Angelsaksisk England: 5.–11. århundredes historie og kongeriger

Udforsk Angelsaksisk England (5.–11. årh.): fra germanske indvandringer og syv kongeriger til kristning, vikingetogter og Wessex’ samling frem mod 1066.

Det angelsaksiske England er Englands historie fra det 5. til det 11. århundrede.

Angelsakserne var et folk fra germanske stammer. De kom først som indvandrere til det sydlige Storbritannien fra Centraleuropa. Den angelsaksiske historie begynder efter afslutningen af den romerske kontrol.

I det 5. og 6. århundrede var der syv angelsaksiske kongeriger: Northumbria, Mercia, East Anglia, Essex, Kent, Sussex og Wessex.

Den angelsaksiske kristendom kom til i det 7. århundrede. Vikingeinvasioner og danske bosættere begyndte i det 8. århundrede. Den gradvise forening af England under Wessex' hegemoni fandt sted i det 9. og 10. århundrede.

Det angelsaksiske England sluttede med den normanniske erobring af England af Vilhelm Erobreren i 1066. Den angelsaksiske identitet overlevede efter den normanniske erobring og udviklede sig langsomt til det moderne engelske folk.

Baggrund og folkevandring

I århundrederne efter romernes tilbagetrækning (begyndelsen af 400-tallet) rykkede grupper af folk, der senere kaldes angelsakser, ind i det østlige og sydlige England. Disse grupper kom fra forskellige germanske stammer og etablerede små kongedømmer. Bosættelsen foregik både ved fredelig landbrugsmigration og ved konflikt med de eksisterende britiske befolkninger.

Kongerigerne og politik

I de første århundreder udviklede sig en politisk struktur baseret på små og mellemstore kongedømmer — de klassiske syv: Northumbria, Mercia, East Anglia, Essex, Kent, Sussex og Wessex. Disse riger konkurrerede om magt, æresdomæner og herredømme over naboområder.

Der opstod periodisk overherrer — ofte kaldet bretwalda i samtiden — som udøvede indflydelse over flere kongedømmer. I løbet af 800- og 900-tallet førte fremtrædende konger i Wessex til en gradvis centralisering, hvor Wessex blev stærkere end de andre rigers institutioner.

Kristendommens udbredelse

Kristendommen blev gradvist indført i det 7. århundrede, både gennem missioner fra Irland og fra Rom. Missionen fra Rom (fra år 597) spillede en vigtig rolle i omvendelsen af folket og i oprettelsen af bispedømmer og klostre. Klostrene blev centrum for lærdom, skrift og kultur, og konservative miljøer bevarede viden fra både den romerske og den kristne tradition.

Vikingetid, Danelagen og dansk bosætning

Fra slutningen af det 8. århundrede begyndte nordiske togter mod de angelsaksiske kyster — et vendepunkt markeret af angrebet på Lindisfarne i 793. I løbet af det 9. og 10. århundrede etablerede skandinaverne både kortvarige plyndringer og længerevarende bosættelser. Det førte til dannelsen af Danelagen, de områder i det østlige og nordlige England, hvor dansk lov og skikke i højere grad fik indflydelse.

Enhed, administration og militær

I mødet med den vikingetidens trussel fremstod ledere som Alfred den Store (konge af Wessex) som centrale figurer. Alfred og hans efterfølgere iværksatte reformer:

• Opbygning af befestede byer (burhs) og et organiseret forsvarssystem.
• Lovgivning og codificering af lokale retstraditioner.
• Fremme af lærdom, oversættelser og administration på det engelske sprog.

Disse tiltag styrkede den kongelige kontrol, førte til opbygningen af et mere enhedsorienteret rige og dannede grundlaget for det senere engelske kongedømme.

Sprog, lov og kultur

Det angelsaksiske samfund talte og skrev på oldengelsk, et germansk sprog, hvis litterære spor omfatter både religiøse tekster og berømte værker som Beowulf. Klostrene var kulturens centre: her skrev munke kronikker, religiøse værker og smukke illuminerede manuskripter (fx Lindisfarne-evangelierne). Den berømte munkehistoriker Bede (Venerable Bede) er en vigtig kilde til perioden.

Retssystemet byggede på lokale sedvaner og kongelige love. Lokale ting (folkeforsamlinger) og shire-domstole spillede en central rolle i administration og retshåndhævelse. Samtidig voksede et aristokrati af jarler/earls og thaner, der havde ansvar for lokalt forsvar og skattemæssige opgaver.

Økonomi, byer og handel

Landbrug var rygraden i økonomien, men handel, håndværk og møntøkonomi blev gradvist vigtigere. Havnebyer og markedspladser bandt England sammen med Skandinavien, Frankrig og det kontinentale Europa. Møntslagning og betaling af skat blev centraliseret i kongens hænder som redskab til at finansiere administration og forsvar.

Afslutning: 1066 og efterlivet

Det angelsaksiske politiske system som sådan endte dramatisk i 1066, da Vilhelm Erobreren invaderede og besejrede den angelsaksiske konge ved Hastings. Den normanniske erobring af England førte til gennemgribende ændringer i adelsstrukturen, sproget i overklassen og i jordfordeling. Ikke desto mindre overlevede mange elementer af den angelsaksiske kultur, sprog og lokaladministration, og de blev gradvist føjet sammen med normanniske elementer til det senere engelske samfund.

Arv og forskning

Den angelsaksiske periode har efterladt omfattende arkæologiske spor — gravfund, smykker, våben, husfund og manuskripter — som sammen med skriftlige kilder giver et nuanceret billede af samfundet. Perioden ses i dag som grundlæggende for udviklingen af det middelalderlige og moderne England: politisk centralisering, kristen kultur, sprogudvikling og sociale institutioner stammer i høj grad fra denne tid.

Spørgsmål og svar

Spørgsmål: Hvad er det angelsaksiske England?

Spørgsmål: Hvor kom angelsakserne fra?

Sp: Hvornår begyndte den angelsaksiske historie?

Spørgsmål: Hvad hed de syv angelsaksiske kongeriger i det 5. og 6. århundrede?

Spørgsmål: Hvornår kom den angelsaksiske kristendom til England?

Spørgsmål: Hvornår begyndte vikingeinvasionerne og de danske bosættere i England?

Spørgsmål: Hvornår sluttede det angelsaksiske England?

Søg efter bogstav