, og de øvrige maniraptorer betragtes som deres nærmeste slægtninge. Det betyder, at når vi taler om maniraptorer, omfatter begrebet både uddøde former og de nulevende fugle.

Fund fra Jehol-biotaen har vist, at mange eller muligvis alle grupper inden for kladen bar fjer. Disse fjer var først og fremmest nyttige til isolering, kommunikation og display; hos nogle slægter blev de senere omdannet til aerodynamiske flader til glidning og flugt. Bevarede fossiler fra Jehol viser desuden detaljer som fjerstruktur og endda farvemønstre i nogle tilfælde. På grund af denne blanding af træk — dino-lignende skelet og fuglelignende fjer — kaldes maniraptorer af og til populært for "dinofugle".

Anatomisk er maniraptorer karakteriseret ved en række specialiseringer, som underbyggede deres adfærd: grebdygtige hænder til at holde bytte, fleksible håndled der muliggjorde sammenfoldning af vinger, samt en let bygning, som kunne støtte både hurtig løb og, i nogle grupper, flyvning. Fossile spor tyder også på kompleks adfærd som rederbygning, rugning og eventuelt social jagt i visse arter.

Det mest primitive (basale) medlem af gruppen kan være Ornitholestes, mens blandt de ikke-fugle maniraptorer er Deinonychus et af de mest afledte og velkendte eksempler, kendt for sin kraftige klo på anden tå og formodede aktive jagtmetoder. Andre velkendte maniraptorer inkluderer slægter som Velociraptor, Microraptor og Anchiornis, som alle bidrager til forståelsen af overgangen fra jordlevende dinosaurer til flyvende fugle.

Samlet set er Maniraptora en central gruppe for studiet af dino–fugl-evolutionen: den binder morfologi, adfærd og økologi sammen og viser, hvordan fjer og andre "fuglelige" træk gradvist opstod og blev udnyttet i nye funktioner. Moderne fugle er derfor ikke blot efterkommere af maniraptorer — de er levende repræsentanter for kladen.