Koncentrationslejr (interneringslejr): Definition, historie og eksempler

Indfødte amerikanske "reservater"

De første moderne koncentrationslejre i USA blev oprettet i 1838. På dette tidspunkt var USA ved at blive større. Der boede imidlertid indianere i de områder, som USA ønskede at overtage.

I 1830 vedtog den amerikanske kongres og præsident Andrew Jackson en lov kaldet Indian Removal Act. Denne lov sagde, at alle indfødte amerikanere skulle forlade USA og flytte til "Indian Territory" vest for Mississippi-floden. Mange cherokee-folk ville dog ikke forlade deres landområder. I maj 1838 besluttede den amerikanske regering at tvinge cherokeeerne til at forlade USA.

Først tvang soldaterne omkring 17.000 cherokee-folk og 2.000 af deres afroamerikanske slaver ind i koncentrationslejre, hvor de måtte leve i sommeren 1838. 353 Cherokee-folk døde i lejrene af dysenteri og andre sygdomme. Til sidst blev cherokeeerne tvunget til at rejse til det område, der i dag er Oklahoma. (På det tidspunkt lå Oklahoma ikke i USA.) Regeringen tvang også andre indianerstammer til at forlade deres landområder og flytte mod vest.

Snart begyndte mange mennesker fra USA at flytte mod vest. Nu rykkede USA igen ind i indianernes landområder. Fra omkring 1860'erne kæmpede mange indianerstammer imod. Disse kampe kaldes nu for indianerkrigene. USA's regering reagerede ved at tvinge indianerne til at forlade deres landområder igen og flytte ind i koncentrationslejre. Regeringen kaldte disse lejre for "indianerreservater". (De blev kaldt "reservater", fordi noget jord var blevet afsat eller "reserveret" til indianerne). De indfødte amerikanere fik dog ikke lov til at forlade deres reservater. I nogle reservater døde mange mennesker, især børn, af sult og sygdom.

Lejre i den amerikanske borgerkrig

Under den amerikanske borgerkrig i 1860'erne blev soldater, der var blevet taget til fange, nogle gange anbragt i lejre. Disse lejre skulle være krigsfangelejre (POW) med gode forhold. Men som krigen skred frem, tog både Unionen og Konføderationen flere fjendtlige soldater til fange. Lejrene blev meget overfyldte og havde forfærdelige forhold. Der var ikke nok mad, og mange mænd døde af sult. Der var også meget få sanitære forhold, hvilket gjorde det nemt for sygdomme at sprede sig. Mange fanger døde af disse sygdomme.

Den mest dødbringende krigsfangelejr under borgerkrigen var Andersonville-fængslet. Andersonville blev ledet af den konfødererede hær. I Andersonville døde omkring en fjerdedel af fangerne. 

Forholdene i Unionens krigsfangelejre var også meget dårlige. I fire forskellige unionslejre døde mindst 15 % af fangerne i lejrene. I en lejr ved navn Fort Pulaski sultede unionssoldater 600 konfødererede krigsfanger med vilje. 46 af dem døde. Unionssoldaterne gjorde dette for at få hævn for den måde, som unionsfanger blev behandlet på i Andersonville-fængslet.

Ved borgerkrigens afslutning var omkring 30.000 unionssoldater og omkring 26.000 konfødererede soldater døde i krigsfangelejre.

Spanien

I slutningen af 1800-tallet var Cuba en koloni under det spanske imperium. Det betød, at Spanien kontrollerede Cuba. Da det cubanske folk forsøgte at gøre oprør og kæmpe for uafhængighed fra 1895 til 1898, oprettede Spanien koncentrationslejre og sendte mange cubanere til at bo i dem. Dette blev kaldt "Reconcentrado"-politikken ("Reconcentration").

De mennesker, der kæmpede for Cubas uafhængighed, var guerillakæmpere. De bar ikke militæruniformer og kunne gemme sig i grupper af civile. De kunne også slå lejr og jage uden at have brug for hjælp fra nogen for at overleve. For at forhindre guerillakæmperne i at kunne gøre disse ting besluttede den spanske regering at sætte cubanere i koncentrationslejre. Tanken var, at cubanerne i lejrene kunne blive "beskyttet" af den spanske hær, indtil det spanske imperium vandt krigen. Denne idé virkede dog ikke. Mindst 30 % af cubanerne i lejrene døde af sult, sygdom, dårlige sanitære forhold og mangel på medicin. Koncentrationslejrene hjalp heller ikke spanierne med at vinde krigen.

Det britiske imperium

Mellem 1900 og 1902 brugte det britiske imperium under ledelse af Lord Kitchener koncentrationslejre. På det tidspunkt kæmpede de mod boerbefolkningen i den anden boerkrig i Sydafrika. I begyndelsen var briterne ikke i stand til at slå boerne. De reagerede ved at sætte boerkæmpernes familiemedlemmer i koncentrationslejre. Det gjorde de, så disse familiemedlemmer ikke kunne give boerkæmperne mad eller hjælp. De britiske soldater brændte også boernes huse og gårde ned og ødelagde alle de afgrøder, de kunne finde. De gjorde dette, så boerkæmperne ikke kunne finde mad eller husly nogen steder.

Rusland og Sovjetunionen

Rusland brugte fangelejre, især i Arktis og Sibirien, langt væk fra de største byer. Den første fangelejr i Rusland blev bygget i 1918. Men efter at Sovjetunionen blev dannet i 1922, begyndte den sovjetiske regering at sende mange flere mennesker i tvangsarbejdslejre. I 1936 var der 5.000.000 fanger i disse lejre.

Disse lejre kaldes zoner på russisk. De kaldes også almindeligvis "gulags". GULAG er en forkortelse for de russiske ord "Main Camp Administration" (ru: Главное управление лагерей и мест заключенияя; Glavnoe upravlenye lagerey i mest zaklyucheniya). Dette var det statslige organ, der havde ansvaret for fangelejrene, mens Josef Stalin ledede Sovjetunionen. Folk, der ikke taler russisk, bruger dog ofte ordet "gulag" til at tale om enhver tvangsarbejdslejr i Rusland eller Sovjetunionen.

Blandt de personer, der blev sendt til gulags, var:

• Personer, der forsøgte at vælte den sovjetiske regering
• Antikommunister
• Folk, der praktiserede visse religioner offentligt
• Folk fra etniske grupper, som regeringen mente ikke var loyale over for Sovjetunionen (blev brugt sparsomt, især under 2. verdenskrig)
• Medlemmer af kommunistpartiet og Den Røde Hær, som angiveligt skulle have forsøgt at vælte den sovjetiske regering
• Folk, som regeringen troede var forrædere (f.eks. Anna Larina)
• Kriminelle
• Personer, som regeringen betragtede som fjender eller trusler
• Personer, der fejlagtigt er blevet anklaget for forbrydelser

Nazityskland

Under Anden Verdenskrig oprettede Nazi-Tyskland mange koncentrationslejre, slavearbejdslejre og udryddelseslejre (dødslejre). Nazi-Tysklands leder, Adolf Hitler, mente, at visse grupper af mennesker var mindreværdige (ikke lige så gode som andre). Han mente endda, at der var grupper af mennesker, som ikke fortjente at leve - han kaldte dem "liv uværdige til livet". Disse tre grupper var jøder, romaer og mennesker med handicap. Hitler ønskede, at hans nazister skulle dræbe alle jøder, romaer og handicappede i Europa.

Hitler ønskede også at slippe af med andre grupper, som han ikke kunne lide, herunder folk, som han mente kunne udfordre eller bekæmpe den nazistiske regering. Disse mennesker omfattede socialister, kommunister, folk med visse religioner og medlemmer af modstandsbevægelser (grupper, der forsøgte at bekæmpe nazisterne på enhver måde, de kunne).

Nazisterne sendte mange af disse mennesker til koncentrationslejre for at arbejde som slavearbejdere. Efter nogle få år blev nogle lejre oprettet udelukkende for at dræbe folk. Disse lejre kaldes nu "udryddelseslejre" eller "dødslejre". I disse lejre blev folk dræbt i gaskamre, skudt, arbejdet til døde og marcheret til døde. Mange mennesker døde også af sygdom og sult i lejrene.

Mere end halvdelen af de jøder, der døde i Holocaust, døde i nazisternes koncentrationslejre. Alene i Auschwitz-lejrene døde mindst 1,1 mio. mennesker (ca. 1 000 000 jøder og ca. 75 000 ikke-jødiske mennesker, f.eks. polakker). Mod slutningen af Anden Verdenskrig dræbte nazisterne op til 20.000 mennesker om dagen i lejrenes gaskamre.

Den uafhængige stat Kroatien

Med støtte fra Nazi-Tyskland oprettede Ustaše-regeringen i den nye uafhængige stat Kroatien (ISC) koncentrationslejre og udryddelseslejre. Lejrene var hovedsageligt for serbere. ISC hadede serbere og anså dem for at være ISC's største fjende. Ustaše hjalp dog også nazisterne med "den endelige løsning" ved at dræbe mange jøder i disse lejre. Andre mennesker, som Ustaše tvang i lejrene, var romaer, kroater, jugoslaver, som havde kæmpet mod ISC, og folk, som brød regler og love, som ISC havde fastsat.

Japansk-amerikanske interneringslejre

Under Anden Verdenskrig tvang USA over 110.000 japansk-amerikanere til at blive interneret i interneringslejre.

Den 7. december 1941 angreb Japan Pearl Harbor på Hawaii. I februar 1942 beordrede den amerikanske regering, at ingen med japansk afstamning måtte bo på vestkysten. Regeringen, der blev ledet af præsident Franklin Delano Roosevelt, mente, at japansk-amerikanske personer kunne være spioner for Japan eller ville forsøge at skade USA.

Omkring 80 % af de japansk-amerikanske indbyggere, der boede på det amerikanske fastland, blev tvunget til at forlade deres hjem og bo i interneringslejre. Mere end tre ud af fem af disse personer var født i USA og var amerikanske statsborgere. Omkring halvdelen af de personer, der blev sendt til lejrene, var børn.

Efter at Canada havde erklæret krig mod Japan, tvang landet også folk med japansk afstamning til at blive interneret i interneringslejre.

I 1980'erne indrømmede USA's regering, at japansk-amerikanerne ikke var en fare for landet under Anden Verdenskrig. I 1988 underskrev præsident Ronald Reagan en lov, der undskyldte for interneringslejrene. Loven sagde, at "der var ingen ... grund til interneringen ... [og] interneringen skyldtes racefordomme, krigshysteri og en fejl i [regeringens] ledelse[.]"

Italien

Under Anden Verdenskrig var Italiens fascistiske regering (under ledelse af Benito Mussolini) Nazi-Tysklands allierede. Italien havde overtaget Jugoslavien, Grækenland og den sydøstlige del af Frankrig. Nazisterne bad Italien om at sætte jøder fra disse områder i koncentrationslejre og derefter sende dem til nazisternes dødslejre. Italien nægtede imidlertid. Det italienske militær og politi ville ikke hjælpe med at dræbe eller deportere jøder.

Men i 1943, efter at Mussolini havde mistet magten, overtog Nazi-Tyskland det nordlige og centrale Italien. De satte også Mussolini tilbage til magten. Nazisterne oprettede koncentrationslejre for at holde italienske jøder og andre fanger fanget, indtil de kunne sendes til dødslejre. I en af disse koncentrationslejre, kaldet La Risiera di San Sabba, torturerede og myrdede nazisterne omkring 5.000 mennesker. Mange af disse mennesker var "politiske fanger" - mennesker, der var uenige med regeringen.

Norge

Antallet af nazi-tyske besættelsesregeringers fangelejre var "omkring 500" eller 709, inklusive nogle dødslejre.

Sovjetunionen

Da Josef Stalin og Sovjetunionen invaderede Polen i begyndelsen af Anden Verdenskrig, deporterede den Røde Hær mindst 1,5 millioner polakker under trusler med våben. De blev tvunget til at sætte sig i kvægvogne (togvogne), som bragte dem til Sibirien. Hele familier blev deporteret til koncentrationslejre, herunder børn og ældre.

Under krigen brugte Sovjetunionen også gulags til at tilbageholde krigsfanger fra Nazi-Tyskland og dets allierede.

Latinamerika

I 1970'erne og 1980'erne oprettede mange militærdiktaturer i Latinamerika koncentrationslejre for at fængsle, torturere og dræbe deres politiske modstandere (folk, der var uenige med dem). For eksempel:

• Argentina oprettede mere end 300 koncentrationslejre under den beskidte krig. Jorge Rafael Videla var Argentinas diktator i det meste af denne periode.
• Chile under ledelse af Augusto Pinochet oprettede 17 koncentrationslejre. De brugte disse lejre til at torturere fanger. Efter at være blevet tortureret "forsvandt" mange fanger. Det betød, at militæret dræbte dem, og deres lig blev aldrig fundet. Mens Pinochet var ved magten, blev 28.000 mennesker tortureret, 2.279 mennesker blev henrettet, og 1.248 mennesker "forsvandt".
• Cuba, der ledes af Fidel Castro, brugte koncentrationslejre fra 1965 til 1968. Det var tvangsarbejdslejre for folk, som Castro mente var dårlige for Cuba. Castros regering troede, at de kunne "genopdrage" disse mennesker (ændre deres tankegang og adfærd) ved at få dem til at arbejde. Blandt de mennesker, der blev sendt i lejrene, var homoseksuelle, folk uden hjem eller arbejde, Jehovas Vidner, andre religiøse missionærer og folk, der var uenige med den kommunistiske regering.

Sovjetunionen

Sovjetunionen fortsatte med at bruge tvangsarbejdslejre efter Anden Verdenskrig. Faktisk var der blandt de mennesker, der blev sendt til gulags efter krigen, sovjetiske soldater og civile, som var blevet taget til fange af nazisterne eller brugt som slavearbejdere i Nazityskland. I 1973 skrev den russiske forfatter Aleksandr Solsjenitsyn Gulag-arkipelagen om sine oplevelser i en sovjetisk arbejdslejr.

Jugoslaviske krige

I 1990'erne var der flere koncentrationslejre under de jugoslaviske krige.

USA

Siden januar 2002 har USA drevet fangelejren Guantánamo Bay. Nogle mennesker har kaldt Guantánamo for en koncentrationslejr eller en gulag. Blandt disse personer er Fidel Castro, lederen af Amnesty International og andre aktivistgrupper som CounterPunch.

Australien

Stillehavsløsningen er navnet på den australske regerings politik om at transportere asylansøgere til interneringscentre på øer i Stillehavet i stedet for at lade dem lande på det australske fastland.

Gaza

Gaza, der ofte bliver kaldt "verdens største blokade", er blokeret af staten Israel mod nord, øst og vest og af Egypten mod syd. Hamas er en terrororganisation, der har sin oprindelse i Gaza. De er Gazas ledende diktatorer. Ud over at de forhindrer palæstinensere i at forlade lejren. Siden 2007 har Israel og Egypten gennemført en knusende blokade, der forhindrer våben i at blive smuglet ind, samtidig med at de har leveret basisvarer som krydderier, stearinlys, fiskeudstyr, små kyllinger og endda cement. Israels militær har været aktivt i regionen for at garantere Israels sikkerhed.