Flyveøgler | flyvende krybdyr, der levede i den mesozoiske æra

Rhamphorhynchoider

Denne tidlige gruppe klarede sig godt fra den øvre trias til den nedre kridttid. Da vi først ser dem i fossilregistret, er de opdelt i tre familier, så biologerne ved, at deres tidlige udvikling endnu ikke er afsløret.^{p240, 246} Disse tre familier er repræsenteret af de tre slægter Rhamphorhynchus, Dimorphodon og Eudimorphodon. Mindst én familie mere optræder i begyndelsen af Jura, Anurognathidae.

Gruppen havde en lang hale, som normalt var stivet af stavlignende knoglesener for at holde den lige. Det viser, at deres flyvning var ekstremt stabil, hvilket betyder, at den holdt kursen i stedet for at fare rundt. Dette kendetegn findes også hos Archaeopteryx og hos tidlige flagermus og hos insekter som f.eks. guldsmedefluer.

For at forstå dette hjælper det at vide nogle grundlæggende ting om flyvningens aerodynamik og stabilitet. De tidlige fly var meget stabile, og det er passagerfly også. For at kunne flyve hurtigt rundt kræver det særlige avancerede hjerner og reflekser, som senere fugle og pterosaurer havde, men som de tidlige fugle ikke havde. Analogien inden for flyvemaskiner er jagerfly, som kræver så hurtige reaktioner, at detaljerne udarbejdes af en computer, hvor piloten angiver, hvor de skal hen. Det kræver mere hjerne at kontrollere ustabil flyvning end stabil flyvning.

Alle arter i gruppen har tænder. Dette har igen en parallel til fugle; Archaeopteryx og mange fugle fra kridttiden har tænder, men det har moderne fugle ikke. Ulempen ved tænder er, at de er ret tunge; når dyret kan undvære dem, vil de gradvist blive fravalgt. Uden tænder kan man naturligvis ikke tygge maden, men der er måder at omgå det på. Hos fuglene er det sten i mavesækken, der sliber.

I lang tid troede man, at gruppen uddøde i slutningen af Jura, hvilket var en mindre udryddelseshændelse. Selv mod slutningen af Jura var Rhamphorhynchus den mest almindelige pterosaurie, der blev fundet på den berømte Archaeopteryx-lokalitet i Solnhofen i Bayern, Tyskland, og nu ved man, at gruppen overlevede indtil den nedre kridttid. "Indtil for nylig troede man, at rhamphorhynchoiderne uddøde i slutningen af Jura, men nye fund i Jehol-sekvensen i det nordøstlige Kina [viser], at de i denne del af verden overlevede i hvert fald indtil midten af den nedre kridttid".

Et enkelt eksemplar af den insektædende Anurognathus blev også fundet i Solnhofen. Den havde en kortere hale end nogen anden rhamphorhynchoid. Det tyder på, at den havde brug for at undvige for at fange insekter: "smidig og meget manøvredygtig".^p270

 
Rhamphorhynchus , Musée d'histoire naturelle de Bruxelles.  

Pterodactyloider

Fossile pterodactyloider optræder i den øvre Jura. De var korthalede pterosaurer, hvilket tyder på, at de havde en mere sofistikeret kontrol over deres flyvning, hvilket uden tvivl gav dem nogle fordele. Der er fundet 2-300 eksemplarer af 17 forskellige arter af pterosaurer i Solnhofen fra otte forskellige slægter.^p263 De omfatter de tidligste eksemplarer af Pterodactylus og Germanodactylus, en slægt, som også findes i England og Kina. Ctenochasma, også fra Solnhofen, havde en kam med 260 tynde tænder, hvilket viser, at den var en filteræder, der måske vadede eller svømmede i vandet. Der var flere andre slægter med lignende levevis.

I den nedre kridttid fandtes der mange pterodactyloider, for det meste ret små. Efterhånden udviklede der sig større versioner, og i den øvre kridttid havde de fleste pterosaurer enorme vingespændvidder og tilbagelagde tydeligvis store afstande ved at svæve på opadgående strømme i et varmt miljø. Pteranodon med et vingefang på over 7 m og Quetzalcoatlus med et vingefang på 12 m er berømte eksempler herpå. De mange snesevis af delskeletter af Pteranodon blev fundet i områder, hvor der i Nordamerikas kridttid fandtes et gigantisk indlandshav, Western Interior Seaway, i Nordamerika. Det gør det mere eller mindre sikkert, at Pteranodon hovedsageligt var en fiskeædende pterosaur. Og andre steder i England og Argentina var der på det tidspunkt også lavvandede, varme indlandshave. Den generelle konklusion er, at de fleste pterosaurer var fiskeædere.

Det er dog værd at huske på, at dyr fra skovområder fossiliserer dårligt. Vi kan ikke sige meget om områder, som ikke er fossilfattige. Vi ved dog, at landet i Jura og den nedre kridttid til dels var bevokset med araukariske nåletræer som f.eks. cypresser og med jyder. Skovene havde mange insekter.

Da fugle allerede var almindelige i den nedre kridttid, ville de have konkurreret kraftigt med de mindre pterodactyloider. Det kan forklare udryddelsen af de mindre pterosaurarter, selv om manglen på fossiler fra skovområderne gør det svært at bedømme. De store pterosaurer af de store typer fra den øvre kridttid levede tydeligvis en anden livsstil end de mindre arter, og en livsstil, som endnu ikke var tilgængelig for fugle. Efterhånden som klimaet ændrede sig i den øvre kridttid og blev koldere og mere sæsonbestemt, blev antallet af pterosaurer færre. Nylige publikationer har vist, at flere pterosaurer overlevede til slutningen af kridttiden, end man tidligere har troet.

Ligesom de fleste af de større arter på Jorden overlevede de store pterosaurer ikke K/T-udryddelsen. Det gjorde i det mindste nogle fuglefamilier. Dermed sluttede konkurrencen mellem de to typer flyvende krybdyr gennem de lange 79 millioner år i kridttiden.^p346

 
Pteranodon : et monteret skelet lavet af kopier af de originale fossile knogler. Den lille knoglekam på bagsiden af kraniet viser, at dette skelet har tilhørt en hun.  

Pterosaurers livsstil

Fødevarer

Der er mange tilpasninger af pterosaurernes hoved og kæber, så det er helt sikkert, at de forskellige former brugte forskellige fødemetoder, ligesom fugle gør. I det hele taget er de fleste fossiler fundet i marine lag, hvilket tyder på, at de kunne flyve godt over vand, og at fisk var på menuen for mange arter. Kæberne hos fiskeædere var lange og havde ofte fremadrettede tænder, der var gode til at fange fisk (se Anhanguera). Rester af en sidste fiskefrokost er blevet fundet hos Pteranodon.

Fossiler viser, at en pterosaur, Pterodaustro, der er fundet i Argentina, havde kammlignende filtre i munden. Pterosauren spiste sandsynligvis ved at fylde sin underkæbe med vand og skubbe vandet ud af munden gennem sivene. Sigtemidlerne kunne fange plankton og andre små væsner, der var i vandet, og når vandet var væk, kunne dyret spise det, der var tilbage. Andre arter havde lange, sammenpressede underkæber, hvilket tyder på, at de var skummere i toppen af vandet.

Den anden hovedbestanddel af kosten var insekter. Flyvende insekter var der mange af i Mesozoikum, og mange pterosaur-arter giver tydelige tegn på, at dette var deres føde. Disse pterosaurer har en bred mund, ofte med korte peg-lignende tænder.^p339–341

Pterosaurers flyvning

I lang tid troede man, at pterosaurer kun kunne glide og svæve og ikke var stærke nok til at slå med vingerne. I det 20. århundrede, efter at flyvemaskinerne var blevet opfundet, blev vores forståelse af flyvning forbedret. Engelske palæontologer viste, at pterosaurer kunne flyve, og Tilly Edinger viste, at pterosaurernes hjerner i slutningen af Jura var mere lig moderne fugles hjerner end Archaeopteryx'. I nyere arbejde har man brugt arbejdsmodeller til at simulere deres flyvning.^p218 Vingemembranen var ca. 1 mm tyk, med en hård hud og havde lange fibre, der forstærkede den. Dette kan tydeligt ses på nogle af fossilerne.^p332 Strukturen hjalp vingerne med at overleve de belastninger, der opstår under flyvningen. De større pterosaurer var hovedsageligt svæveflyvere, som det er tilfældet med fugle i dag.

Hvordan pterosaurerne bevægede sig på jorden har været noget af et mysterium. Det er mest sandsynligt, at de gik på fire ben, mens de var på jorden, da man har fundet fossile spor, der viser, at de brugte både ben og hænder til at støtte sig.^p210–222 Pterosaurer havde også særlige knogler. De var ekstremt lette (endnu mere end fuglevinger - nogle var næsten lige så tynde som et stykke papir), og nogle var næsten hule. Små huller i knoglerne er tegn på luftsække, der strakte sig ind i ryghvirvlerne og lemmerne, ligesom det er tilfældet hos fugle. Der var også støtteben til stede, som gjorde disse knogler stærkere. Med disse specielle knogler vejede selv den største af pterosaurerne, Quetzalcoatlus, sandsynligvis mindre end 200 pund.

Reproduktion og udvikling

Pterosaurer var sandsynligvis æglæggere, og der er fundet nogle æg på pterosaurernes fundsteder. Der er beviser for, at nogle arter, som f.eks. Pteranodon, havde kønsdimorfi (kønnene så forskellige ud). Skeletterne med store kraniekamme (hovedkamme) og små bækkenkanaler var formentlig hanner. Når flere eksemplarer forekommer på samme sted, kan voksne eksemplarer skelnes fra unge eksemplarer. Beviser på tandslid hos Eudimorphodon tyder på, at ungerne var insektædere, mens de voksne spiste fisk.^p343 Udviklingen fandt hurtigt sted hos disse varmblodede krybdyr, og meget af deres levevis ligner fuglenes. Det høje energiniveau, der er nødvendigt for at flyve, forklarer, hvorfor begge reptilformer (pterosaurer og fugle) udviklede et lignende stofskifte. I mange henseender er fugle og pterosaurer gode eksempler på konvergent evolution.

 
Quetzalcoatlus, Burpee Museum of Natural History i Rockford, Illinois  


Anhanguera  

Relaterede sider

• Liste over pterosaurer