Palæstinensere: Historie, identitet og demografi
Indsigt i palæstinensere: historie, identitet og demografi — kultur, diaspora, tal, religiøs mangfoldighed og nøglepersoner.
Det palæstinensiske folk eller simpelthen palæstinensere er det arabisktalende folk med familierødder i det historiske Palæstina — det område, der traditionelt omfatter Israel, Vestbredden (herunder Østjerusalem) og Gazastriben. Begrebet "palæstinensere" bruges i dag primært om den arabiske befolkningsgruppe fra disse områder; historisk blev betegnelsen dog også nogle gange anvendt om jøder, der boede i Palæstina.
Definition, sprog og kultur
Som etnisk betegnelse dækker "palæstinenser" over mennesker, hvis sprog og kultur i vid udstrækning er formet af arabisk sprog og traditioner. Den almindelige talemåde blandt palæstinensere — uanset religion — er den palæstinensiske dialekt af arabisk. Mange palæstinensere, særligt dem med israelsk statsborgerskab (ofte omtalt som arabiske israelere), er også tosprogede i moderne hebraisk. Kulturarven rummer en blanding af lokale skikke, madtraditioner, folkemusik, litteratur og religiøse praksisser, som varierer regionalt.
Demografi og diaspora
Den samlede palæstinensiske befolkning, inklusive efterkommere af palæstinensere i udlandet, anslås ofte til omkring 10 millioner mennesker. Omkring halvdelen bor stadig i det historiske Palæstina (det egentlige Israel, Vestbredden og Gazastriben) og i Jordan; i dette område udgjorde palæstinensere i 2009 omkring 51 % af befolkningen. Mange af disse er internt fordrevne som følge af konflikt og fordrivelse.
Den øvrige del udgør den såkaldte palæstinensiske diaspora. En stor del af diasporaen består af palæstinensiske flygtninge og deres efterkommere, hvoraf mange er statsløse eller har begrænset statsborgerskab. Nogle eksempler på koncentrationer i udlandet:
- Over 2,5 millioner i Jordan
- Syrien og Libanon
- Ca. 250.000 i Saudi-Arabien
- Omkring en halv million i Chile — den største koncentration uden for den arabiske verden
Religiøst tilhørsforhold
Størstedelen af palæstinenserne er muslimer, primært tilhængere af den sunnitiske gren. Der findes også et betydeligt palæstinensisk kristent mindretal, opdelt på forskellige kristne trosretninger, samt mindre religiøse grupper og sekter. Religion spiller ofte en rolle i lokal kultur og identitet, men den nationale palæstinensiske identitet omfatter både muslimer, kristne og andre.
Oprindelse og genetisk forskning
Nyere genetisk forskning peger på, at nutidens palæstinensere i høj grad nedstammer fra de gamle befolkninger i Levanten og fra lokale beduiner. Studierne tyder på, at palæstinenserne i genetisk henseende i vid udstrækning er efterkommere af en kernebefolkning, der har boet i området siden forhistorisk tid. Den arabiske indflydelse fra den muslimske erobring førte over tid til sproglig og kulturel arabisering og til dels religiøse omvæltninger, men den genetiske kontinuitet i regionen er markant.
Historisk udvikling af national identitet
Brugen af "palæstinensisk" som et endonym blandt den lokale arabisktalende befolkning begyndte at brede sig før Første Verdenskrig. Allerede den 21. september 1921 fremsatte den syrisk-palæstinensiske kongres krav om national uafhængighed. Efter oprettelsen af Israel i 1948 og især efter krigene i 1948 og 1967 fik begrebet "palæstinensisk" en stærkere politisk og national betydning. Det kom til at dække både tilknytning til et oprindelsessted og en fælles opfattelse af en delt historie og en fælles fremtid i form af ønsket om en palæstinensisk stat.
Politiske institutioner og repræsentation
Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) fungerer som det officielle organ, der repræsenterer det palæstinensiske folk internationalt. Som et resultat af Oslo-aftalerne blev Den Palæstinensiske Myndighed etableret som et midlertidigt administrativt organ med ansvar for visse civile og sikkerhedsmæssige funktioner i palæstinensiske befolkningscentre på Vestbredden og i Gazastriben. Politiske strømninger blandt palæstinensere spænder bredt — fra sekulære nationalister til religiøst orienterede bevægelser — og intern politisk splittelse har været en væsentlig udfordring for en samlet politisk repræsentation.
Kendte palæstinensere
Nogle af de mest kendte palæstinensere (historisk og nutidigt) inkluderer:
- Yasser Arafat, leder af PLO
- MahmoudAbbas, leder af Fatah
- Edward Said, filosof og litteraturteoretiker
Afsluttende bemærkninger
Palæstinensisk identitet er komplekst og sammensat af historiske, sproglige, kulturelle, religiøse og politiske elementer. Den dækker en befolkning, der både lever i det historiske hjemland og i en udbredt diaspora, og som igennem det 20. og 21. århundrede har udviklet en stærk national følelse på tværs af trosretninger og geografiske grænser.
Det palæstinensiske folk (arabisk: الشعب الفلسطيني, ash-sha`b al-filasTīni), også kaldet palæstinensere eller palæstinensiske arabere (arabisk: الفلسطينيون, al-filasTīnīyyūn; arabisk: العرب الفلسطينيون, al-`Arab al-filasTīnīyyūn), er et arabisktalende folk med familiemæssig oprindelse i Palæstina.
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvem er det palæstinensiske folk?
A: Det palæstinensiske folk er et arabisk folk fra Palæstina. Tidligere kunne "palæstinensere" også bruges som en betegnelse for jødiske folk, der boede i Palæstina.
Spørgsmål: Hvor stor er den anslåede samlede befolkning af palæstinensere?
Svar: Den samlede palæstinensiske befolkning, inklusive efterkommere, anslås til ca. 10 millioner.
Sp: Hvor bor de fleste palæstinensere i dag?
Svar: Omkring halvdelen af alle palæstinensere bor fortsat i det historiske Palæstina, et område, der omfatter det egentlige Israel, Vestbredden, herunder Østjerusalem, Gazastriben og Jordan.
Spørgsmål: Hvilket sprog taler palæstinensere typisk?
A: Palæstinensernes traditionelle sprogbrug er den palæstinensiske dialekt af arabisk. Mange af dem, der er borgere i Israel, er nu også tosprogede på moderne hebraisk.
Spørgsmål: Hvilken religion følger de fleste palæstinensere?
A: De fleste palæstinensere er muslimer, især af den sunnitiske gren af islam, og der findes et betydeligt palæstinensisk kristent mindretal af forskellige kristne trosretninger samt mindre religiøse samfund.
Spørgsmål: Hvornår begyndte den udbredte brug af "palæstinensisk" at henvise til et nationalistisk begreb? Svar: Den første udbredte brug af "palæstinensisk" som endonym til at henvise til et nationalistisk begreb begyndte før Første Verdenskrig i 1921 med kravet om national uafhængighed fra den syrisk-palæstinensiske kongres den 21. september 1921.
Søge