En spurv er et medlem af slægten Passer. De er små passere, som hører til familien Passeridae. Mange arter er tæt knyttet til mennesker og bygger ofte deres reder i nærheden af huse eller bygninger, hvilket gør dem blandt de mest almindelige og lettest genkendelige fugle i landskabet.

Slægten omfatter omkring 25–30 arter fordelt over store dele af verden. Den mest kendte af disse er husspurven, Passer domesticus, som er udbredt i byer og landområder og desuden er indført til mange andre områder uden for sit oprindelige udbredelsesområde.

Nogle autoriteter placerer også andre slægter tæt på eller inden for den bredere spurvegruppe: Petronia (klippespurvene), Carpospiza (den blege klippefinke) og Montifringilla (snefinkerne).

Udseende og kendetegn

Spurve er typisk små, kompakte fugle med en kraftig, kegleformet næb, der er velegnet til at knække frø. Størrelsen ligger ofte mellem 12 og 18 cm afhængigt af art. Farverne er som regel brune og grå med striber eller pletter, hvilket giver et godt camoufleret udseende på jorden og i buske. Hos mange arter er der tydelig kønsdimorfisme: hannen kan have markante markeringer som mørk hakke eller sort ”skæg”, hvor hunnen er mere afdæmpet i farverne.

Levevis og føde

Spurve lever ofte i sociale grupper og ses i flokke, især udenfor ynglesæsonen. De ernærer sig primært af frø og korn, men mange arter tager også insekter—særligt i yngletiden, hvor proteinrige insekter er vigtige for ungerne. De fouragerer typisk på jorden eller i lave buske.

Reder og formering

Rederne anbringes i mange slags hulrum: hule træer, klippefremspring, bygningers sprækker eller i menneskeskabte redekasser. Spurve bygger ofte tætte, udformede reder af græs, fjer og andre bløde materialer. En typisk kuldstørrelse er 3–6 æg; inkubationstiden og ungernes opvækst varierer med arten, men ungerne forlader normalt reden efter nogle uger.

Udbredelse og levesteder

Arter i slægten Passer findes naturligt i Europa, Afrika og store dele af Asien. De lever i mange forskellige habitater fra åbne landbrugsområder og stepper til bymiljøer og forstæder. Nogle arter er specialiserede til tørre, stenede områder eller højalpine miljøer, mens andre trives i menneskepåvirkede landskaber.

Bestandssituation og trusler

Mange spurvearter er almindelige og har store bestande, men nogle populationer, herunder husspurven i visse byområder, er faldet markant i de seneste årtier. Årsagerne kan være ændringer i bygningsmønstre, mangel på insekter og føde, brug af pesticider, tab af egnede redepladser og forandringer i landbrugspraksis. Enkelte ø- og lokalendemiske arter er truede og kræver målrettet naturforvaltning.

Forvaltning og sameksistens

For at støtte spurvebestande kan man blandt andet sikre adgang til naturlig føde ved at begrænse pesticidanvendelse, bevare buske og åbne jorder, samt opsætte redekasser og bevare egnede rugesteder tæt ved bygninger. I bymiljøer kan små tiltag som nicher i facader og overvintringssteder gøre en stor forskel.

Spurvene er velkendte for mange mennesker og spiller en vigtig rolle i økosystemet som frøspisere og insektædere. Deres tætte tilknytning til menneskelige omgivelser gør dem samtidig til gode indikatorer for miljøforandringer.