Nazityskland (1933–1945): Det Tredje Rige — ideologi, handlinger, fald
Dybtgående artikel om Nazityskland (1933–1945): ideologi, handlinger, holocaust, krig og fald. Læs om Hitlers regime, racepolitik, krigsforbrydelser og konsekvenserne for Europa.
Nazityskland er den periode, hvor Adolf Hitlers nazistiske parti kontrollerede Tyskland. Den kaldes også nogle gange det tredje rige (tysk: Drittes Reich), som betyder "det tredje rige" eller "det tredje rige". Det første tyske imperium var det Hellige Romerske Rige. Det andet var det andet tyske kejserrige fra 1871 til 1918. Nazisterne sagde, at de var ved at lave det tredje, selv om det selv aldrig var monarkiet overhovedet. Udtrykket "Tredje Rige" var dog mere populært i andre lande. I Tyskland var det blot The Reich (udtales "rike") eller det Stortyske Rige (tysk: Großdeutsches Reich).
Adolf Hitler ledede Nazi-Tyskland, indtil det blev besejret i Anden Verdenskrig i slaget om Berlin, hvorefter han begik selvmord i 1945. Nazistpartiet blev ødelagt samme år, da dets ledere stak af, blev arresteret eller begik selvmord. Nogle blev henrettet for krigsforbrydelser af de vestlige og sovjetiske magter. Andre overlevede, og nogle af dem fik vigtige job. Deres racepolitik fik dog aldrig mere magt i Tyskland.
Den nazistiske regering blev dannet ud fra den idé, at nogle racer var bedre end andre. Nazisterne mente, at den "ariske race" (de rene tyskere) var den bedste race af alle og fortjente magt og respekt. Denne idé vandt respekt, efter at den store depression havde gjort mange vigtige mennesker fattige og magtesløse. Hitler gav jødiske kapitalister og kommunistbander skylden for problemerne. Han var i stand til at få tyskerne til at føle, at de var uskyldige ofre, som skulle tage styringen over Europa.
Da det nazistiske regime blev ødelagt ved afslutningen af Anden Verdenskrig, blev Tyskland delt op i fire "besættelseszoner". Sovjetunionen indtog Østtyskland. Det Forenede Kongerige, Frankrig og USA overtog dele af Vesttyskland.
Baggrund og magtovertagelse
Nazistpartiets vej til magten begyndte i kølvandet på Første Verdenskrig og den økonomiske og politiske krise i Weimarrepublikken. Efter den økonomiske krise og massivt arbejdsløshed steg Hitlers popularitet. I januar 1933 udnævntes Hitler formelt til rigsforstander (Reichskanzler). Kort efter benyttede regeringen begivenheder som Rigsdagsbranden og parlamentariske undtagelseslove til at begrænse friheder, undertrykke politiske modstandere og skabe étpartistyre gennem processer som Gleichschaltung ("samordning").
Ideologi og indenrigspolitik
Den nazistiske ideologi byggede på ekstrem nationalisme, antisemitisme, raceteorier og en stærk autoritær stat. Partiet satsede på massiv propaganda, kontrol med medier, uddannelse og kultur for at forme befolkningens holdninger. Organisationer som SA, SS og Gestapo spillede centrale roller i at skræmme og udslette opposition. Indenrigspolitisk blev demokratiske institutioner lammet, fagforeninger opløst og lokale myndigheder underlagt central kontrol.
Raceret og forfølgelse
En central del af nazisternes politik var racebaseret forfølgelse. Fra midten af 1930'erne blev jøder frataget borgerlige rettigheder gennem love som de såkaldte Nürnberglove. Voldelige pogromer, især Krystalnatten i november 1938, eskalerede forfølgelsen og tvang mange jøder til at flygte eller indskrænke deres liv. Nazisterne forfulgte også romer, politiske modstandere, homoseksuelle, Jehovas Vidner, personer med psykiske eller fysiske handicap (i den såkaldte "T4"-eutanasiaktion) og andre grupper, som blev opfattet som "uønskede".
Koncentrations- og udryddelseslejre
Under krigen oprettede regime et omfattende netværk af koncentrations- og udryddelseslejre. I disse lejre blev millioner underkastet tvangsarbejde, sult, medicinske eksperimenter eller direkte massedrab. De mest berygtede udryddelseslejre inkluderer bl.a. Auschwitz-Birkenau, Treblinka, Sobibor og Belzec. Samlet blev omkring seks millioner jøder myrdet i Holocaust, sammen med millioner af andre ofre fra forskellige befolkningsgrupper og krigsfanger.
Udenrigspolitik og krig
Nazisternes udenrigspolitik havde målet om at udvide Tysklands territorium og magt (bl.a. ideen om Lebensraum). Dette førte til aggression mod nabolande: Anschluss med Østrig og krav på Sudeterlandet i 1938, og til sidst invasionen af Polen den 1. september 1939, som udløste Anden Verdenskrig. I løbet af krigen gennemførte Tyskland store militære felttog i Europa og indledte i 1941 også angrebet på Sovjetunionen (Operation Barbarossa). Krigen gik over i en total konflikt, hvor civilbefolkninger led under bombardementer, massedeportationer og sult.
Økonomi og samfund
I 1930'erne satsede regimet på genopbygning af økonomien gennem offentlige arbejder (fx vejbyggeri), militær oprustning og statslig styring af industrien. Arbejdsløsheden faldt markant, men projektet hvilede på militarisering, undertrykkelse og forberedelse til krig. Frihedsrettigheder blev gradvis afskaffet, og en kult omkring føreren og nationen blev fremmet gennem skoler, ungdomsorganisationer og masse-events.
Nederlag, retssager og eftervirkninger
Efter kombinationen af allierede landes militære slag, udmattelse på Østfronten og strategiske fejl sluttede nazitiden med Tysklands betingelsesløse overgivelse i maj 1945. Mange af de ledende nazister blev fanget og stillet for retten under Nürnbergretsopgøret 1945–1946, hvor højtstående tjenestemænd blev dømt for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Tyskland blev delt i besættelseszoner og senere i to stater (Forbundsrepublikken Tyskland i vest og Tyske Demokratiske Republik i øst) indtil genforeningen i 1990.
Historisk betydning
Nazitiden står tilbage som en af det 20. århundredes mest katastrofale perioder: fjernelse af demokrati, omfattende statslig vold, folkemord og en global krig med enorme tab af menneskeliv. Perioden har haft dybtgående konsekvenser for international ret, menneskerettigheder og hvordan moderne samfund arbejder for at forebygge totalitære bevægelser og masseforfølgelse.
Historie
Nazisterne kom til magten i 1933 og gjorde deres magt absolut med en "bemyndigelseslov" og en folkeafstemning. De centraliserede Tyskland og erstattede det lokale selvstyre. De udvidede deres egen "Schutzstaffel" og gav den kontrol over det lokale politi, og de startede "Gestapo" for at finde og tilintetgøre politiske fjender. De forbød straks jøder fra vigtige job og begrænsede dem snart på andre måder. Efter nogle få år opbyggede de de væbnede styrker langt ud over Versailles-traktatens grænser.
Anden verdenskrig: 1939-1945
Den 1. september 1939 angreb de tyske styrker Polen, hvilket indledte Anden Verdenskrig. Med over en million soldater indtog Hitlers hær nemt Polen og mistede omkring 59.000 soldater. deres land blev også angrebet af Sovjetunionen fra øst. Polen mistede over 900.000 soldater.
Den 12. oktober 1939 sendte Hitler et brev til Storbritannien med et løfte om fred. Briterne fortsatte krigen.
Hitler erobrede Frankrig i slaget om Frankrig. Derefter sendte han Luftwaffe til at angribe England. Winston Churchill, der nu var premierminister i Det Forenede Kongerige, overgav sig ikke. Slaget om England varede fra juli til oktober 1940. Da det mislykkedes, beordrede Hitler massebombardementer af London. Det mislykkedes også, og Hitler besluttede sig for at vende sig mod øst for sin racekrig for at udrydde slaverne og jøderne. Dette gav Storbritannien tid til at genvinde magten.
I 1941 beordrede Hitler "Operation Barbarossa". Den varede fra den 22. juni 1941 til den 5. december 1941. Joseph Stalin, lederen af Sovjetunionen, havde svækket sin hær med sine store udrensninger, som havde dræbt mange russiske officerer før krigen.
Under Operation Barbarossa døde langt flere sovjetiske soldater end tyske soldater. Ved Stalingrad døde der dog omkring en million soldater på begge sider. Mens Sovjetunionen kunne erstatte sine tab, kunne Tyskland ikke.
Efter Stalingrad mistede tyskerne deres momentum. Sovjetunionen lærte af de lange kampagner, kæmpede bedre og fik mange nye våben fra meget effektive fabrikker. USA, Storbritannien, Frankrig og Sovjetunionen kæmpede sammen og pressede på mod den mindre tyske hær. I maj 1945 indtog de Berlin og vandt krigen.
Mange mennesker fra alle sider af krigen døde i kampene i Europa, herunder:
- Omkring en million tyske soldater.
- Omkring en million franske, britiske og amerikanske soldater.
Mens han kæmpede i Sovjetunionen:
- Omkring 5 millioner tyske soldater og soldater fra andre fascistiske lande døde.
- Omkring 7 millioner sovjetiske soldater døde i kampen mod dem.
- Omkring 2 millioner sovjetiske soldater døde i nazisternes koncentrationslejre og krigsfangelejre af sult, sygdom, frysning og henrettelser.
- Omkring 10 til 15 millioner civile sovjetiske borgere døde som følge af hungersnød, henrettelser og Holocaust.
Efter at de allierede havde overtaget Tyskland, oprettede Sovjetunionen den tyske demokratiske republik. Det var en socialistisk stat, der fulgte kommunismen. Det Forenede Kongerige, USA og Frankrig oprettede Forbundsrepublikken Tyskland i vest. Det var et demokratisk land.
Kristne
Da nazisterne overtog Tyskland, var de fleste mennesker i landet kristne. Nazisterne ønskede at ændre den måde, folk tænkte på, og de kunne ikke lide de kristne kirker. De holdt nøje øje med præsterne og arresterede eller straffede dem ofte. I 1940 blev præster fra hele det nazistiske imperium spærret inde sammen i Dachau-koncentrationslejren.
Nazistiske ledere som Martin Bormann, Joseph Goebbels, Heinrich Himmler og AlfredRosenberg, støttet af Hitler, ønskede i sidste ende at ødelægge kristendommen. Himmler og Rosenberg havde nogle hedenske idéer. Andre, som Bormann, var ateister. Hitler selv hadede kristendommen, men han vidste, at den var vigtig i tysk politik og kultur. På grund af dette sagde han normalt, at han ville vente til efter krigen med at slippe af med kirkerne.
De kristne kirker blev behandlet dårligt af nazisterne, men mindre religiøse grupper som jøderne og Jehovas Vidner blev behandlet langt værre. Nazisterne forsøgte at dræbe alle jøder i Europa. De sendte folk fra andre religioner, som Jehovas Vidner, i koncentrationslejre og dødslejre. Nazisternes kampagne mod kirkerne blev kaldt Kirchenkampf.
Nazisterne forsøgte at overtage de protestantiske kirker i Tyskland ved at samle dem i en nazi-venlig nationalrigskirke. Nogle protestanter støttede ideen. Men da nazisterne forsøgte at ændre Bibelen til at sige, at Jesus ikke var jøde, startede en gruppe præster den Bekendende Kirke. Den Bekendende Kirke støttede ikke nazisternes ideer om at kontrollere religionen eller ændre Bibelen. Nazisterne gjorde kirken ulovlig og arresterede hundredvis af dens præster.
Hitler kunne ikke lide den katolske kirke og var bekymret for dens indflydelse på tysk politik. I 1933 underskrev hans nye regering en traktat (rigskonkordatet) med Vatikanet. Traktaten lovede at lade katolikkerne kontrollere deres egen kirke, men sagde, at præsterne ikke måtte lave politik. Hitler lukkede imidlertid derefter alle katolske organisationer, der ikke var kirker - som f.eks. katolske politiske partier, grupper for unge, fagforeninger og aviser - ned. Han myrdede nogle af lederne af disse grupper og lukkede til sidst alle katolske skoler. Derefter begyndte nazisterne at angribe præster og nonner og arresterede mange af dem. Pave Pius XI protesterede kraftigt i Mit brennender Sorge (en pavelig encyklika fra 1937), hvori han sagde, at nazistiske idéer som racisme var dårlige, og at nazisterne forfulgte kirken.
Mange tyskere var vrede over, at regeringen blandede sig i deres kirker, men andre var ligeglade med det. Nogle få forsøgte at forhindre regeringen i at dræbe religiøse minoriteter som f.eks. jøder. Kirkeledere forsøgte at forhindre nazisterne i at blande sig i deres religion. Fordi de bevarede en vis uafhængighed fra staten, kunne de offentligt være uenige med nogle af regeringens politikker. For eksempel protesterede den katolske biskop August von Galen og den protestantiske biskop Theophil Wurm mod nazisternes program med at dræbe handicappede og syge mennesker. Nogle religiøse ledere, som Martin Niemöller, talte for menneskerettighederne i Tyskland. Flere præster og præster blev henrettet for at have hjulpet med komplottet i 1944 om at vælte Hitler, bl.a. pastor Dietrich Bonhoeffer og pater Alfred Delp SJ.
Relaterede sider
Spørgsmål og svar
Q: Hvad er Nazi-Tyskland?
A: Nazi-Tyskland var den periode, hvor Adolf Hitler og nazistpartiet kontrollerede Tyskland. Det kaldes også nogle gange det tredje rige, som betyder "det tredje imperium" eller "det tredje rige".
Spørgsmål: Hvad var de to første tyske imperier?
A: Det første tyske imperium var det Hellige Romerske Rige, som varede fra år 800 eller 962, indtil det brød sammen i 1806 under Napoleonskrigene. Det andet var det tyske kejserrige fra 1871-1918, som brød sammen i 1918, da kejser Wilhelm II blev tvunget til at abdicere fra tronen, da Weimarrepublikken blev dannet i 1918.
Spørgsmål: Hvordan ledede Hitler Nazityskland?
Svar: Hitler ledede Nazityskland, indtil det blev besejret i Anden Verdenskrig i 1945, hvor han begik selvmord. Nazistpartiet blev ødelagt samme år, da dets ledere stak af, blev arresteret eller begik selvmord. Nogle blev henrettet for krigsforbrydelser af vestlige og sovjetiske magter, mens andre overlevede og fik vigtige job.
Spørgsmål: Hvilken idé havde nazisterne om race?
A: Nazisterne mente, at den "ariske race" (rene hvide tyskere) fortjente at herske over alle andre racer. Denne idé vandt respekt, efter at den store depression havde gjort mange vigtige tyskere fattige og magtesløse. Hitler gav jøder, kommunister, liberale og mange andre skylden for disse problemer og fik mange tyskere til at føle, at de var uskyldige ofre, som skulle tage magten over Europa.
Spørgsmål: Hvordan forsøgte nazisterne at skabe et imperium?
A: Nazisterne forsøgte at skabe et imperium med kolonier, idet de brugte deres allierede Italiens kolonier i Afrika som forbillede.
Spørgsmål: Hvad skete der ved afslutningen af Anden Verdenskrig?
Svar: Ved afslutningen af Anden Verdenskrig blev Tyskland delt op i fire "besættelseszoner". Sovjetunionen overtog Østtyskland, mens Det Forenede Kongerige, Frankrig og USA overtog dele af Vesttyskland.
Søge