Rotter

"Rotter", der ikke er rotter

Mange mennesker kalder andre pattedyr for rotter, men det er ikke rigtige rotter, og mange af dem er ikke beslægtet med den rigtige rotte fra den gamle verden. Eksempler på sådanne falske navne er flokrotterne i Nordamerika eller kængurururåtterne. Nogle andre rotter er beslægtede med de ægte rotter, men hører ikke til slægten Rattus. Et sådant eksempel er den lille bandicootrotte. Mange af de "uægte" rotter er endemiske for bestemte regioner, dvs. de findes kun der. Meget ofte lever de på øer. I mange tilfælde er disse arter også truet af at forsvinde. Det er tilfældet, fordi de står over for tab af levesteder, og de er nødt til at kæmpe om ressourcer som mad, husly og vand med andre arter som f.eks. den sorte rotte eller den polynesiske rotte. Der findes også en mere sjælden art kaldet Dueholm, rotterne i denne art er normalt født med ekstra kromosomer og har en tendens til at se anderledes ud end dem, der er født uden ekstra kromosomer.

Kæledyr

Der findes nogle typer rotter som kæledyr, der kaldes "smarte rotter". Fancy rotter er tamme brune rotter. Folk har holdt rotter som kæledyr siden det 19. århundrede. Rotter er sociale og kloge dyr, der kan trænes. De kan også godt lide at lege med legetøj. Nogle ejere mener, at hanrotter er mere legesyge end hunrotter, og at hunrotter er mere aktive og nysgerrige. Husdyrrotter opfører sig ikke på samme måde som vilde rotter. De har ikke flere sygdomme end andre almindelige kæledyr.

Kæledyrsrotter lever 1-3 år. Hunrotter er mindre end hanrotter. Det er kendt, at kæledyrsrotter "griner", når de bliver kildet. De kan være ensfarvede eller have pletter eller andre farvetegninger. Nogle rotter har ingen hår. Disse kaldes hårløse rotter.

En babyrotte som kæledyr

Videnskabelig forskning

Clark University i Worchester, Massachusetts (USA) var den første, der opdrættede en population af hvide brune tamrotter. Det gjorde de bl.a. for at undersøge virkningerne af diæter.

Siden da er rotter blevet brugt i mange forsøg. De har hjulpet forskerne med at få en bedre forståelse af genetik og sygdomme samt af, hvordan visse lægemidler virker.

Laboratorierotter er blevet brugt i psykologiske undersøgelser af indlæring og andre mentale processer (Barnett, 2002). En undersøgelse fra 2007 viste, at rotter har en vis grad af metakognition, en mental evne, som tidligere kun fandtes hos mennesker og nogle primater. Generelt har det været vanskeligt at måle intelligens hos rotter. Deres adfærd er ret fleksibel og giver indtryk af intelligens. Fleksibel adfærd er god til problemløsning og indlæring.

Husrotter er meget forskellige fra vilde rotter. De er mere rolige og mindre tilbøjelige til at bide, de kan tåle mere trængsel, de yngler tidligere og producerer flere unger. Deres hjerner, lever, nyrer, binyrer og hjerter er mindre (Barnett 2002).

Brune rotter anvendes ofte som modelorganismer. Genetisk forskning udføres normalt med mus. Rotter er mere populære til forsøg vedrørende intelligens, indlæring og ulovlige stoffer. Dette skyldes hovedsagelig, at rotter har intelligens, opfindsomhed, aggressivitet og tilpasningsevne. Deres psykologi synes at være meget lig menneskets psykologi. Der er blevet opdrættet helt nye arter og stammer af rotter til brug som forsøgsdyr, f.eks. Wistar-rotten. En stor del af genomet hos Rattus norvegicus er blevet sekventeret.

En rottestamme kendt som Zuckerrotter. Disse rotter er avlet til at være genetisk tilbøjelige til at få diabetes, den samme sygdom, som findes hos mennesker.

Placering

Rotter er opportunister. Hvis de har valget mellem en mad, som de skal kæmpe for at få, og en anden mad, som de ikke skal kæmpe for at få, tager de den mad, som ikke kræver en kamp. Derfor har rotter længe levet tæt på mennesker. Da menneskene først havde slået sig ned, blev resterne af det, som menneskene spiste, en fødekilde for rotterne. Så rotterne fulgte med.

Rotter findes i næsten alle bebyggelser. I byerne bor de ofte i kloakkerne.

Bærere af sygdom

Mange forskere mener, at byldepest blev spredt gennem lopper på rotter, fordi pesten spredes af mikroorganismen (eller kimen) Yersinia pestis, som lever på lopper, der lever på rotter (Rattus rattus). Disse rotter levede i de daværende europæiske byer og døde selv af pesten. Nogle forskere mener, at pesten spredte sig hurtigere end rotterne. Hvis dette er sandt, kan rotterne ikke være den vigtigste smittebærer. Der er behov for mere forskning for at finde ud af, om dette er sandt. Folk tror, at denne sygdom var den "sorte død". Den dræbte næsten en tredjedel af Europas befolkning i mange epidemier i middelalderen.

Rotter kan overføre sygdomme. Rotter, der lever under dårlige forhold, har ofte selv problemer med parasitter. Der er ikke mange sygdomme, der bæres af rotter, som kan spredes til mennesker. En af dem hedder leptospirose, en anden er pest.

I senere medier

• Rotten optræder i en cameo-rolle i forskellige klassiske Disney-animationsfilm som Den sorte kedel, Aladdin og Klokkeren fra Notre Dame.