Nazityskland er den periode, hvor Adolf Hitlers nazistiske parti kontrollerede Tyskland. Den kaldes også nogle gange det tredje rige (tysk: Drittes Reich), som betyder "det tredje rige" eller "det tredje rige". Det første tyske imperium var det Hellige Romerske Rige. Det andet var det andet tyske kejserrige fra 1871 til 1918. Nazisterne sagde, at de var ved at lave det tredje, selv om det selv aldrig var monarkiet overhovedet. Udtrykket "Tredje Rige" var dog mere populært i andre lande. I Tyskland var det blot The Reich (udtales "rike") eller det Stortyske Rige (tysk: Großdeutsches Reich).
Adolf Hitler ledede Nazi-Tyskland, indtil det blev besejret i Anden Verdenskrig i slaget om Berlin, hvorefter han begik selvmord i 1945. Nazistpartiet blev ødelagt samme år, da dets ledere stak af, blev arresteret eller begik selvmord. Nogle blev henrettet for krigsforbrydelser af de vestlige og sovjetiske magter. Andre overlevede, og nogle af dem fik vigtige job. Deres racepolitik fik dog aldrig mere magt i Tyskland.
Den nazistiske regering blev dannet ud fra den idé, at nogle racer var bedre end andre. Nazisterne mente, at den "ariske race" (de rene tyskere) var den bedste race af alle og fortjente magt og respekt. Denne idé vandt respekt, efter at den store depression havde gjort mange vigtige mennesker fattige og magtesløse. Hitler gav jødiske kapitalister og kommunistbander skylden for problemerne. Han var i stand til at få tyskerne til at føle, at de var uskyldige ofre, som skulle tage styringen over Europa.
Da det nazistiske regime blev ødelagt ved afslutningen af Anden Verdenskrig, blev Tyskland delt op i fire "besættelseszoner". Sovjetunionen indtog Østtyskland. Det Forenede Kongerige, Frankrig og USA overtog dele af Vesttyskland.
Baggrund og magtovertagelse
Nazistpartiets vej til magten begyndte i kølvandet på Første Verdenskrig og den økonomiske og politiske krise i Weimarrepublikken. Efter den økonomiske krise og massivt arbejdsløshed steg Hitlers popularitet. I januar 1933 udnævntes Hitler formelt til rigsforstander (Reichskanzler). Kort efter benyttede regeringen begivenheder som Rigsdagsbranden og parlamentariske undtagelseslove til at begrænse friheder, undertrykke politiske modstandere og skabe étpartistyre gennem processer som Gleichschaltung ("samordning").
Ideologi og indenrigspolitik
Den nazistiske ideologi byggede på ekstrem nationalisme, antisemitisme, raceteorier og en stærk autoritær stat. Partiet satsede på massiv propaganda, kontrol med medier, uddannelse og kultur for at forme befolkningens holdninger. Organisationer som SA, SS og Gestapo spillede centrale roller i at skræmme og udslette opposition. Indenrigspolitisk blev demokratiske institutioner lammet, fagforeninger opløst og lokale myndigheder underlagt central kontrol.
Raceret og forfølgelse
En central del af nazisternes politik var racebaseret forfølgelse. Fra midten af 1930'erne blev jøder frataget borgerlige rettigheder gennem love som de såkaldte Nürnberglove. Voldelige pogromer, især Krystalnatten i november 1938, eskalerede forfølgelsen og tvang mange jøder til at flygte eller indskrænke deres liv. Nazisterne forfulgte også romer, politiske modstandere, homoseksuelle, Jehovas Vidner, personer med psykiske eller fysiske handicap (i den såkaldte "T4"-eutanasiaktion) og andre grupper, som blev opfattet som "uønskede".
Koncentrations- og udryddelseslejre
Under krigen oprettede regime et omfattende netværk af koncentrations- og udryddelseslejre. I disse lejre blev millioner underkastet tvangsarbejde, sult, medicinske eksperimenter eller direkte massedrab. De mest berygtede udryddelseslejre inkluderer bl.a. Auschwitz-Birkenau, Treblinka, Sobibor og Belzec. Samlet blev omkring seks millioner jøder myrdet i Holocaust, sammen med millioner af andre ofre fra forskellige befolkningsgrupper og krigsfanger.
Udenrigspolitik og krig
Nazisternes udenrigspolitik havde målet om at udvide Tysklands territorium og magt (bl.a. ideen om Lebensraum). Dette førte til aggression mod nabolande: Anschluss med Østrig og krav på Sudeterlandet i 1938, og til sidst invasionen af Polen den 1. september 1939, som udløste Anden Verdenskrig. I løbet af krigen gennemførte Tyskland store militære felttog i Europa og indledte i 1941 også angrebet på Sovjetunionen (Operation Barbarossa). Krigen gik over i en total konflikt, hvor civilbefolkninger led under bombardementer, massedeportationer og sult.
Økonomi og samfund
I 1930'erne satsede regimet på genopbygning af økonomien gennem offentlige arbejder (fx vejbyggeri), militær oprustning og statslig styring af industrien. Arbejdsløsheden faldt markant, men projektet hvilede på militarisering, undertrykkelse og forberedelse til krig. Frihedsrettigheder blev gradvis afskaffet, og en kult omkring føreren og nationen blev fremmet gennem skoler, ungdomsorganisationer og masse-events.
Nederlag, retssager og eftervirkninger
Efter kombinationen af allierede landes militære slag, udmattelse på Østfronten og strategiske fejl sluttede nazitiden med Tysklands betingelsesløse overgivelse i maj 1945. Mange af de ledende nazister blev fanget og stillet for retten under Nürnbergretsopgøret 1945–1946, hvor højtstående tjenestemænd blev dømt for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Tyskland blev delt i besættelseszoner og senere i to stater (Forbundsrepublikken Tyskland i vest og Tyske Demokratiske Republik i øst) indtil genforeningen i 1990.
Historisk betydning
Nazitiden står tilbage som en af det 20. århundredes mest katastrofale perioder: fjernelse af demokrati, omfattende statslig vold, folkemord og en global krig med enorme tab af menneskeliv. Perioden har haft dybtgående konsekvenser for international ret, menneskerettigheder og hvordan moderne samfund arbejder for at forebygge totalitære bevægelser og masseforfølgelse.