Fly
Albatrosser er meget store. Næbbet er stort, stærkt og skarpt. Næbbet er lavet af hornplader. Langs siderne er de to "rør". De er i virkeligheden lange næsebor. Hos alle albatrosser sidder rørene på siderne af næbbet. De hjælper albatrosserne med at udvikle deres lugtesans meget. Fødderne har ingen sidste tå, og de tre andre tæer er alle svømmefødder. Deres ben er ret stærke, og de kan godt gå på land i modsætning til andre havfugle.
Albatrosser har brug for at fjerne salt fra kroppen, fordi de drikker havvand. Alle fugle har en stor kirtel i den øverste del af næbbet, over øjnene. Denne kirtel er nogle gange ubrugelig for fugle, som ikke har brug for den. Albatrosser bruger dem dog til at hjælpe med at fjerne saltvand. Forskerne er ikke sikre på, hvordan den fungerer præcist. De ved dog, at den hjælper med at fjerne saltet. Den laver en væske, som får saltvandet til at dryppe ud af deres næse.
De voksne albatrosser har normalt en mørk overvinge og ryg og en hvid underside, når de er ved at gøre sig klar til at flyve. Albatrosser er flere år om at få deres fulde voksne fjer.
Vingerne hos de største albatrosser (slægten Diomedea) kan være op til 340 cm lange.
Albatrosser, der flyver nordpå fra deres familie, flyver nogle gange i urets retning, mens albatrosser, der flyver sydpå, flyver i modsat retning. Den mest energiforbrugende del af deres rejse er ikke, når de rejser langt, men når de lander, letter og jager. Dette hjælper albatrossen med at flyve flere længere distancer og finde god føde. De kan let flyve over vind og bølger. Men fordi deres lange vinger ikke har stærke muskler eller energi, kan de ikke klappe, mens de flyver. Derfor må albatrosser i roligt hav stoppe op og hvile på havets overflade, indtil vinden begynder at blæse hårdere. Når albatrosserne letter, skal de først løbe for at hjælpe vingen med at skabe løft. Albatrosser er kendt for deres klodsethed, når de lander.
Steder
De fleste albatrosser findes på den sydlige halvkugle fra Antarktis til Australien, Sydafrika og Sydamerika. De fire albatrosser i det nordlige Stillehav lever dog andre steder. Tre af dem befinder sig i det nordlige Stillehav, fra Hawaii til Japan, Californien og Alaska. Den sidste, den bølgede albatros, lever på Galapagosøerne og finder føde på Sydamerikas kyst.
Det vides ikke helt klart, hvorfor albatrosserne uddøde i Nordatlanten. Nogle mener, at det skyldes, at havniveauet steg på det tidspunkt. Nogle af de albatrosser, der lever i syd, er normalt blevet fanget i Nordatlanten og er tvunget til at blive der i lang tid.
Nogle gange kan forskere bruge satellitten, når de forsøger at få mere at vide om albatrosser. De forsøger at finde ud af, hvordan albatrosserne bevæger sig over havet for at finde føde med satellitterne. Der er beviser for, at havet adskiller forskellige slags arter af albatrosser. Der er også beviser for, at de to køn af samme art har forskellige veje for de to køn af samme art. En undersøgelse af Tristan-albatrosser, der lever på Gough Island, viste, at hannerne søger føde mod vest, mens hunnerne går rundt mod øst.
Kost
Albatrossen spiser blæksprutter, fisk, krebsdyr og slagteaffald. Nogle gange spiser de også ådsler og andre former for zooplankton. Men betydningen af hver enkelt føde er forskellig fra art til art. Nogle kan lide at spise kun blæksprutter, mens andre måske spiser mere krill eller fisk. Af de to albatrosarter, der lever på Hawaii, spiser den ene af dem, den sortfodede albatros, mest fisk. Den anden, Laysan-albatrossen, spiser mere blæksprutter i stedet.
Nogle gange kan albatrosser bruge andre dyrs hjælp til at spise. Nogle blæksprutter er f.eks. for store til at blive fanget levende af albatrossen. I stedet spiser albatrosser blæksprutter, der dør efter parring, eller efter at de er blevet kastet op af blæksprutteædende hvaler (f.eks. kaskelothvaler og grindehvaler). Andre arter, som f.eks. den sortbrynede albatros eller den gråhovedede albatros, spiser mindre arter af blæksprutter, der synker, efter at de er døde, og de spiser ikke ret meget. Nogle gange er det også set, at den bølgede albatros stjæler mad fra andre fugle.
Indtil nu har man troet, at albatrosserne spiste og fandt deres føde ved havets overflade, herunder døde blæksprutter og fisk, der blev skubbet op til overfladen af bølgerne, andre dyr, der havde spist dem, eller døde. Det troede man, fordi nogle arter ikke dykker dybere end en meter. Denne teori var imidlertid ikke sand, for nogle arter har en gennemsnitlig dykkerdybde på næsten 5 meter og kan dykke helt ned til 12,5 meter. Man har nu set dem spise fra overfladen, idet de dykker for at fange byttet og nogle gange også dykker ned fra luften for at snuppe deres bytte.
Opdræt og dans
Albatrosser lever sammen, og de yngler normalt på øer, hvor der ikke bor mennesker. Mange Bullers albatrosser og sortfodede albatrosser bygger rede under træer i åben skov. Albatrosser vender normalt tilbage til deres egen gruppe, når de har været væk et stykke tid for at finde en mage. Dette er et af deres stærkeste instinkter, og undersøgelsen af Laysan Albatros viste, at den normale afstand mellem det sted, hvor den blev udklækket, og det sted, hvor fuglen lavede sit eget territorium, var 22 m.
Som de fleste havfugle lever albatrosser meget længere end andre fugle. De søger heller ikke efter deres partner i lang tid og får ikke mange unger. Nogle albatrosser lever op til 50 år. Den ældste albatros, der er registreret, var den nordlige kongealbatros, der levede i 61 år.
Før albatrosserne parrer sig, går de sammen og bruger mange år på at øve sig i parringsreglerne og de særlige "danse", som familien er berømt for.
Når albatrosserne lærer disse handlinger og danse, lærer de også ting som at pege, kalde, lave lyde med næbbet, stirre og nogle gange alle disse ting tilsammen. Når en fugl først kommer, vil den danse med mange andre albatrosser, men efter nogle få år vil antallet af fugle, den vil danse med, blive mindre, indtil en af fuglene bliver udvalgt. Når de er blevet et par, vil de aldrig bruge denne dans igen.
Albatrosser har svært ved at lægge deres børn. Det tager meget lang tid for en albatros at lægge et æg og opfostre en unge. De store albatrosser er over et år om at opfostre en unge. Albatrosser lægger ét æg, hvidt med rødbrune pletter. Men hvis ægget bliver taget af andre rovdyr eller ved et uheld går i stykker, vil forældrene ikke lægge et nyt æg i hele det år. De større æg vejer fra 200-510 g (7,1-18 oz). To albatrosser bliver normalt ikke "skilt". Det kan undertiden ske, hvis der er gået flere år uden at kunne lægge et eneste æg.
Alle albatrosser i syd lever i store reder. De laver den med græs, jord og nogle gange med pingvinfjer. Den bølgede albatros laver dog ikke en rede, men flytter i stedet sit æg rundt i parrets territorium, op til 50 m (160 fod). Dette kan nogle gange få den til at miste ægget. Hos alle albatrosarter ruger begge forældre forældrene ægget fra en dag til tre uger. Inkubationen varer omkring 70-80 dage. Denne tid kan blive endnu længere for de større albatrosser. Når de gør det, kræver det meget energi, og den voksne kan miste op til 83 g kropsvægt om dagen.
Efter klækningen bliver ungen passet og beskyttet i tre uger, indtil den er stor nok til at klare sig selv og kæmpe for sig selv. I denne periode fodrer forældrene ungen med små måltider. Når ungen er blevet lidt ældre, fodres den med større måltider af begge forældre. Forældrene skiftes begge til at gå ud og finde føde, som udgør ca. 12 % af deres kropsvægt (ca. 600 g). De finder føde som f.eks. frisk blæksprutte, fisk og krill.
Det tager lang tid for albatrosungerne at flyve (lære at flyve). For de større albatrosser kan det tage op til 280 dage. Og selv for de mindre albatrosser kan det tage fra 140 til 170 dage. Som mange andre havfugle bliver albatrosens unger senere endnu tungere end deres mor og far. Når de forbereder deres krop til at flyve, kan de også få flyvefjerene, hvilket gør dem nogle gange lige så tunge som deres forældre. Mellem 15 % og 65 % af dem, der er fløjet, overlever for at finde deres mage efter. Albatrosunger lærer at flyve på egen hånd. Forældrene lærer dem det ikke, og i stedet vender de tilbage til reden, selv efter at deres unge er rejst.
