Det Osmanniske Rige | multinational stat

Rise

Det Osmanniske Rige blev grundlagt af Osman I i 1299. Hans søn, Orhan, erobrede dets første hovedstad, Bursa, fra det byzantinske rige. I slutningen af 1300-tallet begyndte osmannerne at konsolidere deres magt, især på Balkan, hvor Serbien blev besejret i 1389 i slaget ved Kosovo Polje af sultan Murad I. Han døde under slaget, og Bayezid I overtog kontrollen. Ved slaget ved Nicopolis i 1396 blev et stort korstog fra de vesteuropæiske magter besejret. På trods af sejren blev Bayezid afsat af Tamerlane i slaget ved Ankara i 1402. Hans fravær førte til en borgerkrig, der blev omtalt som det osmanniske interregnum. Mehmed Çelebi vandt og blev Mehmed I. Hans søn, Murad II, måtte kæmpe mod tronprætendenter støttet af Det Byzantinske Rige. Han svarede igen med et angreb på Konstantinopel, og Venedig hjalp byzantinerne. Murad besejrede dem ved Thessaloniki. Han besejrede også det karamanidiske beylik (fyrstedømme), Ungarn, Polen og Valakiet ved Varna i 1444. John Hunyadi, en ungarsk general, forsøgte sig med at besejre tyrkerne, men tabte i 1448.

 

Peak

Mehmed Erobreren erobrede Konstantinopel den 29. maj 1453. Han underlagde sig også Albanien og udvidede tolerancen over for den ortodokse kirke. Mehmed fortsatte sin ekspansion og blev efterfulgt af sin søn Bayezid II. Selim I erobrede Egypten og Levanten, som blev styret af mamlukkerne, i begyndelsen af 1517. Han udslettede også de safavidiske persere ved Chaldiran i 1514. Osmannerne var også uenige med Portugal om deres ekspansion. Suleiman den Storslåede, Selims søn, erobrede Beograd og det meste af Ungarn efter slaget ved Mohács i 1526. Hans belejring af Wien blev slået tilbage af det dybt splittede Hellige Romerske Rige i 1529. Transsylvanien, Valakiet og Moldavien blev kort efter tributter til det Osmanniske Rige.

I øst erobrede osmannerne Baghdad fra safaviderne og delte Kaukasus med dem. I mellemtiden allierede Suleiman sig med Frans I af Frankrig i et gensidigt had til habsburgerne. Dette førte til osmanniske aktiviteter i Middelhavet, hvor Rhodos, Tunis, Algier og Tripoli til sidst blev erobret. Barbarossa Hayreddin ledede den osmanniske fremrykning. I 1566 døde Suleiman, og mange historikere betragter dette som starten på den osmanniske stagnation.

Osmannerne tabte slaget ved Lepanto i 1571 mod Filip II af Spanien og hans Hellige Liga. Osmannerne kom hurtigt igen ved at erobre Cypern fra Republikken Venedig. Nederlaget ødelagde dog myten om den osmanniske uovervindelighed. Osmannerne led mange nederlag i de næste 30 år: Den lange krig med det østrigske kejserrige endte i et dødvande, og safaviderne invaderede de østlige osmanniske provinser. Murad IV generobrede Irak og Kaukasus fra Persien. "Kvindernes sultanat" blev et øgenavn for det osmanniske rige, efter at gemalinderne Kösem Sultan og Turhan Sultan fik stor betydning i riget og undertiden selv traf økonomiske beslutninger i sultanens sted. Storvesiren fik også en større rolle under Köprülüs' ledelse. Kreta blev erobret fra Venedig, og det sydlige Ukraine blev erobret fra Polen.

Storvesir Kara Mustafa Pasha åbnede dog uforsigtigt riget for angreb, da han angreb Wien og belejrede byen. Østrigerne, polakkerne, russerne og venetianerne angreb alle osmannerne tilbage i den store tyrkiske krig. Østrig og Polen angreb de overbelastede tyrkere i Ungarn og Transsylvanien, mens Rusland hamrede på Krim og til sidst erobrede det fra tyrkerne. Venedig besluttede sig for at angribe Grækenland, som var helt under osmannisk tyrkisk besættelse. De stridende parter underskrev Karlowitz-traktaten, som overdrog Ungarn og Transsylvanien til Østrig, Podolien (det sydlige Ukraine) til Polen, Morea (det sydlige Grækenland) til Venedig og Azov (en havn ved Sortehavet) til Rusland.

Rusland og Sverige gik i krig, og osmannerne blev inddraget ved at generobre Azov og derefter slutte fred. Østrig, Rusland, Venedig og osmannerne kom i krig flere gange. I 1739 havde osmannerne faktisk generobret Morea og Serbien. I 1740'erne og 1750'erne begyndte osmannerne at modernisere deres militær, men i 1760'erne gik osmannerne igen i krig med Rusland. Rusland overtog Krim i 1783 og hævdede, at de ortodokse kristne, der boede i det osmanniske rige, var under russisk beskyttelse. Selim III fortsatte med at modernisere militæret, men elitetropperne i Janissarykorpset gjorde oprør. Napoleon angreb Egypten, men blev slået tilbage af briterne.

Serbien gjorde oprør og opnåede nominel uafhængighed i 1815, men de var stadig vasaller under Det Osmanniske Rige. Grækenland vandt sin uafhængighed efter en lang uafhængighedskrig fra 1821 til 1829. Al-Saud-familien gjorde oprør i 1811 med støtte fra den wahhabitiske sekt. Derefter var Egypten under Muhammed Ali tæt på at indtage Konstantinopel, men russerne slog dem tilbage. Egypterne slog sig ned med Levanten, og osmannerne forsøgte at generobre den, men blev slået hårdt ned. Osmannerne blev kaldt "Europas syge mand" på grund af imperiets inkompetence i internationale anliggender.

 

Nedgang og fald

Den osmanniske Tanzimat-periode medførte reformer: der blev indført værnepligt, der blev oprettet en centralbank, homoseksualitet blev afkriminaliseret, loven blev sekulariseret, og gilder blev erstattet af fabrikker. Den kristne del af imperiet blev langt mere avanceret end den muslimske del, og denne opdeling skabte spændinger. I 1850'erne hjalp briterne og franskmændene osmannerne i Krimkrigen. Den osmanniske gæld førte til en tilstand af konkurs, og de europæiske lande begyndte at yde lån og kontrollere imperiets finanser. Endnu værre var det, at osmannerne indledte en krig med Rusland om Bulgariens uafhængighed. På kongressen i Berlin i 1878 opnåede Rumænien, Serbien og Montenegro fuldstændig uafhængighed. Bulgarien forblev en vasal af det osmanniske rige. Briterne indtog Cypern og i 1882 Egypten.

I 1908 blev osmannerne udsat for en revolution af ungtyrkerne. Abdul Hamid II abdicerede, og Mehmed V blev indsat. Bulgarien blev uafhængigt, og Østrig invaderede Bosnien samme år. I 1912 tabte osmannerne Libyen til italienerne. I de efterfølgende Balkankrige mistede osmannerne alle deres europæiske territorier undtagen Østthrakien til en samlet styrke bestående af Serbien, Montenegro, Grækenland og Bulgarien. Den anden balkankrig gav osmannerne mulighed for at angribe Bulgarien i samarbejde med Rumænien, Serbien, Montenegro og Grækenland. Deres sejr betød ikke meget, da uroen fortsatte med et modkup til ungtyrkernes kup i 1909 og derefter tre modkupforsøg.

I 1914 angreb osmannerne Rusland og erklærede krig, selv om de var fuldstændig uorganiserede. Storbritannien og Frankrig gik i krig med osmannerne, og Første Verdenskrig var kommet til Tyrkiet.

Osmannerne klarede sig bedre end forventet i begyndelsen af krigen. De vandt slaget ved Gallipoli, til dels på grund af de britiske kommandørers inkompetence. Osmannerne vandt også slaget ved Kut, selv om Irak blev tabt senere. I 1915 begyndte nogle af de værste massedrab i historien. Det armenske folkemord på armenske, ayssyriske og græsk-kristne blev orkestreret af ungtyrkerne under ledelse af Talat/Taalat Pasha, der blev myrdet af den armenske helt Soghomon Tehlerian den 5. marts 1921. Armeniere, assyrere, grækere og andre blev angrebet, og op mod 2,5 millioner mennesker døde. Det Osmanniske Rige faldt kort efter, at araberne gjorde oprør i 1916 med britisk hjælp. Imperiet faldt efter at Sinai, Palæstina, Irak, Syrien og til sidst selve Anatolien faldt. Osmannerne overgav sig i 1918.

Den tyrkiske uafhængighedskrig var en militær kampagne af den tyrkiske nationalbevægelse, som førte til oprettelsen af Republikken Tyrkiet. I 1923 ophørte det osmanniske rige formelt med at eksistere.

 

Sultanens familie

Imperiet var et arveligt monarki. Herskerens titel var "Sultan". (Den blev brugt foran navnet, f.eks. "Sultan Süleyman".) Titlen "Sultan" blev også brugt om monarkernes hustruer og døtre. (Den blev brugt i slutningen af navnet, f.eks. "Hürrem Sultan".) I de første år af imperiet blev shahzadahs, sultanens sønner, sendt til forskellige dele af imperiet (Sanjaks) for at få erfaring med at regere. Senere kunne de blive kandidater til sultanatet og kalifatet.

Efter Ahmed blev dette system ændret. I det nye system holdt sultanen sine mandlige slægtninge indespærret i en lille lejlighed kaldet en kafes, hvor de aldrig kunne se omverdenen og derfor ikke kunne tage magten fra ham. Ofte ville en ny sultan få sine mandlige slægtninge dræbt, hvilket var en mere enkel løsning, da det fjernede konkurrencen om sultanatet og forhindrede oprørsbevægelser. Kvinderne i hans harem søgte imidlertid ofte større status og indflydelse, og sultanens mor kunne blive en magtfuld politisk kraft i riget. Hver mor i haremmet ville forsøge at gøre sin egen søn til den næste sultan, da de vidste, at han sandsynligvis ville blive dræbt, hvis han ikke blev det.

Sultanerne mistede gradvist deres evne til at styre fjerne områder godt. De fjerntliggende guvernører gjorde, hvad de ville, og lavede deres egne love i stedet for at adlyde sultanen. Ved slutningen af det osmanniske rige var det blevet så udtjent og korrupt, at det var klar til at bryde sammen.

 
Rukiye Sabiha Sultans bryllupsdag i 1920, fra venstre til højre: Fatma Ulviye Sultan, Ayşe Hatice Hayriye Dürrüşehvar Sultan, Emine Nazikeda Kadınefendi, Rukiye Sabiha Sultan, Mehmed Ertuğrul Efendi, Şehsuvar Hanımefendi.  

Hovedstaden

Bursa var det osmanniske riges første hovedstad. Edirne i Thrakien blev hovedstad i det osmanniske rige i 1365, indtil Istanbul blev erobret af tyrkerne og blev imperiets endelige hovedstad.

 

Vasalstater

Mange steder var rigets vasalstater i stedet for at blive direkte regeret. De omfattede Transsylvanien, Moldavien, Valakiet (alle disse stater blev senere samlet til Rumænien), Kaukasus (Georgien, Dagestan og Tjetjenien). Deres herskere fik en vis grad af uafhængighed og autonomi fra det osmanniske rige, men de var nødt til at betale flere penge (skat eller tribut) til sultanen.