Dødslejre og udryddelseslejre: Nazitysklands Holocaust forklaret

Nazisterne mente, at nogle grupper af mennesker var bedre end andre. De mente, at den ariske race var den bedste af alle. De mente, at folk, der ikke var "ariske", var "mindreværdige". De mente også, at ikke-ariere var årsagen til Tysklands problemer. De mente, at nogle grupper af mennesker ikke engang fortjente at leve. Disse grupper omfattede bl.a. mennesker med handicap. Nazisterne kaldte disse mennesker Lebensunwertes Leben - "liv uværdigt liv".

I 1939 startede den nazistiske Schutzstaffel (SS) et program for at dræbe alle, der var "uværdige til livet". De kaldte dette hemmelige program for aktion T4 eutanasiprogrammet. Som en del af dette program dræbte de 70.000 handicappede mennesker ved hjælp af kuliltegas. Det var første gang, at nazisterne havde brugt giftgas til at dræbe mennesker.

To år senere byggede nazisterne de første dødslejre. Ved hjælp af de ting, de lærte ved at gasse handicappede mennesker, besluttede nazisterne at starte den endelige løsning - at dræbe alle jøder, hovedsageligt ved at gasse dem. Før nazisterne var klar til at dræbe et stort antal mennesker i gaskamre, begyndte SS Einsatzgruppen at dræbe mange mennesker ad gangen ved at skyde dem.

På Wannsee-konferencen i januar 1942 gjorde nazisterne det klart, at de havde planer om at dræbe alle jøder i Europa. Adolf Eichmann blev sat til at lede dette program. Herefter byggede nazisterne flere dødslejre med det formål at dræbe millioner af jøder med giftgas.

Nazisterne brugte dødslejre og koncentrationslejre til forskellige formål. Målet med dødslejrene var folkedrab. Deres formål var at dræbe mennesker, som blev sendt til lejrene i tog, tusindvis af mennesker ad gangen. I dødslejre som Bełżec, Sobibór og Treblinka blev folk som regel dræbt inden for få timer efter, at de var kommet til lejrene.

Koncentrationslejre var forskellige fra dødslejre. Nogle af de mest berygtede koncentrationslejre var Buchenwald, Bergen-Belsen, Dachau og Ravensbrück. Det var fangelejre, som nazisterne oprettede, før Anden Verdenskrig begyndte. Nazisterne sendte folk, som de ikke ønskede i deres samfund, til disse koncentrationslejre. Nazisterne tvang millioner af mennesker til at udføre tvangsarbejde i koncentrationslejrene. Fangerne i koncentrationslejrene udgjorde ca. 25 % af arbejderne i Nazi-Tyskland. Selv om koncentrationslejrene ikke var beregnet til massemord, døde over 75 % af de mennesker, der blev sendt til disse lejre, på grund af sult, sygdom, udmattelse, henrettelser og fysisk mishandling.

I de første år af Anden Verdenskrig blev jøderne for det meste sendt til koncentrationslejre. Fra 1942 og fremefter blev de dog for det meste deporteret til dødslejrene. De fik at vide, at de blev "genbosat" - sendt til andre steder at bo. Nazisterne byggede mange af dødslejrene i Polen, som nazisterne kontrollerede. Det gjorde de, fordi de fleste af de mennesker, de ønskede at dræbe, boede i Polen. Polen havde de fleste jøder i de dele af Europa, som nazisterne kontrollerede. Da disse dødslejre ikke lå i Tyskland, kunne nazisterne også skjule, hvad de gjorde, for det tyske folk.

Nazisterne oprettede to typer dødslejre. Nogle var "rene udryddelseslejre". Deres eneste formål var at dræbe mennesker. Andre var en kombination af koncentrationslejre og dødslejre. I disse lejre ville nazisterne dræbe nogle mennesker med det samme. De tvang andre til at arbejde som slaver, indtil de døde.

Rene udryddelseslejre

De første dødslejre var Treblinka, Bełżec og Sobibór. De blev bygget under Operation Reinhard (oktober 1941 - november 1943), hvis mål var at dræbe alle Polens jøder. Tog fulde af mennesker blev sendt til disse lejre og blev myrdet, så snart de ankom. I begyndelsen brugte lejrens vagter kulilte til at dræbe fangerne. Derefter begravede de deres lig i massegrave. Senere, da der var for mange lig til at begrave dem, begyndte de at brænde dem. For at kunne dræbe folk og slippe af med deres lig hurtigere byggede nazisterne gaskamre og krematorier i Treblinka og Bełżec. I Bełżec begyndte de også at bruge giftgas Zyklon-B til at dræbe folk.

Den 8. december 1941 åbnede nazisterne endnu en dødslejr ved navn Chełmno. I begyndelsen dræbte de fangerne i Chelmno i varevogne ved hjælp af kulilteudstødningsgasser. Senere byggede nazisterne, ligesom i de andre dødslejre, gaskamre, så de kunne dræbe flere mennesker ad gangen. Næsten alle de fanger, der blev sendt til Chelmno, blev dræbt med det samme. Nazisterne tvang dog nogle få stærke mænd ind i arbejdsenheder kaldet Sonderkommando. Disse fanger blev tvunget til at hjælpe med at tage døde kroppe ud af gaskamrene og brænde dem.

Dødslejrene var små (kun flere hundrede meter lange og brede). De havde også meget få boliger eller andre bygninger. På grund af dette var nazisterne i stand til at snyde fangerne, når de ankom. Nazisterne fortalte dem, at de kun ville blive i lejren i kort tid, inden de fortsatte til en arbejdslejr længere mod øst. Dette holdt fangerne fra at gå i panik eller kæmpe imod.

Koncentrations- og udryddelseslejre

Efter at nazisterne besluttede at iværksætte "den endelige løsning", byggede de gaskamre og krematorier i nogle af de koncentrationslejre, der allerede eksisterede, såsom Auschwitz og Majdanek.

Når folk ankom til disse lejre, skulle de gennemgå en proces, der blev kaldt "udvælgelse". Nazi-vagterne valgte, hvilke fanger der skulle beholdes som slaver, og hvilke der skulle sendes direkte til gaskamrene for at blive dræbt. Normalt sendte nazisterne ældre mennesker, syge mennesker og meget små børn direkte til gaskamrene. Sunde mennesker blev ofte holdt som slavearbejdere og blev tvunget til at arbejde, indtil de var for syge eller sultne til at arbejde så hurtigt, som nazisterne ønskede. Derefter "udvalgte" nazisterne dem til gaskamrene.

Lejre i den uafhængige stat Kroatien

Med støtte fra Nazi-Tyskland og det fascistiske Italien blev den uafhængige stat Kroatien oprettet den 10. april 1941. Den blev styret af den fascistiske Ustaše-regering, som var enig med nazisternes ideer om race og politik. Ustaše var enig i idéen om, at alle jøder og romaer skulle dræbes. De var også enige med nazisterne i, at socialister og kommunister var politiske fjender.

Ustaše opførte dødslejre i den uafhængige stat Kroatien og bidrog til nazisternes "Endlösung" ved at dræbe mange jøder og romaer. Deres hovedmål var dog at dræbe alle serbere i den uafhængige statssamling. Ustaše behandlede det serbiske folk så grusomt, at selv tyskerne blev chokerede.

Den første Ustaše-lejr var koncentrationslejren Jadovno. Den holdt tusindvis af serbere og jøder fanget fra maj til august 1941. Fangerne blev normalt dræbt ved at blive skubbet ned i dybe kløfter i nærheden af lejren.

Koncentrationslejren Jasenovac erstattede Jadovno. Jasenovac var en meget stor gruppe af mange lejre. Mange fanger, der ankom til Jasenovac, blev straks planlagt til at blive dræbt. Stærke mænd, der kunne arbejde, og som var dømt til mindre end tre år i lejren, fik lov til at leve. Men alle fanger, der var dømt til tre år eller mere, blev straks planlagt til henrettelse.

Nogle fanger i Jasenovac blev dræbt med giftgas eller ved masseskyderier. Ustaše-vagterne dræbte imidlertid mange fanger med deres hænder eller redskaber som knive og hamre.

I 1941 overværede den øverste nazistiske embedsmand Heinrich Himmler en gruppe Einsatzgruppen i en masseskydning. Gruppens øverstbefalende fortalte ham, at det at skyde så mange mennesker var psykologisk skadeligt for de soldater, der skød. Himmler besluttede, at nazisterne måtte finde en anden måde at dræbe folk på. Efter krigen viste dagbogen fra Auschwitz' kommandant Rudolf Höss, at mange Einsatzkommandos - dræberne - enten blev gale eller begik selvmord. Han skrev, at de gjorde det, fordi de psykologisk set "ikke kunne holde ud at vade i blodet længere".

Nazisterne havde fra deres T-4-program lært, at de kunne dræbe folk ved hjælp af kulilte. De mente imidlertid, at det ville være for dyrt at sende kulilte til dødslejrene.

I august 1941 afprøvede Höss' stedfortræder, Karl Fritzsch, en idé. I Auschwitz blev tøj, der var inficeret med lus, behandlet med krystaller af blåsyre (hydrogencyanid). Krystallernes varemærke var Zyklon-B. De blev fremstillet på bestilling af kemikalievirksomheden IG Farben. Når deres beholder blev åbnet, frigjorde Zyklon-B-krystallerne i luften en dødelig cyanidgas. Fritzch mente, at denne gas kunne bruges til at dræbe fanger. For at afprøve virkningen låste han nogle sovjetiske krigsfanger inde i kælderen i en bunker og gassede dem. De døde.

Gasning med Zyklon-B blev Auschwitz' måde at udrydde mennesker på. Det ville også blive brugt i Majdanek og andre lejre. Ud over gasning fortsatte lejrens vagter med at dræbe fanger ved hjælp af masseskyderier, sult, tortur og mishandling.

Gasninger

Under krigen fortalte den nazistiske embedsmand Kurt Gerstein en svensk diplomat om livet i en dødslejr. Den 19. august 1942 ankom Gerstein til udryddelseslejren Bełżec, som havde et kuliltegaskammer. På det tidspunkt var 45 jernbanevogne, fyldt med 6.700 jøder, ved at blive losset. Mange af jøderne var døde på turen. Resten blev marcheret nøgne hen til gaskamrene. Der sagde Gerstein:

{{quote|[Nazi-vagterne] gjorde store anstrengelser for at få motoren til at køre. Men den går ikke. ... Mit stopur viste det hele, 50 minutter, 70 minutter, og [[diesel [motor]]] startede ikke. Folk venter inde i gaskamrene. Forgæves. Man kan høre dem græde, "som i synagogen", siger professor Pfannenstiel, mens han har øjnene klistret til et vindue i trædøren. Kaptajn Wirth [[[[pisker]]et]] den ukrainske [fange, der er tvunget til at hjælpe] tolv, tretten gange i ansigtet. Efter 2 timer og 49 minutter - stopuret registrerede det hele - startede dieselen. Indtil dette øjeblik var de mennesker, der var lukket inde i de fire overfyldte kamre, stadig i live, fire gange 750 personer, i fire gange 45 kubikmeter. Der gik yderligere 25 minutter. Mange var allerede døde, hvilket kunne ses gennem det lille vindue, fordi en elektrisk lampe indenfor oplyste kammeret i et par øjeblikke. Efter 28 minutter var der kun få, der stadig var i live. Endelig, efter 32 minutter, var alle døde ... Tandlægerne [derefter] hamrede guldtænder, broer og kroner ud. Midt iblandt dem stod kaptajn Wirth. Han var i sit rette element, og da han viste mig en stor dåse fuld af tænder, sagde han: "Se selv, hvor tungt det guld er! Det er kun fra i går og i forgårs. Du kan ikke forestille dig, hvad vi finder hver dag - dollars, diamanter, guld. Du skal nok selv se det!" - Kurt Gerstein }}

For at forhindre folk i at gå i panik og kæmpe imod, fortalte nazisterne fangerne, at de skulle i bad og afluses (få fjernet lus). Fangernes Sonderkommando blev tvunget til at hjælpe til i og omkring gaskamrene. De opfordrede jøderne til at klæde sig af uden at få en antydning af, hvad der var ved at ske. (Hvis Sonderkommandoerne advarede fangerne, ville de også blive dræbt.) Gaskamrene var indrettet til at ligne brusebade (med falske vanddyser og flisevægge). Sonderkommandoerne talte med ofrene om livet i lejren for at undgå, at folk fattede mistanke. De hjalp også de ældre og de meget unge med at klæde sig af. Sonderkommandoerne trøstede også ældre børn, som måske græd "på grund af det mærkelige ved at blive klædt af på denne måde".

Når gaskammeret var fyldt med mennesker, og døren var forseglet, lod nazi-vagter Zyklon B falde gennem særlige huller i taget.

Som en del af deres træning blev nogle højtstående ledere af nazistpartiet og SS-officerer sendt til Auschwitz-Birkenau for at overvære gasningerne. Höss rapporterede, at "alle var dybt imponerede af det, de så ... [men nogle] ... der tidligere havde talt højlydt om [behovet] for denne udryddelse, blev tavse, da de rent faktisk havde set 'den endelige løsning på det jødiske problem'."

Ødelæggelse af lig

Efter gasningerne fjernede Sonderkommandoerne ligene fra gaskamrene og tog derefter guldtænder ud af ligene. I første omgang blev ofrene begravet i massegrave. Senere blev ofrenes lig brændt. Asken blev enten begravet, spredt eller smidt i en nærliggende flod.

I sine erindringer skrev Auschwitz-kommandant Höss, at Sonderkommando måtte:

• Brænd ligene i ildgruber
• Hold ilden i gang
• dræner ekstra kropsfedt fra ligene, og
• Vend "bjerget af brændende lig... så at lufttrækket [luften] kan puste til flammerne"

Hess skrev, at han var imponeret over, hvor hårdt Sonderkommandoerne arbejdede, selv om de vidste, at de også ville blive dræbt på et tidspunkt.

Til sidst dræbte nazisterne så mange mennesker i Auschwitz-Birkenau, at de fik tre bygninger med krematorier designet af specialister fra Topf und Söhne. I Auschwitz arbejdede fangerne hver eneste time om dagen med at destruere lig. Men folk blev gasset så hurtigt, at ikke alle lig kunne destrueres i krematorierne. Nogle lig blev også brændt i en åben ildgrav.

I Sobibór, Treblinka, Bełżec og Chełmno blev ligene brændt på bål.

Historikere anslår, at nazisterne myrdede over tre millioner mennesker i disse lejre:

Da det gik op for dem, at de ville tabe Anden Verdenskrig, forsøgte nazisterne at ødelægge dødslejrene for at skjule beviserne for, hvad de havde gjort. De ønskede at skjule beviserne for, at så mange mennesker var blevet dræbt. Det betød, at de var nødt til at ødelægge lejrene og også skjule ligene af deres mange ofre. Nazisterne tvang fangerne til at ødelægge lejrene og deres optegnelser og til at grave massegrave op.

Nogle udryddelseslejre blev befriet (overtaget og befriet) af sovjetiske soldater, før nazisterne kunne ødelægge beviserne for deres krigsforbrydelser. Majdanek blev f.eks. erobret næsten intakt, før nazisterne kunne ødelægge ret meget. Det skete, fordi den sovjetiske Røde Hær meget hurtigt nåede frem til lejren, hvilket forhindrede SS i at ødelægge det meste af lejren.

• Holocaust
• Den endelige løsning
• Nazistiske koncentrationslejre
• Anden Verdenskrig
• Krigsforbrydelser