Borgerrettighedsbevægelsen

Før borgerrettighedsbevægelsen

Før den amerikanske borgerkrig var der næsten fire millioner sorte slaver i USA. Kun hvide mænd med ejendom kunne stemme, og kun hvide mennesker kunne blive amerikanske statsborgere.

Efter borgerkrigen vedtog den amerikanske regering tre forfatningsændringer:

• Den 13. ændring (1865) gjorde en ende på slaveriet
• Den 14. ændring (1868) gav afroamerikanere statsborgerskab
• Det 15. ændringsforslag (1870) gav afroamerikanske mænd stemmeret (kvinder i USA kunne ikke stemme på det tidspunkt).

I syd

Efter borgerkrigen forsøgte den amerikanske regering at håndhæve rettighederne for de tidligere slaver i Sydstaterne gennem en proces kaldet genopbygning. Men i 1877 sluttede genopbygningen. I 1890'erne var Sydstaternes lovgivende forsamlinger igen udelukkende hvide. Sydstatsdemokraterne, som ikke støttede borgerrettigheder for sorte, regerede fuldstændig i Sydstaterne. Det gav dem stor magt i den amerikanske kongres. Sydstatsdemokraterne kunne f.eks. sørge for, at love mod lynchning ikke blev vedtaget.

Fra 1890 begyndte sydstatsdemokraterne at vedtage love, der fjernede de rettigheder, som afroamerikanerne havde opnået. Disse racistiske love blev kendt som Jim Crow-love. De omfattede f.eks:

• Love, der gjorde det umuligt for sorte at stemme (dette kaldes fratagelse af stemmerettigheder). Da de ikke kunne stemme, kunne sorte heller ikke være medlemmer af nævninge.
• Love, der krævede raceadskillelse - adskillelse af sorte og hvide. For eksempel kunne sorte ikke:
• Går på de samme skoler, restauranter eller hospitaler som de hvide
• Bruge de samme badeværelser som hvide eller drikke fra de samme vandfontæner
• Sid foran hvide i busser

I 1896 afgjorde USA's højesteret i en sag kaldet Plessy v. Ferguson, at disse love var lovlige. De sagde, at det var i orden, at tingene skulle være "adskilt, men lige". I Sydstaterne var alting adskilt. Men steder som sorte skoler og biblioteker fik langt færre penge og var ikke lige så gode som steder for hvide. Tingene var adskilte, men ikke ligeværdige.

Volden mod sorte mennesker steg. Enkeltpersoner, grupper, politiet og store menneskemængder kunne skade eller endda dræbe afroamerikanere, uden at regeringen forsøgte at stoppe dem eller straffe dem. Lynchninger blev mere almindelige.

I hele USA

Problemerne var værst i Syden. Social diskrimination og spændinger påvirkede dog også afroamerikanere i andre områder.

Segregation i boligområdet var et problem i hele USA. Mange afroamerikanere kunne ikke få lån til at købe huslån. Ejendomsmæglere ville ikke sælge sorte mennesker huse i forstæderne, hvor hvide mennesker boede. De ville heller ikke udleje lejligheder i hvide områder. Indtil 1950'erne gjorde den føderale regering intet ved dette.

Da han blev valgt i 1913, gjorde præsident Woodrow Wilson regeringskontorerne segregerede. Han mente, at segregation var bedst for alle.

Sorte mennesker kæmpede i både Første og Anden Verdenskrig. Militæret var dog segregeret, og de fik ikke de samme muligheder som hvide soldater. Efter aktivisme fra sorte veteraner ophævede præsident HarryTruman segregeringen i militæret i 1948.

Tidlig aktivisme

Afroamerikanerne forsøgte at kæmpe imod diskrimination på mange måder. De dannede nye grupper og forsøgte at danne fagforeninger. De forsøgte at bruge domstolene til at få retfærdighed. I 1909 blev der f.eks. oprettet National Association for the Advancement of Colored People (NAACP). Den kæmpede for at gøre en ende på racediskrimination gennem retssager, uddannelse og lobbyvirksomhed.

Til sidst blev mange afroamerikanere dog frustrerede og begyndte at være utilfredse med tanken om at bruge langsomme, juridiske strategier til at opnå adskillelse. I stedet besluttede afroamerikanske aktivister at bruge en kombination af protester, ikke-vold og civil ulydighed. Det var sådan, at den afroamerikanske borgerrettighedsbevægelse fra 1954-1968 begyndte.

Fotogalleri

Repræsentanternes Hus fejrer efter vedtagelsen af den 13. ændring.


Lynchningen af Will James i Cairo, Illinois (1909)

Vigtige begivenheder

Brown v. Board of Education (1954)

Skolerne i Sydstaterne og i nogle andre dele af landet havde været segregerede siden 1896. Det år havde Højesteret i sagen Plessy v. Ferguson fastslået, at segregation var lovlig, så længe tingene var "separate but equal".

I 1951 anlagde tretten sorte forældre et gruppesøgsmål mod skolebestyrelsen i Topeka, Kansas. I søgsmålet hævdede forældrene, at de sorte og hvide skoler ikke var "adskilte men ligeværdige". De sagde, at den sorte skole var meget værre end den hvide skole.

Retssagen endte med at gå til USA's højesteret. Efter flere års arbejde vandt Thurgood Marshall og et hold af andre NAACP-advokater sagen. Højesteret fastslog, at segregerede skoler var ulovlige. Alle ni dommere i Højesteret var enige.

I sin afgørelse udtalte Domstolen følgende:

Vi konkluderer, at doktrinen om "adskilt men lige" ikke hører hjemme i ... offentlig uddannelse. Separate uddannelsesfaciliteter er i sagens natur ulige.

Dette var borgerrettighedsbevægelsens første store sejr. Brown omgjorde dog ikke Plessy v. Ferguson. Brown gjorde segregation i skoler ulovlig. Men segregation alle andre steder var stadig lovlig.

Montgomery Bus Boycott (1955-1956)

Lederne af borgerrettighedsorganisationer fokuserede på Montgomery, Alabama, fordi segregationen var så ekstrem der. Den 1. december 1955 nægtede den lokale sorte leder RosaParks at opgive sin plads i en offentlig bus for at give plads til en hvid passager. Parks og var borgerrettighedsaktivist og medlem af NAACP; hun var netop vendt tilbage fra et kursus i ikke-voldelig civil ulydighed. Hun blev arresteret.

Afroamerikanere samledes og organiserede Montgomery Bus Boycott. De besluttede, at de ikke ville køre med busserne igen, før de blev behandlet på samme måde som de hvide. Under segregationen kunne sorte ikke sidde foran hvide - de måtte sidde bag i bussen. Hvis en hvid person bad en sort person om at flytte sig, så de kunne sætte sig ned, var den sorte person også nødt til at gøre det.

De fleste af Montgomerys 50.000 afroamerikanere deltog i boykotten. Den varede i 381 dage og bragte næsten bussystemet i bankerot. I mellemtiden havde NAACP arbejdet på en retssag om segregation i busserne. I 1956 vandt de sagen, og Højesteret beordrede Alabama til at ophæve segregationen i busserne. Boykotten sluttede med en sejr.

Ophævelse af segregationen på Little Rock Central High School (1957)

I 1957 havde NAACP skrevet ni afroamerikanske studerende (kaldet "Little Rock Nine") op til at gå på Little Rock Central High School i Little Rock, Arkansas. Før dette var det kun tilladt for hvide at gå på skolen. Little Rock School Board havde imidlertid indvilliget i at følge Højesterets afgørelse i Brown v. Board of Education og ophæve segregationen på skolerne.

Så kom de sorte elevers første skoledag. Arkansas' guvernør tilkaldte soldater fra Arkansas' nationalgarde for at forhindre de sorte elever i at komme ind på skolen. Dette var i strid med en afgørelse fra Højesteret, så præsident Dwight D. Eisenhower blev involveret. Han overtog kontrollen med Arkansas National Guard og beordrede dem til at forlade skolen. Derefter sendte han soldater fra den amerikanske hær for at beskytte eleverne. Dette var en vigtig sejr for borgerrettighederne. Det betød, at den føderale regering var villig til at involvere sig og tvinge staterne til at ophæve segregationen i skolerne.

Desværre blev Little Rock Nine behandlet meget dårligt af mange af de hvide elever på skolen. Ved skoleårets afslutning lukkede Little Rock Central High School, så den ikke behøvede at tillade sorte elever det næste år. Andre skoler i hele Sydstaterne gjorde det samme.

Sit-ins (1958-1960)

Mellem 1958 og 1960 brugte aktivister sit-ins til at protestere mod segregation ved frokostborde (små restauranter i butikker). De satte sig ved frokostdisken og bad høfligt om at få lov til at købe noget mad. Når de blev bedt om at gå, fortsatte de med at sidde stille og roligt ved disken. Ofte blev de siddende, indtil frokostdisken lukkede. Grupper af aktivister blev ved med at komme tilbage og sætte sig de samme steder, indtil de pågældende steder indvilligede i at betjene afroamerikanere ved deres frokostskranker.

I 1958 organiserede NAACP den første sit-in i Wichita, Kansas. De satte sig ind ved en frokostdisk i en butik kaldet Dockum's Drug Store. Efter tre uger fik de butikken til at ophæve segregationen. Ikke længe efter blev alle Dockum Drug Stores i Kansas ophævet. Dernæst gennemførte studerende i Oklahoma City, Oklahoma, en succesfuld sit-in i et andet apotek.

I 1960 begyndte universitetsstuderende (herunder nogle hvide studerende) at sætte sig ind ved en Woolworth's frokostdisk i Greensboro, North Carolina. Efter et stykke tid begyndte de at sætte sig ind ved andre frokostskranker. I de butikker, der havde disse frokostskranker, faldt salget med en tredjedel. Disse butikker ophævede segregeringen for at undgå at fortsætte med at tabe penge. Efter fem måneders sit-ins ophævede Woolworth's i Greensboro også sin frokostskranke. Aviser over hele landet skrev om Greensboros sit-ins. Snart begyndte folk at sætte sig ned i hele Syden.

Få dage efter at Greensboro-eleverne begyndte deres sit-in, begyndte eleverne i Nashville, Tennessee, deres egen sit-in. De valgte butikker i den del af Nashville, hvor der var flest forretninger. Inden de begyndte deres sit-ins, besluttede de, at de ikke ville være voldelige, uanset hvad. De skrev regler ud, som aktivister i andre byer også begyndte at bruge. Deres regler lød som følger:

Du må ikke [slå] tilbage eller bande, hvis du bliver misbrugt. ... Du må ikke blokere indgange til forretninger udenfor [eller] gangene indenfor. [Vær høflig] og venlig til enhver tid. Sid lige; vend altid ansigtet mod disken. ... Henvis informationssøgende til din leder på en høflig måde. Husk Jesu, Gandhis, Martin Luther Kings og Martin Luther Kings lærdom. Kærlighed og ikke-vold er vejen.

Mange af Nashville-eleverne blev angrebet og mishandlet af grupper af hvide mennesker; de blev arresteret og endda slået af politiet. Men de studerende var altid ikke voldelige. Deres protester og angrebene på dem gav flere avisartikler og mere opmærksomhed. Det viste også, at aktivisterne virkelig var ikke-voldelige. Efter tre måneders sit-ins blev alle frokostborde i Nashvilles stormagasiner i centrum af Nashville ophævet frasorteret.

Snart var der sit-ins over hele landet. Der var endda sit-ins i Nevada og i nordlige stater som Ohio. Over 70.000 mennesker, sorte og hvide, deltog i sit-ins. De brugte sit-ins til at protestere mod alle former for segregerede steder - ikke kun frokostborde, men også strande, parker, museer, biblioteker, svømmehaller og andre offentlige steder.

Sit-ins fik endda støtte fra præsident Eisenhower. Efter at Greensboro-sit-ins startede, sagde han, at han var "dybt sympatisk over for enhver gruppes bestræbelser på at nyde godt af de rettigheder til lighed, som de er garanteret af forfatningen".

I april 1960 blev studerende, der havde ledet sit-ins, inviteret til en konference. På konferencen besluttede de at danne Student Nonviolent Coordinating Committee (SNCC). SNCC skulle blive en vigtig gruppe i borgerrettighedsbevægelsen.

Freedom Rides (1961)

I 1960 havde Højesteret i Boynton v. Virginia afgjort, at det var ulovligt at adskille folk i offentlige transportmidler, der skulle fra en stat til en anden. I 1961 besluttede studenteraktivister at teste, om sydstaterne ville følge denne dom. Grupper af sorte og hvide aktivister besluttede at køre i busser gennem Sydstaterne og sidde sammen i stedet for at adskille sig selv. De planlagde at køre med busser fra Washington, D.C., til New Orleans, Louisiana. De kaldte disse ture for "Freedom Rides".

Freedom Riders blev mødt med fare og vold. For eksempel:

• En bus i Alabama blev udsat for en brandbombe, og Freedom Riders måtte løbe for deres liv.
• I Birmingham, Alabama, lod kommissær for offentlig sikkerhed Eugene "Bull" Connor Ku Klux Klan-medlemmer angribe Freedom Riders i 15 minutter, før politiet "beskyttede" dem. Frihedsrytterne blev slået hårdt, og en af dem måtte sys med 50 sting i hovedet.
• I Montgomery, Alabama, blev Freedom Riders angrebet af en pøbel (en stor, vred gruppe) af hvide mennesker. Dette forårsagede et stort oprør, der varede i to timer. Fem Freedom Riders måtte på hospitalet, og 22 andre blev såret.

Student Nonviolent Coordinating Committee (SNCC) hentede flere Freedom Riders ind for at holde bevægelsen i gang. De blev også mødt med vold:

"	Negeren er anderledes, fordi Gud gjorde ham anderledes for at straffe ham. - Mississippi-guvernør Ross Barnett, om hvorfor han støttede segregation	"

• I Montgomery angreb en anden hob en bus. De slog en aktivist bevidstløs og slog tænderne ud på en anden aktivist.
• I Jackson, Mississippi, blev Freedom Riders arresteret for at bruge toiletter og frokoststeder, der kun var forbeholdt hvide.
• Nye Freedom Riders sluttede sig til bevægelsen. Da de ankom til Jackson, blev de også arresteret. Ved slutningen af sommeren var mere end 300 blevet sat i fængsel.

En ny lov

Men folk rundt om i landet begyndte at støtte Freedom Riders, som aldrig havde brugt vold, selv ikke når de blev angrebet. Til sidst insisterede Robert Kennedy, justitsminister i sin bror John F. Kennedys regering, på en ny lov om ophævelse af segregation. Den sagde, at:

• Folk kunne sidde, hvor de ville i busserne
• Der må ikke være skilte med "hvide" og "farvede" skilte på busstationer
• Der måtte ikke være separate drikkefontæner, toiletter eller venteværelser for hvide og sorte
• Frokostborde skulle betjene folk af alle racer

Registrering af vælgere (1961-1965)

Mellem 1961 og 1965 arbejdede aktivistgrupper på at få sorte mennesker registreret (tilmeldt) til at stemme. Siden afslutningen af rekonstruktionen havde sydstaterne vedtaget love og anvendt mange strategier for at forhindre sorte i at lade sig registrere som vælgere. Ofte gjaldt disse love ikke for hvide mennesker.

Aktivisterne i vælgerregistreringen startede i Mississippi. Alle Mississippis borgerrettighedsorganisationer gik sammen for at forsøge at få folk registreret. Aktivistgrupper i Louisiana, Alabama, Georgia og South Carolina startede derefter lignende programmer. Men da aktivisterne forsøgte at registrere sorte mennesker til at stemme, blev de af politiet, hvide racister og Ku Klux Klan slået, arresteret, skudt og endda myrdet.

I mellemtiden blev sorte mennesker, der forsøgte at lade sig registrere som vælgere, fyret fra deres arbejde, smidt ud af deres hjem, slået, arresteret, truet og nogle gange myrdet.

I 1964 blev loven om borgerrettigheder fra 1964 vedtaget. Den gjorde diskrimination ulovlig og sagde specifikt, at det var ulovligt at have forskellige krav til vælgerregistrering for forskellige racer. Men selv efter vedtagelsen af denne lov gjorde sydstaterne det stadig meget vanskeligt for sorte at stemme. Endelig blev loven om stemmerettigheder fra 1965 vedtaget. Denne lov indeholdt metoder til at sikre, at alle amerikanske borgere fik deres stemmeret.

Integration af universiteterne i Mississippi (1956-1965)

Fra 1956 ønskede en sort mand ved navn Clyde Kennard at gå på Mississippi Southern College. Kennard havde været med i Korea-krigen, og han ville bruge GI Bill til at gå på college. Collegets præsident, William McCain, bad statspolitikere og en lokal racistisk gruppe, der støttede segregation, om at sørge for, at Kennard aldrig kom ind på college.

Kenner blev arresteret to gange for forbrydelser, som han aldrig havde begået. Til sidst blev han dømt til syv års fængsel. Efter at Kennard havde tilbragt tre år i fængsel med tvangsarbejde, benådede guvernør Ross Barnett ham. Journalister havde undersøgt Kennards sag og skrev, at staten ikke gav Kennard den behandling, han havde brug for for sin tyktarmskræft. Kennard døde samme år. Senere, i 2006, fastslog en domstol, at Kennard var uskyldig i de forbrydelser, han var blevet sendt i fængsel for.

I september 1962 vandt James Meredith en retssag, som gav ham ret til at gå på University of Mississippi. Han forsøgte tre gange at komme ind på universitetet for at tilmelde sig til undervisning. Guvernør Ross Barnett blokerede Meredith hver gang. Han sagde til Meredith: "[Ingen skole vil blive integreret i Mississippi, så længe jeg er guvernør."

Justitsminister Robert Kennedy sendte US Marshals for at beskytte Meredith. Den 30. september 1962 var Meredith i stand til at komme ind på universitetet med Marshals som beskyttelse. Men samme aften startede studerende og andre racistiske hvide et oprør. De kastede sten og affyrede våben mod Marshals. To mennesker blev dræbt, 28 Marshals blev skudt, og yderligere 160 mennesker blev såret. Præsident John F. Kennedy sendte USA's hær til skolen for at stoppe optøjerne. Meredith var i stand til at begynde undervisningen på college dagen efter, at hæren ankom. Meredith overlevede chikane og isolation på college og blev færdiguddannet den 18. august 1963 med en grad i statskundskab.

Meredith og andre aktivister fortsatte arbejdet med at fjerne segregeringen på de offentlige universiteter. I 1965 kunne de første to afroamerikanske studerende komme ind på University of Southern Mississippi.

Birmingham-kampagnen (1963)

I 1963 indledte Southern Christian Leadership Conference (SCLC) en kampagne i Birmingham, Alabama. Dens mål var at ophæve segregeringen i butikkerne i Birminghams centrum, at gøre ansættelser retfærdige og at nedsætte et udvalg bestående af sorte og hvide, som skulle udarbejde en plan for ophævelse af segregeringen i Birminghams skoler. Martin Luther King beskrev Birmingham som "sandsynligvis den mest [fuldstændig] segregerede by i USA".

Birmingham's kommissær for offentlig sikkerhed var Eugene "Bull" Connor. (En kommissær for offentlig sikkerhed har ansvaret for politiet og brandvæsenet og tager sig af nødsituationer, der kan være farlige for byens borgere. ) Connor var meget imod integration. Han lod ofte politiet, Ku Klux Klan og racistiske hvide mennesker angribe borgerrettighedsaktivister. Han lovede, at sorte og hvide aldrig ville blive integreret i Birmingham.

Aktivisterne brugte nogle forskellige ikke-voldelige måder at protestere på, herunder sit-ins, "knæfald" i lokale kirker og marcher.^p. 218 Byen fik dog en retskendelse, der sagde, at alle protester af denne art var ulovlige. Aktivisterne vidste, at dette var ulovligt, og i en handling af civil ulydighed nægtede de at følge retskendelsen.^p. 108 Demonstranterne, herunder Martin Luther King, blev arresteret.

King blev holdt i isolation i fængslet. Her skrev han sit berømte "Letter from Birmingham Jail". Han blev løsladt efter ca. en uge.

Børnenes korstog

Men kun meget få aktivister havde råd til at risikere at blive arresteret. En af SCLC's ledere fik så ideen om at uddanne gymnasie-, college- og folkeskoleelever til at deltage i protesterne. Han begrundede det med, at studerende ikke havde fuldtidsjobs at gå til, de havde ikke familier at tage sig af, og de havde "råd" til at være i fængsel mere end deres forældre.

Newsweek Magazine kaldte senere denne plan for "børnenes korstog". Den 2. maj forsøgte mere end 600 elever, hvoraf nogle var helt ned til 8 år, at marchere fra en lokal kirke til rådhuset. De blev alle arresteret.

"	Vi fortsætter på trods af hunde og brandslanger. Vi er kommet for langt til at vende om. - Martin Luther King, 3. maj 1963	"

Den næste dag begyndte yderligere 1.000 studerende at marchere. Bull Connor slap politihunde løs for at angribe dem og brugte brandslanger til at slå de studerende ned. Reportere var til stede, og videoer og billeder, der viste volden, blev vist på tv og trykt i hele landet.

Aftale

Folk i hele USA blev så vrede over at se disse videoer, at præsident Kennedy arbejdede sammen med SCLC og de hvide virksomheder i Birmingham for at nå frem til en aftale. Den sagde:

• Madkasser og andre offentlige steder i centrum vil ikke længere være segregerede
• De vil nedsætte et udvalg, der skal finde ud af, hvordan man kan stoppe forskelsbehandling ved ansættelser
• Alle fængslede demonstranter ville blive løsladt (fagforeninger som AFL-CIO havde hjulpet med at skaffe kautionspenge)
• Sorte og hvide ledere ville kommunikere regelmæssigt

Nogle af de hvide i Birmingham var ikke tilfredse med denne aftale. De bombede SCLC's hovedkvarter, Kings brors hjem og et hotel, hvor King havde boet. Tusindvis af sorte reagerede ved at lave optøjer; nogle brændte bygninger af, og en enkelt stak endda en politibetjent ned og sårede ham. ^p. 301

Den 15. september 1963 bombede Ku Klux Klan en kirke i Birmingham, hvor borgerrettighedsaktivister ofte mødtes, inden de begyndte deres marcher. Da det var en søndag, var der gudstjenester i gang. Bomben dræbte fire unge piger og sårede 22 andre mennesker.

"En stigende bølge af utilfredshed" (1963)

I løbet af foråret og sommeren 1963 var der protester i over hundrede byer i USA, herunder byer i Nordstaterne. Der var optøjer i Chicago, efter at en hvid politibetjent havde skudt en 14-årig sort dreng, der var på vej væk fra et røveri. I Philadelphia og Harlem sloges sorte aktivister og hvide arbejdere, da aktivisterne forsøgte at integrere statslige byggeprojekter. Den 6. juni angreb over tusind hvide mennesker en sit-in i North Carolina; sorte aktivister slog tilbage, og en hvid mand blev dræbt.

I Cambridge, Maryland, erklærede hvide ledere undtagelsestilstand for at stoppe kampe mellem sorte og hvide. Justitsminister Robert Kennedy måtte indblandes for at få en aftale om at ophæve segregeringen i byen.

Den 11. juni 1963 stod Alabamas guvernør George Wallace faktisk i døren til University of Alabama for at forhindre de to første sorte studerende i at komme ind. Præsident Kennedy måtte sende amerikanske soldater for at få ham til at gå ud af døren og sikre, at de sorte studerende kunne komme ind på skolen.

I mellemtiden var Kennedy-regeringen blevet meget bekymret. Sorte ledere havde fortalt Robert Kennedy, at det blev sværere og sværere for afroamerikanere at være ikke-voldelige, når de blev angrebet, og når det tog så lang tid for den amerikanske regering at hjælpe dem med at få deres borgerrettigheder. Om aftenen den 11. juni holdt præsident Kennedy en tale om borgerrettigheder. Han talte om "en stigende bølge af utilfredshed [utilfredshed], der truer den offentlige sikkerhed". Han bad Kongressen om at vedtage nye borgerrettighedslove. Han bad også amerikanerne om at støtte borgerrettighederne som "et moralsk spørgsmål ... i vores daglige liv".

Tidligt om morgenen den 12. juni blev Medgar Evers, en leder af Mississippis NAACP, myrdet af et Ku Klux Klan-medlem.^p. 113 Den følgende uge gav præsident Kennedy kongressen sit lovforslag om borgerrettigheder og bad dem om at gøre det til lov. ^p. 126

Marchen mod Washington (1963)

I 1963 planlagde borgerrettighedsledere en protestmarch i Washington, D.C. Alle de store borgerrettighedsgrupper, nogle fagforeninger og andre liberale grupper samarbejdede om planlægningen af marchen. Marchens fulde navn var "The March on Washington for Jobs and Freedom". Målene for marchen var at få vedtaget borgerrettighedslove, at få den amerikanske regering til at skabe flere arbejdspladser og at få lige, gode boliger, uddannelse, job og stemmeret til alle. Det vigtigste mål var dog at få præsident Kennedys lov om borgerrettigheder vedtaget. ^p. 159

Mange mennesker troede, at det ville være umuligt for så mange aktivister at mødes uden vold og optøjer. Den amerikanske regering havde 19.000 soldater klar i nærheden, hvis der skulle opstå optøjer. Hospitalerne gjorde sig klar til at behandle et stort antal sårede mennesker. Regeringen gjorde det ulovligt at sælge alkohol i Washington, D.C., for denne dag. ^p. 159

Marchen mod Washington var en af de største ikke-voldelige protester for menneskerettigheder i USA's historie. Martin Luther King, Jr. troede, at 100.000 demonstranter ville gøre begivenheden vellykket. Den 28. august 1963 samledes omkring 250.000 aktivister fra hele landet til marchen. Blandt demonstranterne var der ca. 60.000 hvide mennesker (herunder kirkegrupper og fagforeningsmedlemmer) og mellem 75 og 100 medlemmer af Kongressen. ^p. 160Sammen marcherede de fra Washington Monument til Lincoln Memorial. Der lyttede de til borgerrettighedsledere, som talte.

Martin Luther King, Jr. talte sidst. Hans tale, kaldet "I Have a Dream", blev en af historiens mest berømte taler om borgerrettigheder.

Historikere har sagt, at marchen mod Washington var med til at få præsident Kennedys lov om borgerrettigheder vedtaget.

Malcolm X slutter sig til bevægelsen (1964)

Malcolm X var en amerikansk præst, som konverterede til islam i fængslet omkring 1948. Han blev medlem af Nation of Islam.^p. 138 Denne gruppe troede på sort overherredømme - at den sorte race var den bedste af alle. De mente, at de sorte skulle være fuldstændig uafhængige af de hvide og til sidst skulle vende tilbage til Afrika.^{pp. 127–128, 132–138pp. 149–152} De mente også, at sorte mennesker havde ret til at kæmpe imod og bruge vold for at få deres rettigheder. På grund af dette støttede Malcolm X og Nation of Islam ikke borgerrettighedsbevægelsen, fordi den var ikke-voldelig og støttede integration. ^{pp. 79–80}

I marts 1964 blev Malcolm X imidlertid smidt ud af Nation of Islam, fordi han var uenig med gruppens leder, Elijah Muhammad. Han tilbød at arbejde sammen med andre borgerrettighedsgrupper, hvis de accepterede, at sorte havde ret til at forsvare sig selv.

Den 26. marts 1964 mødtes Malcolm med Martin Luther King, Jr. Malcolm havde en plan om at stille USA for FN med anklager om, at USA krænkede afroamerikanernes menneskerettigheder. Dr. King planlagde måske at støtte dette.

Mellem 1963 og 1964 blev borgerrettighedsaktivisterne mere vrede og mere tilbøjelige til at slå tilbage mod de hvide. I april 1964 holdt Malcolm en berømt tale med titlen "The Ballot or the Bullet". ("The ballot" betyder "afstemning".) I talen sagde han, at hvis den amerikanske regering er "uvillig eller ude af stand til at forsvare negernes liv og ejendom", så skulle afroamerikanerne forsvare sig selv.^p. 43 Han advarede politikerne om, at mange afroamerikanere ikke længere var villige til at "vende den anden kind til". ^p. 25Derefter advarede han det hvide Amerika om, hvad der ville ske, hvis de sorte ikke fik lov til at stemme:

"

[Hvis vi ikke stemmer, vil det ende med en situation, hvor vi bliver nødt til at kaste en kugle. Det er enten en afstemning eller en kugle. ... Der er en ny strategi på vej ind. Det bliver molotovcocktails i denne måned, håndgranater i næste måned, og noget andet i næste måned. Det bliver enten stemmesedler eller kugler.  p.30

"

 

Mississippi Freedom Summer (1964)

I sommeren 1964 bragte borgerrettighedsgrupper næsten 1.000 aktivister til Mississippi. De fleste af dem var hvide universitetsstuderende.^p. 66 Deres mål var at arbejde sammen med sorte aktivister for at registrere vælgere og at undervise sorte børn i sommerskole i "frihedsskoler". De ønskede også at hjælpe med at oprette Mississippi Freedom Democratic Party (MFDP). På det tidspunkt kunne kun hvide mennesker deltage i Mississippis demokratiske parti. MFDP var planlagt som et andet politisk parti, der ville give sorte og hvide demokrater mulighed for at deltage i politik.

Mange hvide Mississippianere var vrede over, at folk fra andre stater kom ind og forsøgte at ændre deres samfund. Regeringsansatte, politiet, Ku Klux Klan og andre racistiske hvide brugte mange strategier til at angribe aktivisterne og de sorte, der forsøgte at lade sig registrere som vælgere. Freedom Summer-projektet varede i ti uger. I den periode blev 1.062 aktivister arresteret, 80 blev slået og 4 blev dræbt. Tre sorte Mississippianere blev myrdet, fordi de støttede borgerrettighederne. 37 kirker og 30 sorte hjem eller virksomheder blev bombet eller brændt ned.

Den 21. juni 1964 forsvandt tre Freedom Summer-aktivister. Ugerne senere blev deres lig fundet. De var blevet myrdet af medlemmer af den lokale Ku Klux Klan - herunder nogle, der også var politifolk i Neshoba County sheriff's afdeling. Da folk ledte efter deres lig i lokale sumpe og floder, fandt de ligene af en 14-årig dreng og syv andre mænd, som også syntes at være blevet myrdet på et tidspunkt.

I løbet af Freedom Summer oprettede aktivister mindst 30 frihedsskoler og underviste omkring 3.500 elever. Blandt eleverne var både børn, voksne og ældre. På skolerne blev der undervist i mange ting, f.eks. sort historie, borgerrettigheder, politik, frihedsbevægelsen og de grundlæggende læse- og skrivefærdigheder, der var nødvendige for at kunne stemme.

I løbet af sommeren forsøgte omkring 17.000 sorte Mississippianere at lade sig registrere som vælgere. Kun 1.600 var i stand til det. Mere end 80.000 meldte sig imidlertid ind i Mississippi Freedom Democratic Party (MFDP). Det viste, at de ønskede at stemme og deltage i politik og ikke bare lade hvide mennesker gøre det for dem.

Lov om borgerrettigheder fra 1964

John F. Kennedys forslag til lovforslag om borgerrettigheder havde støtte fra nordlige medlemmer af Kongressen - både demokrater og republikanere. Sydlige senatorer forhindrede imidlertid, at den foreslåede lov blev vedtaget. De lavede filibusterarbejde i 54 dage for at forhindre, at lovforslaget blev til en lov. Til sidst fik præsident Lyndon B. Johnson et lovforslag vedtaget.

Den 2. juli 1964 underskrev Johnson loven om borgerrettigheder fra 1964. Loven sagde:

• Det var ulovligt at forskelsbehandle folk på offentlige steder eller på arbejdspladser, blot på grund af deres race, hudfarve, religion, køn eller hjemland.
• Hvis stederne brød loven, kunne statsadvokaten anlægge sag mod dem for at tvinge dem til at følge loven.
• Alle statslige eller lokale love, der gjorde det lovligt at diskriminere på offentlige steder eller arbejdspladser, var ikke længere lovlige

King tildeles Nobels fredspris (1964)

I december 1964 modtog Martin Luther King Nobels fredspris. Da han fik prisen, sagde formanden for Nobelkomitéen følgende:

"

I dag, nu hvor menneskeheden [har] atombomben, er tiden kommet til at lægge vores våben og oprustning til side og lytte til det budskab, som Martin Luther King har givet os[:] "Valget er enten ikke-vold eller ikke-eksistens".... [King] er den første person i den vestlige verden, der har vist os, at en kamp kan [udkæmpes] uden vold. Han er den første, der har gjort budskabet om broderkærlighed til en realitet i løbet af sin kamp, og han har bragt dette budskab til alle mennesker, til alle nationer og racer.

"

Marcherne fra Selma til Montgomery (1965)

I januar 1965 tog Martin Luther King og SCLC til Selma, Alabama. Borgerrettighedsgrupper der havde bedt dem om at hjælpe med at få sorte mennesker registreret til at stemme. På det tidspunkt var 99 % af de personer, der var registreret til at stemme i Selma, hvide. Sammen begyndte de at arbejde for stemmerettigheder.

Men måneden efter blev en afroamerikansk mand ved navn Jimmie Lee Jackson skudt af en politibetjent under en fredelig march. Jackson døde.^{pp. 121–123} Mange afroamerikanere blev meget vrede. SCLC var bekymret for, at folk var så vrede, at de ville blive voldelige.

SCLC besluttede at organisere en march fra Selma til Montgomery. Det ville blive en march på 87 km (54 miles). Aktivisterne håbede, at marchen ville vise, hvor meget afroamerikanerne ønskede at stemme. De ønskede også at vise, at de ikke ville lade racisme eller vold stoppe dem i at få lige rettigheder.

Den første march fandt sted den 7. marts 1965. Politibetjente og racistiske hvide angreb demonstranterne med køller og tåregas. De truede med at smide demonstranterne ud fra Edmund Pettus Bridge. 17 demonstranter måtte på hospitalet, og 50 andre blev også såret. Denne dag kom til at blive kaldt Bloody Sunday. Billeder og film af demonstranterne, der blev slået, blev vist i aviser og på tv over hele verden.

Når man så disse ting, fik flere mennesker til at støtte borgerrettighedsaktivisterne. Folk kom fra hele USA for at marchere sammen med aktivisterne. En af dem, James Reeb, blev angrebet af hvide mennesker for at støtte borgerrettighederne. Han døde den 11. marts 1965.

Til sidst besluttede præsident Johnson at sende soldater fra den amerikanske hær og Alabamas nationalgarde for at beskytte demonstranterne. Fra den 21. marts til den 25. marts gik marchererne langs "Jefferson Davis Highway" fra Selma til Montgomery. Den 25. marts gik 25.000 mennesker ind i Montgomery. Martin Luther King holdt en tale med titlen "How Long? Ikke længe" på Alabama State Capitol. Han fortalte demonstranterne, at der ikke ville gå lang tid, før de fik lige rettigheder, "fordi det moralske univers er langt, men det bøjer sig mod retfærdighed".

Efter marchen kørte Viola Liuzzo, en hvid kvinde fra Detroit, nogle af de andre demonstranter til lufthavnen. Mens hun kørte tilbage, blev hun myrdet af tre medlemmer af Ku Klux Klan.

Lov om stemmerettigheder fra 1965

Den 6. august 1965 vedtog USA loven om stemmerettigheder (Voting Rights Act). Denne lov gjorde det ulovligt at forhindre nogen i at stemme på grund af deres race. Det betød, at alle de statslige love, der forhindrede sorte mennesker i at stemme, nu var ulovlige.

I næsten 100 år var alle registratorer (de statsansatte, der havde registreret folk til at stemme) hvide. De havde total magt over, hvem de kunne registrere, og hvem de ikke ville registrere. Hvis en registrator nægtede at lade en sort person registrere sig, kunne denne person kun anlægge sag, og det var usandsynligt, at vedkommende ville vinde sagen. Men Voting Rights Act ændrede endelig dette system. Hvis en registrator diskriminerede sorte mennesker, kunne justitsministeren sende føderale medarbejdere til at erstatte de lokale registratorer.

Loven virkede med det samme. I løbet af få måneder havde 250.000 nye sorte vælgere meldt sig til at stemme. Hver tredje af dem blev registreret af en føderal medarbejder, som erstattede en racistisk registrator. I 1965 stemte 74 % af Mississippis sorte vælgere rent faktisk, og der blev valgt flere sorte politikere i Mississippi end i nogen anden stat. I 1967 var de fleste afroamerikanere registreret som stemmeberettigede i 9 af de 13 stater i Sydstaterne.

Politikken i Sydstaterne blev fuldstændig ændret af, at afroamerikanerne fik stemmeret. Hvide politikere kunne ikke længere lave love om afroamerikanere, uden at de sorte havde noget at skulle have sagt. I mange dele af Sydstaterne var der flere sorte end hvide i antal. Det betød, at de kunne stemme sorte politikere ind og stemme racistiske hvide ud. Desuden kunne sorte mennesker, der var registreret som stemmeberettigede, være med i nævninge. Før dette var det sådan, at hver gang en afroamerikaner blev anklaget for en forbrydelse, var juryen, der afgjorde, om vedkommende var skyldig, udelukkende hvid.

Bevægelser for retfærdige boliger (1966-1968)

Fra 1966 til 1968 fokuserede borgerrettighedsbevægelsen meget på retfærdige boliger. Selv uden for Sydstaterne var rimelige boliger et problem. I 1963 vedtog Californien f.eks. en lov om retfærdige boliger, som gjorde segregation i boliger ulovlig. Hvide vælgere og lobbyister inden for ejendomshandel fik loven omstødt året efter. Dette var med til at forårsage Watts-optøjerne. (Senere, i 1966, gjorde Californien Fair Housing Act til lov igen).

Aktivister, herunder Martin Luther King, stod i spidsen for en bevægelse for retfærdige boliger i Chicago i 1966. Året efter gjorde unge NAACP-medlemmer det samme i Milwaukee. Aktivisterne i begge byer blev angrebet fysisk af hvide boligejere og juridisk af politikere, der støttede segregation.

Lovforslaget om rimelige boliger

Af alle de borgerrettighedslove, der blev vedtaget under borgerrettighedsbevægelsen, var loven om rimelige boliger den sværeste at få vedtaget. Loven ville gøre diskrimination i forbindelse med boliger ulovlig. Det betød, at sorte mennesker ville få lov til at flytte ind i hvide kvarterer. Som senator Walter Mondale sagde: "Dette var borgerrettigheder, der blev personlige."

Det foreslåede lovforslag om rimelige boliger blev først sendt til det amerikanske senat. Her var de fleste senatorer - fra nord og syd - imod lovforslaget. I marts 1968 sendte Senatet en svagere version til Repræsentanternes Hus. Repræsentanternes Hus forventedes at foretage ændringer, der ville gøre lovforslaget endnu svagere.

Det skete ikke. Den 4. april 1968 blev Martin Luther King myrdet. Det fik mange medlemmer af Kongressen til at føle, at de hurtigt måtte gøre noget ved borgerrettighederne. Dagen efter mordet på Dr. King stod senator Mondale foran Senatet og sagde:

"

Den [største tilhænger] af et ikke-voldeligt [forhold] mellem racerne er død. Hans generøsitet over for den hvide mand, hans tro på alle menneskers grundlæggende gode vilje og hans dramatiske, ikke-voldelige handlinger gjorde det muligt for ham at tale til begge racer. . . . Vi kan i dag bede om, at den ikkevoldelige leders død ikke vil bringe vold til livet. I de kommende dage må vi handle for at opfylde Kings drøm. . . . Det er op til Kongressen i dag at yde kraftig støtte ... ved straks at vedtage borgerrettighedsloven fra 1968 og ved hurtigt at handle for at give alle sorte og hvide mulighed for beskæftigelse og boliger.

"

Den 10. april vedtog Kongressen loven om borgerrettigheder fra 1968. Præsident Johnson underskrev loven den næste dag. En del af loven kaldes "Fair Housing Act". Den gør det ulovligt at diskriminere ved salg, udlejning eller udlån af penge til boliger på grundlag af en persons race, hudfarve, religion eller hjemland.

Attentatet på King og de fattiges kampagne (1968)

I 1968 var Martin Luther King og SCLC i gang med at planlægge Poor People's Campaign. Folk af alle racer deltog i bevægelsen. Bevægelsens mål var at mindske fattigdommen for folk af alle racer.

Som en del af sit arbejde mod fattigdom begyndte Dr. King og SCLC at udtale sig mod Vietnamkrigen. King hævdede, at fattige mennesker i Vietnam blev dræbt, og at krigen kun ville gøre dem fattigere. Han hævdede også, at USA brugte flere og flere penge og mere tid på krigen og mindre på programmer til at hjælpe fattige amerikanere.

I marts 1968 blev Dr. King inviteret til Memphis, Tennessee, for at støtte skraldemandsarbejdere, der strejkede. Disse arbejdere fik meget lidt i løn, og to arbejdere var blevet dræbt under udførelsen af deres arbejde. De ønskede at blive medlemmer af en fagforening. Dr. King mente, at denne strejke passede perfekt ind i hans Poor People's Campaign. Så snart han kom til Memphis, begyndte King at få trusler.

Dagen før han blev myrdet, holdt King en prædiken med titlen "I've Been to the Mountaintop". Den næste dag blev han myrdet. Efter at King blev dræbt, var der optøjer i mere end 100 byer i hele USA.

Borgerrettighedsforkæmperen Ralph Abernathy fortsatte Poor People's Campaign efter Kings død. Omkring 3.000 aktivister slog lejr på National Mall i Washington, D.C., i omkring seks uger.

Dagen før Dr. Kings begravelse førte hans kone, Coretta Scott King, og tre af deres børn 20.000 demonstranter gennem Memphis. Soldater beskyttede demonstranterne. Den 9. april førte fru King yderligere 150.000 mennesker gennem Atlanta i forbindelse med Dr. Kings begravelse. En gammel trævogn, trukket af muldyr, trak Dr. Kings kiste. Vognen var et symbol på Dr. Kings kampagne for fattige mennesker.

Fru King sagde engang:

"

[Martin Luther King, Jr.] gav sit liv for verdens fattige, skraldemændene i Memphis og bønderne i Vietnam. Den dag, hvor negere og andre slaveriarbejdere virkelig er frie, den dag, hvor nød er afskaffet, den dag, hvor krige er slut, den dag ved jeg, at min mand vil hvile i en længe fortjent fred.

"

Præsident Lyndon Johnson og Dr. King taler om retfærdige boliger i 1966


Politiet angriber ikkevoldelige demonstranter på "Bloody Sunday"


FBI-plakat med de tre forsvundne aktivister


Malcolm X mødes med Martin Luther King, Jr., 26. marts 1964


Udsigt over menneskemængden ved marchen mod Washington


George Wallace står i døren til University of Alabama for at holde sorte studerende ude


James Meredith på vej til klassen, beskyttet af US Marshals.


"Bull" Connor tillod ofte, at borgerrettighedsaktivister blev angrebet


En sektion af frokostbordet fra Greensboro, North Carolina sit-ins


Freedom Riders bliver arresteret i Tallahassee, Florida, den 16. juni 1961


Segregering på uddannelsesområdet i USA før Brown

Dødsfald

Mange mennesker blev dræbt under borgerrettighedsbevægelsen. Nogle blev dræbt, fordi de støttede borgerrettighederne. Andre blev dræbt af Ku Klux Klan (KKK) eller andre racistiske hvide, som ønskede at terrorisere sorte mennesker. Ingen ved præcis, hvor mange mennesker der blev dræbt under borgerrettighedsbevægelsen. Her er dog nogle eksempler. De personer, hvis navne er fremhævet med blåt, var børn eller teenagere, da de blev dræbt.

Offer(e):	Hjem:	Årstal dræbt:	Dræbt i:	Dræbt af:	Kilde
Pastor George W. Lee, medlem af NAACP	Mississippi	1955	Mississippi	Hvide medlemmer af Citizens' Council, der ikke brød sig om, at pastor Lee registrerede sorte til at stemme
Lamar Smith	Mississippi	1955	Mississippi	En ukendt hvid mand, fordi Smith havde organiseret sorte til at stemme
Emmett Till (14 år gammel)	Chicago	1955	Mississippi	Lynchet af to hvide mænd, der beskyldte ham for at flirte med en hvid kvinde
John Earl Reese (16 år)	Texas	1955	Texas	Skudt af hvide mænd, der forsøgte at skræmme de sorte til at opgive planerne om en ny skole
Willie Edwards	Alabama	1957	Alabama	Lynchet af fire Ku Klux Klan-medlemmer, der troede, at han var kæreste med en hvid kvinde (det var han ikke)
Kaptajn Roman Ducksworth		1962	Mississippi	Politibetjent, der beordrede ham ud af en bus og skød ham. Betjenten troede måske, at han var en Freedom Rider
Paul Guihard, journalist	England	1962	Optøjer på universitetet i Mississippi	Elever i oprør, efter at James Meredith blev lukket ind på skolen
William Lewis Moore	New York	1963	Alabama	Dræbt under en borgerrettighedsmarch, alene, fra Tennessee til Mississippi
Medgar Evers, NAACP-leder	Mississippi	1963	Indkørslen til hans hjem	Byron De La Beckwith (medlem af White Citizens' Council)
Addie Mae Collins (14 år)	Alabama	1963	Bombeattentater mod 16th Street Baptist Church	4 Ku Klux Klan-medlemmer	p. 147
Denise McNair (11)	Alabama	1963	Bombeattentater mod 16th Street Baptist Church	4 Ku Klux Klan-medlemmer	p. 147
Carole Robertson (14)	Alabama	1963	Bombeattentater mod 16th Street Baptist Church	4 Ku Klux Klan-medlemmer	p. 147
Cynthia Wesley (14)	Alabama	1963	Bombeattentater mod 16th Street Baptist Church	4 Ku Klux Klan-medlemmer	p. 147
Virgil Lamar Ware (13)	Alabama	1963	Alabama	Skudt af hvide teenagere, der lige var kommet fra et møde, der støttede segregation
Louis Allen	Mississippi	1964	Mississippi	Dræbt efter at have set en anden borgerrettighedsarbejder blive myrdet
Johnnie May Chappel	Florida	1964	Florida	Hvide mænd, der leder efter en sort person at skyde
Pastor Bruce Klunder	Oregon	1964	Ohio	Knust af en bulldozer, mens han protesterede mod en skole, hvor der blev bygget en segregeret skole
Henry Hezekiah Dee (19 år)	Mississippi	1964	Mississippi	Ku Klux Klan-medlemmer, der troede, at han var en del af et komplot for at skaffe våben til sorte (det var han ikke)
Charles Eddie Moore (19)	Mississippi	1964	Mississippi	Ku Klux Klan-medlemmer, der troede, at han var en del af et komplot for at skaffe våben til sorte (det var han ikke)
James Earl Chaney, Freedom Summer-aktivist	Mississippi	1964	Neshoba County, Mississippi	Lynchet af 10 KKK-medlemmer (7 blev dømt)
Andrew Goodman, Freedom Summer-aktivist	New York City	1964	Neshoba County, Mississippi	Lynchet af 10 KKK-medlemmer (7 blev dømt)
Michael Schwerner, Freedom Summer-aktivist	New York City	1964	Neshoba County, Mississippi	Lynchet af 10 KKK-medlemmer (7 blev dømt)
Oberstløjtnant Lemuel Penn	Washington, D.C.	1964	Georgien	Skudt af et Ku Klux Klan-medlem i en forbipasserende bil, mens Penn kørte hjem fra en træning i den amerikanske hærs reserve
Malcolm X	Nebraska	1965	New York City	3 medlemmer af Nation of Islam
Jimmie Lee Jackson	Alabama	1965	Alabama	Politibetjent under en fredelig march	pp. 121–123
Pastor James Reeb	Boston	1965	Selma	3 hvide mænd, der slog ham for at støtte borgerrettigheder
Viola Liuzzo	Pennsylvania	1965	Selma	4 Ku Klux Klan-medlemmer for at støtte borgerrettigheder
Willie Brewster	Alabama	1965	Alabama	Skudt af hvide mænd, der tilhørte en voldelig nynazistisk gruppe
Jonathan Daniels	Boston	1965	Alabama	En vice-sherif, lige efter at han er blevet løsladt fra fængslet. Daniels blev fængslet for at hjælpe med vælgerregistrering og protestere
Vernon Dahmer	Mississippi	1966	Mississippi	14 KKK-medlemmer (4 dømt), som sprængte hans hus i brand, efter at Dahmer tilbød at betale stemmeafgift for sorte, der ikke havde råd til det, så de kunne stemme
Ben Chester White	Mississippi	1966	Mississippi	KKK-medlemmer, der troede, at de kunne fjerne opmærksomheden fra en borgerrettighedsmarch ved at dræbe en sort mand
Wharlest Jackson, NAACP-leder	Mississippi	1967	Mississippi	KKK-medlemmer, der sprængte hans bil i luften, efter at han havde fået et job, som kun hvide mennesker måtte have før ham
Benjamin Brown		1967	Mississippi	Politiet, der skød ind i en menneskemængde ved en studenterdemonstration, som Brown deltog i
Samuel Ephesians Hammond (18 år)		1967	South Carolina State College	Politiet, der skød ind i en studenterdemonstration
Delano Herman Middleton (17)		1967	South Carolina State College	Politiet, der skød ind i en studenterdemonstration
Henry Ezekial Smith (19)		1967	South Carolina State College	Politiet, der skød ind i en studenterdemonstration
Martin Luther King, Jr.	Georgien	1968	Memphis	James Earl Ray

Et ukendt antal andre mennesker døde eller blev dræbt under borgerrettighedsbevægelsen.

Relaterede sider

• Historie: Slaveri; Amerikansk borgerkrig; Genopbygning; Plessy v. Ferguson
• Årsager: Racisme; hvidt overherredømme; raceadskillelse; diskrimination; Jim Crow-love; lynchninger
• Mennesker: Martin Luther King, Jr.; Coretta Scott King; James Lawson; James Meredith; Little Rock Nine; Rosa Parks; Malcolm X
• Grupper: National Association for the Advancement of Colored People (NAACP); Southern Christian Leadership Conference (SCLC); Student Nonviolent Coordinating Committee (SNCC)
• Lov og forvaltning: Lovgivning: USA's lov; retspraksis; forbundslovgivning; lovgivning; USA's forfatning; Højesteret; USA's kongres
• Rettigheder: Borgerlige rettigheder; borgerlige frihedsrettigheder; menneskerettigheder; stemmeret; social lighed; social retfærdighed
• Andet: Ku Klux Klan; byer med solnedgang; White Citizens' Council