Begravelse | ceremoni, der afholdes, fordi en person er død

Formål

Begravelser finder sted i alle menneskelige kulturer. Religion er en vigtig del af begravelsessædvanerne i de fleste lande. Ved mange begravelser beder man en bøn for den døde, så hans eller hendes sjæl kan hvile i fred og have det godt i livet efter døden.

Der er andre grunde til, at begravelser afholdes. Mange af dem har at gøre med at hjælpe den døde persons venner og familie (de sørgende):

• Det giver de sørgende mulighed for at acceptere, at personen er død. At "acceptere", at personen er død, betyder, at de fuldt ud tror på, at personen er død. Når de har gjort det, kan de vænne sig til livet uden den døde person.
• Det er en chance for de sørgende for at sige farvel til den døde person. Mange sørgende har ikke haft denne mulighed, før personen døde.
• Det er en mulighed for de sørgende for at støtte hinanden. De vil opdage, at de ikke er alene om at være kede af det.
• Det er en mulighed for at tænke over liv og død.
• Det er en mulighed for at mindes glade minder fra den afdødes liv.

Moderne begravelser har ændret sig meget gennem tiden. Nutidens begravelses- eller mindehøjtideligheder kan ofte være mere som en taksigelse for den afdødes liv end blot at tænke på den triste død.

 

Begravelsestraditioner

En begravelsesceremoni kan afholdes i en kirke, et tempel, en offentlig bygning til begravelser eller mange andre steder.

I Nordamerika er det almindeligt, at der er en visitation (også kaldet en visning eller en wake) et par dage før begravelsen. Her inviteres folk til at se det døde lig.

På Madagaskar har folk et ritual, der kaldes famadihana eller "vending af knoglerne" på engelsk. En gang hvert femte eller syvende år graver familiemedlemmerne resterne af deres forfædre op. De renser knoglerne og sprøjter dem med parfume eller vin. De tager skelettet med hjem for at danse med det og præsentere det for den yngre generation.

Ifølge balinesisk hinduistisk tradition genstarter den afdødes sjæl genfødselscyklussen, når den er blevet befriet gennem kremering. Ved balinesisk kremering, eller Ngaben, anvendes et åbent bål til at forbrænde liget. Hele mindehøjtideligheden har ofte en festlig atmosfære, hvor der fokuseres på at fejre den afdøde elskede persons liv.

Der sker ofte flere ting ved en begravelse i et vestligt land:

• Et procession, hvor kisten kører til eller fra begravelsen. I dag transporteres kisten normalt i en særlig bil, en såkaldt ligvogn.
• En lovprisning, som er en fortælling om den afdødes liv.
• Bønner. Disse omfatter bønner for at takke for den afdødes liv, bønner om, at den afdødes sjæl må hvile i fred og gå ind i livet efter døden, og bønner om, at de sørgende kan komme videre med deres liv.
• Synge salmer (religiøse sange).
• Overførelse af det døde lig, hvor det forsvinder. Ved kristne begravelser kan prædikanten sige, at en person går fra "jord til jord, aske til aske, støv til støv".
• Ved en begravelse bringes kisten til graven og lægges ned i den. Når den er i graven, kan de sørgende kaste jord på kisten. Dette er et symbol på, at liget vender tilbage til jorden.
• På den anden side overværer de sørgende normalt ikke en kremering. I stedet kan kisten blive skjult af gardiner mod slutningen af begravelsen.
• Afspilning af den musik, som den døde elskede.

Ved mange begravelser i dag afspilles der en videohyldest før, efter eller under begravelsesgudstjenesten. Ved mange begravelser udleveres der mindefoldere eller bønnekort, og også dette er en måde at gøre begravelsesgudstjenesten personlig på. Ved begravelser er det ikke ualmindeligt at se et bord med "livsrefleksioner". Familiemedlemmer medbringer nogle gange yndlingsbilleder eller andre minder om den afdøde person. Der er mange forskellige traditioner, som forskellige religioner bruger.

 
Ronald Reagans begravelsesoptog i Washington, D.C., juni 2004