Dødsstraf i USA 2021: Historie, lovgivning og aktuelle fakta

Koloniens Amerika

Virginia

Før USA blev et selvstændigt land, var det en koloni under det britiske imperium. Den første kendte dødsdom i kolonitidens Amerika blev afsagt i 1608. Kaptajn George Kendall blev henrettet ved en henrettelsespeloton i Jamestown-kolonien efter at være blevet anklaget for at have spioneret for den spanske regering.

I kolonitidens Amerika kunne man blive henrettet for mange ting. I Jamestown-kolonien var det første sæt regler og straffe, som koloniens løjtnantguvernør skrev, meget strenge. Der var 48 forskellige kapitalforbrydelser (forbrydelser, der kunne straffes med døden). De omfattede bl.a:

• Plukning af blomster fra naboens have
• Kritik af den britiske regering (for tredje gang)
• Blasfemi (for tredje gang)
• Handel med indfødte amerikanere (for første gang)
• Forlader kolonien (for tredje gang)
• Stjæler mad på grund af sult (for tredje gang)

Da nogle kolonister besluttede, at de ikke kunne lide disse strenge regler, flygtede de fra kolonien for at bo hos de nærliggende indfødte amerikanere. De blev bragt tilbage til kolonien, tortureret og henrettet.

De tretten kolonier

Hver af de tretten kolonier udarbejdede sine egne love om dødsstraf. I Massachusetts Bay Colony, som hovedsagelig var puritansk, var lovene f.eks. strenge. I henhold til de første love om dødsstraf, som var gældende fra 1636-1647, blev folk henrettet for sodomi, ægteskabsbrud, hekseri, blasfemi, bestialitet, overfald, voldtægt, voldtægt, voldtægt med mindreårig, mened i en retssag med dødsstraf og mord. Senere fortsatte kolonien med at henrette folk for hekseri, herunder 20 personer under Salem-heksesagerne. De henrettede også folk for at være kvækere og pirater.

I henhold til New York-koloniens Duke's Laws fra 1665 kunne en person henrettes for "fornægtelse af den eneste sande Gud" eller for at slå sin mor eller far.

Nogle kolonier var ikke så strenge. F.eks. havde kolonien New Jersey ingen dødsstraf, og i Pennsylvania-kolonien var kun mord og forræderi dødsstraf.

Revolutionskrig-æraen

I 1776 havde de fleste af kolonierne lignende love om dødsstraf. I de fleste kolonier var de dødsdømte forbrydelser brandstiftelse, pirateri, forræderi, mord, sodomi, indbrud, røveri, voldtægt, hestetyveri, slaveoprør og falskmøntneri (fremstilling af falske penge). Normalt blev folk, der blev dømt til døden, hængt.

Under den amerikanske revolutionskrig blev den britiske major John André hængt af den kontinentale hær den 2. oktober 1780. Han blev dømt for at have spioneret og hjulpet Benedict Arnold.

Slaver

De første slaver blev bragt til Jamestown-kolonien i 1619. Slaveri var lovligt i USA i de næste 246 år, indtil det blev gjort ulovligt i 1865 ved det trettende tillæg til den amerikanske forfatning. Indtil da havde slaverne ingen rettigheder.

Slaver kunne straffes eller tortureres af enhver grund eller helt uden grund. Slaver, der forsøgte at flygte eller gøre oprør, blev ofte tortureret og henrettet, hvor andre slaver kunne se det, for at advare dem mod at gøre det samme.

For eksempel blev en slave ved navn Mark i 1755 i Massachusetts Bay Colony anklaget for at have forgiftet sin "herre" i 1755. Han blev henrettet og derefter hængt i lænker i Boston Havn, så hans krop kunne rådne op. Dette skulle minde andre slaver om ikke at gøre oprør, hver gang de passerede Marks lig. Tyve år senere, da Paul Revere foretog sin "Midnight Ride", hang Marks skelet stadig i lænker i Boston Havn.

I 1700-tallet blev et ukendt antal slaver i Sydstaterne henrettet, nogle gange for at have slået en anden slave eller for at have været "ubehøvlet" eller "uforskammet" over for en hvid person. Der blev vedtaget love i Sydstaterne, som tillod grusomme og usædvanlige straffe samt dødsstraf for slaver.

Reformer

I slutningen af 1700-tallet begyndte aktivister som Benjamin Rush at argumentere for, at dødsstraffen ikke burde anvendes. Mellem 1794 og 1815 vedtog otte stater love, der gjorde færre forbrydelser strafbare med døden. Mange sydstater gjorde imidlertid flere forbrydelser strafbare med døden, især for slaver.

De store reformer begyndte at finde sted mellem 1833 og 1853. På det tidspunkt var mange henrettelser offentlige begivenheder. I 1849 var femten stater gået over til private hængninger.

Afskaffelse

I 1846 blev Michigan den første stat til at afskaffe dødsstraffen, lige efter at den var blevet medlem af USA.

I 1852 stemte Massachusetts' lovgivende forsamling for at tillade dødsstraf kun for førstegradsmord. Året efter forbød Wisconsin dødsstraffen. I 1887 forbød den lovgivende forsamling i staten Maine dødsstraffen.

Fokus på dødsstraffen aftog, mens landet havde travlt med slaveriet og den amerikanske borgerkrig. I 1897 vedtog den amerikanske kongres imidlertid en lov, der gjorde færre forbrydelser på forbundsniveau strafbare med døden. I 1911 afskaffede Minnesota dødsstraffen. Flere andre stater afskaffede også dødsstraffen, men ville senere begynde at bruge den igen.

Mellem 1957 og 1973 afskaffede seks andre stater permanent dødsstraffen:

• Alaska og Hawaii, i 1957, før de blev stater
• Iowa, Vermont og West Virginia, i 1965
• North Dakota, i 1973

Furman mod Georgia

I 1972 afgjorde USA's højesteret i sagen Furman mod Georgia, at den måde, hvorpå dødsstraffelovene var skrevet, gjorde dem forfatningsstridige. De fastslog, at reglerne om strafudmåling var diskriminerende, fordi sorte mennesker oftere blev dømt til døden end hvide for de samme forbrydelser. På grund af dette var dødsstraffen en grusom og usædvanlig straf, hvilket var i strid med det ottende og fjortende forfatningsændringsforslag. Denne dom stoppede alle henrettelser i landet. Mellem 1972 og 1976 blev der ikke foretaget nogen henrettelser i USA.

I begyndelsen af 1975 havde 30 stater imidlertid vedtaget nye love om dødsstraf, som de troede ville tilfredsstille Højesteret. Det gjorde de. I Gregg v. Georgia (1976) fastslog Højesteret, at Georgias nye lov om dødsstraf var forfatningsmæssig. Den fastslog, at dødsstraf ikke altid var en grusom og usædvanlig straf, så længe den blev udført på en retfærdig måde. Det betød, at staterne kunne begynde at henrette folk igen, så længe de havde omskrevet deres dødsstraflove, som Georgia gjorde, for at sige, at dødsstraffen ville blive anvendt retfærdigt. I 1977 begyndte henrettelserne igen i USA.

Begrænsninger

I to vigtige sager har Højesteret begrænset, hvem der kan henrettes. I Atkins v. Virginia (2002) besluttede Domstolen, at henrettelse af personer med intellektuelle handicap er grusom og usædvanlig straf og strider mod det ottende tillæg til forfatningen. Før denne afgørelse blev 44 personer med intellektuelle handicap mellem 1984 og 1992 henrettet i USA.

I Roper v. Simmons (2005) gjorde Højesteret det også ulovligt at henrette en person, der var under 18 år, da han/hun begik sin forbrydelse.

Antal henrettelser

I 2004 udarbejdede to forskere ved navn M. Watt Espy og John Ortiz Smykia en liste over henrettelser, som blev kendt som "ESPY-filen". Espy File fortæller, at der mellem 1608 og 1991 i de amerikanske kolonier og derefter USA blev henrettet 15.269 mennesker. Espy File er "den mest citerede og anvendte liste over USA's lovlige henrettelser". I en undersøgelse fra 2011 kritiserede to forskere imidlertid The Espy File. De skrev, at forskere ikke bør bruge filen som en komplet kilde til information om henrettelser.

Ifølge USA's justitsministerium henrettede USA mellem 1930 og 2002 4.679 mennesker. Omkring to tredjedele af disse personer (ca. 3.100 personer) blev henrettet mellem 1930 og 1950.

Mellem 1916 og 1955 henrettede USA's militær 135 soldater. Militæret har ikke henrettet nogen siden 1955.

I 2016 blev kun 5 ud af 50 eller 10 % af de amerikanske stater henrettet. Det var Alabama, Florida, Georgia, Georgia, Missouri og Texas.

Gennem USA's historie er der blevet anvendt forskellige henrettelsesmetoder. I kolonitiden blev der undertiden anvendt grusomme og smertefulde metoder som at brænde eller knuse folk til døde. Men siden 1776 er alle henrettelser på nær få blevet udført på en af fem måder: hængning, skydetræf, elektrisk stol, gaskammer eller dødelig indsprøjtning.

Siden Bill of Rights blev tilføjet til den amerikanske forfatning i 1791, har "grusomme og usædvanlige straffe" været ulovlige i USA. Det betyder, at selv om en person begår en frygtelig forbrydelse, må straffen ifølge forfatningen ikke være smertefuld eller forårsage lidelse med vilje.

Hængende

Indtil begyndelsen af det 20. århundrede var hængning den mest almindelige henrettelsesmetode i USA.

Hængning fungerede dog ikke altid som forventet. Hvis rebet og løkken ikke blev sat i den rigtige position, kunne en person blive halshugget. Hvis rebet ikke var langt nok, kunne personen langsomt dø af kvælning. Folk begyndte at lede efter mere "civiliserede" måder at henrette folk på.

Elektrisk stol

Efter at Thomas Edison opdagede jævnstrøm i 1882, viste hans firma, hvor kraftig den var, ved at bruge den til at dræbe dyr. Idéen om at bruge elektricitet til at dræbe mennesker voksede ud af dette. New York byggede den første elektriske stol og brugte den første gang til at henrette en fange den 6. august 1890. Andre stater vedtog også den elektriske stol som henrettelsesmetode, da de mente, at det var en mindre smertefuld måde at dø på end ved hængning.

Det blev imidlertid klart, selv for nogle medlemmer af Højesteret, at det var meget smertefuldt at dø i den elektriske stol. Selv op til 1990'erne fungerede de elektriske stole desuden forkert, hvilket betød, at fanger kunne bryde i brand eller være vågne, mens de blev elektrochokeret. Omkring 1980'erne begyndte de fleste stater at bruge dødssprøjte i stedet.

Gaskammer

I 1924 forsøgte fængselsbetjente i Nevada stadig at finde en mere "human" henrettelsesmetode og forsøgte i hemmelighed at pumpe cyanidgas ind i dødsgangen i fangen Gee Jons celle for at dræbe ham, mens han sov. Det virkede ikke, og de måtte bygge et gaskammer. Den 8. februar 1924 blev Jon den første person, der blev henrettet ved hjælp af et gaskammer.

Fra 1924 til 1972 henrettede USA omkring 600 mennesker i gaskamre. De fleste stater brugte hydrogencyanidgas. I midten af 1970'erne og 1980'erne var mange mennesker imidlertid begyndt at kritisere brugen af gaskamre. Døden efter cyanbrinteforgiftning kan være langvarig og smertefuld, og ved nogle henrettelser led fanger en langvarig død. Efter en af disse henrettelser fastslog en forbundsdomstol i Californien, at "henrettelse ved dødelig gas i henhold til den californiske protokol er forfatningsstridig grusom og usædvanlig straf".

Ifølge sociologen Clifton Bryant er gaskammeret, som det bruges i USA, "den farligste, mest komplicerede og dyreste metode til at administrere dødsstraf". I slutningen af det 20. århundrede var de fleste stater gået over til at bruge dødelig indsprøjtning.

Dødelig indsprøjtning

I 1970'erne vedtog Oklahoma den første lov, der tillod henrettelser ved dødelig indsprøjtning. Det var en praktisk beslutning: Oklahomas gamle elektriske stol ville kræve dyre reparationer, og det ville koste over 200.000 dollars at bygge et gaskammer. Men at henrette en person ved en dødelig indsprøjtning ville kun koste 10-15 dollars pr. person. Den dødelige indsprøjtning blev mere og mere populær i dødsstrafstaterne. Det blev anset for mindre smertefuldt og med mindre lidelse end den elektriske stol eller gaskammeret. Texas var den første stat, der henrettede en person ved dødelig indsprøjtning, i 1982. I løbet af de næste 30 år vedtog alle dødsstrafstaterne love, der gjorde den dødelige indsprøjtning til den første (eller eneste) henrettelsesmetode, de valgte.

I 2010'erne begyndte amerikanske fængsler imidlertid at få problemer med at få nok af den medicin, der bruges til at udføre dødssprøjter. Staterne havde brugt tre medikamenter til dødelige indsprøjtninger:

1. Natriumthiopental (et bedøvelsesmiddel til at få fangen til at falde i søvn)
2. Pancuroniumbromid (til at lamme fangen)
3. Kaliumklorid (til at stoppe fangerens hjerte)

I 2011 stoppede Hospira, det eneste amerikanske firma, der fremstillede natriumthiopental, med at fremstille stoffet. EU fremstiller andre bedøvelsesmidler, f.eks. propofol. Men da EU er imod dødsstraf, har de gjort det ulovligt at eksportere produkter, der kan bruges til henrettelser. Et andet bedøvelsesmiddel, pentobarbital, fremstilles også kun i EU, og det firma, der fremstiller det, har sat begrænsninger for salget af det til amerikanske regeringskunder. Nogle få stater har forsøgt sig med blandinger af andre stoffer, men disse henrettelser er ikke gået godt.

Siden 2016 har mange dødsstrafstater midlertidigt stoppet brugen af dødssprøjten, indtil de kan finde en løsning på dette problem.

Andre muligheder

Pr. 1. januar 2016 havde 15 stater love, der tillader dem at anvende en anden henrettelsesmetode end den dødelige indsprøjtning. Før manglen på lægemidler til dødelig indsprøjtning blev disse andre metoder sjældent anvendt. Fra 1976 til den 23. marts 2016 blev der foretaget 1 431 henrettelser:

• 1.256 (88 %) blev foretaget ved dødelig indsprøjtning
• 158 (11%) blev udført med elektrisk stol
• 11 (0,8 %) blev udført i gaskammeret
• 3 (0,2%) blev hængt
• 3 (0,2 %) blev henrettet ved henrettelsespelotoner

Men siden de ikke længere kan få fat i medicin til dødelig indsprøjtning, har nogle stater overvejet at gå tilbage til andre henrettelsesmetoder. Her er de stater, hvis love tillader dem at bruge andre metoder, pr. 1. januar 2016:

Denne tabel viser lovgivningen om dødsstraf i 49 af de 50 stater, Washington, D.C., den føderale regering og USA's militær pr. 1. januar 2016. Under kategorien "Status" er der fire muligheder:

1. Afskaffet. Denne stat anvender ikke længere dødsstraf.
2. Juridisk. Denne stat anvender stadig dødsstraf.
3. Moratorium. Det betyder, at loven om dødsstraf er blevet midlertidigt stoppet.
4. De facto moratorium. Det betyder, at dødsstraffen stadig er officielt lovlig. Staten har dog ikke henrettet nogen i mindst fem år (bortset fra personer, der har anmodet om at blive henrettet).

Klik på den lille trekant øverst i hver overskriftsboks for at sortere oplysningerne i tabellen efter en bestemt kategori.

I nogle områder kræver anklagere dødsstraf, og dommere idømmer dødsstraf oftere end i andre områder. Når folk først er dømt og sidder på "dødsgangen", afhænger det også af den stat, de befinder sig i, hvor hurtigt de bliver henrettet. I 2004 havde dødsstrafstaterne i gennemsnit henrettet ca. 10 % af de personer, der sad på deres "dødsgange". Californien havde dog kun henrettet 1 % af sine dødsdømte fanger. Texas henrettede 40 % af deres dødsdømte.

Blandt racer

En af de kontroversielle spørgsmål om dødsstraf er, om den gives ulige til mennesker af forskellige racer.

I en rapport fra 1983 skrev David Baldus og andre en berømt rapport, der undersøgte, om dødsstraffen blev anvendt på samme måde over for mennesker af forskellige racer i Georgia. Det fandt de frem til:

• Der er større sandsynlighed for at blive dømt til døden for at dræbe hvide end for at dræbe sorte
• Sorte anklagede har større sandsynlighed for at få dødsstraf end hvide anklagede

I 1987 afgjorde Højesteret en sag kaldet McCleskey mod Kemp. McCleskeys advokater viste, at i Georgia, hvor McCleskey boede, var der fire gange større sandsynlighed for, at sorte, der blev dømt for at dræbe hvide, fik dødsstraf end folk, der blev dømt for at dræbe ikke-hvide. Højesteret accepterede dette, men dømte McCleskey. De skrev: "[uligheder] i strafudmålingen er en uundgåelig del af vores strafferetssystem." Siden da har dommere ikke tilladt advokater at argumentere for, at racemæssige fordomme spiller en rolle i forbindelse med dødsstraffen.

Anti-dødsstraf-grupper som Amnesty International siger:

• I 2003 udgjorde afroamerikanere 41 % af de dødsdømte, men kun 12,6 % af USA's befolkning.
• 34 % af de personer, der er blevet henrettet siden 1976, har været afroamerikanere
• Omtrent det samme antal sorte og hvide myrdes. Men 80 % af de personer, der er blevet henrettet siden 1977, blev dømt for mord på hvide mennesker.

Ifølge USA's justitsministerium begik afroamerikanere mellem 1980 og 2008 52,5 % af mordene i USA, hvide begik 45,3 %, og indianere og asiater begik 2,2 %. Det betyder, at afroamerikanere har mindre sandsynlighed for at blive henrettet pr. indbygger. Justitsministeriet oplyser også, at i 2009 udgjorde latinamerikanere og latinamerikanere 17,4 % af USA's befolkning, men kun 13,5 % af de dødsdømte fanger.

En undersøgelse fra 2012 viste, at ikke-hvide soldater i USA's militær har dobbelt så stor sandsynlighed for at blive idømt dødsstraf som hvide soldater. Af de 16 soldater, som militæret har dømt til døden mellem 1985 og 2012, var 10 (62,5 %) ikke-hvide, sagde en af undersøgelsens forfattere.

Blandt kønnene

Dødsstraf gives helt klart langt oftere til mænd end til kvinder. Pr. 1. oktober 2014:

• 98,12 % af de personer, der i øjeblikket sidder på dødsgangen, er mænd (2.978 mænd); 1,88 % (57) er kvinder.
• 98,92 % af de personer, der er blevet henrettet siden 1976, har været mænd (1.374 mænd); 1,08 % (15) har været kvinder.

Frikendelse

University of Michigan Law School fører en liste over personer, der er blevet frikendt fra dødsgangen. Listen tæller "frifindelser" som tilfælde, hvor "en person, der er blevet dømt for en forbrydelse, officielt er blevet renset på grundlag af nye beviser for uskyld".

Ifølge listen er 116 personer blevet frikendt fra dødsgangen mellem 1989 og 2015. De mest almindelige årsager til, at disse personer blev frikendt, var:

• Personen blev dømt i det mindste delvist, fordi politiet, anklagere, dommere eller andre embedsmænd misbrugte deres magt (88 personer blev frikendt i det mindste delvist af denne grund). Det er ca. 76 % af de 116 frikendte personer).
• Nogen løj i retten eller løj, da de anklagede personen for forbrydelsen: (85 personer - 73 %)
• Personen blev dømt på grundlag af retsmedicinske beviser, der var forkerte, overdrevne, ikke beviste at være god videnskab eller var falske: 32 personer (28 %)
• Personens advokat gav personen et "utilstrækkeligt juridisk forsvar" (advokaten gav ikke engang et grundlæggende forsvar eller begik meget alvorlige fejl under retssagen): 31 personer (27 %)

DNA-beviser viste, at 25 af disse personer - ca. 22 % - var uskyldige i de forbrydelser, de var blevet dømt til døden for.

Af de 116 personer, der blev frikendt, var 62 (ca. 53 %) sorte, 43 (37 %) hvide, 9 (8 %) latinamerikanere og to personer af anden race (2 %). I de 88 tilfælde, hvor en embedsmand havde misbrugt sin magt, var 51 af de frikendte personer (ca. 58 %) sorte, 29 var hvide (33 %) og 8 (9 %) var latinamerikanske. 17 af de 31 personer, der fik et "utilstrækkeligt juridisk forsvar" (ca. 55 %), var sorte, 12 (ca. 39 %) var hvide, og to (ca. 6 %) var latinamerikanske.

Dødsstraf er et meget kontroversielt emne i USA. Folk har diskuteret det, siden før de tretten kolonier blev til USA. Der er mange forskellige argumenter for og imod dødsstraf. Denne liste omfatter ikke dem alle, men blot nogle af de mest almindelige.

Mulighed for fejltagelser

Folk, der ikke er enige i dødsstraffen (modstandere af dødsstraf), siger, at vores retssystem ikke er perfekt. Dommere og nævninge begår fejl. En undersøgelse foretaget af Columbia Law School viste, at der var alvorlige fejl i to tredjedele af alle retssager om dødsstraf. I disse retssager blev de anklagede alligevel dømt til døden. Men da deres sager blev appelleret, blev over 80 % af de anklagede ikke dømt til døden; 7 % blev fundet ikke skyldige.

Modstandere hævder, at fordi fejl er så almindelige i retssager om dødsstraf, kan folk blive henrettet, selv om de var uskyldige. Som bevis herpå peger de på de 116 personer, der blev frikendt fra dødsgangen mellem 1989 og 2015.

Folk, der støtter dødsstraf (dødsstraftilhængere), siger, at fejltagelser er meget sjældne, især efter at der i 1970'erne blev lavet nye love for at tilføje beskyttelse af indsatte på dødsgangen. For eksempel siger Steve Stewart, vicestatsadvokat for Clark County, Indiana, Fourth Judicial Court, f.eks:

Forebyggelse af andre forbrydelser

Tilhængere af dødsstraf siger, at dødsstraf har en afskrækkende virkning. Det betyder, at folk er bange for dødsstraffen og er mindre tilbøjelige til at begå en forbrydelse med døden til følge, hvis de ved, at de kan få dødsstraf.

Tilhængerne hævder også, at den næsthøjeste straf for dødsforbrydelser er livsvarigt fængsel. I nogle stater betyder det, at personen kan blive løsladt fra fængslet en dag. Selv om man sidder i fængsel på livstid, forhindrer det ikke mordere i at dræbe flere mennesker i fængslet. Henrettelse af folk er den eneste måde at sikre, at de aldrig vil dræbe et andet menneske.

Modstanderne hævder, at ingen nogensinde har bevist, at dødsstraf har en mere afskrækkende virkning end en lang fængselsstraf. De påpeger, at de fleste stater og lande, der ikke har dødsstraf, har lavere mordrater end dødsstrafstater. De siger også, at dødsstraf ikke virker afskrækkende, fordi folk ofte begår mord, når de er meget oprevet og ikke tænker på, hvad der kan ske i fremtiden.

Blandt lærde og forskere er der ikke enighed om, hvorvidt dødsstraf har en mere afskrækkende virkning end andre straffe. Nogle forskere har lavet undersøgelser, der siger, at dødsstraffen er afskrækkende. Andre undersøgelser har fundet, at dødsstraffen ikke har nogen afskrækkende virkning - hverken i USA eller i andre lande.

Om dødsstraffen anvendes uretfærdigt

Modstandere hævder, at anklagede, der er fattige og/eller ikke-hvide, har større sandsynlighed for at få dødsstraf end hvide, selv om de har begået de samme forbrydelser. Tilhængerne siger, at modstanderne misbruger statistikkerne og overdriver situationen. For yderligere oplysninger, se afsnittet om strafudmåling: Blandt racer længere oppe på denne side.

Hvorvidt dødsstraffen er en grusom og usædvanlig straf

Dødsstraffedebattører diskuterer, om dødsstraf er "grusom og usædvanlig straf" (hvilket ville være forfatningsstridigt). Selv medlemmerne af Højesteret har været uenige om dette spørgsmål. I 2004 afgjorde Domstolen i Baze v. Rice, at selv om en henrettelse forårsager smerte, gør det den ikke grusom og usædvanlig. I sin dissens i Gregg v. Georgia skrev dommer William Brennan imidlertid, at dødsstraffen er "en usædvanlig streng straf, usædvanlig i form af smerte ... [det] er i dag en grusom og usædvanlig straf, der er forbudt ved ... ottende og fjortende tillæg."

American Civil Liberties Union (ACLU), en gruppe, der er imod dødsstraf, tilføjer, at dødsstraf er "usædvanlig", fordi:

• USA er den eneste vestlige nation, der anvender dødsstraf, og
• Kun et meget lille antal mordere i USA idømmes dødsstraf.

Moral og religioner

Religion spiller en kompliceret rolle i dødsstrafargumenter. For at støtte dødsstraffen citerer nogle mennesker fra det gamle testamente i Bibelen, hvor der står: "Øje for øje, liv for liv". Det betyder, at hvis man tager et liv, skal man betale med sit eget liv. Andre bruger imidlertid dele af Det Nye Testamente, hvor Jesus taler om tilgivelse og ikke-vold, til at modsætte sig dødsstraffen. De siger, at ingen andre end Gud har ret til at tage et liv - selv om den pågældende person selv har taget et liv.

I 1999 sagde en gruppe af jødiske rabbinere og katolske biskopper følgende:

Modstanderne påpeger også:

·         Hold musen over hvert billede for at se detaljer om etiketten; klik på billedet for at gøre det større