Pave: Biskop af Rom og leder af den katolske kirke og Vatikanstaten

Få indsigt i paven: biskop af Rom, leder af den katolske kirke og Vatikanstatens statsoverhoved — valg, embede, ex cathedra-udtalelser og historiske fakta.

Denne artikel handler om paver i almindelighed. For den nuværende pave, se Pave Frans.

Paven er leder af den katolske kirke. Hans officielle titel er biskop af Rom. Politisk set er han også Vatikanstatens statsoverhoved. Den nuværende pave er pave Frans.

Paverne vælges af kardinalerne i den katolske kirke. Når de er valgt, beholder de posten, indtil de dør eller træder tilbage. Normalt træder de dog ikke tilbage; pave Benedikt XVI er den eneste pave, der er trådt tilbage i de sidste 500 år. En nyvalgt pave vælger et regeringsnavn. Alle får dette nye navn at vide, når Habemus Papam bliver læst op. Den nuværende pave (Frans) hed Jorge Bergoglio, før han blev pave.

Navnet pave stammer fra det græske ord pappas, der betyder "far". Katolikkerne mener, at når paven udtaler sig ex cathedra, dvs. officielle udtalelser om tro og moral, er paven ufejlbarlig - hvilket betyder, at Gud ikke vil tillade, at hans tilhængere bliver vildledt ved at lade deres leder komme med en forkert udtalelse. Kun to af pavens udtalelser har været ex cathedra.

Paver rejser i dag til mange lande rundt om i verden for at prædike. Paven er den eneste person i verden, der både leder kirken og regeringen. Ligesom andre biskopper bærer han en stor hat, der kaldes en mitra, og han holder en stav, der kaldes en krumtavle.

Valg og embedsperiode

Når en pave dør eller fratræder, indkaldes kardinalerne til et konklave, hvor de går i skarp isolation for at vælge en ny pave. Valget foregår ved hemmelig afstemning, og der kræves normalt to tredjedels flertal blandt de tilstedeværende kardinaler for at en kandidat kan blive valgt. Kun kardinaler under 80 år har stemmeret i konklavet, men rent formelt kan enhver døbt mand vælges. Efter valget annonceres den nye pave offentligheden med udtrykket Habemus Papam.

Roller og beføjelser

Religiøst: Som biskop af Rom er paven den øverste åndelige leder for verdens katolikker. Han udøver undervisningsautoritet (magisterium), kan udstede encyklikaer og andre læremæssige udtalelser, og han har ansvaret for at bevare kirkens doktriner. Paven udnævner biskopper, kan indkalde økumeniske råd, og spiller en central rolle i kanonisering af helgener.

Politisk og diplomatisk: Som leder af den Vatikanstaten og af den suveræne enhed kaldet Den Hellige Stol repræsenterer paven også en international aktør med egen diplomati. Han modtager ambassadører, fører overenskomstforhandlinger og deltager i globale spørgsmål som fredsarbejde, menneskerettigheder og udviklingsspørgsmål.

Symboler og titler

Paven bruger en række traditionelle symboler for sit embede. Udover mitra og krumtavlen er nogle af de mest kendte:

• Ringsignet (Fiskerringen) – et officielt segl og symbol på paveembedet.
• Palliet – et hvidt uldbånd, der markerer forbindelsen til bispedømmet Rom og overhøjheden i kirkens struktur.
• Zucchetto – den lille skallekappe i hvidt, som pavens beklædning ofte omfatter.
• Pavens ferula – en stav (forskellig fra den traditionelle krumtavle), som bruges ved liturgiske handlinger.
• Tidligere blev pavens magt også synliggjort ved brugen af den tre-kronede pavekrone (tiara), men denne anvendes ikke længere ceremonielt.

Historie og teologi

Pavens særlige position udspringer af traditionen om, at apostlen Peter var biskop af Rom og at han havde en særlig rolle blandt Jesu apostle. Dette er grundlaget for pavens anskuelse som Peters efterfølger og for læren om apostolisk succession.

Ufejlbarlighed: Læren om pavens ufejlbarlighed blev formelt fastslået af Første Vatikankonsil i 1870. Den siger, at paven, når han særligt og officielt erklærer (ex cathedra) en doktrin vedrørende tro og moral, er beskyttet mod at fejle i denne erklæring. Denne jurisdiktive ufejlbarlighed gælder kun under strenge betingelser og er kun blevet påberåbt i forbindelse med et par dogmeer, almindeligt nævnt er definitionerne af Jomfru Marias ubesmittede undfangelse (1854) og hendes himmelfart (1950).

Praksis i moderne tid

Moderne paver rejser hyppigt og mødes med både troende og politiske ledere verden over. Pavens officielle residens ligger i Apostolic Palace i Vatikanstaten, men han bruger også tidligere sommerresidenser som Castel Gandolfo. Ceremonielt har den traditionelle pavekrone (tiara) været udfaset til fordel for en enklere indsættelsesceremoni kaldet en indvielse eller inauguratio.

Andre opgaver

• Udpege kardinaler og ledere af vigtige kuriale embeder.
• Føre tilsyn med kirkens lære og disciplin, herunder udstedelse af kirkelovgivning.
• Fremme økumenisk og interreligiøs dialog.

Bemærkninger om afgang

Mens pavens embede traditionelt varede til døden, kan en pave også fratræde frivilligt. Pave Benedikt XVI trådte i 2013 tilbage, hvilket gjorde ham til den første pave i næsten 600 år til at træde tilbage. En sådan beslutning følger af personlig fri vilje og vurdering af egen helbredstilstand og evne til at udføre embede.

Samlet set er paveembedet både et religiøst og et internationalt embede med dybe historiske rødder og et bredt ansvarsområde, fra troslære og kirkelig organisation til humanitære og diplomatiske opgaver.

Spørgsmål og svar

Spørgsmål: Hvem er den nuværende pave?

Spørgsmål: Hvordan vælges paver?

Spørgsmål: Hvad sker der, når en ny pave vælges?

Spørgsmål: Hvad betyder titlen "pave"?

Spørgsmål: Er det almindeligt, at paver træder tilbage?

Spørgsmål: Er der nogen særlige beføjelser forbundet med at være pave?

Søg efter bogstav