Salem-heksesagerne (1692–1693): Historie, retssager og domme

Salem-heksesagerne 1692–1693: Historie, retssager og domme — detaljeret gennemgang af anklagerne, retssagerne og de 29 dømte i Massachusetts' berømte hekseproces.

Salem-heksene var en række anklager og retssager mod personer, der blev beskyldt for at være hekse i kolonitidens Massachusetts i årene 1692–1693. Sagskomplekset omfattede både lokale retsmøder og efterfølgende prøvelser i amtsretterne. Hekseprocesserne foregik især i Essex, Suffolk og Middlesex counties og var centreret omkring Salem Village (i dag Danvers) og Salem Town.

Baggrund og begyndelsen

Begivenhederne begyndte i vinteren 1692, da to unge piger i Salem Village – Betty Parris og Abigail Williams – begyndte at opføre sig mærkeligt: krampeagtige bevægelser, skrig og uforståelige ord. Bettys far, præsten Samuel Parris, tilkaldte lægen William Griggs, som konkluderede, at pigerne var blevet forhekset. Undertrykkelse, frygt og gamle fjendtligheder i den lille puritanske landsby bidrog til, at mistanker hurtigt bredte sig.

De første anklager kom fra pigerne og deres kreds, og flere navngivne personer – blandt dem Tituba (en karibisk slave i Parris' hus), Sarah Good og Sarah Osborne – blev anklaget. Tituba afleverede en tilståelse under afhøring, hvilket næret hysteri og forestillinger om et større hekseværk.

Retssagerne og dommene

Under retssagerne blev over 150 mennesker arresteret og fængslet, og et større antal blev anklaget i samtiden og senere af lokale myndigheder. I alt blev omkring 29 personer formelt dømt for hekseri. Af disse blev 19 personer (fjorten kvinder og fem mænd) henrettet ved hængning i 1692; en mand, Giles Corey, døde efter at være blevet pressed (knust under tunge sten), fordi han nægtede at afgive et tilståelsesskrift eller erklære sig skyldig. Flere andre anklagede døde i fængslet under de barske forhold.

De mest berygtede retssager fandt sted ved den særlige domstol kaldet Court of Oyer and Terminer i 1692, nedsat af guvernør William Phips og ledet af blandt andre William Stoughton. Domstolens procedurer accepterede i vid udstrækning såkaldt spectral evidence (synsvidner om åndelige eller visionære fænomener), hvilket senere blev stærkt kritiseret. Efter pres og voksende modstand fra bl.a. religiøse lærde blev Court of Oyer and Terminer opløst af guvernøren. I 1693 afholdt Superior Court of Judicature yderligere sessions, hvor flere sigtede blev stillet for retten; disse senere retssager førte til væsentligt færre domfældelser.

Retlige metoder og beviser

Retterne brugte flere former for bevis, som i dag betragtes som upålidelige eller uforenelige med moderne retssikkerhedsprincipper. Ud over spectral evidence var der vidneudsagn fra de besatte piger, "prøve af berøring" (hvor en anklaget rørte ved den besatte for at se om anfaldet ophørte), fysiske tegn ("witch marks") og tvungne tilståelser. Sociale spændinger, grænsestridigheder, arv og religiøse forskelle spillede også en væsentlig rolle i, hvem der blev mistænkt og anklaget.

Efterspil og historisk vurdering

Retssagerne efterlod dybe ar i lokalsamfundene. I årene efter begyndte kritikken mod procedurerne at vokse; både jurister og præster advarede mod at lægge afgørende vægt på synsvidner og uverificerede åndelige påstande. Guvernør Phips stoppede Court of Oyer and Terminer og indkaldte nye retssager under strengere regler.

I de følgende år foretog kolonistyret og senere den provinsielle regering forskellige former for indrømmelser: i 1711 blev der vedtaget kompensationslove, som gav erstatning til nogle af ofrenes familier og forsøgte at genoprette de dømtes omdømme. I de senere århundreder har staten og lokale myndigheder tillige offentlig beklaget uretfærdighederne, og flere af ofrene er formelt eller symbolsk blevet renset for anklagerne.

Arv og kulturel betydning

Salem-heksesagerne er blevet et vedvarende symbol på farerne ved massehenrettelse, religiøs fanatisme, dårlige retsprocedurer og social panik. Sagen har inspireret talrige historiske studier, romaner, teaterstykker og film — mest berømt Arthur Millers skuespil The Crucible (1953), som brugte hekseprocesserne som allegori over McCarthy-æraens heksejagt.

I dag mindes ofrene gennem monumenter og mindesmærker i Salem og omegn, og sagen studeres som et klassisk eksempel på, hvordan frygt, sociale spændinger og svage retsmidler kan føre til alvorlige overgreb på enkeltpersoner og fællesskaber.

Vigtige navne og begreber:

• Betty Parris og Abigail Williams – to af de første unge piger, hvis anklager udløste processen.
• Tituba – slave i Samuel Parris' husholdning, en tidlig tilståer.
• William Griggs – læge, som diagnosticerede pigerne som forheksede.
• William Phips – guvernør, som nedsatte Court of Oyer and Terminer.
• William Stoughton – dommer tilknyttet de tidlige processer.
• Spectral evidence – synsvidner/visionære beviser, som spillede en central rolle.

Spørgsmål og svar

Spørgsmål: Hvad var Salem-heksene?

Spørgsmål: Hvor mange mennesker blev arresteret under retssagerne?

Spørgsmål: Hvem begyndte at vride sig i mærkelige former og sige ord, der ikke gav mening?

Spørgsmål: Hvor fandt hekseprocesserne sted?

Spørgsmål: Hvor mange mennesker blev dømt for hekseri under retssagen?

Spørgsmål: Hvad skete der med Giles Corey, som nægtede at erklære sig skyldig eller ikke skyldig?

Spørgsmål: Hvornår blev der afholdt endnu en hekseproces efter Salem-heksene?

Søg efter bogstav