Det britiske imperium bestod af kolonier, protektorater, mandater og andre territorier, som blev kontrolleret af Det Forenede Kongerige. Det udviklede sig over flere århundreder og omfattede en række forskellige styreformer og relationer mellem centrum og de lokale befolkninger.

Oprindelse og ekspansion

Imperiet begyndte med de oversøiske kolonier og handelsposter, som England oprettede mellem slutningen af det 16. og begyndelsen af det 18. århundrede. De tidlige ekspeditioner og handelsstationer blev ofte anlagt af private selskaber, fx Det britiske Ostindiske Kompagni, som spillede en central rolle i opbygningen af britisk indflydelse i Indien og Sydøstasien. I løbet af det 17., 18. og 19. århundrede konkurerede England med andre europæiske magter, især Frankrig og Nederlandene, om kolonier og handelsruter.

Frankrig og Nederlandene begyndte at oprette deres egne kolonier og handelsnetværk i Amerika og Asien.p2 England udkæmpede og vandt en række konflikter i det 17. og 18. århundrede mod Nederlandene og Frankrig. Efter disse krige blev England (og derefter, efter unionen mellem England og Skotland i 1707, Storbritannien) den vigtigste kolonimagt i Nordamerika og Indien. Ekspansionen fortsatte i 1800-tallet med bosættelser i Australien, New Zealand, dele af Afrika og Stillehavsområdet.

Økonomi, handel og slaveri

Handel var central for imperiets vækst: råvarer som bomuld, te, sukker og tobak blev transporteret til Storbritannien, mens industrielle produkter og kapital blev kanaliseret ud til kolonierne. Slaveri blev brugt af de europæiske magter i Amerika, herunder Storbritannien. Millioner af sorte mennesker blev taget til fange i Afrika og tvunget til at arbejde i de europæiske imperiers kolonier. England var dog også blandt de første europæiske lande, hvor der opstod en massiv afskaffelsesbevægelse: Parlamentet vedtog Slave Trade Act i 1807, som forbød den transatlantiske slavehandel, og Slavery Abolition Act i 1833, som formelt afskaffede slaveriet i størstedelen af det britiske imperium. Den kongelige flåde blev brugt efter 1807 til at undertrykke slavehandelen på Atlanterhavet ved bl.a. oprettelsen af West Africa Squadron.

Imperiets økonomi byggede på både handelsmonopoler, plantageøkonomi og industrialisering i hjemlandet. Samtidig førte udnyttelse og tvangsarbejde til store menneskelige omkostninger i mange kolonier, og kolonistyret var ofte præget af magtmisbrug, tvangsfordrivelse og undertrykkelse af oprør.

Administration, samfund og kulturarv

Britisk styre udformede forskellig administration: direkte kolonistyre, franchisesystemer, protektorater og indfødt elite samarbejde. I mange kolonier indførtes britiske institutioner som common law, parlamentære strukturer og engelsksprogede skolesystemer. Når imperiet var så stort, har det efterladt sig en betydelig juridisk, sproglig og kulturel arv. Dette omfatter spredning af det engelske sprog, retssystemer baseret på engelsk common law, jernbaner og havneinfrastruktur samt sportsgrene som cricket og rugby.

Arven er kompleks: ud over institutioner og infrastruktur indebærer den også kolonial udnyttelse, etniske og sociale spændinger, grænsedragninger uden hensyn til lokal befolkning og økonomisk afhængighed. Nogle territorier oplevede modernisering og nye uddannelsesmuligheder, mens andre led under økonomisk udplyndring og politisk undertrykkelse.

Imperiets omfang og verdensbillede

I 1922 boede der mere end 458 millioner mennesker i det britiske imperium, hvilket var mere end en femtedel af verdens befolkning på det tidspunkt. Imperiet dækkede omkring 33,7 millioner km2 (ca. 13,0 millioner kvadratmil), næsten en fjerdedel af jordens samlede landareal.p15 Derfor blev det — ligesom det spanske imperium før det — ofte kaldt "det imperium, hvor solen aldrig går ned", fordi solen til enhver tid skinnede et eller andet sted i dets territorier. Imperiet havde kontrol over landområder på alle beboede kontinenter.

Nedgang, dekolonisering og eftermæle

Imperiets svækkelse begyndte i det 20. århundrede og blev forceret af to verdenskrige, økonomiske omvæltninger, voksende nationalisme i kolonierne og ændrede internationale normer. Vigtige milepæle var:

  • Uafhængighedsbevægelser i Indien og andre asiatiske og afrikanske lande, hvor» Indien opnåede uafhængighed i 1947 og blev delt i to stater.
  • Efter 1945 steg kravene om selvstyre; mange afrikanske og caribiske kolonier blev selvstændige i 1950'erne og 1960'erne.
  • Suez-krisen i 1956 viste, at Storbritannien ikke længere var en førende global stormagt uden støtte fra USA.
  • Da Storbritannien gav Hongkong tilbage til Kina den 1. juli 1997, markerede det den faktiske afslutning på det britiske imperium i traditionel forstand.

I stedet for et imperium opstod internationale og føderative forbindelser som Commonwealth of Nations, en frivillig sammenslutning af tidligere britiske kolonier og andre stater, som samarbejder om politiske, økonomiske og kulturelle spørgsmål. Storbritannien har stadig nogle oversøiske territorier, og der findes også særlige institutionelle forbindelser til crown dependencies og andre områder.

Væsentlige effekter og nutidig debat

Arven fra det britiske imperium debatteres intenst i dag. Nogle fremhæver øget global handel, infrastruktur og institutionel arv som positive sideeffekter. Andre fremhæver vold, udnyttelse, kulturel undertrykkelse og langvarige økonomiske ubalancer som dybt problematiske konsekvenser.

Vigtige temaer i moderne diskussioner om imperiet omfatter:

  • Erstatningsdebatter og hvordan historiske uretfærdigheder skal anerkendes.
  • Revision af historiefortællinger og undervisning om kolonialisme og dens følgevirkninger.
  • Bevarelse og kritik af monumenter, stednavne og national hukommelse.

Det britiske imperium har formet verden politisk, økonomisk og kulturelt — både gennem institutioner, sprog og forbindelser, men også gennem undertrykkelse og konflikt. Forståelsen af denne arv kræver, at man både ser på de materielle resultater og de menneskelige omkostninger.